Begravelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2015
  • Opdateret: 5 jan. 2015
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre hvis du mistede en som stod dig nær?

1Likes
0Kommentarer
59Visninger

1. 1

Begravelsen

 

Jeg lod min jakke glide om skuldrene på inden jeg satte mig ud i bilen. Mine øjne flakkede en smule og mine tanker fløj stille rundt i hoved på mig. Tomt var der i bilen da vi begyndte at køre. Ingen larmende eller legende lille søster ved min side, ingen spørgsmål om en masse sære ting som så tit bare fløj ud af lillesøsters mund, og ingen prikken til min skulder når hun blev utålmodig og ville have vi skulle være fremme med det samme. Det var bare... Mærkeligt.

Sådan foregik det meste af køreturen. Mine forældre sad som statuer på forsædet og sagde ikke et klap, radioen var slukket og det eneste som brød den dræbende stilhed, var motorens blide brummen og min mors snøften.

Jeg kom til at tænke på den gang hvor vi kørte til Tyskland for at handle ved grænsen og lille Melli ville have en masse vingummier, men måtte nøjes med en lille pose skumfiduser fordi vores mor ikke ville have, at hendes kære solstråle skulle ende som en lille tyk prop som ville bruge resten af sit liv på at trille hen af vejen, uden at man ville være klar over hvad hoved og hale var på hende.

Sådan var vores mor inden hun begyndte på de der dumme ’Valium piller’, hun sagde hele tiden sin egen mening om tingene med sit eget lille tvist og var ikke bange for at komme op at diskutere, bare fordi der var nogen der ikke syndes det samme som hende. Ikke mor, hun var stædig til det sidste. Selv over for far som altid ville have ret i tingene, men endte med at bøje af for hende når hun brugte, blikket.

Men sådan har det ikke været her på det sidste, ikke efter det biluheld med Melli. Jeg fatter stadig ikke hvordan den dumme bilist har, kunne overse hendes skrigende pink taske, eller hendes fine lyserøde cykel, som hun forresten lige havde lært at køre på uden støttehjul.

Jeg fatter ikke at han bare sådan kunne smadre lige ind i hende, uden at tage højde for lyskrydset, eller de andre mennesker som han også var ved at smadre ind i!

Jeg har stadig en forfærdelig løst til at slå ham rigtig hårdt et hvis sted, så snart han kommer ud fra hospitalet...

 

Da vi endelig nåde frem til den gamle kirke, fik jeg øje på den store sorte bedemands bil. Jeg blev jeg helt i tvivl om jeg overhoved ville kunne gå ud af bilen uden at mine ben ville knække sammen under mig af bare rædsel over syndet. Det føltes i værdfald som om de ikke ville bære mig, da min far efter noget tid endelig fik mig overtalt til at gå ud.

Men hvad fanden skulle jeg have gjort?! Jeg var jo i skole.

 

Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg bar mig ad med at holde tårne tilbage og ikke bare løbe hen og flår låget af kisten, da jeg så den blive båret ud af den store aflange bil og ind i kirken. Jeg kunne bare ikke fatte at det ren faktisk var Melli der lå der i... Hun var bare så lille og vidste ikke bedre end hvad folk fortalte hende.

Ligesom den gang hvor vi skulle sove i telt ude i haven, med et lille lejerbål, hvor jeg begyndte at fortælle en harmløs gyser historie om 'De hvile løse'. Nogen underlige skabninger med krum ryg, laset langt hår og med lange regnbuekapper kapper på. De var så magre og sultne, og deres livret var små børns tær, så de endelig kunne stille deres evige sult efter føder...  Det troede Melli selvfølgelig på og begyndte at tape sine tær sammen, for at passe på dem mens vi sad og ristede skumfiduser ved det lille bål, som vores far havde tændt op mens mor stod i køknet og bagte pølsehorn til senere på aftnen. Alt det er fortid nu. Nu ligger hun i... Ja den ting der og sover en alt for dyb søvn. Hun vil aldrig vågne, hun vil aldrig give en lyd mere fra sig, hun vil bare ligge der og begynde at blive blå om læberne, som om hun havde været ude i det kolde vand for længe.

Da alle var samlet udenfor, begyndte vi lige så stille at finde os på plads inde på kirkens hårde træ bænke. Der lugtede forfærdeligt af gammelt træ, støv, ældre mennesker og deres ækle sæbe.

Jeg brød mig ikke om kirker i forvejen og denne her situation gjorde det virkelig ikke bedre!

Da præsten begyndte på sit prædikerig rejste alle menneskerne i kirken sig op og vendte blikket mod det gamle grimme flisegulv mens de lyttede til den rynkede krave som stod oppe ved alteret lige foran kisten og bad fadervor.

 

Jaja, hvis den mægtige alfader var så god og så gavmild, hvorfor hjalp han så ikke lille Melli, hvorfor frelste han ikke hendes liv og slog den dumme fede chauffør ihjel i stedet?! Nok var Melli en lille forkælet møgunge der i mine øjne kun var til besvær, men lige nu ville jeg give alt for at høre hendes lille stemme tikke om flere vingummier, og hendes små fingre prikke til min skulder for at vise mig en lille mudder kage, som hun ville ha' lavet på en regn vejrs dag.

Menneskerne satte sig ned igen da præsten var færdig med at messe sin lille 'bøn', hun begyndte at tale sorgens ord for lille Melli, men i mine øre lød det kun som noget vrøvl og humbug.

 Det her er meget være end at skulle gå i kirke ved juletid. Her er alle triste og så er der jo også lige det at min lille søster ligger på gulvet i en trækasse, normale mennesker ville kalde for en smuk hvid kiste. Men ikke jeg, for mig er det der på gulvet en kort trækasse med lyserøde, gule og hvide blomster på. Ikke min søsters sidste hvilested... Ikke en pæn kiste der skal ligges ned i jorden, for så bagefter at blive muggen og gennem gnasket af insekter og kryb gennem årene. I mine øjne er det der bare en grim træ kasse som skal smides i jorden, uden andet end gammelt tøj i. Ikke Melli! Melli ligger der hjemme i sin seng og sover fredeligt. Melli skal snart op og have nogen af mors nybagte pandekager. Melli skal ikke ligge i, den der ting på gulvet for at blive stiv og blå over det hele!

Jeg rejste mig op midt i en salme de voksne sang med på, jeg gik bestemt ned gennem gangen og ud af døren i venstre side af kirken, uden at tage hensyn til mine nu efterladte forældre, der stadig sad på deres plads og sang som om de slet ikke lod mærke til at jeg gik.

Jeg begyndte at løbe og løbe. Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, men jeg ville bare væk. Væk fra alle de grædende mennesker, væk fra den træ kasse de påstod Melli lå i. Væk fra alting.

Jeg løb ud over den trafikerede vej og så mig ikke for. En sort mustang ramte mig i siden og der gik kun et split sekund før alt bare blev sort.

Jeg kunne ikke føle noget, jeg kunne ikke se noget, jeg var der bare... Lå på vejen som et andet nedkørt dyr der vender på at blive fjernet af falk og blive kastet ind til siden så resten af bilerne ikke bliver svinet til med blod og stanken af fordærvet råddent kød. Men intet skete. Alt var bare sort og det var som om tiden stod stille.

 

 

Selv de mindste ting kan have en stor plads i vores hjerter og vi opdager ikke hvor meget det fylder før det er for sent.

                                       

                                                                                                                                                         Refferyn

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...