Behind the Cool Kids | 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Grace er ikke som alle andre. Hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er homoseksuel, og så er hendes liv rodet. Mere rodet end høretelefoner, der har ligget i en lomme. Der er kun én ting, eller nærmere person, der kan rode det ud, men den person regner Grace ikke med nogensinde at se igen. Pludselig får de populære en underlig interesse i Grace, der skræmmer hende og Louis fra vid og sans. Midt i al kaosset dukker dén person op. Grace kommer ud for livsbekræftende stunder og svære beslutninger, der kan ændre hendes liv på godt og ondt. Er du klar til en tur i rutsjebanen? -Tusinde tak til Sofie SL for det fantastiske cover!

29Likes
28Kommentarer
9638Visninger
AA

5. You can't breake a broken heart

Harry’s P.O.V

I can't count all the times that I've told you we're through

And when you go, when you slam the door

I think you know that you won't be away too long

You know that I'm not that strong.

Mamma Mia - ABBA

*

Jeg har ikke noget imod mennesker som sådan, jeg kunne bare ikke lide de her mennesker. Det lyder måske lidt generaliserende, når jeg ikke engang havde været inde på skolen. Men jeg kunne bare ikke lide de mennesker. De fleste piger var lavere end mig undtagen en klike, der stod ved et springvand. Nogle af dem var højere end mig, men de fleste var på min højde. Det måtte være modellerne. Deres blikke kunne dræbe. Okay, modeller og snobbede. Nogle drenge skatede ned af en trappe, mens en blandet gruppe var klædt i sort og diskuterede hvilken selvmordsmetode, der var bedst. Der var en masse andre mennesker, og mest af alt ønskede jeg at være en del af den klike, jeg var super god til at være i. Udskudskliken. Først skulle jeg bare lige finde den.  Lige som jeg skulle træde på det første trin på den trappe, der førte op til hoveddøren, mærkede jeg en smerte i maven. De første millisekunder var jeg bange for, at det var menstruationskramper, men den teori blev hurtigt aflivet, da jeg så en læderbold ligge for mine fødder. Jeg samlede den op og kastede den til nogle drenge, der stod nogle meter væk og så undskyldende på mig. Denne gang kunne jeg gå op af trappen uden besvær.

“Det må du virkelig undskylde,” skyndte jeg mig at sige, da jeg gik ind i en pige. Hun vendte sig og sendte mig et smørret smil. Åh Gud, hun var en af de populære, og nu ville hun brænde mig eller tape mig fast til et træ. Men i stedet rakte hun mig sin hånd. Tøvende tog jeg den.

“Perrie. Du må være ny her,” det var ikke et spørgsmål nærmere en konstatering, der fortalte mig, at denne pige vidste alt om alle.

“Harry. Det må være rigtigt,” svarede jeg med et smil. Hun nikkede anerkendende, så det blå-lilla hår blev rodet. Hendes blik røg ned på min hånd, og hun lavede en sær grimasse. Panisk kiggede jeg på den, men den var, som den plejede. Efter nogle sekunder med akavet tavshed tog hun min hånd og trak mig igennem den enorme menneskemængde.

“Hør her, Hazza. Det hedder du fra nu af, bare så du ved det. Hvis du vil overleve her, skal du følge de uskrevne regler. Fordi du virker som en sjælden, sød fyr, tager jeg dig under min vinge. Er du okay med det? For når du først er inde hos os, er der ingen vej tilbage,” hun kiggede tilbage på mig, og hendes øjne var hypnotiserende. Hurtigt nikkede jeg. Hun var min vej til overlevelse. For helt ærligt, high school er en jungle. Jeg blev trukket videre uden nogen anelse om vores destination.

“Du skal derind nu. Ses til frokost,” jeg blev skubbet ind i et lokale. Hvordan vidste hun, at jeg skulle derind? Der var kun to andre inde i rummet, og de sad begge med hovederne begravet i bøger. Stræbere. De kiggede nervøst op på mig. En rødhåret pige med tykke brille og en lyshåret dreng. Jeg smilede til dem og satte mig bagerst i klassen.

‘*’

“Dem der,” hun pegede diskret mod et bord i midten, “skal du holde dig fra. De styrer det hele,” forstående nikkede jeg og den eneste anden dreng ved bordet, Damian, begyndte at forklare om alle bordene. Der var asiaterne, stræberne, nørderne, som på ingen måde var det samme, sportsidioterne, modellerne og snobberne og så nogle jeg ikke kunne huske. Jeg rynkede brynene, da jeg fik øje på to piger ved et bord, de ikke havde nævnt. Den ene af dem så bekendt ud. Det var hende min mor havde insisteret på at køre hjem i weekenden. Grace.

“Hvad med dem?” spurgte jeg forvirret. Perrie og Damian kiggede derover og nikkede så. Perrie spidsede læberne.

“Brunt hår er Grace Queens. Lyst hår er Melody Williams. De plejer ikke at hænge ud sammen. Jeg ved ikke rigtig, hvad deres roller er her. De er vist ekstremt kloge eller sådan noget,” Damian kiggede spørgende på Perrie og den anden pige ved bordet, Eleanor, da han ikke kunne sige mere. Perrie overtog.

“Grace er vist et omvandrende vrag. Sød, smilende og pæn udenpå, men de siger, at hun snakker i mørke gåder. Melody er nok lidt det samme, men snakker mere,” jeg smagte lidt på navnene. Det virkede mærkeligt, at jeg havde haft Grace så tæt på uden at bemærke de dystre tanker. Grace Queens. Vent lige lidt. HOLY MOLY! Det var den Grace.

“Hvorfor skulle hun være et vrag?” spurgte jeg stille, selvom jeg havde en idé om det.

“Hendes forældre er skilt, hun blev fuldstændig droppet af sin bedste ven, da hun var mindre og de første par år i skole var vist ikke de bedste for hende,” svarede Perrie.

“Jeg har hørt, at Tomlinson er kørt galt. Han ligger vist i koma,” forvirret kiggede jeg på dem. Det hang overhovedet ikke sammen. Hvem var Tomlinson, og hvorfor blev Perrie så overrasket og Eleanor så trist, da Damian sagde det?

“Louis Tomlinson er Grace’s bedre halvdel og ultra bøsse. Hun må være knust,” sagde Eleanor lavt.

“Du kan ikke knuse et knust hjerte,” de kiggede overraskede på mig. Perrie mumlede noget med, at jeg var en af dem. Som et eller andet indvielsesritual smurte de mine hænder ind i mayonnaise. Jeg kiggede ind mod de populære, der underligt nok sad og kiggede på Grace og Melody. Det undrede mig, for hvis de andres påstande passede, virkede de to piger ikke som nogen, man ville snakke om. Og da slet ikke score. Eller kunne score. De tre andres snak var en fin baggrundsstøj til at overglo Grace. Hun grinte, spiste, lavede en sjov grimasse og så kiggede hun over på mig. Vent, hun kiggede over på mig. Kender du det med, at man tænker et scenarie igennem i hovedet. Hvad er det værste man kan gøre, tænker man. Ja, det nåede jeg ikke at tænke, for jeg gjorde det bare. Vinkede akavet og smilede. Og så skete der noget, jeg aldrig nogensinde troede, at jeg skulle opleve. Grace rakte sin mellemste finger i min retning.

“Wow! Hvad har du gjort hende?” fniste Perrie. Jeg sukkede og kiggede trist på hende.

“Du ved.. den der ven. Det må være mig,” mumlede jeg og kiggede ned i bordet. De gispede.

‘*’

Det var på en måde vildt, at jeg allerede efter første dag på den nye skole vidste stort set alt om alle. Min mor havde lovet at hente mig efter skole, men nu en halv time efter jeg havde fået fri, var hun endnu ikke kommet. Jeg satte mig opgivende i en busk. En utroligt stærk busk i øvrigt. Perrie havde forhørt mig resten af frikvarteret, på vej til time og hun skrev til mig midt i timen. De fleste havde taget nogenlunde imod mig. Altså bortset fra Grace og dem der skød mig i maven. Men Grace havde en grund til det. Jeg sukkede højt ved tanken; det gjorde ondt. Forfærdeligt ondt. Ikke fordi Grace ikke gad mig, men fordi jeg vidste, hvorfor hun ikke gad mig. Og det var hundrede procent min skyld. En høj lyd vækkede mig fra min egen verden, og jeg kiggede til højre. Grace var gået ind i en lygtepæl. Instinktivt gik jeg mod hende for at sikre mig, at hun var okay.

“Er du okay?” spurgte jeg dumt. Hun stod med ryggen til mig.

“Jeg har det fin..” hun stoppede sig selv, da hun indså, at det var mig. Nervøst bed jeg mig i læben, og gjorde mig klar til verdens største skideballe. Hendes ellers kønne øjne var knebet sammen, og der løb en smule blod ud fra hendes næse. Min hjerne skreg, at jeg skulle flygte, men min ben ville ikke flytte sig. Det var som at have kartoffelsække bundet til dem. Hendes bryst løftede sig regelmæssigt, hendes hår var blevet mørkere med tiden, og hun lignede ikke en, jeg ville se iført en kjole. De blå-grå øjne plejede ellers at være så store og smukke. De kunne nærmest dræbe mig nu.

“Harry. Hold dig fra mig,” hvæsede hun surt. Jeg sank en klump, og rystede så stille på hovedet. Hun kiggede fornærmet på mig.

“Jeg vil bare gerne gøre det godt igen. Det ved jeg, at du også gerne vil inderst inde,” mumlede jeg stille og tog om hendes håndled. Hurtigt rev hun armen til sig og pegede truende på mig.

“Du skal fandme ikke bare komme vraltende efter ti år og tro, at du kender mig!” hun skreg næsten.

“Grace, rolig..” hun afbrød mig hulkende.

“Nej jeg vil ikke være rolig! Du kender mig ikke. Du ved ikke, at jeg græder mig selv i søvn hver nat, at jeg er bange for røde biler og torden, at jeg elsker regn og hader solskin, at jeg ikke kan tåle tulipaner, at mine yndlingsblomster er sorte roser, fordi de minder så meget om min egen sjæl og du aner ikke en skid om, at jeg har brugt de sidste syv år på at komme over dig og overbevise mig selv om, at det ikke var min skyld. Og du kan få eftersidning for at sidde i buskene,” tårerne flød ned ad hendes kinder, og hun hyperventilerede let. Melody trak hende stille væk fra mig, der bare stod og lignede et stort spørgsmålstegn. Hujen lød henne fra skolen. Der var samlet en stor gruppe elever. Inklusiv Perrie og Eleanor, der så forargede hen på mig. Der røg de venner. Melody kiggede hårdt på mig og rystede så på hovedet. Det ville blive sværere, end jeg havde troet. Toget kørte hurtigere, skyldfølelsen var brændstoffet. Det ville måske alligevel ende med, at jeg måtte skære mit hjerte ud for i det mindste at få nogle ord indført.

Jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt. En besked tikkede ind på min telefon. Min mor kunne ikke hente mig alligevel, så jeg skulle gå hjem. Et dybt suk forlod min mund, da jeg vendte mig for at gå mod vores nye hus. Hendes ord kørte på repeat i min hjerne, og hendes rystende stemme og våde ansigt havde sat sig fast på min nethinde. Jeg indså, hvor meget jeg egentlig havde såret hende. En lille stemme inderst inde i mig sagde, at hun overreagerede, men den tanke blev hurtigt myrdet at de tusind andre, der mente det omvendte. Min hjerne var ikke længere styret af demokrati, kun de selvdestruktive tanker havde frit spil. Og de tog så sandelig også chancen.

Nogle mennesker siger, at depression er, når hjernen og hjertet ikke kan blive enige, men alligevel skal spise ved det samme bord hver aften. Der er også nogle, der siger, at når man skal vælge mellem at følge sit hjerte og sit sind, skal man altid vælge sit hjerte. Graces’ hjerte sagde tydeligvis, at jeg var en klam stodder. Desværre var det vist et fimset boyband, der sagde det med at følge sit hjerte. That Direction, hed de vist. Uden yderligere overvejelser, begyndte jeg at nynne ‘Imagine’. Igen dukkede hendes ansigt op, og Perries ord kørte som baggrundsmusik. Hvorfor i alverden tog jeg også hendes håndled? Jeg vrissede af mig selv. Hvorfor skulle jeg altid dumme mig? Irriteret sparkede jeg til en sten, der lå på fortovet. That Direction blev ved med at dukke op i mit hoved.

“Everybody wanna steal my.. my socks, and that’s why I never wear any!” sang jeg hæst. Hvem skrev dog sådan noget? Okay, det med sokkerne var ikke helt rigtigt, men jeg kunne ikke resten af teksten. Af en eller anden grund vidste jeg, at den ene af dem aldrig havde strømper på. Så er man da også lidt mærkelig. Men han havde en lækker kæreste, og hvis det var det, der havde scoret hende, var jeg villig til at droppe sokkerne. Undskyld, det var totalt irrelevant for resten af historien det der. Men seriøst, hun er lækker. Harry!

At få råbt af mig måtte da også lette hendes hjerte lidt, og hvis det var den eneste måde, jeg kunne gøre hende gladere på, kunne jeg godt finde mig i det. Jeg kunne ihvertfald blive nødt til det. Måske kunne hun blive glad igen med tiden bare af at råbe mig. Så måtte jeg bare håbe at jeg var lidt ligesom i ‘Beautiful’. Words can’t bring me down. Det begyndte så småt at regne og i løbet af få minutter styrtede dråberne ned, hvilket irriterede mig, og jeg blev hurtigt gennemblødt af den kolde regn. Men jeg vidste i det mindste, at Grace var lidt gladere nu.


*Tak til Sofie SL for at motivere mig gennem hele kapitlet, for hendes utrolige opfindsomhed og sindssygt poetiske sætninger. Tak til *Unicorn*/Lærke og Laura K for deres store opbakning og undskyld allesammen for de tarvelige ord om vores dejlige drenge.*

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...