Behind the Cool Kids | 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Grace er ikke som alle andre. Hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er homoseksuel, og så er hendes liv rodet. Mere rodet end høretelefoner, der har ligget i en lomme. Der er kun én ting, eller nærmere person, der kan rode det ud, men den person regner Grace ikke med nogensinde at se igen. Pludselig får de populære en underlig interesse i Grace, der skræmmer hende og Louis fra vid og sans. Midt i al kaosset dukker dén person op. Grace kommer ud for livsbekræftende stunder og svære beslutninger, der kan ændre hendes liv på godt og ondt. Er du klar til en tur i rutsjebanen? -Tusinde tak til Sofie SL for det fantastiske cover!

29Likes
28Kommentarer
9632Visninger
AA

9. You make me strong I

Harry's P.O.V

I'm sorry if I say, "I need you."

But I don't care,

I'm not scared of love.

'Cause when I'm not with you I'm weaker.

Strong - One Direction

*

Et brag vækkede mig, så jeg kiggede til siden. Der hvor Grace sov, var der ikke noget. Klokken var vel to om natten, så jeg havde virkelig ingen anelse om, hvor hun kunne være. Hvis hun ville stikke af, kunne det vel vente til, at solen stod op. Jeg strakte mig og kæmpede for at holde øjnene åbne. Døren til mit værelse åbnede, og ind kom en fnisende Grace. Jeg mumlede noget uforståeligt.

“Ja ja.. Se hvad din mor gav mig,” hun satte sig i sengen. At hun havde indvilliget i at sove ved siden af mig, havde rystet mig. For 48 timer siden ville hun have myrdet mig med en motorsav. Hvad der havde blødt hende op, vidste jeg ikke, men jeg håbede inderligt på, at det ville blive ved. Hun var perfekt. Eller måske havde hun bare ikke lyst til at sove på en gammel hynde.

“Er det et kondom?” jeg kiggede forvirret på Grace, der holdt noget i hånden, der lignede et kondom. Havde min mor seriøst vækket Grace midt om natten for at give hende det? Åh Gud. Jeg sukkede. Det var typisk. Hvad troede min mor lige om os?

“Jep. Vil du høre resten af historien, eller vil du sove videre med æren i behold?” hun smilede stort og bed sig lidt i læben for ikke at bryde ud i latter. Det var virkelig slemt det her. Jeg nikkede.

“Fortæl mig det,”

“Okay. Allerførst vil jeg lige gøre det klart, at vi er venner og ikke andet,” jeg nikkede,”hun bankede på, og du sov jo selvfølgelig videre, for du sover som en sten. Jeg vågnede så, og hun bad mig komme med ud på gangen, hvor hun gav mig det her,” hun kastede pakken på mig,”og så begyndte hun at fortælle om sex, kærlighed og…” et grin fik hende til at stoppe og jeg kiggede forvirret på hende. Hvad kunne være værre end det, hun allerede havde fortalt?

“Hun fortalte mig om din penis. Om at den måske var større, end det jeg var vant til og sådan noget,” hun grinede hysterisk, mens jeg kunne mærke varmen i mit ansigt.

“Idet mindste var det da ikke omvendt,” flovt trak jeg dynen over hovedet. Jeg ville aldrig kunne kigge på Grace igen. Hvordan vidste min mor overhovedet sådan noget, og hvordan kunne hun få sig selv til at fortælle det til Grace?

“Så måtte jeg jo fortælle hende, at jeg er jomfru, og at hun ikke skal være bange for, at sådan noget nogensinde sker mellem os to. Godnat gamle jas,” hun lagde sig ned og trak sin dyne over sig. Hvornår jeg ville falde i søvn, vidste jeg ikke, og jeg var også en smule i tvivl om, om jeg overhovedet ville falde i søvn igen. Det var ligegodt det pinligste, der nogensinde var sket. Nogle gange fik jeg bare sådan trang til at skille mig af med min mor, og jeg vidste, at Gemma sikkert ville hjælpe.

Værelset var mørkt. Den eneste lyd var Grace’s stille, efterhånden regelmæssige åndedræt. Udenfor kunne jeg høre en bil køre forbi. Egentlig havde jeg bare lyst til at gå ud på en mark og skrige. Skrige og skrige og skrige til jeg ikke kunne længere. Fordi det var så surrealistisk, at jeg faktisk fik Grace - pigen, der havde hærget mit hoved det sidste lange stykke tid - til at holde op med at græde, holde om mig og grine. Fordi jeg altid var så uheldig at hver gang, der skete noget godt, skete der også noget, jeg næsten ikke kunne leve med. Og fordi jeg savnede følelsen af at være ude af kontrol. Ikke være styret af enten én selv eller andre.

Ikke skolen, ikke min mor, ikke min søster eller mine egne grænser. Bare være derude hvor jeg ikke kunne bunde og elske det, fordi det var, hvad jeg havde brug for. Men selvfølgelig var der altid et eller andet, der var i vejen. Et eller andet, der skulle gennemtænkes og gøres rigtigt.

“Harry, sov,” kom det mumlende fra min side. Sov hun ikke? Nå, piger havde jo superkræfter.

“Jeg prøver!”

“Du larmer,”

“Jeg trækker vejret,”

“Så lad være med det,” jeg sukkede dybt og trak dynen af. Det var alt for varmt med den på. Jeg lukkede øjnene og prøvede for alvor at sove. Irriteret trak jeg dynen på igen. Det var alt for koldt uden den på.

‘*’

“Jeg skal virkelig have fat i min telefon. Melody er sikkert helt ude af den, siden hun ikke har kunnet kontakte mig det seneste døgn,” jeg kiggede ned på Grace, der ikke snakkede som et vandfald. Faktisk var jeg lidt bange for, at hun var syg eller sådan noget, for hun snakkede næsten ikke. Det var da ikke normalt for.. ja, for kvinder. Overhovedet. Alligevel så hun nu meget glad ud.

“Har du det godt?” hun stoppede lidt op og kiggede mærkeligt på mig. Åh nej, hvis der var en ting, jeg havde lært om kvinder, var det, at de kunne blive mopsede over ting, man ikke engang anede, kunne gøre skade på nogen. Så sendte hun mig et skævt smil og kiggede lidt ned på fortovet. Mit hjerte begyndte at slå igen. Hendes øjne mødte mine, og selvom solen fik hende til at knibe dem lidt sammen, fik det dem bare til at se ud som om, de var normal størrelse.

“Hvis jeg skal være helt ærlig, som jeg ikke helt har lyst til, så har jeg det faktisk yderst tilfredsstillende,” jeg grinte lidt af hendes måde at snakke på. Man lærte altid nye ord eller vendinger i hendes selskab.

“Du siger bare ikke så meget,”

“Jeg har da snakket det meste af turen?” det var rigtigt, men hun havde ikke snakket ud i et væk, så jeg ikke kunne følge med. Måske generaliserede jeg bare igen. Et vindpust fik hendes hår til at styrte rundt. Det var også koldt i forhold til, at det var forår, men boede jeg ikke i England? Jo. Jo, det gjorde jeg. Jeg rystede stille på hovedet og begyndte igen at gå.

“Jeg er bare vant til, at piger snakker ud i et væk,” hun grinte lidt og sparkede til en sten.

“Så er du bare sammen med de forkerte piger. Kan du ikke gå lidt langsommere? Jeg kan ikke følge med,” jeg satte farten lidt ned, og hun smilede triumferende, da hun kom op på siden af mig igen.

“Harry?”

“Hvor?” hun sukkede irriteret, og jeg undskyldte grinende. “Hvad er der?” spurgte jeg så. Hun tog en dyb indånding, som om hun skulle til at sige noget stort eller svært. Åh nej. Hvad havde jeg nu gjort? Måske hadede hun mig stadig og var kun gået med til her fordi..

“Undskyld..”

“Hvad mener du?”

“Lad mig snakke færdig, for ellers tør jeg aldrig sige det,” hun kiggede mig dybt i øjnene, så jeg sank en klump og nikkede sagte.

“Undskyld, for at råbe sådan af dig. Undskyld, for at hade dig på den måde. Undskyld, at jeg klippede en tot af dit hår i nat, men det var altså så fristende,” jeg smilede lidt, og hun bed sig i læben, “og undskyld at Louis gik sådan amok på dig. Det burde han virkelig ikke, og jeg skal nok tage en snak med ham om det. Som en sidste ting,” hun stoppede, trak armene længere ind i den jakke, jeg havde lånt hende, og så mærkede jeg en sviende smerte på kinden. Ej, okay for sjov, selvom det var, hvad jeg forventede.

“Du er tilgivet,” jeg smilede ustyrligt og fik en stor trang til at svinge hende rundt i luften. Hendes kind var stadig lidt rød, efter Zayn var gået halvt amok på hende.

“Iligemåde,” et stort smil bredte sig på hendes læber, og hvis nogen kom gående og så os, ville de nok tro, at vi var nogle lalleglade retardoer på tur. Eller noget lignende. Hvor længe vi stod sådan, vidste jeg ikke, men det var nok ikke mere end et par sekunder, selvom det føltes som mere. Smilet klædte hende og fik hendes smukke ansigt til at lyse helt op. Hun lignede næsten en engel. En selvdestruktiv, sarkastisk, til tider lidt ond engel.

“Må jeg godt kramme dig?” mumlede hun og kiggede ned på jorden. Uden at svare svang jeg armene om hende og holdt hendes krop tæt ind til min. Hun lagde armene om mit liv og støttede panden imod mit bryst. Det var hvad jeg havde ventet på længe. Lige siden hun forlod mig den dag for ti år siden. Jeg havde fået, hvad jeg søgte. Men det var ikke nok. Måske var jeg blevet tilgivet, og vi var blevet nogenlunde venner igen, men alligevel følte jeg ikke, at det var nok.

Jeg kunne slå mig selv i hovedet. Det var det dummeste, jeg kunne gøre mod hende og mod mig selv. Hvordan kunne jeg blive forelsket i hende? Jeg sukkede lydløst. Min drøm var gået i opfyldelse, men selvfølgelig var det ikke nok for mit grådige hjerte. Det ville have mere.

Jeg støttede hagen på hendes hoved. Det kunne jeg sagtens vende mig til. Selvom vi udefra set bare var venner, kunne jeg vel godt leve med at se hende som mere i mit hoved. Det var dømt til at gå galt, men jeg var ligeglad. Jeg var hendes og kun hendes. Måske var hun ikke kun min, men jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at få det til at ske. Om jeg så skulle slås med en kaskelothval for det, ville jeg gøre det. Hun trak sig fra mig.

“Skal vi ikke se at komme videre?” jeg nikkede og gik roligt efter hende. Hvad der skulle ske nu, havde jeg ikke nogen anelse om, men Grace var sikkert fuld af idéer. Hun virkede som den slags person.

Vi gik i lidt tid, inden vi kom til hendes hus. Hun sukkede dybt og kiggede så rundt, idet hun gik over vejen.

“Noget galt?” hun sukkede endnu en gang.

“En lille ting. Min mor hader alting. Især mig,” jeg kiggede forvirret på hende. Hun gik videre, og vi nåede huset. Jeg stoppede nogle meter fra hoveddøren.

“Jeg bliver bare stående her. Det er måske ikke verdens bedste idé at komme brasende, hvis hun er lidt sur,” Grace nikkede og gik så hen mod døren, inden hun få øjeblikke efter forsvandt. Jeg stak hænderne i forlommen og kiggede lidt rundt. Husene på vejen så relativt dyre ud. Vinden havde endnu en gang taget til, og jeg ønskede mig væk. Jeg havde hørt noget om et land, der hed Danmark og var meget småt og lilleputagtigt. Og så var det kåret som verdens lykkeligste land. Derfor måtte de da også have godt vejr. Der ville jeg flytte hen! Så kunne jeg også blive viking og lære at sige ‘rødgrød med fløde’. Melody kom cyklende forbi og med det lilla hår, var hun ikke svær at genkende. Hun fik øje på mig og stoppede cyklen. Heldigvis så hun ikke ud til at ville myrde mig. Jeg vinkede akavet til hende.

“Hvad laver du her, mikrofonhår?” hun smilede til mig. Mikrofonhår? Seriøst? Jeg smilede til hende og kiggede så tilbage for at se, om Grace kom ud, men der var intet.

“Vi tilgav hinanden, og det ser ud til, at vi er venner igen,” hun nikkede og satte så den babyblå damecykel op af hækken. Vinden legede med hendes høje hestehale, og jeg betragtede hendes overraskende kønne ansigt. Hvordan i alverden kunne det være, at alle drenge ikke rendte efter dem? Hvis de ville, kunne de sikkert godt indtage pladserne som skolens populære piger og overhoveder. Grace havde sine øjne som ultimativt våben imod alt, mens Melody’s kindben næsten var til at skære sig på. Hun blinkede. Niall havde været heldig. Bare jeg kunne få Grace som min egen. Jeg måtte nok snakke med ham senere.

“Pas godt på hende. Hun er dejlig, men skrøbelig. Og har vi egentlig hilst rigtigt på hinanden?” jeg rystede på hovedet og rakte hende min hånd.

“Jeg vil beskytte hende med alt, jeg har og nej, det har vi ikke,” hun smilede og tog min hånd, som hun rystede et par gange. Jeg grinede lidt, for det var en smule sært.

“Melody,”

“Harry,” en dør, der blev åbnet, fik os begge til at kigge op mod hoveddøren, hvor Grace kom gående ud. En kvinde, der nok var hendes mor, stod i døren og kiggede ud. Hun så knap så glad ud. Grace’s ansigtsudtryk var heller ikke noget at råbe hurra for. Både Melody og jeg stod som forstenede og kiggede på den rasende Grace, der kom gående hastigt imod os. Hun havde sin egen jakke på og min under armen. På hendes skulder hang en taske. Jeg slap Melody’s hånd, og hun tog et skridt tættere på mig. Hvad end, der var sket, havde fået både Grace og hendes mor op i det røde felt.

“Åh shit. Det her går galt,” hviskede Melody, og jeg nikkede stille.

“Jeg tror, at jeg overlader hende til dig,”

“God i…” Grace havde smidt tingene og var løbet det sidste stykke hen til mig. Før jeg nåede at opfatte noget som helst, havde hun svunget armene om min nakke. Jeg mærkede hendes bløde læber mod mine, og selvom det var fuldstændig uventet og sikkert bare noget, hun gjorde for at irritere sin mor, lagde jeg alle mine følelser i det. Følelserne styrtede rundt i mig, og jeg vidste, at jeg ikke kunne undvære de læber igen. Det lille øjeblik var min egen lille evighed.

"Du gør mig stærk, Harry. Tak for det," hviskede hun, inden hun endnu en gang smedede vores læber sammen.

* Åh nej. Hvad sker der mon nu? :O *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...