Behind the Cool Kids | 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Grace er ikke som alle andre. Hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er homoseksuel, og så er hendes liv rodet. Mere rodet end høretelefoner, der har ligget i en lomme. Der er kun én ting, eller nærmere person, der kan rode det ud, men den person regner Grace ikke med nogensinde at se igen. Pludselig får de populære en underlig interesse i Grace, der skræmmer hende og Louis fra vid og sans. Midt i al kaosset dukker dén person op. Grace kommer ud for livsbekræftende stunder og svære beslutninger, der kan ændre hendes liv på godt og ondt. Er du klar til en tur i rutsjebanen? -Tusinde tak til Sofie SL for det fantastiske cover!

29Likes
28Kommentarer
9626Visninger
AA

12. I fell and I fell hard

Grace’s P.O.V

It's been a long day without you, my friend
And I'll tell you all about it when I see you again
We've come a long way from where we began
Oh, I'll tell you all about it when I see you again

See you again - Wiz Khalifa feat Charlie Puth

*

Intet er perfekt. Ingen er perfekt. Det er en fysisk lov. Det er umuligt at være perfekt. Universet tillader det ikke. Og hvis noget så skulle være perfekt, så var det da ihvertfald ikke mig. Det havde kørt i mit hoved hele weekenden, og det var nok også derfor, at jeg overhovedet ikke havde fået nok søvn til at kunne håndtere en idrætstime, der var godt i gang klokken 08:53 om morgenen. Jeg stod diskret ovre i hjørnet af den enorme hal og iagttog de andre spille rundbold. Det var et mærkeligt spil. Man skulle bare gentage det samme hele tiden. Hvis man var dårlig, ødelagde man det for hele holdet, og hvis man var god, blev man forgudet resten af ugen. Derfor holdt jeg mig altid i baggrunden, så jeg ikke risikerede at ødelægge noget. Det havde jeg ikke lige nerverne til. I det mindste var det mit holds tur til at være i marken. Så var det endnu nemmere at forsvinde. Desværre havde jeg ikke idræt med nogle af mine venner. Kun Harry, men ham prøvede jeg at tage lidt afstand til.

Jeg fangede mig selv i at stirre på Harry, der gik og fjollede med en, der vist hed Damian. Det var også noget mærkeligt noget, han havde sagt. Hvorfor i alverden skulle jeg, den mest uperfekte skabning i miles omkreds, virke perfekt? Den måtte han længere ud på landet med. Jeg sukkede lidt og kiggede så videre på menneskerne omkring mig. De havde som altid samlet sig i små grupper. Lige da jeg skulle til at dreje hovedet mod Harry igen, fik jeg en bold smasket lige i hovedet. Og den havde eddermame fart på. Der blev helt stille i hallen.

“Av,” mumlede jeg og tog mig til hovedet. Jeg samlede bolden op og kastede den til griberen, der skyndte sig at sige stop, selvom alle alligevel var stoppet.

“Jeg tror.. Jeg går lige ud og får noget koldt på,” sagde jeg stille og bed mig i læben for ikke at lade tårerne slippe ud, mens jeg bakkede ud til pigernes omklædning. Folk kiggede efter mig, men begyndte lige så stille at spille videre. Jeg fik med lidt besvær skubbet døren op, og lugten af omklædningsrum mødte mig. Råb lød fra hallen og indikerede, at de var godt i gang igen. Heldigvis. Jeg satte mig på en bænk og prøvede at få mit syn mindre sløret. Stille førte jeg hånden op til panden og mærkede straks den ømme bule. Irriteret sukkede jeg og gik stille ud på toilettet for at se nærmere på det. Man kunne sagtens se den store bule, der prydede min pande. Efter nogle minutter gik jeg ud i hallen igen, selvom mit hoved gjorde forfærdeligt ondt. Åh kun et kvarter tilbage af timen. Jubi! Nogle piger smilede til mig og spurgte, om jeg var okay.

“Ja, jeg har det fint,” svarede jeg og smilede lidt til dem. De nikkede og vendte så tilbage til deres sikkert totalt uinteressante samtale. Endnu en gang sukkede jeg og stillede mig, hvor jeg før havde stået. Jeg stod med øjnene limet på uret og talte minutterne. Syv, seks, fem, fire tre, to og et. Læreren fløjtede og folk strømmede hen imod omklædningsrummene. Jeg fulgte langsomt bagefter. Jeg havde stadig ondt i hovedet. Jeg hadede idræt. Har jeg ikke beskrevet, hvor dårlig jeg er med bolde? Jo. Jeg klædte om og forsvandt hurtigt ud af rummet, der var fyldt med højlydte og halvnøgne piger.

Jeg pustede dybt ud, da den kolde luft ramte mig i hovedet. Det føltes helt fantastisk. Uden jeg bemærkede det, stoppede jeg op og lukkede øjnene. Ordene fløj rundt i mit hoved. Det skete. Jeg kunne mærke det. Ordene dannede langsomt en sætning, men før jeg så sætningen for mig, blev der lagt en hånd på min skulder. Jeg gispede og hoppede lidt til siden, inden jeg vendte mig og kiggede lige ind i Harrys sorte t-shirt. Ej, hvor typisk altså. Jeg sank en klump.

“Davs. Jeg skal faktisk videre. Jeg skal nemlig.. ehm.. fodre Louis,” udbrød jeg hurtigt og kunne slå mig selv i hovedet over, hvor ekstremt dumt det lød. Hvad var der lige galt med mig? Harry løftede det ene øjenbryn, og jeg kunne se, at han holdte et grin inde.

“Grace. Hør nu lige på mig, okay?” han kiggede indtrængende på mig. Men.. Louis sultede! Og han havde det ikke så godt, så det ville være ondt at lade ham sulte og.. Nej Grace stop dig selv. Jeg nikkede. Han smilede let.

“Godt. Og hold lige mund til jeg er færdig, tak,” påpegede han, og jeg nikkede endnu en gang.

“Undskyld for det første. Jeg er bare fuldstændig væk nogle gange. Det har du vist lagt mærke til,” han grinede nervøst. Jeg bed mig hårdt i kinderne for ikke at smile.

“Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal opføre mig omkring dig. Jeg har det som om, at hvad enten jeg gør så.. altså jeg føler mig så dum og malplaceret i dit selskab. Jeg vil så nødig miste dig igen,” det sidste hviskede han. Jeg bed mig i læben og smilede så lidt til ham. Og der gik det op for mig.

Jeg havde virkelig heller ikke lyst til at miste ham igen.

Jeg vidste ikke, hvad det var ved ham, men han var så.. så perfekt. At indrømme det for mig selv fik forvirringen til at skyde op i mig. Hvorfor var alting også så helvedes indviklet. Jeg stod bare og stirrede ham ind i øjnene.

“Du må gerne sige noget nu,” mumlede han så og kiggede ned i jorden. Et fnis forlod min mund. Han kiggede forvirret op på mig. Jeg smilede skævt til ham og så nogle andre passere os.

“Du er så skide nuttet. Kom her,” svarede jeg og spredte armene. Han omfavnede mig hurtigt og trak mig tæt ind til sig. Det gode ved at kramme en, der er højere end dig selv, er, at det føltes som et kæmpe beskyttende skjold omkring dig. Han trak sig tilbage, mens et stort smil sad på hans læber.

“Men nu må du nok hellere hen og fodre Louis. Vi kan jo ikke have, at han sulter,” fniste han. Jeg smilede dumt.

“Ja.. Det har du jo nok ret i,” svarede jeg lavt, “vi kan jo ikke have at han dør,” Harry fniste og fulgte med mig hen til den store bygning, vi skulle ind i nu. Vi havde frikvarter. Jeg prøvede at åbne døren, da vi nåede den, men den ville ikke. Frustreret prøvede jeg igen. Det mindede mig i om mit skab. Harry rømmede sig og lagde sin hånd over min, idet han trak i døren i stedet for at skubbe til den, som jeg gjorde. Nårh. Jeg mærkede mine ører blive varme, så jeg skyndte mig at gå om foran Harry. Folk var begyndt at gå ud for at nyde det vejr, der efter lang tid var blevet lidt varmere. Louis havde fysik, så derfor var det helt sikkert, at jeg på en eller anden måde skulle redde ham. Det var ikke lige hans kop te. Idet mindste måtte han gå, hvis han fik for meget hovedpine, hvilket han jo selvfølgelig udnyttede groft.

"Pooh," hørte jeg Harry sige, så jeg kiggede tilbage og dukkede hovedet lidt for den bog, der åbenbart havde valgt at komme flyvende. Han kiggede hurtigt over på Perrie, Eleanor og Damian, der stod lidt fra os og ventede på ham.

"Jeg.."

"Bare smut," smilede jeg, så han nikkede, vinkede farvel og gik over til dem. Jeg tog en dyb indånding og fortsatte. Fysik lå heldigvis ikke så langt væk. Jeg kiggede mig godt for så jeg ikke dunkede hovedet ind i et skab igen.

"Jeg kender din hemmelighed," sagde jeg med en sær stemme, da jeg sneg mig ind på Louis, der stod med sit hoved begravet i sit skab. Han hoppede forskrækket til siden og kiggede forfærdet på mig.

“Hv-hvad mener du?” spurgte han med en rystende stemme. Jeg kiggede underligt på ham. Hvorfor var han pludselig så mærkelig?

“Slap af. Det var bare en dårlig joke,” grinede jeg stille. Han grinede nervøst og lagde så sine bøger ind i sit skab, inden han førte mig udenfor. Jeg rystede lidt på hovedet. Det var sikkert bare indbildning. Louis havde ikke nogle hemmeligheder for mig.

Han måtte ikke have nogle hemmeligheder.

Han satte sig på græsplænen, og jeg satte mig ved siden af ham nogle få sekunder senere. Jeg kiggede diskret efter Harry, der snakkede med Perrie og Damian. En brunette kom gående imod dem. Det måtte være Eleanor. En tung følelse landede i min mave. Det virkede næsten som om, alle andre havde et eller andet, der bare gjorde dem hundrede gange bedre end mig selv. Perrie var så selvsikker, Eleanor var helt ufatteligt smuk, den pige, der kom gående forbi mig, var kendt som den sødeste pige på hele skolen, Louis var både selvsikker og pæn. Og så var der mig. Bare ved at sammenligne mig selv med de andre, vidste jeg, hvor usikker jeg var. Jeg sukkede dybt og kiggede på Louis, der underligt nok også kiggede i Harrys retning. Dog var det ikke ligefrem Harry, han kiggede efter. Jeg drejede hovedet og så til min store overraskelse, hvem han kiggede på. Og det forvirrede mig endnu mere.

Han kiggede efter Eleanor.

“Louis?” mumlede jeg, og han kiggede hurtigt på mig. Et smil bredte sig i hans ansigt, og jeg smilede svagt tilbage, men det falmede hurtigt, da jeg så Melody og Niall komme gående nogle meter fra os. De havde det sjovt.

“Nå. Hvordan går det med Harry?” spurgte Louis og fik mig tilbage til virkeligheden. Jeg trak på skuldrene.

“Jeg tror.. Altså jeg snakkede med ham i morges, og jeg tror at.. Altså.. Vores bånd fra dengang er stadig så stærkt, og jeg har virkelig ikke lyst til at miste ham igen, men på den anden side er det jo heller ikke fandens smart at lege bedste venner for evig og altid og rende rundt med ens øreringe, hvis han er forelsket i mig,” fik jeg fremstammet, mens jeg så ind i Louis’ grå øjne. De var så fængslende og slet ikke til at håndtere, når de var alvorlige. Han lagde armen om mig.

“Så længe du ikke dropper mig, skal jeg nok støtte dig gennem det hele,” smilede han og fandt en gulerod frem. Jeg nikkede.

“Jeg har savnet dig,” sagde jeg og kiggede ud over de mange mennesker, der havde samlet sig på den store græsplæne. Melodys lilla hår var ikke nemt at overse. Hun sad sammen med Niall og en rødhåret pige. Det var helt sikkert Violet. Melodys veninde.

“Jeg har også savnet dig,” svarede Louis og rejste sig sukkende, da klokken ringede. Jeg sank en klump og rejste mig også.

‘*’

“Ja. Rolig nu. Hun skal nok blive ensom på et tidspunkt,” svarede jeg frustreret min far.

"Jeg.. Nej, jeg snakker med hende. Hun kan ikke bare smide dig ud,"

"Altså.. Du bor jo også et sted.." han afbrød mig lettere irriteret. Jeg sparkede til nogle sten og kiggede så rundt. Hvor var jeg overhovedet på vej hen?

"Det ved du godt ikke kan lade sig gøre. Pas på dig selv, ses," jeg sukkede højt og gik hen imod den bænk, der stod nogle meter fra mig. Telefonen lagde jeg tilbage i baglommen på mine bukser. Bussen ville komme om 20 minutter, og 20 minutter for mig selv lød som en god idé. Når bussen kom ville jeg sætte mig præcis midt i og bare køre. Køre. Bryde mine grænser og ikke have styr på, hvor jeg kom hen. Jeg vidste, at det ville blive svært, men at jeg også blev nødt til det. Det var step et i at opbygge mere selvtillid. Jeg satte mig på bænken og fiskede mine høretelefoner op af min jakkelomme. De var viklet sammen, så jeg måtte bruge et par minutter på at vikle dem ud, men jeg vidste, at de sagtens kunne have været viklet endnu mere sammen. Det plejede de at være.

Et dyt fik mig til at åbne øjnene og kigge ud på vejen, hvor en bekendt sort bil holdt. Åh Gud, det var Harrys mor. Anne. Sidste gang jeg så hende, havde det været ekstremt akavet. Hun havde trods alt forklaret mig om Harrys nedre region. Hvilket egentlig også var super akavet for Harry. Tænk hvis det havde været omvendt. Jeg kiggede nærmere på bilen og så vinduet blive rullet ned.

“Hej Grace! Skal du have et lift?” lige da jeg skulle til at ryste på hovedet, så jeg Zayn komme gående nogle meter fra mig. Hans dystre blik skar igennem mig, og jeg sank en klump. Ham kunne jeg ikke overskue nu.

“Eh, ja hvis du har tid,” skyndte jeg mig at sige, lige da han hen til bænken. Et ondt smil bredte sig på hans læber, mens jeg kæmpede for at holde blikket fra ham. Hurtigt var jeg henne ved den sorte bil, og jeg sværger, at jeg hørte Zayn mumle, at jeg skulle passe på.

“Kom ind, kom ind,” sagde Anne muntert. Jeg modstod trangen til at række min midterste finger mod Zayn, der nu havde sat sig på bænken. Han virkede ellers ikke som typen, der kørte med bus, men nu kendte jeg ham jo heller ikke ligefrem.

Selvom jeg gerne ville, kunne jeg af en eller anden grund ikke længere bare se ham som en opblæst, populær nar, der udnyttede sit udseende.

Der lå noget bag, og underligt nok havde jeg lyst til at vide, hvad det var.

“Hvor er du på vej hen?” spurgte jeg nysgerrigt, da bilen kørte igen. Anne smilede, og jeg blev mindet om hende, da jeg var yngre. Hun havde næsten ikke ændret sig.

“Faktisk er jeg på vej til Holmes Chapel, og Harry skulle egentlig have været med, men han fik et bedre tilbud. Jeg kan sagtens sætte dig af på vejen,” uden at tænke yderligere over det, åbnede jeg munden og sagde noget, jeg ville fortryde længe.

“Hvis det ikke er et problem, vil jeg gerne med. Jeg savner byen,” hun lyste op i et stort smil og drejede bilen til venstre.

“Selvfølgelig! Det skal nok blive hyggeligt,” kvidrede hun og fortsatte ud på motorvejen. En underlig følelse sad i mig. Den havde siddet i mig længe, men den var blevet virkelig slem. Jeg rystede stille på hovedet og kiggede så ud af vinduet. Anne tændte radioen og nynnede stille med på sangene. Det føltes helt normalt.

“Harry har savnet dig. Jeg ved godt, at det kan være svært at forholde sig til, når han pludselig kommer dumpende ind i dit liv og regner med at kunne blive en del af det igen, men han har virkelig savnet dig, og selvom det nok er lidt hårdt at høre, så sårede du også ham. Han var ikke sig selv i meget, meget lang tid, efter I flyttede,” sagde Anne efter en halv times tid. Jeg bed hårdt fast i læben. Ønskede at hun stoppede, men alligevel også at hun blev ved.

“Han har virkelig brug for dig, men jeg bliver også nødt til at passe på min søn, så kan du love mig, at du vil passe på ham? Kan du love mig, at han ikke bliver såret igen?” jeg kunne fornemme gråden i hendes stemme. Jeg lukkede øjnene.

“Anne.. Jeg ved godt, at han blev såret. Jeg holder af ham, det gør jeg virkelig. Måske mere end jeg lige har opfattet, og vil gerne love dig, at jeg ikke vil såre ham, men jeg kan ikke stå til ansvar for andres handlinger,” svarede jeg og kiggede på hende. Hun pustede ud og kiggede kort på mig.

“Tro mig. Hvis han får dig, kan intet ramme ham,” smilede hun og satte farten lidt op. Hvorfor var alle så fandens venlige ved mig?

‘*’

“Ja. Hils din mor, Lauren,” Anne var stoppet op ved hver anden person for at snakke. Det var faktisk ved at blive irriterende, men denne person havde fanget min opmærksomhed. Lauren. Jeg synes, at jeg kunne huske noget, men jeg kunne ikke huske hvad.

“Lad os komme afsted, Grace,”

“Grace?” Laurens overraskede blik landede på mig. Jeg kunne kende hende. Åh Gud. Et stort smil bredte sig på mine alt for tørre læber.

“Lauren Langfinger?” grinede jeg, og et grin undslap hendes mund. Hun nikkede. Hold da op hvor var det længe siden. Harry havde kaldt hende Lauren Langfinger, da vi var små, fordi hun havde utroligt lange fingre og elskede at stjæle blomster i andres haver. De lange fingre var hun vokset fra. Det var vist Harry, vi skulle kalde langfinger i stedet.

“Kæft det er længe siden, Alfe Grace,” grinede hun. Jeg stønnede flovt ved hendes ordvalg. De havde kaldt mig en alf, fordi jeg var lille, åbenbart lignede en alf og altid rablede om at lære at flyve en dag. Lille var jeg stadig.

"Åh hvor har jeg savnet dig," sagde jeg, og hun nikkede, idet hun trak mig ind i et kram. Hun duftede godt.

"Nå, jeg skal videre. Skriv lige til mig, så vi kan finde ud af noget, okay?" jeg nikkede og tog imod det stykke papir, hun havde skrevet sit nummer på. Anne smilede til mig og trak mig så med videre. Jeg kunne godt lide den by. Det kunne jeg virkelig. Den mindede mig om Harry. Vi passerede kirken, kiosken, skolen og alle mulige huse.

"Vi skal lige ind i vores gamle hus og hente nogle ting. Gemma pakkede det åbenbart bare op på loftet i stedet for at tage det med," forklarede Anne og gik mod et hus, jeg sagtens kunne huske.

"Er det okay, at jeg går om i haven et øjeblik?" spurgte jeg stille, da vi nåede hoveddøren. Hun smilede og nikkede, så jeg gik hurtigt ned af den lille trappe og om bag huset, så jeg endte i den velkendte have. Minderne strømmede igennem mit hoved og fik mig til at smile stort. Det føles så rart, og for første gang længe følte jeg mig oprigtig lykkelig. Jeg bevægede mig videre rundt og fik øje på det store træ, vi plejede at lege i.

Gyngen var der stadig.

Åh Gud. Chokeret tog jeg hånden op for munden. Hvorfor i alverden hang den der stadig? Jeg gik hen til den og satte mig ind i den. Da jeg satte satte fødderne på jorden, begyndte tårerne stille at glide ned ad mine kinder. Jeg kunne nå. Jeg kunne nå jorden og havde ikke brug for Harrys hjælp for at kunne flyve. Et hulk forlod min mund, og flere fulgte efter.

Jeg var faldet for Mikrofonhår, og jeg var faldet hårdt.

 

*Jeg burde virkelig sove lige nu, men var altså nødt til at publicere, så her. Mit natteskrivning er alligevel altid det bedste.*

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...