Behind the Cool Kids | 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Grace er ikke som alle andre. Hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er homoseksuel, og så er hendes liv rodet. Mere rodet end høretelefoner, der har ligget i en lomme. Der er kun én ting, eller nærmere person, der kan rode det ud, men den person regner Grace ikke med nogensinde at se igen. Pludselig får de populære en underlig interesse i Grace, der skræmmer hende og Louis fra vid og sans. Midt i al kaosset dukker dén person op. Grace kommer ud for livsbekræftende stunder og svære beslutninger, der kan ændre hendes liv på godt og ondt. Er du klar til en tur i rutsjebanen? -Tusinde tak til Sofie SL for det fantastiske cover!

29Likes
28Kommentarer
9626Visninger
AA

8. You're not okay and it's not fine

Grace’s P.O.V

Sun is up, I'm a mess

Gotta get out now, gotta run from this

Here comes the shame, here comes the shame

Chandelier - Sia

*

“Just a small town girl! Living in a lonely world!” jeg skrålede med på den sang, der blev spillet i radioen. Okay, det var ikke bare den sang, der blev spillet i radioen. Det var ‘Don’t stop believing’. Glee lavede det sygeste cover på den, og jeg kunne den stort set udenad.

“Grace!” min mor kiggede irriteret på mig og slukkede for radioen. Jeg stoppede med at danse mærkeligt og smed den bluse, jeg havde i hånden. Hun sukkede højt.

“Jeg kører om syv minutter, så hvis du lige ville skynde dig lidt, kunne det være dejligt,” inden jeg nåede at svare, var hun allerede halvt nede af trappen. Jeg lavede en grim grimasse og trak blusen over hovedet. Mit hår stod ud til alle sider som altid, men jeg kunne ikke rigtig gøre noget ved det. Solen havde endnu en gang valgt at vise, at den faktisk fandtes. Man blev vel lidt træt af regnvejr. Den sorte t-shirt havde et billede af et hvidt kranie og nogle blomster. Mine bukser var der ikke noget spændende ved. Helt almindelige cowboybukser. En dør, der blev åbnet, fik mig til at spurte ned af trappen. Min taske hang efter mig, og jeg var ved at glide på køkkengulvet. Jeg tog hurtigt mine sko på og fløj næsten ud af døren. De få meter hen til bilen fik jeg hurtigt tilbagelagt. Jeg smækkede døren hårdt i og tog selen på.

“Og du vil ikke have en jakke på?” jeg vendte hovedet, så jeg kiggede min mor lige i øjnene. Det ville jeg, men det ville være pinligt at gå ind for at hente en. Og hun skulle ikke have lov at vinde. Derfor rystede jeg på hovedet og kiggede ned på mit ur. Hun startede bilen og kørte som en fuld grønlænder. Jeg klamrede mig til døren. Var hun ikke politibetjent? For Helvede Gud, du hader mig da også.

“Pas dog på!” skreg jeg af hende, da vi var en halv meter fra at køre ind i en anden bil, fordi hun valgte at køre over for rødt.

“Du skal ikke råbe!” råbte hun surt og drejede ind på skolens parkeringsplads. Jeg sukkede højt og åbnede bildøren med en smule besvær og begav mig mod skolens indgang. I de sidste par dage havde jeg tænkt. En hel del. Mere end jeg plejede, så jeg havde egentlig ikke rigtig lavet andet end det. Jeg havde valgt at være gladere, og underligt nok, hjalp det. Melody og Louis havde vist været til fest lørdag, hvilket mindede mig om, at Melody skulle snakke med mig om noget. Jeg nynnede en melodi inde i hovedet og skrumpede mig en smule, for det var endnu koldere, end jeg havde troet. Nogle af snobberne stod og kiggede surt på mig, og selvom det egentlig ikke var særligt godt, frydede det mig, at jeg kunne irritere dem. Jeg drejede hovedet for at se, om enten Louis eller Melody var til at se, men de var sikkert ikke engang stået op. En brystkasse stoppede mig, og jeg trådte straks et skridt tilbage for så at kigge op. Zayn?

Han smilede charmerende til mig.

“Jeg vil ikke have sex med dig, og du får hverken lov til at røre eller se mine bryster. Du lugter af røg, der står 15 piger derovre, som ville give deres venstre hjernedel for at gøre bare en af de ting.. Det ville jo ikke gøre nogen forskel, men alligevel. Så nu vil jeg bare gå videre og lade som om, du ikke lige prøvede at flirte med mig, så kan du gå videre og lade som om, du ikke lige blev afvist af mig. Farvel, Malik,” jeg klappede ham på skulderen, og nogle grin kunne høres omkring mig, da jeg gik videre. En eller anden dreng jeg aldrig havde set før gav mig en high-five. Forvirret gik jeg ned ad gangen for at finde mit skab. Nogle, der vist hed Perrie og Eleanor, gik forbi mig og sendte mig nogle glade blikke.

“Den havde han brug virkelig brug for, Grace,” Perrie grinede, da Eleanor var færdig med at snakke. Jeg trak på skuldrene og smilede en smule. Hvorfor de vidste, hvad jeg hed, tog jeg mig ikke af. De gik videre, og jeg prøvede at åbne mit skab, der næsten altid satte sig fast. Frustreret daskede jeg til det med hånden. Det hjalp ikke at slå på det, for det åbnede sig ikke, og jeg fik bare ondt i min hånd. Nogle gange ønskede jeg at være en dreng. Bare at kunne buldre afsted og slå på ting uden nogen ville tage sig af det, og uden at det ville gøre herre ondt i hænderne.

Da jeg tog hånden ned til min baglomme for at finde min mobil, var den der ikke. Jeg ledte videre i min taske, men der var den heller ikke. Det gik ligeså stille op for mig, at den lå hjemme på mit skrivebord. Træt af alting sukkede jeg dybt og lænede mig op af mit låste skab. Heldigvis havde jeg aldrig haft svært ved at forsvinde ind i mig selv og bare betragte omgivelserne. Klokken var knap så mange, hvilket også betød, at der ikke var særlig mange elever eller lærere. Nogle kom gående forbi, men et ansigt fik min opmærksomhed. Harry’s. Han havde et blåt øje. Selvom jeg gerne ville smile stort og grine, fik jeg alligevel lyst til at gå hen til ham og spørge, om han var okay. Forarget over mig selv, vendte jeg mig for at prøve at åbne det provokerende skab. Men selvfølgelig nægtede det. Niall kom gående ned ad gangen med et fornøjet smil på læberne, uden pigernes beundrende blikke og uden sit irriterende følge, jeg for lidt siden havde ydmyget. Da han fik øje på mig, smilede han endnu mere og satte farten lidt op. Forvirret kiggede jeg bag mig, men der var ikke andre, der havde blikket i hans retning.

“Hejsa!” mit skeptiske blik ændrede sig ikke, da han rakte mig sin hånd. Jeg kiggede lidt på ham og tog så tøvende hans hånd, som han rystede et par gange. Han så meget sødere ud, når han ikke kiggede surt på alle.

“Melody er syg idag. Hun ringede til dig, men indså at du nok havde glemt din telefon,” hans smil fik mig til at smile, for han så så glad ud, da han sagde Melody’s navn. Vent. Jeg spærrede øjnene op, da jeg indså, at han var hendes ikke-kæreste kæreste.

“Er du okay?” han stirrede mærkeligt på mig.

“J.. Ja! Jeg har det helt fantastisk! Aldrig haft det bedre,” et falsk, hysterisk grin forlod min mund og bekræftede min dårlige løgn. I et forsøg på at redde den, smilede jeg dumt og rakte ud efter væggen for at læne mig op ad den, men den havde flyttet sig. Hvis ikke Niall havde været hurtig, var jeg nok endt på gulvet.

“Du var på date med Melody,” han grinede højt og hans smittende grin fik mig til at fnise.

“Ja, det var jeg, og ved du hvad? Jeg skal nok charmere mig ind på dig også,” hvis ikke han havde blinket dumt tilsidst, havde jeg nok troet, at han rent faktisk ville prøve. Men det ville han ikke. Vi snakkede videre i lidt tid, indtil klokken ringede ind og indikerede, at skoledagen startede.

"Hvad skal du have nu?" det store smil på hans læber fik mig endnu engang til kigge skeptisk rundt. Havde Zayn sendt ham efter mig, fordi han simpelthen ikke kunne klare en afvisning? Det værste var næsten, at det måske var sandheden. At det dårlige ego for alvor havde fløjet ham til månen. Endnu værre var, at Niall måske endda ville gøre det.

“Fysik. Har du hørt noget fra Louis?” selvom det var et meget direkte spørgsmål, han højest sandsynligt ikke kunne svare på, fløj det alligevel ud af min mund. En skolebog, der fløj fra den ene side af gangen til den anden, fik mig til at dukke hovedet og de mange mennesker, der gik imod os, tvang mig om bag Niall.

“Det skal jeg også! Nej, men Melody sagde noget med, at han ikke behøvede at tage i skole endnu, og at han højest sandsynligt ville udnytte det,” jeg nikkede, selvom han ikke kunne se det, men helt ærligt kunne det være hans eget problem. Han havde opsøgt mig og måtte derfor også finde sig i min stilhed. Vi nåede fysiklokalet, og jeg gik hen til min sædvanlige plads. Eller jeg prøvede, for Niall hev fat i mit håndled, så jeg nær var faldet.

“Kom med mig,” jeg sank en klump og lod ham trække mig afsted. Mange øjne lå på os, og det gjorde mig en smule utilpas. Hvorfor skulle det også lige gå ud over mig?

“Niall,” peb jeg, men han gik ubemærket videre.

“Niall!” jeg prøvede lidt højere, og han kiggede spørgende på mig uden at stoppe. Folks blikke fulgte os stadig, og jeg skød flovt blikket ned. Det pinede mig, at de havde den magt over mig, men sådan havde det altid været, og jeg var ikke stærk nok til at tage kampen op. Mange hviskede, og først der lagde jeg mærke til, at han nu havde taget min hånd i stedet.

“De kigger,” mumlede jeg og bed mig så i læben. Han klemte min hånd og fortsatte mod det bagerste bord.

“Det er bare fordi, at jeg er så lækker,” svarede han højt og satte sig. Vores lærer kom ind i klassen og begyndte at snakke om noget, jeg ikke hørte, fordi jeg kiggede ud af vinduet og drømte mig væk. Niall sad og tegnede på bordet, og det så i det hele taget ikke ud til, at nogen fulgte med i timen. Jeg mærkede et prik på skulderen og kiggede hen på Niall, som nikkede op mod gamle O’Brien, der sendte mig et strengt blik.

“Grace, vil du forklare den formel?” jeg kiggede op på tavlen og så Hawkings teori om alting. Eller noget, der skulle ligne, for den var skrevet forkert. Jeg nikkede og begav mig op mod tavlen og O’Brien, der nok glædede sig til at ydmyge mig, men sådan ville jeg ikke lade det gå. Jeg havde altid ret, og sådan var det.

“Allerførst synes jeg, at vi skal starte med at skrive den rigtigt,” jeg viskede sekstallet ud og erstattede det med et firtal, “sådan. S for et sort hul, k’et er Boltzmanns konstant, som man også bruger i termodynamikken, lp er den såkaldte plancklængde, som er et uhyre lille tal, der illustrerer problemet med at kombinere tyngdekraft og relativitetsteori, og A’et er arealet af det sorte huls begivenhedshorisont. Teorien er dog ikke helt godkendt af andre fysikere endnu,” jeg smilede smørret og vendte mig så mod klassen. Niall sad med åben mund, mens de fleste andre kiggede mærkeligt på mig. O’Brien kiggede anerkendende på mig. Det gik jo udmærket. Jeg satte mig ved siden af Niall, der bare kiggede tomt på mig. Klokken ringede, og jeg begyndte at gå videre selv, som jeg jo altid gjorde.

“Grace!” jeg stoppede, og sukkede lydløst. Opmærksomhed var altså bare ikke lige mig.

“Jeg skal videre nu, men det var hyggeligt!” han vendte om og løb hen til nogle andre drenge. Hvordan han kunne forblive glad hele tiden, var mig en gåde. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, huskede jeg mig selv på, selvom det var svært. Alle fandt ens fejl. Selv de fejl der ikke fandtes, kunne folk finde, og når folk fandt dem, kunne man selv finde dem. En evig ond cirkel.

‘*’

Jeg kiggede ned på mine fødder, der skiftedes til at tage et skridt videre i den rigtige retning, mens sekunderne gik. Tanker rendte gennem mit hoved, mens mine ben fortsatte, og jeg prøvede at finde et svar på, hvorfor Niall pludselig var blevet så venlig. Ja, ligefrem sød. Godt nok havde han været på date med Melody, og de virkede meget glade for hinanden, men hvornår havde Niall bemærket hende? De mange spørgsmål fyldte mit hoved, og solen skinnede mig i øjnene. Lorte dag.

“Du var mig utro bag min ryg!” det lød så dumt. Selvfølgelig var man utro bag den andens ryg. ‘Hej naive! Jeg går lige ud og er dig utro.’ Altså helt ærligt. Den blonde pige slog Zayn på brystet. Hvorfor skulle det hjælpe? Hvorfor skulle det hjælpe at slå en fyr på brystet? Han kunne sikkert ikke engang mærke det. Zayn havde hænderne i forlommerne og en cigaret i mundvigen. Han stirrede utålmodigt på hende, der både bad ham skride af helvedes til, men også bønfaldt ham om at blive. Jeg forstod simpelthen ikke kvinder.

“Tracey,” hun kiggede på ham med blanke øjne. Hvor dum var hun lige? Man kunne jo ikke stole på Zayn. Han udnyttede bare, at han havde været heldig med udseendet. Lige meget hvor ondt det var, fniste jeg for mig selv. Lidt sjovt var det da, at se en populær og dum pige blive ydmyget. Selvom de ikke havde set mig endnu.

“Det’ slut,” han skoddede sin cigaret og gik lige forbi hende, da han så fik øje på mig. Åh nej. Det var da også helt vildt klogt bare at stå og kigge, Grace. Skulderklap til dig. Han kiggede ondt på mig og smilede så ondskabsfuldt. Selvom jeg burde være rendt min vej, stod jeg som smeltet fast til det slidte fortov. Tracey var løbet tudende væk, så jeg stod helt alene og kiggede på Zayn, der hvert øjeblik kunne springe i luften. Jeg sank den klump, der havde sat sig i min hals. Jeg havde jo ingen idé om, hvor langt han ville gå.

“Nå, ser man det. Du kan bare vente dig, Queens,” han trådte helt hen til mig, så jeg måtte læne hovedet tilbage for at se ham i øjnene,”jeg får altid, hvad jeg vil have. Du er sikkert ventetiden værd. Jeg holder øje med dig, og du skal bare vide, at du aldrig,” han tog hårdt fat i min hage og tvang mig til at se på sig,”kan vide dig sikker,” jeg bed mig hårdt i underlæben for at holde mit åndedræt stabilt. Panikken var ved at overtage, og hvis ikke jeg tog mig sammen, ville der trille tårer ned ad mine kinder. Jeg kiggede hårdt på ham.

“Jeg ved ikke, hvad der er gået galt, men et eller andet har da fucket dine følelser helt op. Har du ikke bemærket, at alle dine venner er forsvundet? Niall dater Melody, og Liam,” jeg stoppede, da jeg indså, at Liam ikke havde vist sig de sidste to uger,”er sikker blevet så træt af dig, at han er stukket af. Er du virkelig sunket så dybt, at du vil jagte mig for at få noget, du aldrig får?” han strammede grebet om mig, men fjernede så hånden i en pludselig bevægelse. Jeg kunne se, hvordan han spændte i hele kroppen, inden jeg hørte en høj lyd og mærkede en sviende smerte på kinden. Jeg var aldrig blevet slået, og jeg havde aldrig slået nogen, selvom jeg måske havde haft lyst til det et par gange.

Forarget kiggede jeg på ham og så fortvivlelsen i hans øjne, der hurtigt forsvandt, og han vendte sig om for at forlade mig alene. Jeg kiggede ud i luften, mærkede min læbe begynde at bævre og mærkede så tårerne, der voldsomt rendte ned ad mine kinder. Kulden omfavnede mig, og pakkede mig ind i et koldt tæppe, der adskilte mig fra omverdenen, og hvis ikke min kind havde gjort ondt som ind i Helvede, havde jeg nok troet, at min sjæl havde forladt min krop.

“Grace!” en chokeret stemme vækkede mig, og jeg indså, at jeg højest havde stået sådan i få sekunder. Han ruskede panisk i mig, mens jeg stadig ikke rørte mig. Jeg kunne ikke.

“Kig på mig,” jeg pressede øjnene hårdt sammen, åbnede dem så og kiggede lige ind i et par grønne. Først der gik det op for mig, hvad der virkelig var sket. Zayn havde truet mig på livet og bagefter slået mig. Selvom det på ingen måde var min hensigt, brød jeg for alvor sammen i Harry’s favn og lod ham holde mig hårdt ind til sig. Hulk forlod min mund, mens han prøvede at berolige mig ved at ae mig på ryggen og i håret. Det var ikke bare det med Zayn, der fremkaldte mine tårer. Det var også alle de andre ting, jeg ikke havde grædt over, så det hele væltede for mig.

“Du er ikke okay, og det er ikke fint,” han trak sig lidt fra mig, men havde stadig hænderne på mine skuldre. Det var rart for en gang skyld, at jeg ikke skulle overbevise både mig selv og en anden om, at alt var godt. For det var det ikke. Han tørrede mine tårerne væk med sin tommelfinger og sendte mig et lille smil.

“Du myrder os begge to for det her senere, men vil du ikke nok lade mig tage dig med hjem? Og træk vejret, Grace. Jeg er lige her, og jeg skal nok passe på dig,” jeg lod mig endnu engang klamre til hans overkrop og mærkede, hvordan hans bluse stille blev våd. Det burde ikke ske. Jeg burde ikke lade ham komme mig så nær, men jeg følte en underlig tryghed, jeg ikke havde følt i flere år. Hans lange arme beskyttede mig mod, hvad end universet ville udsætte mig for. Jeg snøftede og nikkede så.

“Jeg vil gerne have, at du tager mig med dig hjem, og jeg prøver virkelig at trække vejret og..” det store smil, han havde placeret på sine læber, fik mig til at smile lidt. At jeg takkede ja til hans forslag og lod ham tage sig af mig og se mig på den måde, burde pine mig, men i det øjeblik var jeg bare glad for, at det var ham og ikke min mor, der havde set os. Han rakte mig sin hånd, som jeg tøvende tog imod.

“Du er jo helt kold!” udbrød han, og jeg var ved at komme med en sarkastisk kommentar om, at det gav sig selv, når jeg ikke havde nogen jakke på, men lod være fordi det ville ødelægge den overraskende gode stemning. Om han læste mine tanker eller bare var en gentleman, orkede jeg ikke at tænke igennem. Ihvertfald trak han sin striktrøje over hovedet, så han kun var iført en hvid t-shirt, og proppede den straks ned over mig. Den var alt for stor og dejlig varm, hvilket fik mig til at kigge på ham med store øjne, da jeg prøvede at få armene ud i ærmerne. Efter noget tid lykkedes det mig endelig at få den nogenlunde på, og Harry trak mig blidt af sted. Jeg snøftede endnu engang og prøvede at tørre mine øjne, inden jeg så begyndte at fnise. Han kiggede spørgende på mig, og jeg bed mig i læben for stoppe.

“Det minder mig om dengang, jeg faldt i søen,” mumlede jeg og kiggede ned. Han grinede og begyndte så helt uventet at løbe for at komme over vejen, så jeg snublede og landede så lang jeg var midt på vejen.

“Det må du virkelig undskylde, Grace!” Harry var straks henne ved mig for at se, om jeg var død.

“Det gjorde ikke ondt. Bare rolig,” jeg rejste mig langsomt og prøvede forgæves at finde mine hænder i ærmerne. Efter et par forsøg opgav jeg og rakte ham min arm. Et smil bredte sig på hans læber, og selvom jeg kunne dræbe mig selv for det, lod jeg ham gøre mig så glad, at jeg glemte alt om alt andet.

*Oh well.. Det var lidt meget at tage på en gang. Niall og Mel bliver afsløret, Grace får en lussing, og Harry får lov at spille helt! Hvad tænker I om den drejning, historien lige tog? Skud ud til Sofie for at starte anden del. Thnx :)*

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...