Behind the Cool Kids | 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Grace er ikke som alle andre. Hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er homoseksuel, og så er hendes liv rodet. Mere rodet end høretelefoner, der har ligget i en lomme. Der er kun én ting, eller nærmere person, der kan rode det ud, men den person regner Grace ikke med nogensinde at se igen. Pludselig får de populære en underlig interesse i Grace, der skræmmer hende og Louis fra vid og sans. Midt i al kaosset dukker dén person op. Grace kommer ud for livsbekræftende stunder og svære beslutninger, der kan ændre hendes liv på godt og ondt. Er du klar til en tur i rutsjebanen? -Tusinde tak til Sofie SL for det fantastiske cover!

29Likes
28Kommentarer
9640Visninger
AA

7. Knock knock

Harry’s P.O.V

With the problems and the how's and why's.

And he can see no reasons

'Cause there are no reasons

What reason do you need to die?

I Don’t Like Mondays - Boomtown Rats

*

Jeg vil gerne endnu engang starte med at forklare, hvor mærkelige mennesker er. De er meget mærkelige, og nogle gange kommer jeg i tvivl om, om jeg overhovedet er en af dem.

En platinblondt fuld tøs havde hængt på mig hele aftenen. Hun stank af vodka og sjov tobak. Ikke ligefrem noget, der gjorde mig helt vild.

“Se,” jeg pegede hen på en tilfældig fyr, og hun drejede hurtigt hovedet, “han vil gerne danse med dig!” hurtigere end lynet - så hurtig som man nu kan være, når man er stiv og skæv og iført stiletter, var hun henne ved ham. Jeg pustede ud. Hun var en seriøs pestilens. Hvad hun hed, havde jeg ikke fået fat i. Megan måske? Ingen anelse. Og nu snakker jeg med mig selv.

“Lou! Slap af. Du er trods alt lige blevet udskrevet,” en hæs pige stemme fik min opmærksomhed. Hun havde lilla hår. Så måtte det være Melody.

“Nej! Han skal fandme holde sig væk fra hende! Du ved selv, hvor fandens ødelagt hun er,” en mørkere stemme svarede. Men jeg kunne ikke se hvem, stemmen tilhørte.

“Det hjælper ikke at slå på ham! Han er også større end dig. Kom, lad os finde de andre. Du skal vist hjem,” et suk var det sidste, jeg kunne høre fra dem. Hvem i alverden skulle de slå på? Jeg valgte at lade være med at spørge. Så jeg tog den sidste slurk, af hvad end jeg drak og gik over dansegulvet for at finde Perrie. Og det var hulens svært. Den pige var jo overalt.

Efter et kvarters tid med at gå rundt og ligne en halshugget høne fandt jeg hende. Igang med at splitte nogle, der var ved at æde hinanden, ad. Da det lykkedes hende, begyndte hun at skælde dem ud, så de forsvandt ind af en dør. Alkoholen havde påvirket mig en smule, så begyndte at fnise.

Perrie vendte sig om med et spørgende ansigt. Så jeg begyndte at fnise endnu mere. Hvorfor havde jeg også drukket vodka-gin? Da hun begyndte at snakke til mig, prøvede jeg at holde fnisene inde. Vodka-gin havde en træls påvirkning på mig.

“Har du det godt?” hun smilede skævt til mig. Efter et par fnis nikkede jeg. Da hun vendte sig for at gå videre, lagde jeg en hånd på hendes ene skulder.

“Hvad så, Hazza? Kan du ikke score?” spurgte hun efterfulgt af et hånligt grin.

“Banke banke på,” jeg grinede stort, og Perrie sukkede.

“Hvem der?” hendes stemme lød træt og utålmodig. Men selvfølgelig blev jeg fnisende ved.

“En ko siger,” et par stykker omkring os begyndte at råbe højt. Perrie kiggede dumt på mig.

“En ko siger hvem?”

“NEJ! En ko siger muh!” jeg skreg af grin.

"Alle børnene.." hun nikkede stille og sig så over skulderen, hvor Damian stod. Han så knap så glad ud. Faktisk så han utroligt trist ud. Perrie kiggede undskyldende på mig, inden hun gik hen imod ham.

Dum som jeg var, vendte jeg mig om og begyndte at fortælle vitser til to piger bag mig.

“Banke banke på,” sagde jeg en smule utydeligt. Jeg skulle seriøst aldrig tage imod et glas fra en, jeg ikke kendte. De kiggede dumt på hinanden.

“Øhh.. Hvem der?” sagde den ene og pillede ved sine spidser. Den anden bed sig i underlæben og blinkede et par gange. Men fulde mig havde selvfølgelig ingen situationsfornemmelse, så jeg blev ved. Lykkeligt uvidende om alting.

“Barbie,”

“Barbie? Huhh,” de kiggede mærkeligt på hinanden. Den mørkhårede trak lidt op i sin kjole, så den kun så lidt billig ud. Hende med rødt hår, der flirtede med mig før, trak lidt ned i sin bluse.

“Barbecue,” jeg grinte så meget, at et grynt kom med. Den mørkhårede, der vistnok hed Jessica, gik sin vej, mens July blev. Jeg støttede mig op af et bord med alverdens sprut.

“Alle børnene gik over vejen. Undtagen John. Han kørte i en traktor,” der gik hendes grænse, så hun smilede falsk og gik mod Jessica, der sendte mig et sært blik. Men det skulle ikke slå mig ud. Jeg var jo fantastisk! Næsten. Den klamme dunst af røg og sved fyldte mine næsebor. For at kunne holde omgivelserne ud lidt endnu greb jeg et glas og fyldte det med en gennemsigtig væske. Tequila? Sikkert?

Musikken pumpede ud af nogle højtalere, jeg ikke anede, hvor befandt sig. Så efter to eller 17 glas mere - ikke at jeg var i stand til at tælle det, dansede jeg ud på det fyldte dansegulv. Jeg formoder, at du har set ‘Madagascar’. Man kunne sammenligne min dans med kong Julian’s. Du ved den der narcissistiske lemur konge.

Jeg dansede derud af i noget tid, inden Perrie trak mig til side.

“Du danser forfærdeligt,” fastslog hun, og jeg kiggede såret på hende, “skal du med hjem?” Inden jeg nåede at svare, mærkede jeg en prikke mig på skulderen. Forvirret vendte jeg mig om og så ingen andre end.. Ehm?

“Louis,” han snakkede hurtigt og kiggede mig hårdt i øjnene. Jeg kiggede tilbage på Perrie, der prøvede at få fat på Damian.

“Harry,” jeg prøvede at smile en smule, men han rystede på hovedet. Hvad han ville, anede jeg ikke. Men svaret fik jeg hurtigt. Han tog fat i min bluse, og selvom han var nogle få centimeter lavere, så han meget mægtigere ud end mig. Perrie og Eleanors skræmte blikke bag mig, gjorde mig ikke ligefrem roligere.

Jeg sank en klump. Hvad havde jeg gjort? Gud, hvorfor skulle jeg dø? Han skubbede mig op ad væggen, så jeg mistede luften. Musikken var blevet skruet ned, og folk havde samlet sig i en ring omkring os. Alle mulige tilråb lød, og hvem de heppede på var ikke til at vide. Melody stod og rystede på hovedet. Kunne hun ikke prøve at fjerne den galning fra mig? Min bluse blev vasket for tre uger siden. Helt ærligt.

“Hvad er det lige, jeg har gjort?” spurgte jeg og kiggede forvirret på ham. Han pressede mig længere ind mod væggen. De mange glas af spiritus fyldte væsker havde påvirket mit temperament, og at folk kiggede gjorde mig ikke roligere.

“Hold dig fra Grace. Du har forvoldt hende nok skade,” jeg skubbede ham hårdt væk fra mig, så han fløj en meter bagud. Og det tog han som en udfordring. Vent, var han ikke bøsse? Skulle de ikke være glade og fredelige? Ninja Hazza in action. Okay, det var min første slåskamp siden anden klasse, og dengang nåede jeg ikke at gøre noget, fordi ham den anden havde en skovl. Det var en pige. Der slog mig bevidstløs med en dukke. Faktum er, at jeg ikke kunne slås.

Han slog ud efter mig, men jeg nåede at hoppe til siden. Så jeg slog ud efter ham, og ramte ham faktisk. Og i de første ti millisekunder havde jeg min egen lille fest indeni, indtil jeg mærkede en smerte i tommelfingeren. HOLY SHIT!

Louis var dog så sød at fjerne den smerte, for få sekunder efter det havde han placeret sin knytnæve lige midt i mit ellers skønne ansigt.

“Og vær’ glad for at jeg ikke flækkede en negl,” mørket opslugte al anden lyd, og jeg husker ikke hvad, der skete efter det.

‘*’

Jeg slog blidt øjnene op. Alt omkring mig var sløret, og jeg blev et øjeblik bange for, at jeg var død. Men da en smerte skød gennem min hånd, blev jeg ikke det mindste i tvivl om, at jeg var levende.

"Haz dit skrog. Skulle du absolut op og slås?" Perries lyse stemme henne fra en dør fik mig til at dreje hovedet. Hvor i alverden var jeg?

"Er jeg i Helvede?" min første indskydelse var, at Perrie var i ledtog med djævelen. Måske knap så smart. Hun sukkede og rejste sig for at tænde lyset på noget, der godt kunne ligne hendes værelse.

“Velkommen til mit ydmyge værelse. Bliv lige liggende der så henter jeg min mor. Dit ansigt ser ikke for godt ud,” inden jeg nåede at spørge længere ind til mit ansigt, var hun forsvundet. Lyset skar i øjnene og mit ansigt gjorde ekstremt nas. Tømmermændene gjorde det heller ikke mere værdigt at leve - jeg overvejede at holde mig fra alkohol og fester for altid. Men det ved vi jo godt allesammen, at jeg ikke ville kunne holde.

“Nå da da. Det er ellers ikke alle, der får lov at sove i din seng,” jeg glippede med øjnene og så en lyshåret kvinde komme ind på Perries værelse. Perrie sukkede og mumlede noget, jeg ikke hørte.

“Hej.. Jeg tror, at jeg hedder Harry, men du må altså ikke hænge mig op på det,” jeg prøvede at række min hånd imod hende, men lykkedes ikke rigtig. Hun slog en latter op. Perrie fniste.

“Bare lig stille, Hazza. Du fik vist rigeligt indenbords i går,” hendes mor kiggede på mig og satte sig ved siden af mig. Hun skar ansigt.

“Hmm.. Hvordan i alverden skete det?” hendes strenge blik fik mig til at synke en klump. Nu skal du bare høre. For mange år siden knuste jeg denne her piges hjerte, så nu hader hun mig ret meget. Jeg havde totalt glemt alt om hende indtil for et par uger siden, hvor jeg fandt et gammelt fotoalbum. Der besluttede jeg mig så for at finde hende og få hendes tilgivelse. Det var nemmere og meget sværere, end jeg havde troet, for hun går på vores skole. Problemet ligger i, at hun er fandens klog, har en anden fandens klog veninde og en aggressiv bøsseven, der også hader mig. Derfor ser mit ansigt sådan ud.

Men det kunne jeg jo ikke rigtig forklare hende. I stedet trak jeg på skuldrene og kiggede på Perrie, der jo godt vidste, hvad alt det her handlede om. Selvom jeg nu ikke erindrede at have fortalt hende det.

“Han gik ind i den forkerte,” hun smilede skævt til mig.

“Der er ikke sket noget alvorligt, men du må nok hellere hjem,” jeg satte mig op og nikkede. Perrie kiggede på sin mor, der lige så stille gik ud af døren. Inden hun gik helt væk fra døren, vendte hun sig med en løftet finger.

“Hold dig fra de forkerte en anden gang,” jeg nikkede og mumlede noget utydeligt. Perrie rakte mig mine bukser, og jeg tog dem på. Men hvor havde hun egentlig sovet? Hun fløjtede en melodi, mens hun rykkede rundt på nogle ting. Hendes værelse afspejlede hende så perfekt. Struktureret og sirligt, men alligevel rodet. Svært at forstå, ikke? Rodet var ligesom lagt rigtigt.

Da jeg havde fået de stramme bukser på, rejste jeg mig op og mærkede for alvor hovedpinen. Et udmattet støn forlod min mund. Perrie kiggede på mig med et drillende smil.

"Klarer du den?" jeg sendte hende et dræberblik, da hun fniste. Dog nikkede jeg og begyndte at tage små skridt mod døren ud fra hendes værelse. Jeg endte på en gang og gik videre mod en trappe, hvor jeg tog godt fat om gelænderet, så jeg ikke faldt ned. Det ville være tragisk og en smule pinligt, hvis det skete. Perrie kom op på siden af mig for at sikre sig, at jeg ikke endte med hovedet i gulvet.

“Dine sko står ude ved døren. Du snakkede om Star Wars og et eller andet med dine snørebånd, da vi gik hjem,” jeg sukkede og opgav at fortælle hende, hvorfor jeg højst sandsynligt havde snakket løs om Star Wars. Hvilket mindede mig om, at jeg skulle have nogle nye snørebånd. De andre var gået i stykker. Langsomt fik jeg jakke og sko på, mens jeg prøvede at forstå, hvorfor Louis var flippet fuldstændig på mig i går. Og hvorfor Melody’s hår var lilla, og hvorfor hun ikke havde stoppet ham. Hvorfor ingen havde stoppet ham. Hvorfor Grace ikke var til at se nogle steder. Og hvorfor jeg stod og kiggede intenst på en rosenbusk. Forvirringen fik mig til at ryste stille på hovedet og gå efter Perrie.

“Jeg har altså ikke kørekort, så jeg følger dig bare hen til en bus,”

“Vi er jo også kun 17. Hvem har kørekort?” spurgte jeg dumt og smilede skævt til hende, da vi begyndte at gå hen ad fortovet. Hun tænkte sig en smule om, inden hun i en hurtig bevægelse vendte sig mod mig.

“Melody Williams!” forskrækket hoppede jeg 30 meter bagud. Overdrivelse fremmer forståelse. Jeg kiggede mærkeligt på hende. Melody var lige så ung som os andre. Vildt hvor positiv jeg er. Jeg begyndte at gå videre, mens Perrie begyndte at snakke derudaf. Om alting. Selvom jeg prøvede at lukke af og kun høre det, jeg ville høre, fik jeg alligevel endnu mere ondt i hovedet af det. Nogle gange savnede jeg en pige ven, der ikke flød afsted i et stort talevandfald, hver gang chancen var der. Men det var vel det samme som at tro, at jeg kunne blive mere kendt end Justin Bieber. Umuligt.

“Hvad siger du til det?” hendes store smil, fik mig til at gå i panik indvendig. Det havde min hjerne ikke opfattet som vigtigt. Jeg stak den ene hånd i min forlomme.

“Det lyder fint,” mit svar fik hendes øjne til at lyse helt op og hendes kinder til at blive en smule røde.

“Tror du virkelig, at han kan lide mig på den måde? Jeg mener, Damian og jeg har været venner i for altid og en dag. Jeg tør næsten ikke at sige det til ham,” jeg spærrede øjnene op i et millisekund, inden jeg rømmede mig. Damian havde fortalt mig om deres forhold. Om hvordan han synes, Perrie havde ændret sig på det sidste. Hun plejede ikke at grine af hans platte jokes, men nu fniste hun næsten hver gang, han åbnede munden. Og at han var bange for, at hun var blevet forelsket i ham, for han så hende som sin bror. Han kunne aldrig forestille sig at have et forhold med hende, men han kunne heller aldrig forestille sig at miste hende. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i?

“Hvor er du dum, Haz! Jeg kan sgu da godt se, at du ikke lytter til noget som helst, jeg siger. Selvfølgelig er jeg ikke forelsket i Damian,” i starten beroligede det mig, men jeg kunne godt se på hende og høre på hendes tonefald, at det var en løgn. Hun var helt væk i ham, og min reaktion havde skuffet hende. Men hvad skulle jeg ellers have gjort? Lade ham knuse hende? Nej tak.

“Jeg forsvandt vist i min egen verden,” undskyldte jeg og sendte hende et opmuntrende smil. Hun stoppede og pegede lidt hen af vejen.

“Så er vi her. Bussen er lige derhenne. Vi ses,” jeg takkede hende, og hun vendte sig for at gå hjem. Hvad hun ville gøre, vidste jeg ikke. Dårlig samvittighed skyllede frem i mig, men det var vel ikke rigtig min skyld, at Damian bare havde friend-zoned hende. Alligevel følte jeg mig som en ond bussemand.

Bussen stoppede op foran mig, og jeg fniste en smule, da jeg så buschaufføren og bussemandsfølelsen dukkede op i mig. Hvor må det egentlig være nederen, at være buschauffør. Jeg fandt nogle mønter i baglommen, og der var lige nok til at bringe mig hjem. Mærkeligt nok var bussen fuld af mennesker, og jeg måtte sætte mig ved siden af en sær dame, der sad og snakkede med sig selv om mordere og brune garnnøgler. Den siddeplads holdt dog ikke længe, for en gammel dame - ikke ældre - kom ‘gående’ ind i bussen. Om hun gik eller bare blevet frem af sin rollator, kunne jeg ikke vurdere, men jeg måtte høfligt overlade mit sæde til hende.

Omkring 20 minutter gik, inden jeg træt af livet og folks sære blikke, kunne gå ud af den rådne bus og ind af hoveddøren til mit hus. Mit hus, ikke min mors. Der var ingen hjemme, og det gjorde mig intet, for så kunne jeg lægge mig til at sove uden at skulle igennem en lang forhøring. Selvom jeg nok skulle på skadestuen med min finger.

Søvnen overtog hurtigt, og jeg åbnede ikke øjnene, før en fantastisk duft af stegt bacon fyldte huset.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...