Behind the Cool Kids | 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Grace er ikke som alle andre. Hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er homoseksuel, og så er hendes liv rodet. Mere rodet end høretelefoner, der har ligget i en lomme. Der er kun én ting, eller nærmere person, der kan rode det ud, men den person regner Grace ikke med nogensinde at se igen. Pludselig får de populære en underlig interesse i Grace, der skræmmer hende og Louis fra vid og sans. Midt i al kaosset dukker dén person op. Grace kommer ud for livsbekræftende stunder og svære beslutninger, der kan ændre hendes liv på godt og ondt. Er du klar til en tur i rutsjebanen? -Tusinde tak til Sofie SL for det fantastiske cover!

29Likes
28Kommentarer
9640Visninger
AA

11. You can't love an illusion

Harry’s P.O.V

I'm not gonna leave
You're the truth I can't explain
You're the only one I see
It's not an illusion to me

Illusion - One Direction

*

Jeg kunne ikke sove. Lige meget hvor meget jeg vendte og drejede mig, så hjalp det intet, og søvnen nægtede at overtage. Måske fordi jeg lå på en tynd og hård madras, eller måske fordi jeg måtte anstrenge mig for at lade Grace være. Trangen til at kramme hende - ja bare røre hende - var enormt stor. Hun fik min hud til at brænde, længe efter vi var adskilt igen. Og hendes læber sad stadig på mine.

Jeg havde kontaktet Niall for at få hjælp, og han var utroligt rar og umådeligt sjov at være sammen med. Vi klikkede super godt sammen. Han havde nærmest lavet en bog til mig, som jeg skulle følge. Og det var fandens indviklet. Man skulle både være klogere end dem, men stadig ikke være dominerende eller virke klogere. Men heller ikke dummere. Og så en helt masse andet, jeg ikke havde læst endnu. Melody og Niall havde sengen, mens Grace og jeg var placeret på gulvet på hårde madrasser. Selvom jeg bildte mig selv ind, at jeg aldrig ville være sådan overfor mine venner, vidste jeg godt indeni, at jeg ville prioritere Grace langt over alt andet. Lige meget hvad.

Jeg havde dog stadig ondt af hende. Hendes aften var jo ødelagt. Først forvandler hendes veninde sig til en ustoppelig fnisemaskine, så bliver hun tvunget til at sidde tæt på den person, hun kyssede tidligere på dagen, mens hun er ved at skide i bukserne af skræk på grund af en latterlig gyserfilm. Og hendes madras var sikkert mindst lige så hård som min.

"Harry?" hviskede hun, og jeg kiggede forvirret til siden. Sov hun ikke?

"Grace?" hviskede jeg i samme tone. Hun vendte sig mod mig, og jeg så trætheden i hendes let belyste ansigt. Fuldmånen fik det hele til at virke så dystert. Hun lå en meter fra mig.

"Jeg har det mærkeligt," hviskede hun efter nogle sekunder.

"Du spiste også to bøtter is," hun fniste let. Hun havde spist sin egen og Ivys, fordi Ivy åbenbart ikke ville have is alligevel. Skøre særling.

"Ikke på den måde,"

"På hvilken måde så?" spurgte jeg forvirret og trak tæppet ned på maven. Fire mennesker i et rum gav en del varme. Hun sukkede og tog så en dyb indånding, inden hun rykkede sin madras tættere på min.

"Jeg ville snakke med Melody om det her, men hun har ligesom været optaget hele aftenen," startede hun ud og hentydede til Niall og Melody, der havde klistret til hinanden, siden de sås i den skide kiosk.

"Fortæl, " jeg sendte hende et forsigtigt smil, som hun nok ikke kunne se.

"Jeg savner dig, Harry. Det gør jeg virkelig. Jeg tænker hele tiden på, hvordan jeg kan få din opmærksomhed, eller hvad du tænker, hvis jeg gør sådan. Jeg ønsker opmærksomhed fra dig, og du ved, hvor fandens genert jeg er. Jeg ønsker, at du tager min hånd og slæber mig op af grøften. Men samtidig ønsker jeg, at du holder dig væk for altid," hun sukkede og puttede tæppet godt omkring sig. Jeg smilede over hendes ord, inden jeg trak hendes madras helt hen til min.

"Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Altså undtagen det med at blive væk," hun grinte, da jeg nævnte det sidste.

"Grace?" hviskede jeg stille.

"Harry?"

"Må jeg godt holde om dig? Jeg lover at holde hænderne for mig selv, jeg vil bare gerne have følelsen af dig i mine arme," jeg sank en klump. Det var forkert at give mig selv for høje forventninger, men jeg tog alt, hvad jeg kunne få. Og gerne lidt til selvom det helt klart ville dræbe mig i sidste ende. Og jeg vidste, at Grace ikke kunne klare mere modgang. Et hulk vækkede mig af mine tanker.

"Du er simpelthen det rareste menneske på jorden, Harry. Vil du ikke nok holde om mig og aldrig give slip igen. Og ikke tænk på min flæben. Det kommer bare nogle gange, og jeg kan ikke stoppe det," snøftede hun, og jeg skyndte mig at lægge armen om hendes lille krop. Hun lagde hovedet ind til mit bryst, og jeg kunne godt mærke varmen stige. Jeg nussede hende stille i håret. Den følelse ville sidde i mig for evigt. Det var den rareste følelse i verden. At være Graces helt.

"Du er.."

"Bare sov, Pooh. Jeg skal nok blive lige her, til du vågner igen," hviskede jeg og trak hende endnu tættere ind til mig. Ikke længe efter mærkede jeg selv søvnen overtage.

'*'

"Harry!" jeg missede med øjnene og strammede så grebet om det, jeg holdte om.

"Hallo din sovetryne," jeg åbnede langsomt øjnene, da jeg blev prikket på kinden. Mit blik mødte Graces. Hun så lettere misfornøjet ud. Nu havde jeg ikke gjort noget galt vel?

"Du er ved at kvæle mig," hviskede hun, og jeg slap straks grebet om hende. Hun tog for sjov en dyb indånding, inden vi begge brød ud i latter. Vi stoppede dog hurtigt, da vi hørte de andre røre på sig.

“Hvad fuck laver I? Klokken er fem,” vrissede Niall hæst og kiggede surt ned på os. Grace fniste, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad vi faktisk lavede. Og hvor var mit tæppe?

“Harry var ved at kvæle mig, så jeg var nødt til at vække ham. Og her er dit tæppe,” forklarede Grace og hev mit tæppe frem fra den anden side af sin madras. Hun kunne seriøst læse tanker. Niall kiggede mistroisk på os, men lagde sig så ned for at sove videre. Jeg sendte Grace en sjov grimasse, som hun besvarede med en endnu grimmere. Men selv når hun var grim, var hun gudesmuk. Hvordan det hænger sammen, ved jeg ikke.

“Jeg kan altså ikke sove,” mumlede jeg og kiggede op i loftet. Grace rykkede på sig, så hun lå på samme måde. Niall var faldet i søvn igen, for jeg kunne høre hans lette snorken. Min ryg var ved at dræbe mig, og puden gjorde det ikke ligefrem bedre. Melodys loft var sort med nogle hvide prikker, der nok skulle ligne stjerner.

“Det er skorpionen,” mumlede Grace og pegede op på loftet,”hun er skorpion,”

“Kunne jeg ikke tænke mig til,” svarede jeg sarkastisk til det sidste. Hun daskede mig på armen. Det kunne jeg godt vænne mig til. Bare at ligge og kigge op på stjernerne med Grace ved min side.

“Hvor høj er du egentlig?” spurgte hun pludseligt efter nogle minutters stilhed. Jeg kiggede forvirret på hende. Hvad havde det med noget at gøre?

“Det kommer an på, hvor høj man er, hvis man røg en joint for et par timer siden,” endnu en gang daskede hun mig på armen og fik mig til at grine,”omkring 1.80. Hvorfor?” hun grinede og trak tæppet op til hagen.

“Fordi du er et højhus,” svarede hun. Så høj var jeg heller ikke.

“Du overdriver,”

“Når man er 1.60, er en på 1.80 altså et højhus. Og nu vil jeg sove,” jeg brummede utilfreds, da hun vendte sig på siden for at sove. Det var knap så sjovt at kigge på loftet selv. Alligevel blev jeg liggende til klokken blev syv, og jeg kunne høre noget skramle i huset.

Så tænkte jeg, at det var okay at gå nedenunder. Jeg trak tæppet af og rejste mig. Mit tøj lå heldigvis samlet i et hjørne, så jeg ikke skulle eftersøge det halve af huset. Det havde været lettere irriterende. Da jeg havde fået det nogenlunde på, åbnede jeg stille døren og bevægede mig nedenunder. Noget skramlede igen. Sulten steg op i mig, selvom vi havde ædt som svin i aftes.

“Hej Harry,” hilste en skinger stemme, og jeg kiggede til venstre, hvor en smilende Ivy stod. Med en sort kjole? Hvad blev der af det lyserøde mareridt? Hun blinkede overdrevet og smilede stort.

“Ehh.. Hej Ivy,” mumlede jeg og kløede mig i håret. Der var noget galt. Jeg kunne mærke det. Lige da Ivy endnu en gang skulle til at åbne munden, åbnede en dør, og ud kom Ivy og Melodys mor. Hun smilede stort til os.

“Godmorgen! Kom så skal jeg give jer noget morgenmad,” sagde hun smilende og førte os ind i noget, der vist var et køkken. Jeg følte mig aldeles malplaceret. Ingen af de to havde jeg snakket med før i går. Ivy vidste åbenbart godt, hvem jeg var, selvom jeg måtte lyve. Jeg anede ikke, hvem hun var. Kun at hun aldrig havde haft noget på, der ikke var pink. Det havde Perrie engang fortalt, men jeg havde selvfølgelig fortrængt det, fordi det virkede mindre vigtigt, siden jeg ikke vidste, at jeg skulle sove i hendes hus.

“Her. Spis lidt mere,” insisterede deres mor, som vistnok hed Christel, og læssede fem rundstykker op på min tallerken. Så fed så jeg altså heller ikke ud.

“Halløj undersåtter,” hilste en hæs stemme. Grace. Har jeg egentlig forklaret, at hendes stemme er utroligt hæs, men alligevel virkelig blød? Nej vel. Det er endnu en af de ting om hende, der bare ikke hænger sammen.

"Godmorgen," lød det fra Christel, der havde travlt med at varme noget, som lignede 20 rundstykker.

"Halløj ærede leder," hilste jeg og bøjede let nakken for hende. Hun sendte mig et stort smil, inden hun satte sig ved siden af mig. Ivy kiggede ondt på os. Jeg valgte at ignorere det og spise videre.

"Har I dates til afgangsfesten?" spurgte Ivy så pludseligt efter nogle minutter. Grace kiggede over på mig med et forvirret ansigtsudtryk. Og det forstod jeg, for vi var i slutningen af september. Afgangsfesten var flere måneder væk.

"Øh nej," svarede Grace så, og jeg gjorde mig stille enig. Et smil bredte sig på Ivy's tørre læber. Døren ind til køkkenet åbnede, og jeg håbede inderligt på, at det var en af Ivy's sindssyge veninder, der ville have hende med væk. Men så heldig var jeg ikke. Det var Melody og Niall.

"Godmorgen," hilste Niall glad. Melody smilede til os, og jeg så hvordan Grace prøvede at holde sin kolde facade oppe. Jeg var tydeligvis den eneste, der kunne gennemskue hende.

"Hvad skal I så lave i dag?" spurgte Ivy endnu en gang? Hvorfor var hun så interesseret i os?

"Måske skal vi.." Grace afbrød Melody.

"Jeg skal hjem til Louis,"  

"Nå," svarede Melody tørt og spiste videre. Jeg kiggede over på Niall, der sendte mig en sjov grimasse. Jeg vidste ikke engang, hvem jeg skulle holde med. Eller hvorfor de pludselig var blevet så mopsede.

"Harry skal vi ikke følges til afgangsfesten?" jeg sværger, at det ikke var meningen, men jeg spyttede al den appelsinjuice, jeg havde i munden ud over Niall. Havde Ivy lige spurgt mig, om vi skulle følges til afgangsfesten? Åh Gud hvor kan du? Hjælp mig!

"Øh," jeg kiggede hjælpeløst over på Grace, der kiggede ondt på Ivy. Hvad skete der lige?

"Godt! Min kjole er lyserød med lilla sommerfugle på. Find noget, der matcher," og det tog hun som et ja. Selvfølgelig kunne jeg ikke få mig selv til at sige nej. Det kunne jeg bare ikke. Jeg havde også nogle måneder til at forholde mig til det, der ville blive den værste aften i mit liv.

"Ivy, tag dig lige sammen. I kender ikke hinanden, og du lod ham ikke engang svare," Melody kiggede skarpt på Ivy, der rullede flabet med øjnene.

"Jeg gider heller ikke følges med ham alligevel," jeg løftede øjenbrynet og vendte så opmærksomheden mod min telefon, der brummede. Jeg skulle hjem.

"Jeg skal til at hjem. Skal jeg følge dig over til Louis, Grace?" hun vendte for første gang i lang tid opmærksomheden over på mig. Hun nikkede og vi rejste os fra bordet.

"Tak for mad og husly. Vi ses," hilste jeg og fulgte efter Grace, der allerede var gået.

"Ses," jeg ventede for enden af trappen, så Grace kunne få sine ting med videre. Hun så allerede gladere ud. Hun så aldrig super glad ud, men hun havde sine øjeblikke. Ligemeget hvad var hun det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Og jeg overdriver ikke engang. Vi gik ud af hoveddøren og fik den brændende sol lige i øjnene. Eller dens stråler for ellers var vi nok ret døde. Jeg besluttede at holde min mund, medmindre hun sagde noget. Som altid forholdt hun sig dog stille. Vi gik i omkring et kvarter, før hun endelig åbnede munden.

"Du er det mest fantastiske menneske, jeg kender, Harry," forvirret kiggede jeg ned på hende. Hun gik langsomt.

"Jamen tak da. Er du okay?" det røg ud af mig, før jeg nåede at tænke mig om. Fantastisk. Hun tog en dyb indånding.

"Det har været værre," svarede hun lavt og sparkede til nogle småsten, der kurede hen ad fortovet.

"Hvad er det, der gå dig på? Forklar mig det," insisterede jeg. Grace skulle vide, at hun altid kunne komme til mig ligemeget hvad.

"Det er bare.. Hun er så vant til at blive set perfekt. Vi er nødt til lade være med at se hinanden som andet end uperfekte mennesker. Vi ender med at skuffe os selv. Og når folk bliver vant til at være perfekte, tror de selv på det. Så tror de, at de kan gøre alt. Det kan de ikke! Så skuffer de sig selv og andre ved at behandle dem som lort, fordi de tror, at alle elsker dem. De forstår ikke, hvorfor de ikke kan elske sig selv og begynder at blive ledere og ledere for at se, hvor meget folk virkelig elsker. Du ved, fordi de mangler kærlighed. Ligesom en afhængighed. Hvis du er vant til at drikke, skal du have mere for at blive fuld, end en der ikke har drukket. Det er ikke sundt," jeg gispede svagt. Hun havde lige beskrevet, hvordan jeg så hende. Perfekt. Men det måtte jeg ikke, og jeg forstod godt, hvad hun mente. Det gav mening. Jeg fulgte efter hende og sank en klump.

"Og jeg er ikke nok længere," hviskede hun svagt. Det var nok ikke meningen, at jeg skulle høre hende, men det gjorde jeg.

"Jeg ved godt, at jeg lyder dum, når jeg siger det her, men jeg prøver alligevel. Når man ikke ved, hvem man er, er det altså rigtig svært at få rigtige venner. Måske er hun i virkeligheden bare ekstremt usikker. Hvis man slår det, du sagde og det, jeg sagde sammen, giver det meget god mening. Hun er altid blevet set perfekt. Især i forhold til Ivy. Så hun har aldrig haft tid til at stoppe op og se, hvem hun i virkeligheden er," Grace stak sin hånd op som et tegn til en highfive.

"Du har styr på dit shit," sagde hun og drejede til højre på fortovet. Jeg kunne stadig ikke skjule, at jeg stadig troede, at hun var perfekt.

"Der er en ting mere," sagde jeg så efter nogle minutter i stilhed. Hun nikkede og gik videre, men hun var nødt til at se på mig, når jeg sagde det. Derfor tog jeg fat i hendes håndled, så hun stoppede op og kiggede på mig. Jeg tog en dyb indånding.

"Betyder det, at jeg ikke så må se dig sådan længere. Må jeg ikke..." jeg stoppede tøvende," må jeg ikke være håbløs forelsket i dig?" hun bed sig i læben og rystede så kraftigt på hovedet.

"Kan du ikke se det? Du er blevet forelsket i den perfekte illusion, du har skabt. Du er ikke forelsket i mig, men den du synes, jeg skal være. Stop Harry. Du er nødt til at stoppe med at elske mig," hun bakkede nogle skridt tilbage og kiggede mig dybt i øjnene.

"Det er svært, når du hele tiden beder om det!" råbte jeg. Hvor kom det fra? Det var som om, hun havde lukket mine helt inderste tanker ud.

"Harry, det er ikke sundt for nogen af os, at du tror, du ved, hvem jeg er," en tåre gled ned af hendes kind.

"Og undskyld. Men jeg har bare virkelig brug for nogle arme, der er stærke nok til at bære mig og mine tons tunge problemer. Undskyld at jeg udnyttede dig," jeg kunne se, at det irriterede hende, at tårerne trillede ned ad hendes kinder. Men det skete når hun blev frustreret. Jeg tog en dyb indånding; hvad havde jeg gjort?

"Og farvel. Louis bor her," sagde hun og gik ned af fortovet for at dreje ind i en have.

Noget sagde mig, at Louis ikke boede der.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...