Impossibilia. | Zayn Malik.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2015
  • Opdateret: 3 jan. 2015
  • Status: Igang
Nogle ting er nærmest umulige at forklare. Man undrer sig over, hvordan det kan lade sig gøre, men i sidste ende må man bare acceptere, at tingene er som de er. Når 2 personer begynder at drømme om hinanden i flere måneder kan man så føle, at man virkelig kender den anden person? Kender man dem? Det er spørgsmålet, som Zayn og Cora stiller sig selv den dag de mødes. Efter begge to at have haft drømt om hinanden flere gange, som om universet ville fortælle dem noget. Men nu er det bare, at Zayn er forlovet med Perrie Edwards og brylluppet står lige ved døren. Cora er lige blevet færdig med at på universitetet og er trods frygten flyttet til London. Men er det egentlig mere end en drøm? En ting er sikkert. Deres liv begynder at forandre sig, så snart de begynder at lære hinanden at kende.

6Likes
8Kommentarer
324Visninger

2. Prolog.

Alting virkede så perfekt og harmonisk. Solen skinnede og kunne mærkes i nakken, vandet havde en blå farve som virkede mere og mere klar, jo tættere solen var på det og ikke én eneste sky kunne ses på himlen. Men det allerbedste måtte nok være, at jeg delte øjeblikket med ham. Liggende på græsset  og med sit blik var rettet imod den lille flod, som med andre ord var vores stedDet havde altid føltes, som om det tilhørte os. Ingen andre folk var i nærheden, selvom udsigten var fantastisk. Men jeg klagede ikke, jeg kunne godt lide stilheden.

 

Han drejede hovedet, så hans blik lå på mig og hans mundvige trak op i et smil. Han havde opdaget, at jeg kiggede på ham.

 

’’Stirrer du på mig? ’’ sagde han og lo en smule. Jeg rødmede svagt, smilende. Jeg smilede i den grad. 

’’Jeg beundrede dig bare, ’’ svarede jeg til mit forsvar og nikkede, da det egentlig var et rimelig godt svar.

 ’’Det gør det ikke mindre underligt, ’’ sagde han med et smil på læben og rystede på hovedet. 

’’Det er da sødt, at nogen beundrer en, ’’ Jeg kiggede hen på floden. Jeg kunne dog stadig se, at han satte sig op igen. 

’’Du har nok ret, ’’ grinede han hæst og så på mig.

''Ret i hvad?'' spurgte jeg smilende og rettede på min knæ-lange, blå kjole.

''Jeg skal være glad for at nogle kigger sådan på mig. Eller rettere sagt, når du gør det.'' sagde han og flettede vores hænder sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...