Demons can (not) be hidden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2015
  • Opdateret: 3 jan. 2015
  • Status: Igang
Elarah, en ung pige, med mystiske drømme er flyttet til en lille by. Hvad vil der ske når hun møder ham hun drømmer bliver skudt, nærmest hver nat? Hvem er han, og hvad skal alt dette betyde? Kan Elarah nogensinde undslippe det helvede hun bliver suget ind i? Og kan hun forvandle helvedet til himlen..

8Likes
13Kommentarer
324Visninger
AA

1. Dreaming is not a sin, right?(1)

"Et øredøvende skrig flængede gennem den mørke nat, de blålige månestriber løb hen og hjalp ikke spor mod vinden der frøs min bare skuldre til is. Dunken i mit hoved, som så mange gange før, jeg skulle blot åbne mine øjne, men i øjeblikket virkede det som en umulig opgave. Jeg kunne høre brag fra de store mænd bag os, de måtte have fået pistolerne frem hvilket fik mit falske hjerte til at galoppere helt ud af min bryst. Den sorte skikkelse foran mig faldt bræt om og jeg mærkede nu hvordan mit falske hjerte blev revet itu. Hvorfor var en gåde, men ikke en der kunne løses.. Ikke nu... En to tre, her begyndte jeg at tælle skuddene der blev affyret, inden det sidste der som så mange nætter før borede sig gennem mit hjerteløse bryst."

 

Jeg vågnede op i sengen næsten badet i sved, de fleste ville nok have været mere chokeret end mig, men denne drøm eller mareridt nærmere blev jeg ved med at drømme. Om og om igen, mindst en gang om ugen, jeg var overrasket over at det overhovedet var muligt at drømme så detaljeret hele tiden. Jeg var lige flyttet hertil og på mandag skulle jeg starte på en hel ny skole.. På mandag.. Jeg kiggede hurtigt over på det lille digitale ur der stod på mit langt fra udpakkede værelse. Fuck. Klokken var syv og igår var det?... Søndag.. Well jeg skal starte i skole i dag.

Efter at jeg tog et afkølende brusebad, fik noget i maven og langt om længe kunne åbne vinduet og lufte mine dyner var det som om alting blev lidt bedre igen. Jeg vidste allerede at idag ville blive noget møg. Det er nemlig sådan at jeg ikke er typen 'man kan lide' jeg er ganske vist ikke grim, men jeg er kold, flabet og er egenetenligt ikke interesseret i at få nogle venner i forvejen. Jeg havde det bedre alene, eller sammen med min familie.. Alle de jeg havde gået på skole med før, og det var en del da vi tit flyttede, var de største idioter denne verden har set. Derfor er jeg heller ikke ked af at flytte, så behøver min lidt overbekymrede forældre sig heller ikke at bekymre sig om hvorfor jeg aldrig får nogle venner. Men udover min fjendtlige attitude og det med at jeg praktisk talt ikke kan lide nogle af de unge mennesker jeg har mødt, er jeg en stille og rolig pige. Jeg elsker bøger, film, at tage billeder, tegne, musik osv. Men af en eller anden grund var det som om ingen helt forstod hvad det var jeg talte om. 

Jeg river mig ud af mine tanker, og trækker i nogle sorte bukser, vælger en af mine t-shirts hvorpå der er printet et stort rødt 'Marvel' logo på. Snupper min taske og placerer min halvstore sorte hat på hovedet. Det er min yndlingsting, den hat bringer jeg med mig overalt. Den er begyndt at blive lidt slidt, men jeg det er ligegyldigt. Jeg føler mig beskyttet med den på, som om at det er nemmere at gemme mit sande jeg bag den. Jeg fortsætter ud af døren og ned mod endnu en åndsvag skole, med åndsvage elever. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...