Behind the Cool Kids | 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Grace er ikke som alle andre. Hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er homoseksuel, og så er hendes liv rodet. Mere rodet end høretelefoner, der har ligget i en lomme. Der er kun én ting, eller nærmere person, der kan rode det ud, men den person regner Grace ikke med nogensinde at se igen. Pludselig får de populære en underlig interesse i Grace, der skræmmer hende og Louis fra vid og sans. Midt i al kaosset dukker dén person op. Grace kommer ud for livsbekræftende stunder og svære beslutninger, der kan ændre hendes liv på godt og ondt. Er du klar til en tur i rutsjebanen? -Tusinde tak til Sofie SL for det fantastiske cover!

29Likes
28Kommentarer
9643Visninger
AA

6. Tommo is back

Grace’s P.O.V

And anytime you feel the pain, hey Jude, refrain

Don't carry the world upon your shoulders

For well you know that it's a fool who plays it cool

By making his world a little colder

Hey Jude - The Beatles

*

"Det virker mærkeligt, Lou. Jeg har jo altid sagt, at det ikke passer. Men nu, hvor du ligger der og ligner en sovende engel, må jeg nok alligevel bøje mig i støvet. Selvom du ikke kan svare mig, må jeg lade min indre tristhed overtage. Jeg.." længere kunne jeg ikke komme, før min stemme knækkede over. Hans slappe hånd i min gjorde mig tryg. Og alligevel ked af det. Han  burde ikke ligge der; han burde tvinge mig til at danse rundt på skolens tag. Eller drikke sig fuld. Tårer fossede ned ad mine kinder. En masse bippen fik mig til at kigge forvirret rundt. Det lød da ikke normalt. Men på den anden side, hvad normalt var der lige over mit liv pt? Stort set intet. Midt i mit paniske selvmedlidenheds øjeblik kom nogle sygeplejersker løbende ind i rummet. De delte nogle hurtige blik. To af dem begyndte at rode ved en masse ting, mens den sidste kiggede undskyldende på mig. Jeps, det var hende, der havde pruttet.

"Du.. Ehm, du bliver nødt til at gå," sagde hun stille. Ordene sad fast i min tørre hals. Der var så meget, jeg ville sige, men jeg kunne ikke. Det endte med, at jeg kvækkede noget, der lød som okay, inden jeg forsvandt ud af døren. Great. Jeg tjekkede min telefon. Fem opkald fra min mor, nogle beskeder fra et supermarked, der havde fødselsdag anden gang i denne uge og et opkald fra ukendt nummer. Melody havde lovet at hente mig og fortælle om den date, hun havde været på dagen før. Men med hvem nægtede hun at sige. Sygeplejerskernes paniske blikke gjorde mig bange. Og den frygt mindede mig om det store skænderi, jeg havde haft med Harry. Eller skænderi og skænderi.. Jeg råbte hysterisk af ham, mens han kiggede skræmt på mig, som havde jeg lige spist et menneske foran ham. Jeg havde vel spist hans stolthed. Om det var en god ting, kunne jeg ikke helt finde ud af. Et højt dyt vækkede mig, og det var nok meget godt, for jeg var ligeså stille begyndt at fare vild i den mørke ørken. Mit hoved, hvis du skulle være i tvivl. Melody holdt lige foran mig, og hvis ikke hun var utroligt god til at træde på bremsen, var jeg endt som Louis. Forskrækket gik jeg mod passagersiden, hvor jeg satte mig ind på sædet ved hendes side. Lad mig beskrive hendes bil; en engang grå, nu lysegrøn halvrusten bil jeg ikke kender mærket på, der havde overraskende bløde sæder og duftede utroligt meget af Melody. Og så var der virkelig rodet. Alt var, som det plejede..

"Irk!" skreg jeg skingert, da jeg kiggede på hende.

"Hvad?" spurgte hun lettere forvirret, hvilket fik mig til at kigge dumt på hende.

"Jeg ved ikke, om der er fløjet en lille alf ind på dit værelse i nat, men dit hår er lilla, og at du ikke har bemærket det foruroliger mig," svarede jeg hende endnu en gang forskrækket. Hun lignede en, der lige havde opfundet noget, som kunne helbrede kræft. Bilen bakkede og kørte ud på vejen.

"Jo, du ved vel hvor meget, jeg har tænkt over at gøre noget lignende dette. Og så i går fik jeg bare så meget mod på det. Altså efter den der date. Måske også lidt for at irritere min søster, men mest fordi jeg bare gerne vil være mig,” upåvirket af at hun muligvis lige havde kørt et barn ned, tændte hun radioen. Et eller andet boyband sang. Noget med at stjæle en pige, hvilke egentlig er mega kønsdiskriminerende, fordi kvinder ikke er objekter, men mennesker, der er mindst lige så meget værd som mænd. Eller det sagde Melody ihvertfald. Alligevel valgte hun at synge med. Det undrede mig, at hun kunne teksten så godt, når hun nu synes, at den var så forkert.

“Her dad calls me son, her mom calls me love,” hendes stemme gav mig gåsehud. På den gode måde. Ikke som alle de mislykkede halvmennesker, der søger anerkendelse eller opmærksomhed ved at stille op i X Factor. Det fristede mig at skrue ned for radioen og bare høre hende synge, men jeg vidste godt, at hun aldrig ville tillade det. Eller så ville hun insistere på, at jeg skulle synge med, men det ville aldrig nogensinde ske. Det skal ikke forstås forkert. Jeg kan ikke ikke-synge, min vokal er bare ikke specielt spændende, og så er jeg bare ikke klar på at sammenligne min stemme med hendes. Hvilket jeg jo egentlig ikke burde, men jeg har lige så lavt selvværd som alle andre, så jeg gør det alligevel.

At drømme mig ind i min egen verden, er noget af det, jeg er super god til. Jeg er ikke super god til særligt mange ting. Jeg stinker til sport, især når det er med bolde, jeg er meget genert, så jeg får ikke så nemt venner, jeg er klodset, jeg siger de forkerte ting til de forkerte mennesker, selvom jeg altid svarer gennemtænkt, og jeg aner virkelig ikke, hvad i alverden der er galt med mig.

“Hvad er der galt?” Melody prøvede at kigge på mig, men det var myldretid, og hun ville ikke køre flere potentielle børnehavebørn ned. Et dybt suk forlod min mund. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så anede jeg det ikke. Jeg havde ingen anelse om, hvad det var, der gik mig så forfærdelig meget på. Louis var okay, Melody var den bedste ven i verden, og jeg havde endelig fået råbt godt og grundigt af Harry. Måske gik det mig på, at jeg levede nu. Jeg var ung nu, og det føltes som om, jeg brugte alle mine teenageår på hele tiden at skulle stoppe mig selv i at hoppe ud fra en klippe, mens alle andre havde de bedste år af deres liv.   

“Jeg føler, at jeg er der,”

“Er det ikke en god ting? Jeg mener, du ville da være lam, hvis ikke du kunne mærke dig selv,” hun dyttede voldsomt af en stor, sort Audi.

“Jeg er ikke lam nej. Men jeg føler, at jeg er der. Jeg vil føle, at jeg er her. Det føles, som om jeg er der, men jeg er der også kun. Det er ikke mig folk beundrer; det er ikke mig, der laver noget helt exceptionelt. Jeg er bare tilstede. Og det er ikke nok,” mine øjne begyndte stille at blive fyldt med vand, så jeg kiggede beundrende på bygningerne, vi passerede. Luften strøg ubesværet ned i mine lunger og næsten øjeblikkeligt op igen. Flere gange havde jeg været forundret over, hvor hurtigt kroppen kunne optage ilten. Men på den anden side, når vi mennesker udstøder noget, så snart det er mindre nyttigt, hvorfor skulle kroppen så ikke også gøre det? Solen skinnede udenfor, og selvom stort set alle de andre, der gik rundt på gaden nok var glade for det, blev jeg alligevel en smule trist. For når det ikke regner, kan jeg ikke skjule, at jeg græder. Hvilket er noget rigtig myretis.

“Livet handler om kærlighed. Om man vil indse det eller ej. Kærlighed er en sær ting. Det er nemt at hade og svært at elske. Det samme som, at det er svært at få gode ting, mens du næsten får kastet dårlige ting i nakken. Alligevel er der så mange mennesker omkring os, der finder kærlighed overalt. Men jeg vælger at tro på, at det er dårlig kærlighed. Søde, du må bare være overbevist om, at du først skal kæmpe for kærligheden. For når du har gjort det, ved du, at alting er lige, hvor det skal være,” et snøft afsluttede den meningsfulde forklaring, hun var kommet med. Hvor hun fik sådanne ting fra, gad jeg slet ikke til at finde ud af. Selvom jeg ikke kunne finde en sammenhæng i samtalen.

“Det er bare.. Det er hårdt at vente på noget, man ved måske aldrig sker,” hun afbrød mig.

“Men endnu hårdere at opgive det, når det er alt, du ønsker. Jeg ved det. Men nogle gange sker ting bare, også selvom man aldrig havde regnet med det,” et fjoget smil bredte sig på hendes store læber. Et smil jeg aldrig havde set komme fra hende. Hvorfor hun kom i tanke om noget, der kunne få det frem, mens hun forklarede mig om uventede ting, kunne jeg ikke regne ud. Jeg vendte mig dramatisk og spærrede øjnene op, så de blev endnu større, end de i forvejen var.

“Din lille! Du hyggede dig rigtig i går!” råbte jeg grinende. En grimasse fyldte hendes ansigt, og hun så fornærmet ud. Men så skreg hun af grin og var endnu engang ved at køre et barn ned. Hurtigt undveg hun. Vi var på vej hen til hende, men vi var drejet for sent, så vi måtte en kæmpe omvej.

“Hvorfor går det først op for dig nu?” spurgte hun bebrejdende. Som jeg ellers havde forventet, rødmede hun ikke. Men det gjorde jeg, for jeg vidste præcis, hvad vi skulle snakke om nu, og det frydede mig ikke. Hun ville fortælle, hvor fantastisk det var, og at jeg skulle tage at springe mere ud i livet og prøve sådanne ting, som jeg på ingen måde havde lyst til at springe ud i. En lang kø stoppede os. Jeg sukkede.

“Det var faktisk ikke specielt rart. Det gjorde herre nas,” mumlede hun, og jeg begyndte at fnise. Selvom hun prøvede, kunne hun heller ikke holde grinet inde meget længere.

“Vil du så ikke fortælle, hvem du var ude med?” hun rystede på hovedet, så det lyselilla hår fløj rundt. Det mindede mig om Harry. Billedet af ham havde siddet fast i mit hoved hele dagen, og ligegyldigt hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få det væk. Ligesom en forfærdelig sang man bare ikke kan lade være med at synge.

Selvom hun nok bare ville holde det en smule hemmeligt, så hun kunne gøre noget stort ud af det senere, gjorde det alligevel lidt ondt. Jeg havde den der lille følelse af, at hun ikke kunne lide mig. At hun kun sad der ved min side af medlidenhed. Hvorfor hun skulle gøre det, kunne jeg ikke komme i tanke om, men den lille følelse hang ved, og det havde den altid gjort. Melody begyndte at fløjte en melodi.

“Fuck jeg er sulten,” udbrød hun. Jeg rakte hånden hen til radioen for at skifte kanal. Der var selvfølgelig ikke noget godt. Hvor typisk. Melody stoppede mig, da ‘Walking On Sunshine’ spillede ud i hele bilen.

Mit blik fløj hen på hende. Jeg hadede den sang, jeg hadede lyden af glade mennesker og jeg hadede efterhånden alt. Det fristede mig, bare at ligge mig til at dø, men jeg hørte engang én sige, at død er spild af liv. Det er meget rigtigt, og jeg var ikke meget for at bryde mine livsfilosofier.

“Jeg kan lugte noget,” vrissede jeg. Hun kiggede nysgerrigt på mig, inden hun drejede bilen retarderet ind i McDrive køen. Endnu et barn måtte hoppe for livet.

“Og det lugter af bullshit!” sagde jeg hårdt, så jeg ikke kunne holde et grin inde. Melody gryntede af grin og kørte en meter længere frem. Der holdt en jaguar foran os. Undskyld, men hvis du har råd til en jaguar, har du så ikke også råd til et eller andet super dyrt mad, der ikke gør dig herre fed? Det kan måske også bare være mig.

Køen var lang, og jeg havde allerede begået hypotetisk selvmord på syv forskellige måder. Solen skinnede gennem ruden, men af en eller anden grund irriterede det mig ikke. For den måde, solen skinnede på i det øjeblik, gjorde mig glad.

Jeg blinkede, og nogle biler kørte videre, så vi kunne køre fem meter frem.

“Du smiler,” hendes negle var sortlakerede, hun havde en lårkort beige sommerkjole og sin elskede cowboyjakke på.

Det blev vores tur, og hun begyndte at snakke. Efter noget tid placerede hun endnu engang hænderne på rattet. De mange armbånd raslede. Hendes elskede Dr. Martens støvler, der var udsmykket med tegneserie figurer, afsluttede det look, der beskrev Melody så perfekt.

“Jeg må være syg,” jokede jeg, og hun grinte. Jeg forstod, hvorfor hun havde haft en date. Jeg forstod, hvorfor hun aldrig var trist. Hun havde intet at være trist over.

Da jeg tænkte på det, kom tankerne om min egen tristhed flydende. Det skulle ikke overtage mit liv, at en idiot for flere år siden valgte at gøre mig ked af det. Jeg var ung nu, og jeg vidste godt, at hvis jeg blev ved på den måde, ville jeg se tilbage på min ungdom som en indtørret rosin. Og min ungdom skulle ikke sammenlignes med noget andet end fest og farver.

“Hvornår skal du være hjemme?” smaskede hun, og drejede bilen ud på vejen igen. Jeg grinede sarkastisk.

“Det ville nok passe min mor bedst, hvis jeg bare blev væk. Min far vil helst ikke have mig rendende om aftenen, hvis du ved, hvad jeg mener,” hun sukkede, inden et stort smil prydede hendes læber.

“Så er det godt, at mine forældre brænder for at møde dig! Har du noget imod at sove i samme seng som mig?” hun fløjtede og trådte hårdt på speederen, så bilen nåede sin absolut hastighed på utrolige 80 km/t.

“Så længe Mikrofonhår ikke kommer vraltende,” mumlede jeg, og navnet fik hende til at sprutte af grin, så bilen slingrede en smule. Det slog mig, at mit liv måske ikke var så værst alligevel. Smilet var endnu ikke forsvundet fra mine læber, og jeg var tilbøjel..

Et højt hvin og et brat sving fik mig til at klamre panisk om håndtaget. Et ups forlod Melody’s mund, inden hun drejede bilen ind i en kæmpestor garage.

“Næste gang koordinerer jeg lige svingene lidt bedre,” døren smækkede efter hende, og jeg fik med lidt besvær åbnet døren i min side. Min krop rystede stadig, mens Melody dansede upåvirket hen mod den hvide hoveddør. Efter nogle minutter med dybe vejrtrækninger, slentrede jeg efter hende. Hvordan hun havde fået sit kørekort, ville jeg helst ikke vide.

Hun kiggede utålmodigt på mig, og jeg trak min telefon op fra lommen. Selvom Mor var ligeglad med mig, skulle hun vide, hvor jeg var. Min far tog sig ikke af det. Så længe jeg ikke endte med at være en del af de unge mødre. Ret ironisk eftersom de fik mig, da de var ret unge. Men den vanvittigt sjove bemærkning havde ingen af dem fundet vanvittigt sjov. Gamle havenisser.

Me:

I stay at Melody’s .. So you can try to have a life tonight ;)

Smileyen til sidst tilføjede jeg kun, fordi jeg vidste, at hun ville forstå sarkasmen. Den onde, men rigtige og i den grad fortjente sarkasme. Meget ondt kunne man sige om min mor, men helt dum var hun heller.

Mom:

ok.

Måske havde jeg været en smule ond ved hende, men alligevel rystede det svar mig. ok.? Hun havde ikke engang taget sig tid til at starte med stort. Men det skulle ikke gå mig på. Jeg skulle vel bare være glad for, at hun ikke var mega overbeskyttende og forlangte, at jeg blev hjemme og så ‘Desperate Housewives’ med hende. For den serie var hun besat af. Og den serie stank!

“Jeg fryser,” hostede Melody falsk, og det bragte et smil frem på mine læber. Mobilen blev placeret i baglommen på mine sorte jeans. Jeg lod mit blik glide ned på mine sko. De lysebrune Wolverine sko sad som altid på mine små fødder og gjorde mig få centimeter højere. De almindelige sorte jeans fik mine ben til at se lidt tyndere ud, end de var. Den tynde lysegrå t-shirt fungerede godt med min militærfarvede sweatshirt. Mit hår var for en gangs skyld i en høj hestehale. Sådan følte jeg mig godt tilpas. Gemt væk på en diskret måde.

“Du kan bare stille skoene der,” hun pegede på en hylde, med en masse andre sko. Så det gjorde jeg; stillede skoene, hvor de skulle være og hang sweatshirten over nogle andre jakker. I mellemtiden var Melody forsvundet, men et lille hvin gav mig en idé om, hvor hun var. En kvinde, der højst sandsynligt var Melody’s mor, kom gående imod mig med et kæmpestort smil og et kæmpestort fad med alverdens småkager på. Melody stod bag hende og sukkede opgivende.

“Jeg ved ikke, hvad der går af Melsen fortiden, men en bedsteveninde og en kæreste på en uge det må jeg nok sige.. Kage? Tag en, du ser så tynd ud,” hun smilede stort til mig, og jeg tog noget, der lignede en citronkage. Og den smagte himmelsk. Jeg grinte af kælenavnet. Melsen.

“Han er ikke min kæreste, mor,” vrissede Melody.

“Nej, ingen gider nemlig at være kæreste med den.. mærkling,” en skinger stemme fik mig til at skyde blikket til højre. Melody’s tvillingsøster, der på ingen måde lignede hende. Deres mor sukkede og tilbød mig endnu en citronkage, som jeg tog glædeligt imod, mens jeg betragtede skænderiet mellem Melody og Ivy. Hun havde en lyserød bluse på, en lidt mørkere lyserød nederdel og hendes helt lyse hår var sat i to fletninger. Og så havde hun lilla gamacher på.

“I det mindste er jeg ikke lige så skide blank som du!”

“Jeg er meget klogere end dig! Lærerne skriver bare forkert, når de giver mig karakterer!” jeg måtte tage Melody’s parti. Både fordi hun var min bedste veninde, fordi Ivy var pisse irriterende og fordi Melody havde ret. Jeg havde endnu ikke mødt nogen dummere end Ivy. Efter nogle minutter mere brød deres mor ind.

“Stop så piger,” jeg tog min sjette citronkage, “I bliver nødt til at lade være med at hakke på hinanden hele tiden. Melody, Ivy er ikke dum,” hun sendte et strengt blik, “ og Ivy, Melody har ingen problemer med at få en kæreste! Vi spiser om halvanden time. Få ryddet dit værelse Mel, så kan Ivy fortælle videre om sin kærlighed til pink,” Melody tog min hånd og begyndte at snakke om, hvor irriterende hendes søster var. Hvilket jeg nikkede mig enig i. Hvordan hun havde fået venner undrede mig, men så tænkte jeg på, hvilke venner hun havde, og så gav det jo egentlig sig selv. Ivy var Britney Spears iblandt dem.

Og jeg håber virkelig, at du forstår det, for jeg orker ikke at forklare det. En besked tikkede ind på min telefon.

Louis:

Tommo is back!

En lille tåre gled ned ad min kind, inden jeg sprang om halsen på en noget forvirret Melody.

"Han er vågnet! Han er vågnet, Mel!" jeg græd af glæde og svarede ham, at vi ville kigge forbi dagen efter. 

*Undskyld for den lange ventetid! Har haft en smule skriveblokering, men jeg er tilbage på sporet med en masse nye idéer. Kapitlet er lidt kedeligt, I know, men de næste kapitler skal jeg nok gøre lidt mere ud af :)

Og tusind tak for de mange favoritlister! Det betyder alverden for mig!*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...