Behind the Cool Kids | 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Grace er ikke som alle andre. Hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er homoseksuel, og så er hendes liv rodet. Mere rodet end høretelefoner, der har ligget i en lomme. Der er kun én ting, eller nærmere person, der kan rode det ud, men den person regner Grace ikke med nogensinde at se igen. Pludselig får de populære en underlig interesse i Grace, der skræmmer hende og Louis fra vid og sans. Midt i al kaosset dukker dén person op. Grace kommer ud for livsbekræftende stunder og svære beslutninger, der kan ændre hendes liv på godt og ondt. Er du klar til en tur i rutsjebanen? -Tusinde tak til Sofie SL for det fantastiske cover!

29Likes
28Kommentarer
9645Visninger
AA

3. Pure Shakespeare

Harry’s P.O.V

Counted all my mistakes and there's only one

Standing out from the list of the things I've done

All the rest of my crimes don't come close

To the look on your face when I let you go

Where Do Broken Hearts Go - One Direction

*

Jeg prøvede at få styr på mig selv. Det ville bare ikke rigtig lykkes. Irriteret sparkede jeg til nogle småsten, der lå på fortovet. Blæsten rodede mit hår rundt, så det nok kom til at ligne gamle Mrs. Johnson’s uvaskede paryk. Jeg gøs ved tanken om hende og satte farten en smule op. I et forsøg på at lukke omverden ude, kiggede jeg koncentreret ned på mine hvide adidas sko. Det ene snørebånd var lyseblåt og det andet sort. De burde begge to være hvide, men de originale snørebånd var gået i stykker, og min mor havde ikke andre. End det lyseblå og det sorte snørebånd. Men på en eller anden måde kunne jeg godt lide dem. Min højre fod var god og min venstre ond. Eller noget i den retning. De manglede bare hver deres lasersværd. Min højre fod ville højst sandsynligt vinde, da jeg stank til at bruge venstre. At være højrehåndet, ftw. Også fordi de gode altid vinder. Ihvertfald på film. Jeg sukkede af mig selv og kiggede op. Mrs. Johnson kom gående imod mig. Hun smilede, og jeg kunne se de fire rådne tænder, hun havde tilbage. Jeg smilede diskret til hende og regnede med at kunne komme væk, inden min morgenmad kom op den forkerte vej. Men nej. Hun stoppede op og begyndte at snakke. Meget.

“Næh! Er det ikke lille Harry Styles?” jeg nikkede og prøvede at holde mit blik fra hendes tænder, “Det er godtnok længe siden. Ser du, lille Dixie døde for nogle måneder siden, så nu leder jeg efter en ny lille puddel. Den skal hedde LOL, for det går mit barnebarn hele tiden og siger,” hun smilede godtroende til mig. Jeg prøvede at smile og sige, at jeg havde travlt, men hun afbrød mig.

“Du er vel nok blevet en flot ung mand! Har du en kæreste? Jeg ved nemlig at mit barnebar..”

“Jeg skal altså videre nu, mrs. Johnson. Tak for snakken og held og lykke med den nye hund,” sagde jeg og gik så hurtigt, at hun ikke kunne nå at stoppe mig. Nu havde jeg for alvor travlt. Vinden tog for alvor fat, og jeg blev nødt til at lyne min jakke, så den ikke fløj væk. Det måtte den egentlig gerne, for den var forfærdelig grim, men da jeg ikke ønskede at ende som en istap, beholdte jeg den på. Lige som jeg troede at vejret ville blive bedre, begyndte det at regne. Ikke lidt regn. Nej, så meget regn at jeg var bange for, at hele Holmes Chapel ville blive oversvømmet. Jeg satte i løb og efter et par minutter, kunne jeg se mit hus. At komme over vejen var ikke et problem. Der kom nok lige så mange biler her, som der kom troende på stripklubber. Næsten ingen og når der så kom nogle, var de hurtigt væk igen. Hårdt rev jeg døren op og smækkede den igen. Jeg kiggede ned ad mig selv. Patetisk, var den første tanke, der strejfede mig. Min mor kom gående ud i gangen til mig. Hun prøvede at smile, men jeg kunne se på hende, at det var svært. Jeg kiggede uforstående på hende.

"Jeg er blevet forfremmet, " sagde hun stille.

"Det er jo godt! Hvorfor så trist?" udbrød jeg, og hvis ikke jeg var gennemblødt, havde jeg krammet hende.

"Vi skal.. Vi skal flytte. Til London," svarede hun stille. Det burde da være en god nyhed? London! London Eye, Tower of London, Madam Tussauds og Frihedsgudinden! Vent, hun stod i New York.. En trampen kunne høres inde fra stuen. Nårh, Gemma havde vist været mindre tilfreds med nyheden. Min mor gik mod stuen igen. Jeg tog stille mine våde sko af, og der var næsten en hel svømmepøl i hver af dem. Min jakke hang jeg på en knag; lidt væk fra de andre. Jeg kom ind i stuen og Gemma lå på gulvet, mens min mor prøvede at snakke med hende.

“Nej. Jeg har lagt mig til at dø! Gå væk, mor. Oh, hey Harry,” hilste hun, da gulvet knirkede.

“Ehm. Hej Gemma. Jeg troede, du mente, at selvmord er egoistisk,”

“Teknisk set er det ikke selvmord. Jeg lader bare naturen gå sin gang,” rettede hun på mig. Med sin irriterende storesøster stemme. Min mor kiggede opgivende på mig, men lavede så en sjov grimasse. Jeg gik mod badeværelset for at se, om mit hår sad helt forfærdeligt. Det gjorde det. Krøllerne havde samlet sig i store klumper, mens de stod lige op i luften. Vind og regn. Ikke lige min kop te. Uhh, te! Efter nogle forsøg på at gøre det bare lidt pænere, gik jeg igennem stuen, hvor Gemma nu havde lagt sig på ryggen, og ind i køkkenet. For at lave te.

‘*’

Dagene var fløjet af sted ligesom bladene udenfor. De var faldet tidligt af træerne, men det havde også været koldt længe. Der var gået en uge, og hele huset var efterhånden pakket ned. Jeg sad på gulvet i stuen og spillede på min telefon. På en måde var jeg vel blevet afhængig af Angry Birds. Eller, det var jeg faktisk ikke. Jeg fik ikke abstinenser, hvis ikke jeg havde spillet det i noget tid. Gemma havde fået bearbejdet sin vrede (hun havde fundet ud af, og jeg citerer, der er mange flere lækre drenge i London), så hun vimsede rundt i huset for at hjælpe min mor.

“Harry?” spurgte min mor. Jeg kiggede hen på hende, og hun begyndte at le.

“Der står nogle tunge kasser oppe på loftet. Gemma og jeg kan ikke løfte dem. Vil du tage dig af det?” jeg nikkede og lagde telefonen i min baglomme. Nu skulle store, lækre, stærke Harry nok tage sig af det. Eller noget i den stil. Jeg begav mig op ad trappen, lidt ned ad en gang og så tog jeg lemmen i loftet ned, og gik derop. Der stod fire store papkasser sikkert fyldt med en masse gammelt legetøj, vi ikke brugte længere, men min mor ikke kunne få sig selv til at smide ud. De første tre kasser var ikke specielt tunge, det var den sidste egentlig heller ikke, men da jeg løftede den, snublede jeg over min egen fod. Fantastisk. En masse gamle fotoalbums faldt ud. Dem havde jeg aldrig nogensinde set før. Nysgerrigt satte jeg mig på gulvet og begyndte at bladre i den den største af dem. Nogle billeder af Gemma og jeg som små og en lille tekst til hvert billede. Gemma 7 years. Harry only have his eyes on the cake, stod der under et af dem. Jeg grinte. Gemma stod og smilede over hele hovedet, mens jeg stod i baggrunden med blikket på den store, lilla kage. Jeg bladrede videre. Vi legede vandkamp, malede og et hvor min mor og Gemma havde sat mit hår i to rottehaler. Jeg tog et blåt album op. Harry & Grace. Hvem i alverden var Grace? Undrende åbnede jeg albummet. Et billede af mig, en pige, min mor og en, der kunne være pigens mor. Pigen måtte være Grace. Jeg havde hørt det før. Selvfølgelig havde jeg hørt navnet Grace før, men jeg havde om den Grace før. Jeg bladrede videre. På billedet var Grace og jeg på en legeplads. Vi var omkring fire-fem år. Jeg mærkede en underlig smerte i brystet, men ignorerede det og bladrede videre. Grace stod og kiggede ned i jorden, mens jeg smilede over hele hovedet med en buket blomster i hænderne. En masse billeder fra en strand. Et billede af et telt i vores have. Harry & Grace wanted to sleep outside. In April! Et smil bredte sig på mine læber. Min hjerne huskede det ikke, men mit hjerte begyndte at banke lidt hurtigere. Der var en masse andre billeder af os. Et billede stoppede mig.

“Tror du ikke, at de bliver sure, Harry?” sagde hun stille. Jeg vendte mig mod hende. Måske havde hun ret. Okay, hun havde altid ret, men jeg ville virkelig gerne lave den gynge.

“Sikkert. Men kom nu, Grace! Jeg får jo skylden lige meget hvad,” insisterede jeg, og hun begyndte at grine. Jeg fik hende op i træet, og hun bandt det tykke, blå reb godt fast til en stor gren. Hun hoppede ned, og jeg bandt dækket fast i den anden ende af rebet.

“Du starter. Jeg vil ikke ende som tetraplegiker,” hun havde altid talt så voksent. Uden tøven hoppede jeg ind i dækket og satte gyngen i gang. Efter nogle minutter havde jeg fået hende overtalt til at prøve.

“Jeg kan altså ikke nå jorden. Jeg tror, at du bliver nødt til at gynge mig,” sagde hun stille og kiggede undskyldende på mig. Smilende begyndte jeg at skubbe blidt til hende.

Jeg kunne sagtens huske det! Det var det, min mor havde taget et billede af. At jeg smilede over hele femogtyveøren, mens Graces hår fløj ud til alle sider. Glad bladrede jeg videre. Til det sidste billede, selvom albummet kun var halvt fyldt. Jeg kiggede på billedet. Grace og jeg krammede hinanden, og vi græd. Grace and her mom are moving to London. Harry’s broken.. Hvorfor kunne jeg ikke huske mere om hende? Hun var tydeligvis min bedste ven. I mange minutter sad jeg bare og kiggede på billedet. Jeg forbandede mig selv for at have glemt hende. Hvordan kunne jeg have glemt hende på den måde? Hvorfor havde vi ikke holdt kontakten? Jeg fór sammen, da jeg hørte fodtrin bag mig. Min mor stod nogle meter fra mig. Hun smilede.

“Hvad laver du, skat? Du har været heroppe i to timer,” spurgte hun. Jeg vendte mig og løftede albummet over hovedet.

“Hvad blev der af hende? Hvor er Grace?” spurgte jeg koldere, end det var meningen. Hun stoppede brat sin gang mod mig. Det tydede ikke godt. Hendes blik flakkede rundt i det halvmørke rum øverst i huset. Tættest på himlen. Det måtte have en betydning. Hun tog en dyb indånding.

“Da de flyttede til London, var du så rasende, at du låste dig inde på dit værelse en hel weekend. Vi fik dig ud, men du var forandret. Kold. Du nægtede at snakke i telefon med hende, når hun ringede. Du nægtede at åbne hendes breve. Til sidst lod jeg være med at give dig telefonen, og brevene ligger nederst i kassen der. Men jeg burde have snakket med dig. Det skulle jeg. Undskyld,” sagde hun lavt. Jeg lukkede øjnene.

“Hvorfor kan jeg ikke huske hende, mor? Hvorfor er jeg så forfærdelig en person?” spurgte jeg med en skrøbelig stemme, der knækkede over, da tårerne stille dansede ned ad mine kinder. Hurtigt var hun henne og omfavne mig. Jeg rejste mig brat, og min mor kiggede forvirret på mig. Jeg tørrede irriteret kinderne; havde ikke tid til det pjat.

“Kender du det, når man lægger i sin seng om aftenen og ikke kan sove, fordi der er én lille tanke, der suser rundt i hovedet som et tog?” hun nikkede, “Jeg nægter at stoppe det tog. Det er det tog, der skal hjemsøge mig. Det skal føre mig til hende. Fra nu af er mit mål med livet, at finde hende og gøre hende lykkelig. Når jeg finder det tog, kan jeg begynde at fokusere på at lægge nye skinner. Men ikke før,” overrasket over at jeg lød klog der, smilede jeg triumferende. En tåre gled ned ad min mors kind, mens hun smilede. Jeg pakkede tingene ned i kassen og bar den ned til de andre. Den underlige stikken i brystet var stoppet, og selvom det var umuligt, føltes det som om, mit hjerte endelig anerkendte min hjerne. Fra nu af kunne de samarbejde.

“Gemma! Gemma!” råbte min mor, da hun kom ned fra loftet. Hun bad mig lukke lemmen, så det gjorde jeg.

“Han har endelig fundet sig selv. Du skulle have hørt ham. Det var ren Shakespeare,”

“Det er så romantisk!” hvinede hun som svar. Jeg skar en grimasse. Var det sådan de snakkede om mig bag min ryg? Mig romantisk? Det havde jeg faktisk hørt tit, men jeg troede bare, det var pigernes måde at komme i bukserne på en dreng på. Gemma og min mor ville højst sandsynligt ikke i bukserne på mig. Denne Grace skulle findes. Lige meget hvad. Om jeg så skulle rejse verden rundt for at finde hende. Om jeg så skulle skære mit hjerte ud for at få hendes tilgivelse, så ville jeg gøre det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...