Ligeud og med fart på

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2015
  • Opdateret: 3 jan. 2015
  • Status: Færdig
Bidrag til konkurrence. Før sommeren 2014, vidste jeg ikke, hvordan det føltes når nogen man kendte døde. Jeg vidste ikke at det gjorde fysisk ondt. Til at starte med, føles det som om, al luften bliver slået ud af én. Senere føles det mere som en knugende fornemmelse i brystet. Det gør ondt, selvom man ikke stod personen nær. Sådan er døden. Den får det til at gøre ondt. Hvis I skulle være i tvivl, er alt i denne movella sand. jeg har ikke nævnt nogen navne overhovedet, for det virkede bedst.

2Likes
2Kommentarer
196Visninger
AA

1. Ligeud og med fart på

Jeg tænker nogen gange på, om du nåede at opfatte hvad der skete. Nåede du at se toget, før det ramte dig? Nåede du at mærke smerten? Det håber jeg ikke, du gjorde. Det ville have været alt for forfærdeligt. Måden det skete på, minder mig om noget, en pige ved navn Alaska Young sagde i John Greens bog ’Looking for Alaska’: ”Hvordan skal jeg nogensinde slippe ud af denne labyrint af lidelse?” Hun fandt svaret, i hvert fald svaret for hende selv, nemlig: ”Ligeud og med fart på.” Jeg ved ikke, om du vidste, hvad du lavede, men du fandt i hvert fald vej ud af labyrinten på samme måde som hende. Ligeud og med fart på.


Jeg kendte dig ikke så godt, men jeg vidste godt, hvem du var. Hvordan kunne jeg undgå at komme til at lægge mærke til dig, når nu min bedste veninde var forelsket i dig? Jeg måtte jo se, om du var god nok til hende. Jeg kan huske at du havde en grøn hættetrøje på, da hun udpegede dig for mig. Jeg kan også huske din grå hættetrøje, for den havde du meget tit på. Farven på din cykels dæk var i forskellige farver. Det ene var gult, og det andet var orange.


Den sidste gang, jeg så dig, var på din sidste skoledag. Du var klædt ud som Spiderman. Jeg kan huske at have syntes, kostumet klædte dig. Du så glad ud. Glad for at skolen nu var overstået. Du skulle til at begynde på et nyt kapitel i dit liv.


Jeg kan tydeligt huske da jeg hørte om ulykken. Jeg loggede på Facebook og så, at alle havde skrevet farvel til dig. Til at starte med, troede jeg, at det var en eller anden form for syg joke, men så fortalte min far mig, at der var en dreng, som havde været ude for en togulykke. Jeg kunne ikke fatte det. Det kan jeg stadig ikke. Jeg kan ikke lade være med at tænke på dig, når jeg er i skolen. Alting minder mig om dig. Jeg synes hele tiden at kunne se dit ansigt i mængden, men jeg ved jo godt, at du ikke er her mere. Jeg ved ikke, hvad der sker når vi dør, men jeg håber, at du har det godt, hvor du end måtte være.


Stydja unin mor’ranr. Hvil i fred. Du vil aldrig blive glemt.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...