Behind the Cool Kids | 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Grace er ikke som alle andre. Hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er homoseksuel, og så er hendes liv rodet. Mere rodet end høretelefoner, der har ligget i en lomme. Der er kun én ting, eller nærmere person, der kan rode det ud, men den person regner Grace ikke med nogensinde at se igen. Pludselig får de populære en underlig interesse i Grace, der skræmmer hende og Louis fra vid og sans. Midt i al kaosset dukker dén person op. Grace kommer ud for livsbekræftende stunder og svære beslutninger, der kan ændre hendes liv på godt og ondt. Er du klar til en tur i rutsjebanen? -Tusinde tak til Sofie SL for det fantastiske cover!

29Likes
28Kommentarer
9631Visninger
AA

4. I can see it in ur eyes, girl

 

Grace’s P.O.V

Never mind, I'll find someone like you

I wish nothing but the best for you too

Don't forget me, I beg

I'll remember you said,

"Sometimes it lasts in love but sometimes it hurts instead."

Someone Like You - Adele

*

Jeg kiggede ned på mine hænder, der rystede. Om det var af kulde, eller fordi jeg igen havde haft et break-out, vidste jeg ikke. Måske begge dele. Det var søndag aften klokken ni. Det var mørkt, og det regnede. Jeg gik på fortovet, hvor vidste jeg ikke. Et sted inde i London by. Der var ikke særligt mange biler, men en taxa kørte forbi mig og igennem en kæmpe vandpyt. Det beskidte kloakvand sprøjtede op på mig. Jeg sukkede højt og stak hænderne i lommerne på min gamle jakke. Mit hår begyndte straks at krølle, og inden længe ville det stå ud til alle sider. Jeg tænkte tilbage på dagen. Min mor havde vækket mig og sagt, at jeg skulle få et liv, inden hun havde smidt mig ud, fordi hun skulle holde brunch med sine veninder. Jeg var taget hjem til Louis, der havde været virkelig hyperaktiv, fordi han havde fået en kæreste, som han skulle være sammen med nu her. På ingen måde ville jeg tage hjem, så derfor gik jeg rundt midt i London. Min telefon var gået død, og jeg havde ingen penge med. Da jeg gik forbi noget, der lignede Regent’s Park, satte jeg mig på en bænk. Den stod ud til vejen, men langt nok fra så jeg ikke blev oversprøjtet igen. Hvis min telefon bare havde virket, så jeg kunne ringe til min far. Men selvfølgelig valgte den at gå død. Jeg kiggede op mod himlen. Regnen piskede ned på mit ansigt og blandede sig med de tårer, der lige så stille var begyndt at rende ned ad mine kinder. Jeg fór sammen, da en sort bil kørte hen til fortovet lige foran mig. Vinduet blev rullet ned, og en flot, mørkhåret kvinde viste sig. Hun smilede varmt til mig.

“Søde da! Vil du ikke have et lift hjem?” jeg rystede ivrigt på hovedet.

“Nej. Det behøver du altså ikke,” svarede jeg smilende. Selvom det var helt utroligt koldt, vådt og dumt at sidde der. Hun vendte sig og kiggede om på bagsædet, mens hun snakkede lavt. Nogle sekunder efter kom en yngre fyr, nok på min alder, ud af bilen. Han var høj, havde et stort krøllet hår og smilede charmerende til mig. Da han kom hen til mig, stak han hånden ned til mig.

“Jeg kommer ikke ind i bilen uden dig. Vil du ikke nok komme med?” spurgte han med et lille grin. Jeg tog hans hånd, og inden jeg havde nået at rejse mig, havde han uden besvær hevet mig op. Uden at slippe min hånd trak han mig hen til bilen og åbnede døren for mig. Jeg kiggede taknemmeligt op på ham, inden jeg satte mig ind. Han satte sig ved siden af mig og smækkede døren i. Damen ved rattet vendte sig og smilede til mig.

“Du ryster jo helt! Harry giv hende dog tæppet,” sagde hun og kiggede skarpt på ham, der måtte være Harry. Han tog det tæppe, der lå under hans sæde og begyndte at pakke mig ind i det, “jeg er Anne og det er Harry. Hvad hedder du?” hun smilede, og Harry vinkede akavet til mig. Han havde pakket mig stramt ind i tæppet, og tro det eller ej, han var virkelig god til det af en teenagedreng at være. Jeg smilede oprigtigt til Anne.

“Jeg hedder Grace,” hun nikkede og vendte sig så mod rattet igen. Varmen i bilen havde hurtigt livet mine fingre op. Anne begyndte at snakke om alt muligt ligegyldigt, men det var rart at føle sig så værdsat. Hun snakkede til mig, som var jeg et mirakel. Det var da hende, der havde samlet mig op.

“Det er godt nok dårligt vejr,” udbrød hun pludseligt. Jeg nikkede som svar. Under hele turen kunne jeg mærke Harrys blik på mig, men jeg valgte at lade som ingenting. For helt ærligt, så lignede jeg lort.

“Nå. Hvor skal du hen søde?” spurgte Anne. Det havde jeg ingen idé om. Jeg kiggede panisk på Harry, der smilede stort til mig, så der dukkede nogle søde smilehuller op. Der mærkede jeg, hvordan mit ansigt blev varmere. Jeg rødmede. Hurtigt vendte jeg blikket mod Anne.

“Ehm.. Du kan bare sætte mig af her,” svarede jeg hende. Så kunne jeg selv finde vej hjem eller gå hjem til Louis. Idet Anne skulle til at svare, blev bilen lyst op af et stort lyn. Hun kiggede overbevisende på mig. Jeg besluttede mig for at tage hjem til min far. Om han så var hjemme eller ej. Anne tændte radioen, og Harry begyndte stille at nynne med på sangen. Jeg fortalte hende adressen, og hun kørte glad ned ad de mange sidegader. Han sang godt. Sådan virkelig. Hans stemme gik igennem min krop, og jeg begyndte stille at spille med fingrene.

“Spiller du klaver?” jeg fór sammen, da han stoppede. Hans øjne gennemborede mine, og det føltes underligt bekendt. For bekendt. Åh Gud. Nej. Nej, nej, nej, nej! Jeg nikkede stille. Bilen stoppede.

“Så! Det var en fornøjelse, Grace. Pas nu på dig selv,” sagde Anne smilende.

“Tusind tak. Det skal jeg nok og i lige måde,” svarede jeg hende, pakkede mig ud af tæppet og gik ud af bilen. Det regnede stadig voldsomt, så jeg satte farten op. Bilen forsvandt, da jeg stod ved opgangen. Selvfølgelig havde jeg ingen nøgle med, så jeg måtte ringe på. Af erfaring vidste jeg, at det ikke var sikkert, at han var hjemme.

“Hej far. Det er mig,” det skrattede lidt.

“Hvad laver du der ude?” spurgte han forvirret.

“Luk mig bare ind, okay,” mumlede jeg med en grødet stemme. Hurtigt bippede døren, og jeg gik ind. På vejen op af trapperne gik mine tanker amok. Minderne ville så gerne frem, mens resten af min hjerne prøvede at holde dem tilbage. Det var som at have Anden Verdenskrig i hovedet. Nogle etager længere oppe kom jeg til min fars lejlighed. Den mørkebrune trædør med det stålgrå håndtag. I nogle minutter stod jeg bare og kiggede på døren. Endelig fik jeg mig taget sammen og åbnede døren. Jeg hang min våde jakke på en fri knag og stillede skoene. Min far kom gående ud i gangen med et alvorligt udtryk i øjnene.

"Hvordan kom du herover?" tårerne pressede på, og mit hoved udkæmpede en krig.

"Jeg.. Jeg fik et lift," mumlede jeg. Han kiggede forvirret på mig og lagde armene over kors.

"Af hvem? Grace, hvorfor er du trist!?" spurgte han højt. Et hulk undslap min mund.

"Anne og Harry Styles," min stemme knækkede, og jeg brød ud i gråd. Et gisp forlod min fars

mund, da han krammede mig. Jeg hulkede ned i hans skulder. Han kørte beroligende en hånd op og ned ad min ryg.

"Træk vejret skat. Kom,” han førte mig ud ind i stuen, og jeg lagde mig i sofaen. Min far begyndte at gå stresset rundt i lejligheden, da han havde pakket mig ind en masse tæpper. Jeg kunne ikke holde øjnene åbne, men søvnen nægtede at overtage. Det var næsten som at være i trance. Mit sind havde altid været en stor, mørk ødemark, men lige for tiden befandt jeg mig i en blanding af et sort hul og dødsriget. Det var sort, koldt og uhyggeligt endeløst. Ikke engang onde monstre turde snige sig derind. Jeg var så syg, at jeg ikke engang kunne blive sindssyg.

“Grace,” min far snakkede til mig, og selvom jeg hørte det, var det næsten som om, han var i en anden dimension. Okay, jeg skal ikke læse mere om universet.

“Jeg troede virkelig, at du var kommet over ham, skat,” startede han ud, og jeg bevægede mig stille ud af den tågede tilstand. Sådan måtte det føles at være høj. Jeg snøftede.

“Hvad blev der af dit “alt jeg virkelig behøver, er kun vand, mad og ilt”?” han aede mig i håret.

“Jeg ved det ikke far. Jeg ved det virkelig ikke. Hvad er oddsene lige for, at den ene aften jeg vælger at vandre rundt i London i regnvejr, bliver jeg samlet op af ham? Han rørte ved mig,” mumlede jeg anklagende. Han burde ikke påvirke mig på den måde. Faktisk fortjente han ikke at kunne påvirke mig sådan, men lige meget hvad jeg gjorde, smadrede mit hjerte, hver gang jeg tænkte på ham. På os. Det os, der var så stærk, at det blev revet fra hinanden. Hævn havde aldrig været min ting. "Weak people revenge. Strong people forgive. Intelligent people ignore," - Albert Einstein. Mit idol. Jeg var aldrig med på noderne og det eneste musik, der fangede mig, var det sørgelige og stille. Ikke mange unge ser op til en mærkelig videnskabsmand fra det 20. århundrede. Men det gjorde jeg.

"Jeg ringer til Louis," mumlede min far, idet han rejste sig og gik. Jeg trak tæppet længere op over mig. Der var en plet i loftet. Det var en overraskende spændende plet, der i flere minutter havde min fulde opmærksomhed. Desperat prøvede jeg at proppe alle mine destruktive tanker og problemer ind i pletten, men den var for lille. Alt for lille. Vrissende skubbede jeg en pude på gulvet og i mit sørgelige øjeblik, fandt jeg fjernbetjeningen. Jeg trykkede hårdt på den lille, røde knap, så fjernsynet tændte. Nogle var kørt galt. Et øjeblik ønskede jeg, at det var Anne og Harry. Forarget over mig selv, nev jeg hårdt i min arm. De zoomede ind. AC49 GRM. Den bøjede, gule nummerplade fangede min opmærksomhed. AC49 GRM. Det var Jay's bil. Den bil Louis havde lånt i aften. 

"F.. Far!" skreg jeg. Han kom løbende ind i stuen med en telefon i hånden. 

"Det er Louis! Far, det er Louis. Han er død. Han er død!" hulkede jeg. Hans øjne blev dobbelt så store og telefonen ramte gulvet. Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at han havde det fint. Der var ikke sket noget slemt.

"De involverede er uden for livsfare, men ligger i kunstig koma," nyhedsoplæseren var min helt. Louis i koma. Åh Gud. Han var da i det mindste ikke død. Min far pustede ud, som om han havde holdt vejret, siden jeg trådte ind af døren. Den sidste time havde også været nervepirrende og forvirrende. Hvem i alverden skulle jeg dele min elendighed med nu? Én person dukkede op i mine tanker. Om hun ville høre mig prædike om problemer, vidste jeg ikke. Hun  var den eneste, der ville kunne forstå mig. Jeg sank en klump og fandt min telefon, der var blevet opladet. Hun måtte have den visdom, jeg ikke selv var i besiddelse af.

Me:

Hi Melody

I really need to talk to u..

Hun svarede mig overraskende hurtigt.

Melody:

I've always waited for that text.. I can see it in ur eyes, girl xx

Så jeg altid så forfærdelig ud? Kopper skramlede i køkkenet og det begyndte at dufte af te. Jeg havde aldrig troet, at Melody nogensinde skulle komme i nærheden af, at være min ven. Altid havde jeg set op til hende, som var hun min storesøster. Nu galdte det om at glemme Harry og prøve at få gang i et nyt venskab. Først og fremmest skulle jeg have ryddet ud i mit forvirrende sind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...