Behind the Cool Kids | 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Grace er ikke som alle andre. Hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er homoseksuel, og så er hendes liv rodet. Mere rodet end høretelefoner, der har ligget i en lomme. Der er kun én ting, eller nærmere person, der kan rode det ud, men den person regner Grace ikke med nogensinde at se igen. Pludselig får de populære en underlig interesse i Grace, der skræmmer hende og Louis fra vid og sans. Midt i al kaosset dukker dén person op. Grace kommer ud for livsbekræftende stunder og svære beslutninger, der kan ændre hendes liv på godt og ondt. Er du klar til en tur i rutsjebanen? -Tusinde tak til Sofie SL for det fantastiske cover!

29Likes
28Kommentarer
9638Visninger
AA

10. You make me strong II

Grace’s P.O.V

So, baby, hold on to my heart, oh, oh.

Need you to keep me from falling apart.

I'll always hold on.

'Cause you make me strong

Strong - One Direction

*

Jeg åbnede døren ind til det store hus og regnede egentlig ikke med, at min mor var hjemme. Men det var hun, og hun var ihvertfald ikke glad.

“Hvor i alverden har du været unge dame?” spurgte hun surt og kiggede hårdt på mig. Hun var kommet ud fra stuen, og jeg kunne høre fjernsynet køre. Jeg stoppede op og kiggede forvirret rundt. Hvorfor var hun bekymret for mig?

“Hos Harry,” mumlede jeg og prøvede at gå forbi hende for at nå mit værelse, så jeg kunne få min telefon. Men selvfølgelig skulle hun være på tværs og stoppe mig. Jeg sukkede højt.

“Hvad?” irriteret spredte jeg armene. Det var så typisk, at hun lige skulle blande sig i de ting, der faktisk ikke kom hende ved.

“Hvem? Og hvorfor har du ikke givet mig besked? Er du klar over, hvad der kunne være sket dig?!”

“Min telefon er oppe ovenpå, og det er Harry. Harry Styles fra Holmes Chapel,” hun spærrede øjnene op og satte hænderne i siden. Så begyndte hun at snakke om alt muligt mærkeligt med, at jeg ikke måtte ses med drenge, medmindre det var Louis eller min kæreste. Hvad vidste hun om, at Harry var min kæreste eller ej? Det var han ikke, men det skulle hun da overhovedet ikke blande sig i. Jeg løftede venstre øjenbryn.

“Og du har slet ikke fået lov at date endnu,” vrængede hun, da jeg prøvede at svare hende. Der var da aldrig nogen, der havde fortalt mig, at jeg skulle have lov til det. Min far var da ligeglad, og det var helt klart ham, jeg lyttede til. Min mor kunne bare skride eller sådan noget.

“Det skal du da overhovedet ikke bestemme,” vrissede jeg og gik op af trappen. Jeg kunne høre hende skrue op for fjernsynet igen. Hun var enten fuldstændig ligeglad med mig eller blandede sig alt for meget og blev sur over den mindste ting. Hvorfor var alting så kompliceret? Mødre var generelt irriterende. Harry’s mor havde ydmyget ham på det groveste, mens Melody’s mor altid gav efter for Ivy og var en smule streng over for Melody i stedet. Hvor jeg egentlig savnede Melody. Gad vide, hvad hun lavede.

Jeg fløjtede en lille melodi - eller det ville jeg have gjort, hvis jeg faktisk kunne fløjte - og gik hen til mit skrivebord for at finde min længe savnede mobil. Heldigvis lå den der. Fuldt opladet og uskadt. Der var godtnok et par ubesvarede opkald, men ellers var der ikke sket noget spændende.

“Grace! Jeg kan godt sige dig, at hvis du bliver ved med at se den ligegyldige dreng, skal du nok ikke regne med at sove her i nat!” jeg sukkede og lukkede øjnene. Det skulle fandme være løgn, at den heks skulle definere mig. Hun gjorde mig trist, når hun ikke var der, og hun gjorde mig sur, når hun var der. Det var til at blive indlagt på den lukkede af. Arrigt rev jeg en taske ud af mit skab og fyldte den med alt det, jeg kunne få brug for. Melody ville nok have en ekstra i huset det næste stykke tid. Min mor kunne rende og hoppe og fange forbrydere selv. Min far kunne få lov at passe sig selv. Det havde han alligevel også altid ønsket. Han var kun sød imod mig, så jeg ikke endte i selvskade eller misbrug, for så skulle han bruge tid og penge på det. Den eneste person, der havde formået at gøre mig glad - udover Melody selvfølgelig - var Harry. Lige meget hvor absurd og dumt det end lød, havde jeg det godt, når jeg var sammen med ham. Det var som om en del af mit hjerte vendte tilbage, når han var omkring mig. Og det var en fantastisk følelse. Selvom det kun var en dag siden, han var kommet hen til mig, føltes det som om, vi allerede havde tilbragt en menneskealder sammen. En fantastisk menneskealder. Alle minderne brusede frem i mig og for første gang i lang tid, gav de mig ikke lyst til at græde. Og det skulle han have tak for. Han gav mig følelsen af at have styr på noget. Han gjorde mig stærk.

Tasken var fyldt, og jeg gennemgik den hurtigt, for at sikre mig, at alt var der. Og det var det. Jeg tog Harry’s jakke af og fandt min egen. For en gangs skyld ville jeg gøre noget, der kunne skabe problemer. Underligt nok, føltes det godt. Befriende. Hvis jeg havde noget, ville jeg have lagt en overdrevet makeup. Istedet svang jeg bitchet med håret og følte mig et øjeblik sexet. Den følelse forsvandt dog hurtigt, og jeg greb fat i den grimme gule taske. Måske skulle jeg farve mit hår grønt? Okay, nej.

Med Harry’s jakke under armen og tasken over skulderen løb jeg ned ad trappen. Jeg nåede det sidste trin og kiggede hurtigt rundt i gangen. Der hang nogle få billeder af mig, men flest af min mor og hendes veninder. Hvorfor hun havde købt så stort et hus, vidste jeg ikke, og jeg var også ligeglad. Jeg ville bare ønske, at vi var blevet i Holmes Chapel. Det var jo ikke engang Harry, jeg skulle være så sur på. Det var min mor. Den heks havde holdt mig for nar i ti år! Lysten til at slå på noget blev større. Men da jeg skulle til det, fik jeg en meget bedre idé, der kunne gøre min mor meget mere frustreret. Jeg rakte ud efter dørhåndtaget, men blev stoppet.

“Hvis du går derud, skal du ikke forvente at komme ind igen,” sagde hun endnu koldere end før.

“Så må du have et godt enligt liv,” svarede jeg hende irriteret og gik ud af døren.

“Du er simpelthen umulig!”

“Nej, du er bare dum,” falsificerede jeg hendes påstand. Det stod mellem Harry og min mor, og jeg valgte Harry, selvom det kunne skabe en masse problemer. Intet kunne holde mig hos hende.

Jeg vendte mig og smilede flabet, inden jeg hastigt gik mod Harry og Melody. Hvornår var hun kommet? Jeg smed tingene og løb hen for at svinge armene om Harrys hals. Uden at tænke videre over min handling lagde jeg mine læber på hans. Og det var som at svæve på en lyserød sky af candyfloss. Om det var det, der fik mig til at blive ved, kunne jeg ikke finde ud af, men jeg blev ved. Efter lidt tid trak jeg mig stille fra ham og kiggede lige ind i hans smukke forvirrede øjne. Vent, det mente jeg ikke.

“Du gør mig stærk, Harry. Tak for det,” hviskede jeg, inden jeg endnu en gang lagde mine læber på hans. Melody rømmede sig, og vi trak os fra hinanden. Harry kiggede forvirret på mig, mens Melody lignede en der havde set 25 spøgelser voldtage et egern. Jeg kløede mig uintelligent i håret. Hvad i alverden havde jeg gang i?

“Ej, det må du altså virkelig undskylde, Harry! Det var bare fordi, min mor gjorde mig virkelig sur og..”

“Rolig. Det er okay,” fniste han. Jeg kiggede flovt ned i jorden. Jeg havde lige brugt mit første kys på at gøre min mor sur. Hvor barnligt. Melody grinede også og gik så ind i haven for at hente mine ting. Jeg tog tasken over skulderen og rakte Harry den bløde jakke.

“Tak for lån. Den er virkelig blød,” mumlede jeg og rakte ham den, selvom jeg nok havde beholdt den, hvis det stod til mig.

"Behold den. Jeg får alligevel ikke brug for den," han smilede sødt til mig. Det smil havde jeg savnet, og det mindede mig om dengang, han havde givet mig en regnorm. Måske knap så romantisk, men når man er fem, bliver man glad. Det smil havde altid fået livsglæden frem i mig.

"Nu vil jeg smutte hjemad! Du har været fantastisk selskab, Pooh. Rart endelig at møde dig, Melody," jeg rynkede på næsen af hans kælenavn og tog så Melodys hånd. Den stod på ren pigehygge nu.

"Sås Hazza," sagde jeg, da han var begyndt at gå igen. Melody kiggede på mig og løftede øjenbrynet.

"Du har virkelig noget, der skal forklares. Lad os gå hjem til mig imens," sagde hun skeptisk og samlede sin væltede cykel op fra hækken. Jeg sukkede dybt og svang Harrys jakke om mig. Det her skulle nok bliver kompliceret.

‘*’

“Jeg skal med! Moar,” hvinede Ivy. Melody sukkede og stak træt hænderne ned i lommerne på de mørkeblå pyjamasbukser med flyvende køer på. Jeg kiggede ud af vinduet ved døren. Det var mørkt, men så heldigvis ikke ud til at blæse.

“Helt ærligt, Ivy. Vi skal bare ned i kiosken for at hente is. Vi er tilbage om et kvarter, og jeg lover at tage noget med til dig,”  mumlede Melody monotont. Ivy krydsede dog armene og pillede ved sit lyse hår, så hun lignede en elleveårig endnu mere. Det var også typisk. Alt jeg havde brug for nu var at se en dårlig film, spise is og høre på Melody snakke om et eller andet. Jeg rynkede lidt på næsen, da jeg opdagede, at jeg kunne lugte mig selv. Jeg skulle virkelig have et bad.

Melodys familie havde taget overraskende godt imod mig. Eller undtagen Ivy. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om hun forgudede eller hadede mig eller hvilken en, der var bedst. Men siden hun jo så op til sin søster, måtte hun vel også se op til sin søsters venner.

“Hun vil godt have mig med!” vrængede Ivy og pegede på mig. Jeg vågnede fra mine tanker og kiggede forvirret rundt. A’hva? Hvornår havde jeg givet udtryk for det? Det var da ikke noget, jeg ville blandes ind i.

“Det har jeg altså ikke sagt noget om. Jeg vil bare gerne have den forbandede is,” svarede jeg træt. Ivy sukkede dybt og overdrevet og løb ind i stuen for at se ‘Paradise Hotel’ eller noget lige så dumt. Melody lavede en sjov grimasse og gik så ud af døren. Nærmeste kiosk her kommer vi! Jeg dansede ud af døren ligeglad med Melodys forvirrede blik.

“Hvor skal vi hen?” spurgte jeg, da jeg var kommet ud på fortovet. Melody gabte og pegede så til højre. Jeg drejede og begyndte at skråle med på en sang, jeg havde hørt i radioen.

“You are my fire. The one desire. Believe when I say. I want it that way!” prøvede jeg at synge. Det slog mig, at jeg var blevet hyperaktiv, og at aftenen nok ville blive et helvede for stakkels Melody, der havde at gøre med en overtræt mig. Isen ville helt sikkert gøre mig værre.

“Please sig at du ikke lige sang Backstreet Boys,” fniste min lillahårede veninde. Hmm. Solbær, blåbær.. Glasbær er lilla, men har ikke et klingende navn. Melsen.  

“Oh yes I did dear Melsen,”

“Nu skal du ikke komme for godt i gang Pooh,” hun prikkede mig i ribbene og krydsede så vejen uden at kigge sig for. Var hun klar over, hvor død hun kunne være?! Og ja, jeg er klar over, at jeg lød som min mor der. Efter et par kig krydsede jeg også den absolut ikke trafikerede vej, der vel ikke var en vej, men en sti, biler måtte køre på. Kiosken! IS! Uden at tænke på Melody løb jeg hen til den lille kiosk og hev døren op, så jeg kunne komme hen til min elskede og længe ventede is. Så langt nåede jeg dog ikke, før jeg stødte ind i noget, der ikke bare var hårdt og duftede godt, men også blokerede vejen hen til isen.

“Grace, din klods. Du kan sgu da ikke bare rende rundt som en anden galning og forvente, at jeg kan følge med,” kom det vrissende fra Melsen. Åh, jeg elsker det navn. Hun nåede helt hen til mig og smilede så stort, inden hun fik øje på Niall - det var nemlig ham, jeg var løbet ind i.

“Niall!” hvinede hun og svang sig om halsen på ham. Jeg rynkede på næsen af deres lille seance og kiggede rundt. Chokolade isen ventede på mig. Et falsk host fik Niall og Melody til at dele sig i to igen. Men det var ikke mit host. Åh nej, jeg orkede virkelig ikke også spøgelser. Det var nok med en psykisk splittet hystade og en veninde stjælende irsk alf. Hvilket mindede mig om, at jeg også ville have en Niall. En Niall, jeg kunne udtale navnet på.

“Har I tænkt jer at blive stående her, eller skal vi komme videre? Og hej Grace,” jeg kiggede til venstre og så ingen andre end Harry komme gående. Det dårlige lys og det blå øje fik ham til at se endnu mere dyster ud, end han plejede at være. Melody fniste og kiggede så på mig. Hvis hun fniste en gang mere, skød jeg seriøst mig selv.

“Kan I ikke finde is, så.. ehm,” hun fniste hysterisk, da Niall kyssede hendes øre,”så finder vi noget slik,” jeg sendte hende et dræberblik, men hun trak bare fnisende på skuldrene. De forsvandt hurtigt. Jeg løftede hånden og formede en pistol med hænderne, satte den på tindingen og lod som jeg skød. Harrys hæse grin fik mig til at fokusere på ham. Hvorfor skulle hun også efterlade mig med ham? Det kunne godt være, at jeg havde tilgivet ham, men det var squ da stadig herre akavet. Og jeg var hyper! Jeg sukkede lydløst og luntede så hen til køleboksen med Harry i hælene.

“Jeg kan altså godt selv,” mumlede jeg muggent, da han kørte glasruden til siden for mig. Han grinte endnu en gang.

“Så siger vi det. Hvor mange skal vi have?” jeg løftede øjenbrynet og kiggede skeptisk op på ham.

“Vi?”

“Tror du selv, at vi får skilt dem ad?” nej. Opgivende lænede jeg mig ind over kanten, så jeg næsten faldt ned i. Hvorfor var den også så høj? Helt ærligt man. Den kolde luft ramte mig i ansigtet, og jeg mærkede, hvordan mine sko gled hen af gulvet.

“Fuuuu..” nåede jeg at fremstamme, inden jeg hamrede hovedet ned i boksene med is. Varmen steg op i mine kinder, og jeg prisede mig lykkelig for, at der ikke var andre end Harry, der så det. Hans latter gav mig lyst til at blive nede i køleren. Jeg skubbede fra med armene og med lidt hjælp fra Harry, kom jeg op at stå på gulvet igen. Han smilede stort til mig, så smilehullerne dukkede frem.

“Du har noget der,” mumlede han og fjernede en klump frostis fra mit hår,”hvis du nu bare bliver stående der og siger, hvad jeg skal tage op, går det nok,” jeg nikkede. Mest fordi min kinder stadig var ildrøde.

“To med chokolade, en med vanilje og en med jordbær til mig. I andre kan vel dele en chokolade,” sagde jeg seriøst og ventede på, at han tog det op, men han kiggede bare dumt på mig.

“Giv mig nu den fandens is! Jeg har fandme ventet på den i tyve minutter!” skreg jeg desperat, mens Harry bare grinede og tog en op til hver af os.

“Chokolade til dig, bærsymfoni til mig, og du skal ikke sige noget,” han sendte mig et strengt blik, da jeg kiggede sjovt på ham,”hvad skal Melody have?”

“Eh.. Bærsymfoni,” svarede jeg med en lys stemme. Han rullede med øjnene og tog en op. Problemet kom, da vi skulle have en til Niall. Efter lidt tid blev vi enige om at tage den, der havde grøn indpakning. Selvfølgelig endte det med, at jeg skulle bære dem alle sammen, så mine arme var ved at fryse af. Vi vandrede rundt i lang tid, før vi fandt Niall og Melody i gang med at æde hinanden.

“Er I ved at være færdige?” spurgte Harry lettere frustreret efter nogle minutter. Melody fniste endnu en gang irriterende, og jeg fik endnu en gang lyst til at skyde noget. Og lysten blev ikke mindre, da Harry højlydt fortalte om mit uheld henne ved den umenneskeligt høje køler. Jeg kastede en pose lakrids efter ham, men den ramte ham selvfølgelig ikke, fordi jeg var skide uheldig og sportsspasser.

“Jeg går hjem med min is, så kan I sku passe jer selv,” mumlede jeg mopset og vendte mig rundt med de fire bokse med is. Jeg gik kun ind i én hylde, før jeg faldt i mit snørebånd, og der lå is over det hele. Næsten. Jeg kunne høre skridt bag mig, men opgav at rejse mig, fordi jeg sikkert bare ville falde igen. Et højt suk forlod min mund. Fuck alting. Jeg rejste mig alligevel og begyndte at gå ud af butikken. Ligeglad med den dumme is.

“Grace vent nu lidt,” råbte en af dem bag mig. Jeg rystede på hovedet og sparkede blidt til en hylde.

“Det kan også bare være ligemeget alt sammen,” vrissede jeg irriteret over mit livs evige nedture. Ja, der er nogle, der har det værre end mig. Men det er deres liv og ikke mit. Jeg kom ud af butikken og opdagede, at der var bælgravende mørkt. Lige meget hvor sur jeg end var, skulle jeg ikke gå alene i det. Opgivende satte jeg mig på kantstenen for at vente på de andre. Alt jeg ønskede var at spise den forpulede chokoladeis og se en tøsefilm med Melody, men det skulle selvfølgelig ødelægges. Jeg havde slet ikke lyst til is længere. Og jeg var ikke hyper længere.

Jeg røg en halv meter op i luften, da en arm lagde sig over mine skuldre. Harry.

“Hvad laver du?” spurgte han stille.

“Tænker,” hviskede jeg, så han nok ikke hørte det.

“På hvad?” spurgte han og falsificerede min teori. Jeg tænkte på en masse ting. Jeg tænkte på, hvor meget jeg havde glædet mig til at bruge en aften alene med Melody. Jeg tænkte på, at Niall var sød, men at jeg stadig hadede ham, fordi han havde stjålet Melody lige på det tidspunkt, vores venskab kunne være blevet endnu stærkere. Jeg tænkte på, hvor meget jeg savnede Louis, og at han aldrig havde svigtet mig. Og på hvad han lavede. Jeg tænkte på, at jeg var træt af, at alting skulle gå galt, når jeg var ved at have styr på det. Jeg tænkte på, at jeg havde lyst til at læne mig helt hen til Harry og blive der for evigt. Og at jeg ikke burde tænke sådan.

“Vil du ikke bare holde om mig?” hviskede jeg stille efter nogle minutter. Jeg fastholdt mit blik ud i mørket uden at tænke på de undrende øjne, der borede sig ind i min side. Måske kunne han læse min sjæl, bare han lod være med at belemre mig med den. Han slog dog armene om mig, og jeg mærkede straks den trygge varme lægge sig over mig.

“Du er en mærkværdig person, Pooh,” jeg kiggede ned i jorden og nød den dejlige følelse. Jeg vidste, at den snart ville forsvinde. Selvom jeg ikke ville have det, ville den forsvinde. Det var ikke sådan en ting, man bare lige beholdte. Døren til kiosken åbnede og ud kom Niall og Melody.

“Kommer I?” spurgte Niall grinende. Harry fjernede sine arme og rejste sig. Han rakte hånden ned til mig, så han kunne trække mig. Han formåede altid at få mig ind i varmen, når jeg befandt mig i kulden.

“Og vi købte to til dig, Grace,” smilede Niall, idet han og Melody løb over vejen. Harry fulgte bagefter dem, mens jeg endnu engang kiggede mig til begge sider. Jeg kunne høre dem sukke, men jeg ville altså ikke køres ned. Hvis jeg skulle dø, skulle jeg selv have æren af det.

Vi kom hjem til Melody efter nogle minutter, og jeg kom i tanke om, at vi ikke havde købt en is til Ivy.

“Mel, vi har ikke købt noget til Ivy,” jeg prikkede hende i siden og hun kiggede panisk på mig, inden hun spurtede op af trappen. Vi andre fulgte med. Der var næsten ikke plads til os inde på Melodys værelse. Alligevel satte hun os til at stable dyner og puder, så vi alle kunne ligge og se film.

“Okay, det ser da godt ud,” jublede hun, da vi blev færdige. Niall og Harry havde allerede kastet sig ned på vores forfærdelige mesterværk. Melody lagde sig ved siden af Niall.

“Hvad skal vi se?” spurgte jeg, så jeg ikke behøvede lægge mig ved Harry med det samme. De trak på skuldrene. Døren åbnede, og ind kom selveste Ivy.

“Hvor er min is? Og hvorfor er I så mange? Jeg vil være med!” råbte hun. Melody sukkede.

“Den er i posen. Jeg håber, at du kan lide grøn is. Fordi Niall er min kæreste, og Harry kan man ikke komme af med,” han kiggede forvirret på hende, og et lille fnis forlod min mund,” og nej, du må ikke være med. For jeg skal ligge ved siden af Niall, og hvis vi er heldige lægger Grace sig ved Harry,” jeg kiggede strengt på hende,”smut så,” vrissede Melody og kastede Nialls is efter Ivy, der irriteret forlod lokalet.

“Du får bare min ene, Niall,” sagde jeg og sendte ham et smil,”hvad skal vi se?”

“Gyser!” råbte Harry og Niall i munden på hinanden. Jeg rystede ivrigt på hovedet, mens Mel overgav sig alt for hurtigt. Hun havde i det mindste også noget, hun kunne gemme sig bag. Jeg havde jo ikke en irer at gemme mig bag.

“Nej,” afviste jeg blankt.

“Kom nu,” svarede Niall opmuntrende. Jeg rystede på hovedet.

“Der sker ikke noget,” sagde Melody så og kiggede mig lige i øjnene. Jeg kunne lige så opgive at diskutere med dem. De var alligevel tre mod en. Hvis bare de nød, kunne det være ligemeget at jeg gemte mig bag en pude og var ved at dø i de to timer, den fandens film sikkert ville tage. Jeg sukkede højt og satte mig mellem Niall og Harry. Det her skulle jo nok blive min død.

 

* Here ya go. Finally. Undskyld! Har bare haft virkelig meget i hovedet på det sidste. Jeg kan virkelig ikke lide min lærer, der vist heller ikke kan lide mig. Og så har vi snakket om, at jeg måske skal skifte klasse eller rykke en klasse op. Jeg vil ikke, men jeg gerne lidt alligevel, så mit hoved har bare været proppet, og så bliver det jeg skriver altså bare ikke godt. Håber I forstår:) *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...