Behind the Cool Kids | 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Grace er ikke som alle andre. Hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er homoseksuel, og så er hendes liv rodet. Mere rodet end høretelefoner, der har ligget i en lomme. Der er kun én ting, eller nærmere person, der kan rode det ud, men den person regner Grace ikke med nogensinde at se igen. Pludselig får de populære en underlig interesse i Grace, der skræmmer hende og Louis fra vid og sans. Midt i al kaosset dukker dén person op. Grace kommer ud for livsbekræftende stunder og svære beslutninger, der kan ændre hendes liv på godt og ondt. Er du klar til en tur i rutsjebanen? -Tusinde tak til Sofie SL for det fantastiske cover!

29Likes
28Kommentarer
9643Visninger
AA

2. You owe me 10 bucks, Zayn. She can talk

 

Grace's P.O.V

She sees them walking in a straight line, that's not really her style

And they all got the same heartbeat, but hers is falling behind

Cool Kids - Echosmith

*

Problemerne med de seje er, at de er, som de er. De er nogle forfærdelige mennesker, og nej, det har jeg ikke sagt til dem. Hvordan ved jeg det? Jeg kender dem ikke engang. Nogle gange ønsker jeg mig at være én af dem. Men alligevel ikke. Det er svært at sætte sig ind i, men du må altså prøve at sætte dig ind i det alligevel.

 

Min mor råbte, at jeg skulle skynde mig. Hvilket egentlig var en løgn. Det var hende, der skulle skynde sig, men jeg droppede at rette på hende, da hun bare ville råbe endnu mere af mig. Jeg vidste ikke, om det var en eller anden overgangsalder ting eller om problemet lå i, at min far knaldede alle Londons kvinder. Selvom de var skilt - hvilket de jo ikke var, min mor var bare et mindre mislykket one night stand - kunne min mor ikke klare det. Heller ikke lige enhver kvindes drøm. Endnu en gang råbte hun. Nogle gange tror jeg, at hun bare råbte for at råbe. Jeg sukkede, samlede mine ting sammen i min taske og traskede ned ad den efterhånden slidte trappe. Min mor kiggede irriteret og stresset på mig. Ikke at det var noget nyt. Den kvinde burde seriøst få styr på sit temperament. Lydløst gik jeg videre ud i gangen, hvor min jakke og mine sko var. Hurtigt fik jeg det på og fortsatte ud af døren, min mor havde efterladt åben. Mine ben gik lidt hurtigere. Man forstod vel en hentydning. Da jeg fik sat mig ind i den gamle, grimme og engang røde, nu mindre lyserøde Fiat Punto, min mor kørte i, sendte hun mig et skuffet blik. Altså hvad havde jeg nu gjort? Jeg kiggede forvirret på hende. Hun sukkede og startede bilen.

“Behøver du at være så besværlig og flabet hele tiden?” vent hvad?! Jeg havde ikke engang sagt noget. Irriteret rullede jeg vinduet ned. Fordi min mor hadede lyden af Londons morgentrafik, og fordi bilen var ulideligt varm. Hun sukkede endnu engang.

“Undskyld hvis min evige snak har irriteret dig. Jeg har simpelthen bare så svært ved at holde min mund,” svarede jeg ironisk uden at kigge på hende. Vi vidste begge, at det var løgn. Jeg sagde sjældent noget, og når jeg sagde noget, forstod de fleste det ikke. Jeg snakkede i gåder, sagde de. Ikke ifølge mig selv og min far. Selvom jeg ikke ligefrem var ønsket i starten, var min far én af de få mennesker, jeg brød mig om. Han brød sig endda om mig. Han forstod mig. Jeg snakkede ikke i gåder, mine ord var bare svære at forstå. Poetiske, havde en tidligere lærer sagt. Velovervejede, mente jeg selv. Et højt dyt fik mig ud af min egen verden, jeg åbenbart havde siddet i længe. Vi holdt udenfor min skole. Jeg sukkede dybt og rev bildøren op. Skole var virkelig ikke mig.

“Pas nu på dig selv, Grace,” råbte min mor, idet døren smækkede. Ligeglad fortsatte jeg mod skolens indgang. En masse unge befandt sig omkring mig og som altid, gjorde det mig utryg. Jeg sørgede for at kigge ned i jorden. Jeg hoppede skræmt til siden, da en hånd blev placeret på min venstre skulder.

“Rolig nu, darling,” grinte håndens ejermand. For det var helt sikkert en mand. Med en lys stemme. Jeg vendte mig lettet om og så min bedsteven. Han stod der med sit perfekte hår, de smukke øjne, den fantastisk livlige væremåde og hvis ikke han havde været bøsse, så var vi sikkert allerede gift. Eller tæt på. Jeg smilede til ham, og han trak mig ind i et kram. Vi fortsatte grinende ind på skolen. Nogle piger kiggede i skjul efter os. Selvom de ikke ville indrømme det, var de alle forelskede i Louis. Men han var en af taberne, så mere end skjulte blikke blev det aldrig til. Og så den fact at han var bøsse. Louis var altså også virkelig lækker. Han lignede ikke en, der var til mænd, men det var han altså. Desværre. Der var stadig en halv time, til klokken ringede ind, så der var ikke så forfærdeligt mange mennesker. Louis snakkede uafbrudt om en vildt fantastisk fest, han havde været til lørdag, og selvom jeg ikke sagde noget, vidste han, at han havde min fulde opmærksomhed. Det var derfor, jeg elskede ham sådan. Fordi han vidste, at stilhed fra min side af var en god ting.

"Og du har ikke snublet én eneste gang," sluttede han forpustet sin lange prædiken med. Jeg smilede og grinte stille.

"Tja.. Fredag d. 7. må være min lykkeda.." mere nåede jeg ikke at sige, før jeg hamrede hovedet ind i en åben skabslåge. Grin fra folk omkring mig kunne høres, og skabets ejer kiggede på mig, som var jeg et rumvæsen. Louis kiggede medfølende på mig og trak mig mod pigetoiletterne.

"Av," mumlede jeg, og han grinte lidt. Jeg fjernede hånden fra min næse, og blodet væltede ud. Louis skar en grimasse ved synet. Selvom nogle piger kom gående ind, var han ligeglad med 1: at han befandt sig på pigetoiletterne og 2: at han prøvede at stoppe tamponer op i næsen på mig. Det lykkedes ham endelig, og efter nogle minutter stoppede blødningen. Dog havde jeg fået et kæmpe stort blå lilla mærke på næsen. Standart.

Folk gloede på os, da vi kom ud fra toilettet. Men hurtigt var de igang med noget andet. Mere spændende. Jeg bebrejdede dem ikke. Det var ikke ligefrem fordi, jeg var særlig spændende, og at Louis stadig gad mig, overraskede mig hver dag. Måske var han et rumvæsen. Da vi var nået mit skab, begyndte folk omkring os at trække sig til siden.

"Great," hviskede jeg til Louis, der bare kiggede opgivende på mig. Måske var de populære og sikkert også lækre, men de kunne rende mig. Jeg kunne alligevel ikke se noget for dem foran mig, så jeg fortsatte jagten på min historiebog. Havde jeg ikke lige ryddet op i mit skab? Jeg sukkede af mig selv. Nogle falske fnis fyldte gangen. Et hæst grin efterfulgte fniset. Nogle hviskede, mens andre bare stod og kiggede drømmende på gangens midte. Det var nu mest pigerne og Louis. Og så alle de andre liderlige teenagedrenge, der gerne ville i bukserne på de populære piger. Det var nok også fordi, at jeg et eller andet sted ønskede at være dem. At blive tilbedt og bagtalt af de samme mennesker. Jeg prikkede Lou i siden, da jeg havde fundet min bog. Han kiggede mopset på mig. Jeg gjorde tegn til, at vi skulle går videre. Det kom bag på ham. Man forholdt sig stille, indtil de populære var ude af syne. Endnu én af de gylde uskrevne regler. Han nægtede, så jeg gik alene mod biblioteket. Jeg skulle bruge en bog om 'The Blitz'. Ikke fordi jeg ikke vidste alt om det, mere fordi min mor havde bedt mig låne én. Så det gjorde jeg.

Jeg elskede biblioteket. Måske fordi jeg elskede bøger. Det hang godt sammen. Miss Anderson hilste smilende på mig. Må man kalde sig selv nederen, når man er ven med den mærkelige single, kattedame bibliotekar? Okay, godt. Jeg var nederen. Der var små fem minutter til klokken ringede, så jeg skyndte mig mod lokale 13 Z. Sikke et fantastisk tal. Ironi kan forekomme. Nysgerrige blikke blev rettet mod mig, da jeg kom ind, men de forsvandt hurtigt igen, da jeg ikke ligefrem vakte særlig stor interesse hos nogen. Jeg fandt min sædvanlige plads. Forrest længst til venstre. Tættest på vinduet. Klokken ringede, min lærer kom ind, snakkede om alt og ingenting i 75 minutter indtil han valgte at smide en bombe.

"I skal lave projektopgave. Så jeg læser grupperne op nu, og jeg gider ikke høre noget brok, okay?" sagde han strengt og kiggede ud mod os alle sammen. Jubi, gruppearbejde. To mands arbejde lavet af mig. Lige til at klappe i mine små hænder af.

"Jennifer og Alice, Stan og Mike, Clarissa og Kylie," de var alle kommet sammen med deres bedste venner. Mr. Richards fortsatte sin opråbning.

"Nogen spørgsmål?" jeg rakte forvirret hånden i vejret. Han kiggede ventende på mig.

"Du nævnte ikke mig. Jeg har ikke en makker," og lige som jeg håbede på at kunne arbejde individuelt, begyndte Richards at snakke. Han lignede en, der ikke havde styr på tingene.

"Jeg har ikke noget problem med at arbejde ale.." igen blev jeg afbrudt dog ikke af en skabslåge. En let genkendelig skikkelse viste sig i døren. Alle kiggede afventende på ham.

"Jeg skal snakke med Grace Queens, nu!" sagde han bestemt, og jeg fik lov til at gå. Da jeg var kommet ud af klassen, stoppede jeg for at være sikker på, at den person virkelig skulle snakke med mig. Jeg kiggede vantro på ham, der stod foran mig. Han kiggede hårdt på mig.

"Jeg har altså ikke særligt mange penge, og jeg har ikke noget sladder, du kan bruge," mumlede jeg, men han rystede på hovedet.

"Jeg skulle bare lige se, hvordan du så ud. Du kan smutte nu," sagde han med et irriterende smil på læben. Jeg kiggede mærkeligt på ham og gik så min vej. Klokken ringede ud, og jeg fortsatte mod kantinen. Da Louis ikke var til at se nogle steder, satte jeg mig ved vores sædvanlige bord. Alene. Jeg kiggede frastødende ned på det, der skulle forestille mad. De kantinedamer var virkelige opfindsomme. Jeg kiggede forskrækket rundt, da man kunne høre Louis' stemme. Jeg rejste mig hurtigt og løb mod hans stemme.

"Hva' så din lille homo?" grinte de hånligt, inden de skubbede Lou hårdt ind i væggen. For første gang nogensinde sagde Louis ikke noget. Da en af dem løftede hånden for at slå ham, trodsede jeg min frygt og gik ind foran. "Ser man det? Hun prøver at redde ham," sagde den forreste irriterende.

"Nurh! Hvor sødt," råbte de andre i munden på hinanden. Jeg kiggede surt på dem.

"Gider I godt.."

"Grace lad være," bad Louis mig.

"Louis hold lige kæft for en gangs skyld! Gider I godt holde jeres ubegavede kommentarer for jer selv? Det bliver trættende for os alle sammen. Skal I ikke rage på nogle piger eller spille den af i stedet for at genere os, der er her, fordi vi faktisk prøver at lære noget? Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad I tænker om mig, men I rører ikke ham. Han kunne slå jer alle ned med ét eneste slag, hvis han var så ubegavet at bruge vold som vejen frem. Smut så med jer," jeg løftede det ene øjenbryn. De kiggede mærkeligt på mig.

"Du skylder mig en 10'er, Zayn. Hun kan snakke," hørte jeg en sige nogle meter fra os. Dem fra før kiggede med store øjne derhen og var hurtigt væk. Uden at tænke på stemmen fra før vendte jeg mig mod Louis, der kiggede på mig med store øjne.

“Wow. Det var ret sejt, Gracey,” sagde han og lød nærmest stolt. Jeg trak for sjov på skuldrene.

“Selvfølgelig var det sejt. Det kom jo fra mig,” grinte jeg, og han rystede grinende på hovedet. Vi vendte os for at gå mod kantinen igen.

“Ikke så hurtigt I to,” afbrød stemmen fra før os. Louis kiggede mærkeligt på mig, hvilket resulterede i, at jeg også kiggede mærkeligt på ham. Så vendte vi os om. Mine øjne blev dobbelt så store. De gik tættere på os.

“Rolig nu. Vi bider ikke,” grinte den sorthårede hæst. At lyset i gangen var slukket, så kun lyset fra de få vinduer lyste den op, gjorde ikke ligefrem stemningen bedre. De stod en meter fra os. De få sekunder vi stod og kiggede på hinanden føltes som timer.

“Hvad skal vi?” spurgte Louis så. Fordi han hadede stilhed. Den lyshårede smilede charmerende, men jeg kiggede bare ligeglad på ham.

“Liam havde ret Zayn. Det er slet ikke så slemt, som vi går og tror,” og så gik de. Jeg spredte frustreret armenene og vendte mig om. Louis kiggede forvirret på mig. Hvad gik det lige ud på?

“Hvorfor i alverden gav Niall Horan og Zayn Malik lige dig et elevatorblik?” det var det, de hed. Jeg trak på skuldrene, og lige da jeg skulle til at åbne døren ind til kantinen, snublede jeg i mit snørebånd. Havde jeg ikke lovet mig selv aldrig at gå i sko med snørebånd igen? Louis kiggede medfølende på mig igen, inden han trak mig op.

‘*’

Udover mine små uheld var dagen gået fint. Jeg kiggede i mit tøjskab for at finde noget tøj, jeg kunne have med. Fordi jeg skulle overnatte hos Louis. Min mor var ikke hjemme, hvilket passede mig helt fint. Jeg plejede ikke at bruge så lang tid på tøj, men jeg vidste, at hvis det ikke passede Louis, sagde han det. Brokkede sig. Højlydt. Man kunne sige, at Louis kun sprang ud af skabet for at hoppe på hovedet derind igen. Han svømmede i sit tøj, som Joakim von And svømmer i sine penge. Den dreng havde mere tøj end mig! En høj lyd fik mig til at fare sammen. Da jeg opdagede, at det var min telefon, følte jeg mig dum. Det var min mor. Jeg sukkede, inden jeg tog den.

Hej Grace! Du skal over til Louis, ikke?” spurgte hun mindre forpustet. Jeg rynkede brynene.

“Jo. Hvorfor?”

Skulle bare være sikker. Ses,” og så lagde hun på. Tårerne pressede på under mine øjne, men de måtte ikke slippe ud. Louis kunne altid se når jeg havde grædt. Selvom det efterhånden var længe siden, jeg sidst græd i offentlighed eller bare foran nogen, vidste jeg, at han kunne se det. Jeg blinkede et par gange og stoppede alle tingene ned i den lige pludselig alt for lille taske. Arrigt kastede jeg tasken ned på gulvet, stillede mig i den og begyndte at hoppe for at få mast tingene. Smart tænkt, ikke? Ikke rigtig nej. Lyden af knust glas fik mig hurtigt ud af tasken.

“Ups,” grinte. Ja, jeg grinede tit af mig selv. Jeg rodede rundt i tasken for at finde det, der var gået i stykker. Min parfume. Rettelse, min dyre parfume. Det var ikke særlig godt, men det har du vel regnet ud. Jeg spurtede ned af trappen for at smide det ud og finde en klud for så at spurte op af trappen igen. Louis havde sendt mig en besked:

Louis:

Hey Sweetie!

Where r u?

Shit. Jeg skulle have været ved ham for ti minutter siden.

Me:

Sry! U know me! I’m on my way!

Jeg lynede tasken og spurtede endnu en gang ned af trappen. Uden at tænke videre over det smækkede jeg døren til huset og løb videre. Himlen var blevet grå og få dråber dryppede ned på mig. I gennem parken, over vejen og ned ad gaden. Forbi børnehjemmet og drej til venstre. Det kendte kvarter kom frem, og jeg satte farten lidt ned. Jeg fik øje på hans hus og skyndte mig op til hoveddøren for at ringe på. Forpustet og udmattet hev jeg efter vejret. Døren åbnede, og der stod Louis’ mor og kiggede på mig. Jeg smilede akavet.

“Hej,” hilste jeg. Hun begyndte at grine og bød mig indenfor. Jeg var selv begyndt at grine, og vi endte med at stå i gangen med totalt grineflip.

“Okaay. Er I snart færdige, eller skal jeg bare gå igen? Og hvordan kom du så hurtigt herhen?” spurgte Louis, der på en eller anden mystifistisk måde var dukket op. Hans mor grinede og gik så ud i køkkenet. Sikkert for at færdiggøre den mad, hun var begyndt på tidligere. Jeg smilede til Louis, der lavede en sjov grimasse. Han trak mig ind i et kram.

“Aldrig undervurder mine atletiske evner,” mumlede jeg.

“Så du løb herhen på fire minutter? Det plejer at tage syv minutter på cykel,” sagde han overrasket, da vi ikke krammede længere.

“Nej, jeg fløj. Jeg er en superhelt,” svarede jeg kækt. Han rystede på hovedet og førte mig ind i stuen. Jeg kiggede smilende rundt i den stue, jeg næsten kendte bedre end min mors. Der var hyggeligere, og jeg følte mig mere hjemme. Der var kun én stue, jeg følte mig så godt tilpas i, men det var flere år siden, jeg befandt mig der, og jeg regnede ikke med, nogensinde at skulle være der igen. Det kapitel blev revet ud af mit liv for længe siden. Uden jeg bemærkede det, lukkede jeg øjnene.

“Hallo?” hørte jeg Louis råbe ind i hovedet på mig, og udfra hans tonefald var det ikke første gang. Jeg blinkede hurtigt nogle gange, inden jeg kiggede undskyldende på ham.

“Unger! Vi spiser,” råbte Jay gennem huset. Vi skyndte os mod køkkenet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...