Behind the Cool Kids | 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Grace er ikke som alle andre. Hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er homoseksuel, og så er hendes liv rodet. Mere rodet end høretelefoner, der har ligget i en lomme. Der er kun én ting, eller nærmere person, der kan rode det ud, men den person regner Grace ikke med nogensinde at se igen. Pludselig får de populære en underlig interesse i Grace, der skræmmer hende og Louis fra vid og sans. Midt i al kaosset dukker dén person op. Grace kommer ud for livsbekræftende stunder og svære beslutninger, der kan ændre hendes liv på godt og ondt. Er du klar til en tur i rutsjebanen? -Tusinde tak til Sofie SL for det fantastiske cover!

29Likes
28Kommentarer
9625Visninger
AA

14. Au Revoir Goofy

Grace's P.O.V

Maybe there's a way out of the cage where you live

Maybe one of these days you can let the light in

Show me how big your brave is

Brave - Sara Bareilles

(Hør den!!)

*

Det var tre dage siden Harry havde kysset mig. På munden. Foran alle. Først havde jeg fået et kæmpe chok, og før jeg overhovedet nåede at opfatte kysset, havde han trukket sig væk igen. Louis stod bogstaveligt talt med åben mund, mens Melody så overlykkelig ud. Zayn derimod havde sendt mig det ondeste blik, jeg nogensinde havde set. Men ham havde jeg ikke tid til at tænke på, for den følelse Harry gav mig, ville jeg nødigt af med. Derfor havde jeg helt impulsivt placeret mine læber på Harrys endnu en gang. Og sådan endte det med, at Harry havde inviteret mig ud. På en vaske ægte date. Og selvfølgelig havde jeg ikke taget ham seriøst, for helt ærligt hvorfor skulle han dog gøre det? Men det gjorde han, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle tage på. Harry havde nemlig - og hvorfor overrasker det mig ikke? - helt cliché agtigt nægtet at sige, hvad vi skulle. I øjeblikket lå jeg på gulvet i mit værelse. Min mor var på ferie med nogle veninder og havde forlangt, - ja hvad fuck? - at jeg boede hjemme imens. Måske så jeg kunne passe på indbrud, eller måske fordi hun faktisk havde fået dårlig samvittighed, men ikke ville indrømme det. Jeg var ligeglad, så længe jeg ikke behøvede at høre på hende. Og så var det ret fedt at have et helt hus for sig selv i en uge. Am I right?

Efter et par minutter mere gik jeg i bad og ringede så til den eneste person, der helt sikkert vidste, hvad jeg skulle tage på. Tommo. Efter at have ringet tre gange uden held opgav jeg og gik så i gang med at finde noget selv, mens tankerne fløj rundt i mit hoved. Hvorfor tager Louis ikke sin telefon? Er der sket noget med ham? Kan jeg have en gul bluse på? Efter at have kommet frem til svarene: han laver noget andet, nej og bestemt ikke, havde jeg fundet frem til en okay sammensætning af tøj. De hullede jeans Louis havde fået mig til at købe for et par uger siden, men som jeg aldrig havde brugt, fik mine ben til at se helt pæne ud. Jeg havde fundet en tanktop dybt inde i skabet. Den var flot, men jeg havde aldrig brugt den, - og det kommer lige fra hjertet - fordi mine bryster simpelthen var for store. Så tænker du nok: aye, luksus problem, men nej lorte problem. Nå anyway, jeg havde taget den på alligevel. Og underligt nok sad tøjet pænt. Og jeg følte mig pæn. Det var næsten den mærkeligste ting. Men hvad skulle jeg gøre med mit hår? Og skulle jeg tage mere end mascara på? Og så slog det mig. Harry havde ikke inviteret min røde læbestift eller store, falske slangekrøller ud. Han havde inviteret mig ud. Mig, der havde tømmermænd, var klædt i hans eget tøj og lignede lort. Og endnu en gang gav det mig den tryghedsfølelse, jeg nærmest var afhængig af. Den følelse var også grunden til mit ja, da han havde spurgt mig. Måske skulle jeg have tænkt det mere igennem, men det var ligesom lidt for sent nu klokken 17:58. Wait... Harry ville være her om to minutter. Fuark. Jeg trak nogle sorte ankelstrømper på, fandt min telefon og husnøglerne og løb så ned af trappen, da dørklokken ringede. Midt på trappen gled jeg og kurede ned af de sidste trin på bagen. Og det var mit haleben ikke glad for.

"FUCK!" skreg jeg og rejste mig så op, da jeg nåede enden af trappen.

"Av, av, av," pev jeg, mens jeg bevægede mig hen til døren for at åbne den. Harry smilede stort til mig, da jeg åbnede døren.

"Hejsa," hilste han og rakte mig en stor buket med mørkerøde roser, "jeg ved, at du bedst kan lide de sorte, men.."

"De er smukke," afbrød jeg ham og tog buketten. Hvad skulle jeg gøre med dem? De skulle nok i en vase. Klogt nok alligevel. Jeg skyndte mig ind i køkkenet for at sætte dem i en vase og så hen til døren igen. Harry stod stadig med det store, søde smil på læben. Han havde sine sædvanlige stramme, sorte bukser på, en hvid t-shirt og så sort jakke. Hans hår var så godt som muligt sat, og han så egentlig bare rigtig godt ud. Jeg smilede tilbage og begyndte så at tage mine sko på, mens jeg lignede en etbenet lama. Harrys grin fyldte atmosfæren.

"Skal du bruge noget hjælp?" spurgte han og smilede drenget til mig.

"Nej, det går udemærket," han rystede på hovedet, "hvor meget tøj skal jeg have med?"

"Bare en lille jakke," svarede han, så jeg tog min læderjakke på. Jeg gik ud af døren, lukkede den og låste den så.

"Vil du nu fortælle, hvad vi skal?" spurgte jeg og fulgte efter ham mod fortovet.

"Hmm.. Tjooeh, clichéen er jo at tage i biografen eller ud at spise, men jeg tænkte, at vi bare kunne tage hjem til mig og se en film og varme noget pasta," han smilede, som om han havde fået den bedste idé i moderne tid. Meget havde jeg ikke forventet, men jeg havde dog forventet lidt mere af ham. Okay, jo jeg var skuffet. Jeg nikkede og lynede jakken, da det var ved at blive koldt. Så længe vi skulle være inde, kunne det vel være ligemeget.

"Jeg ville gerne have kørt, men bilen er på værkstedet,"

"Du har heller ikke kørekort," påpegede jeg, men han tyssede bare på mig og gik videre. Jeg fornemmede godt, at vi gik forkert, men regnede med at Harry havde styr på det. Selvom jeg havde boet her længst.

"Harry, kan du ikke gå lidt langsommere. Jeg kan ikke følge med," han stoppede brat op og ventede på, at jeg kom op ved siden af ham igen.

"Okay. Jeg løj måske lidt før. Vi skal ikke hjem til mig. Vi skal i tivoli!" udbrød han og pegede ivrigt over på et tivoli, der lige var kommet til byen. Jeg hadede sådan nogle tivolier, fordi man aldrig kunne være sikker på, at forlystelserne var sikre. Men hvis Harry sagde, vi skulle, så skulle vi. Og måske skulle en enkelt fordom ikke ødelægge aftenen.

"Jeg havde ellers glædet mig til pasta," mumlede jeg og smilede til ham. Han begyndte at gå langsomt hen mod indgangen. Jeg kunne se, at han var ved at tage min hånd, men lod være. Derfor valgte jeg at tage hans hånd og læne mig ind til ham, for han var dejlig varm.

"Du er dejlig varm," sagde jeg og gik lidt hurtigere for, at han ikke skulle gå mega langsomt. Han nussede min hånd med sin tommelfinger.

"Du er virkelig kold. Lad os få gang i adrenalinen!" jeg smilede og fulgte med ham hen til en gigantisk, halsbrækkende, dødensfarlig rutsjebane. Hurtigt stoppede jeg og nægtede at gå videre. Han fik mig på ingen måde med derop. Nogensinde.

"Hvad så?" spurgte han forvirret, som var det en børnekarrusel, han trak mig op i.

"Jeg skal under ingen omstændigheder op i den der," han kiggede forvirret på mig. Og hvis han ikke ville tro på, at jeg ikke turde, så gjorde mit haleben også ufatteligt ondt.

"Tør du ikke?" jeg kiggede ned i jorden og rystede stille på hovedet. Det var ret pinligt, "aww. Okay, hvis jeg nu lover at holde dig i hånden hele turen, vil du så?" jeg bed mig i læben og kiggede bedende op på ham. Han smilede til mig.

"Okay, men så skal vi heller ikke i ind i spøgelseshuset. Det nægter jeg simpelthen," fastslog jeg og gik meget langsomt med ham hen til køen. Han grinede lidt og holdt lidt hårdere fast i min hånd.

"Stol på mig. Okay?" han kiggede mig dybt i øjnene. Jeg bed mig i læben og nikkede så.

"Okay," han smilede stort igen, "men hvis jeg dør, sværger jeg, at jeg hjemsøger dig," han nikkede og gik frem i køen, der kun bestod af to andre end os. Gad vide hvorfor. Da det blev vores tur, hev han mig ivrigt hen i en vogn. Jeg lavede en lav pivelyd da bælterne, der skulle holde os fast, var ekstremt løse. Harry tog min hånd igen og kørte sin tommelfinger op og ned af min håndryg. Jeg lukkede øjnene, da vognen begyndte at køre. Idet mindste døde jeg velklædt, og jeg frøs ikke længere. Vognen var færdig med at køre op og pludselig røg vi ned ad igen.

"Det er sjovere, hvis du åbner øjnene, Pooh," grinede Harry. Jeg åbnede det ene øje på klem og så det andet. Turen var nærmest færdig? Hvad fa'en? Det var jo knap nok vildt. Vi stoppede og steg ud. Jeg kiggede skuffet på Harry.

"Det var eddermame spild af.."

"Tid? Ja, det var ret kedeligt. Lad os komme videre! Vil du have en bamse?" han kiggede drillende på mig og hev mig hen til en bod med alt for høj musik. Jeg rystede demonstrativt på hovedet. Jeg skulle bestemt ikke gå rundt med en bamse, der var større end mig selv.

"Visse vasse. Du kan kalde den Harry, så du aldrig mangler mig igen,"

"Så behøver jeg jo ikke dig," drillede jeg. Han lavede et såret ansigt og kastede så en bold efter de dåser, man skulle vælte. Han ramte, men væltede ikke nogen. Sådan fortsatte det med de fire andre bolde.

"Ohh," jeg begyndte at grine, så han vendte sig om, "det var akavet. Lad os daffelere," grinede han og lagde armen om mit liv, idet han begyndte at gå videre.

"Er det overhovedet et ord?" spurgte jeg grinende. Det var faktisk meget hyggeligt. Ikke at jeg troede, at det ville være lort, men ja, det var altså hyggeligt. Han smilede bare lusket til mig. "Hvem ved?" hviskede han og fortsatte rundt i tivoliet. Vi kom forbi en masse boder, der lignede den, Harry havde ydmyget sig selv ved. Hver gang vi kom forbi en, gik han lidt hurtigere og begyndte at snakke om alt muligt random. Han var skør.

"Grace?" jeg stoppede og kiggede op i hans øjne. "Kan du høre den sang?" spurgte han lavt og nikkede over mod radiobilerne. Jeg rynkede brynene lidt og lyttede godt efter. Det var Sara Bareilles 'Brave'. Jeg nikkede langsomt og kiggede skeptisk på ham. Hvad var der med den? Ham grinede og trak mig med videre.

“Hvad vil du prøve?” spurgte han så. Jeg kiggede mig rundt. Hvad havde jeg lyst til? En varm jakke. Og måske noget varmt kakao, men det var der ikke rigtig nogen mulighed for. Hvorfor havde Harry også sagt, at jeg skulle tage en lille jakke på, når det var så satans koldt? Jeg fik øje på den bod, hvor Harry havde kastet bolde og pegede derhen. Han fnøs og rystede på hovedet.

“Nå. Så skal vi op i den der,” svarede jeg og pegede på noget, der lignede et pariserhjul. Harry blev helt hvid i hovedet. Turde han ikke det?

"Ehh.. Ja okay," grinede han nervøst.

"Det er jo ikke fordi, den stopper eller sådan noget. Jeg skal nok redde dig," drillede jeg og puffede ham i siden. Det bragte minder frem at tilbringe tid med ham. Det var fantastisk. Han sukkede og begyndte så at gå hen mod det store pariserhjul. Men det var ikke London Eye. Det kunne være sjovt at slæbe ham med op i den. Vi stillede os hen i køen. Og hold nu kæft hvor var det altså koldt. Køen forsvandt hurtigt, og efter nogle minutter var vi på vej op. Harry slappede lidt mere af.

"Byen er flot herfra," sagde han, da vi havde nået toppen. Jeg nikkede mig enig, men blev så stoppet af en sær lyd. Harry stivnede og klemte livet ud af min hånd. Og så standsede hjulet brat.

"Hvad.. Hvad sker der?" hviskede han tøvende. Vi vidste begge, hvad der var sket. Hjulet var stoppet, som jeg havde lovet ham, det ikke ville.

"Hjulet er stoppet. Ingen panik. Vi arbejder på det. I er nede om en halv til en hel time," meddelte en skrattende højtaler. Harry kiggede nervøst på mig. Shit. Jeg overlevede ikke en time heroppe i den kulde.

"Yay," jublede jeg lavt, men stoppede hurtigt, da jeg så hans ansigtsudtryk. Hans kæbe var tydelig. Han bed tænderne sammen.

"Undskyld," mumlede jeg og kiggede ned på mine fødder.

"Det kunne du jo ikke vide," svarede han og løsnede sit greb om min hånd en smule. Fuck. Han var tydeligvis ikke helt tilpas med at sidde her. Det var også forståeligt nok. Dimsen, vi sad i, knirkede og svingede lidt fra side til side, og så var det koldt. Lige så koldt som på en fucking sky. Ikke helt men næsten.

"Jeg har altid elsket de luft striber, flyene efterlader," sagde han efter nogle minutter og pegede på et fly. Jeg smilede og nikkede, velvidende at det ikke var luft, men vand. Og at de blev kaldt kondensstriber. Men helt ærligt så havde jeg ikke lyst til at være så totalt nørd som altid.

"Fryser du?" Ja! Jeg trak på skuldrene.

"Lidt," svarede jeg og smilede til ham. Han smilede skævt og begyndte at tage sin jakke af. Dog skyndte jeg mig at stoppe ham.

"Lad være med det," protesterede jeg. Han grinede lidt og tog den så af uden at kigge ned.

"Grace, den eneste grund til at jeg bad dig tage en lille jakke på, var så jeg kunne være sikker på at kunne give dig min jakke,” lo han og pakkede mig ind i den store, varme jakke. Tissemyretis. Jeg kiggede ondt på ham og tog så jakken helt på. Han rystede på hovedet og tog så begge mine hænder i sine.

“Du er skør, Grace. Du bærer rundt på alt for meget derinde,” mumlede han og klappede mig på hovedet. Jeg rullede med øjnene af ham.

‘*’

Vi var kommet ned. Det var begyndt at blive mørkt. Og jeg frøs ikke, for jeg havde stadig Harrys store jakke på. Men jeg nægtede at tro på hans dårlige løgn om, at kulde ikke bed på ham. Dog valgte jeg ikke at kommentere på det. Vi gik langsomt hjem mod mig, fordi han nægtede at lade mig gå hjem selv. Hvad var det da lige for noget? Jeg ville hundrede procent kunne klare enhver voldtægtsmand med mine super kampsports skills. Måske. Vi gik på en lille sti langs en sø. Der var hyggeligt, men jeg havde egentlig aldrig tænkt nærmere over det. En ældre dame kom gående forbi os med sin hund. Hun smilede stort til os. Jeg kiggede forvirret på Harry.

“Hvis hun kan gå selv, så kan jeg da også?” brokkede jeg mig. Han grinede og stoppede op. Jeg stod med ryggen mod søen.

“Nej,” svarede han og kiggede mig i øjnene. Jeg bed mig i underlæben og kiggede nervøst ned i græsset. Hans blik gjorde mig nervøs. Han løftede mit hoved med to fingre og kiggede mig i øjnene, inden han lænede sig ned for at lade sine læber møde mine. Lige da jeg lænede mig frem mod ham, mærkede jeg græsset glide under mig, og inden jeg nåede at opfatte mere, trillede jeg ned af den lille skråning, der førte ned til søen. Harrys varme grin fyldte mine ører. Jeg stoppede og kiggede opgivende op i himlen. Efter nogle sekunder rejste jeg mig og begyndte at gå op mod Harrys brede smil igen. Kæft hvor typisk.

“Hej,” hilste jeg og smilede akavet til ham. Han knækkede sammen af grin igen. Jeg fniste også lidt selv. Da han havde fået styr på sig selv igen, begyndte han at pille blade ud af mit hår.

“Derfor kan du ikke gå selv,” påpegede han, tog min hånd og begyndte at gå videre. Hvad så med det kys der? Det ville jeg da gerne have haft.. Jeg daskede ham på skulderen og kiggede lidt frem. Der lå mit hus. Det havde været en hyggelig aften. Jeg havde haft det sjovt. Det havde ikke været akavet. Og jeg kunne nu genkende min bedste ven fra for lang tid siden. Han var bare blevet lidt højere, flottere og klogere. Men han mindede mig stadig en smule om Fedtmule. Han begyndte at snakke om skolens fodbold hold. Det var faktisk ret sært, for både Harry, Niall, Louis, Liam og Zayn var med på holdet, selvom de ikke holdt lige meget af hinanden alle sammen. Det bedste ved det var dog, at Louis var blevet holdkaptajn. Min lille Louis. Okay, ikke helt. Men du ved.. ja.

“Det har været hyggeligt, Pooh,” sagde Harry og vækkede mig. Jeg kiggede på mit hus. Nå øv.

“Jeg ville have krammet dig, men jeg er smurt ind i græs,” mumlede jeg, tog jakken af og rakte ham den. Han smilede og tog imod den.

“Du skylder mig stadig en enkelt ting,” sagde jeg så og kyssede ham. Han kyssede med og udviklede kysset. Efter noget tid trak jeg mig forpustet fra ham for at få luft. Vi kiggede hinanden lidt i øjnene, indtil han rømmede sig.

“Jeg.. Jeg må nok til at hjem,” jeg nikkede begyndte at gå op mod døren. “Ses Pooh!” jeg vendte mig og smilede stort til ham.

“Au revoir Goofy!”

*Så kunne jeg endelig blive færdig! Jeg er ikke så tilfreds med kapitlet, men jeg har ikke selv prøvet noget lignende, så I må overleve. Og det er akavet, for jeg er en akavet person. Han kalder hende Pooh som i Winnie the Pooh. Altså Peter Plys. Fandt på det engang jeg lå med min mobil langt efter min sengetid og prøvede at falde i søvn, som jeg aldrig kan. Nu kan jeg godt se at det lyder som poob, men ja whatever. Hvad skal vi kalde dem? Garry? Og sorry for den enormt langsomme opdatering... Whatever tusind tak for de mange likes og favoritlister og jeres kommentarer kan virkelig redde min dag!*

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...