Ligeud og med fart på

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2015
  • Opdateret: 3 jan. 2015
  • Status: Færdig
Til at starte med, føles det som om, alt luften bliver slået ud af én. Senere føles det mere som en knugende fornemmelse i brystet, der kommer, når man mindst venter det. Sådan er døden. Den får det til at gøre ondt.


2Likes
2Kommentarer
250Visninger
AA

1. Ligeud og med fart på

Jeg tænker nogen gange på, om du nåede at opfatte, hvad der skete. Nåede du at se toget, før det ramte dig? Nåede du at mærke smerten? Det håber jeg ikke, du gjorde. Det ville have været alt for forfærdeligt.

Måden det skete på, minder mig om noget, en pige ved navn Alaska Young sagde i John Greens bog ’Looking for Alaska’:

”Hvordan skal jeg nogensinde slippe ud af denne labyrint af lidelse?”

Hun fandt svaret - i hvert fald svaret for sig selv - nemlig:

”Ligeud og med fart på.”

Du vidste nok ikke, hvad du lavede, men du fandt i hvert fald vej ud af labyrinten på samme måde som hende. Ligeud og med fart på.


Jeg kendte dig ikke så godt, men jeg vidste jo godt, hvem du var. Hvordan kunne jeg undgå at komme til at lægge mærke til dig, når nu min bedste veninde var forelsket i dig? Jeg måtte jo se, om du var god nok til hende. Du havde en grøn hættetrøje på, da hun udpegede dig for mig. Jeg kan også huske din grå hættetrøje, for den havde du tit på. Farven på din cykels dæk var i forskellige farver. Det ene var gult, og det andet var orange. 


Den sidste gang, jeg så dig, var til din sidste skoledag. Du var klædt ud som Spiderman, jeg kan huske, at jeg syntes, kostumet klædte dig. Du så glad ud. Glad for at folkeskolen nu var overstået. Du skulle til at begynde på et nyt kapitel i dit liv.


Jeg hørte først i ulykken næsten et helt døgn efter. Jeg loggede på Facebook og så, at alle havde skrevet farvel til dig. Til at starte med, troede jeg, at det var en eller anden form for syg joke, for selvfølgelig kunne du jo ikke være væk. Sådan noget sker ikke i virkeligheden. Men alligevel var det sket. Jeg kunne ikke fatte det. Det kan jeg stadig ikke. Jeg kan ikke lade være med at tænke på dig, når jeg er på skolen. Alting minder mig om dig. Jeg synes hele tiden at kunne se dit ansigt i mængden, men jeg ved jo godt, at du ikke er her mere. At du aldrig vil være her mere.

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...