Den anden outsider

Dette er ikke bare en historie om en tilfældig pige, den handler ikke og en fra min klasse, den handler om mig. Det er de følelser jeg ikke har, turer at sige til andre, dem jeg har gemte inde i mig selv. deltager i hvad skete i 2014

3Likes
5Kommentarer
222Visninger
AA

2. kapitel to

Der sad jeg så ude på bænken alene i kulen. Det har været mit sted i lang tid ca. 2 år, det blev min tur til at være her ud efter hun døde, jeg skulle fylde pladsen ud efter hende. Hvordan kan pigen ingen så være så vigtig? Jeg ved det ikke. Det var mig der havde arvet hendes trone ude ved sportspladsen, den røde bænk. Man kan sige mange ting og min klasse, men et ting var sikker, vi viste alle hvem der bestemte, Jessica. Hun havde udråbt sig selv som dronning, i de mindre klasser, og folk tror stadig på det. Det var også hende der havde sat mig her ud, eller det var faktisk mig, fordi jeg ikke ville være ind med alle de andre, hvis eneste hobby var at mobbe mig, indtil jeg gik her ud. Jeg var outsider, som hun kaldte det, jeg brød mig ikke om det ord. Når jeg sad her ude tænkte jeg altid på Amanda, det var hendes bænk. Det havde været hendes tilflugtssted siden starten af 4. klasse, og nu var det mit.                                  Jeg ved ikke hvorfor det lige blev mig der skulle side her ud og ikke en anden, jeg havde ikke gjort noget forkert, tror jeg. Engang var Jessica og jeg venner, og nu er jeg hendes fjende. Den gang vi var venner var alt godt, jeg kunne god lide at komme i skolen, jeg havde mange venner -de sammen venner som Jessica, alt virkede så godt. Jeg var ikke lige så populær som Jessica, jeg lå lige der i midten af klassen, og det var jeg også tilfreds med.                          Alt så ud til at gå lige som det plejede for mig, som det gjorde for Amanda. Igen så mig, igen hørte mig, og ingen snakkede til mig, jeg havde fundet mig det det længe, med jeg havde længe tænkt på at gøre noget ved det, men hvad skulle jeg dog gøre. Jeg ville ikke finde mig i den behandling længer, men jeg havde ikke modet til at sige fra. Der er flere måder man kan slippe for det, nummer et, gå til en lære, og det ved alle at der ikke kommer noget godt ud af. Nummer to, snak med sine forældre, ja de lytter men hvad kan de gøre ved det? Nummer tre, flyt skole og glem at om den gamle skole, men det hjælper ikke en skid på de sår der er inden i. Nummer fire, den nok dummeste måde, den mulighed Amanda valgte, selvmord. Det ville være nemt at begå selvmord, hvis man ikke tænker på smerten, og problemerne med at få det gjort så man dør med det samme. Jeg ville aldrig vælge at begå selvmord, jeg mener ikke det er en god måde at løse problemet på, men det der sidste udvej.                                              Tiden gik året skiftede til 2014, eksamenen kom, jeg klarede dem fint, nogle beder end andre, men det var ikke noget jeg bekymrede mig om. Jeg vidste hvad jeg skulle efter niende klasse, jeg skulle i 10. klasse, min UU-vejlede sagde det var på grund af mine karakterer i dansk og mine sociale færdigheder. Det var et stort nederlag for mig, og hjalp ikke lige frem på lysten til at gøre sig umage til eksemerne, de skulle bare overstås. Det eneste jeg kunne glæde mig over var at jeg skulle skifte skole, og det bedste af det hele var, Jessica skulle på gymnastiske.                Til sidst på 9. skole år var jeg pluslig kommet lidt med i klassen, jeg ved ikke hvorfor, men jeg viste at det var falsk. Jeg var sikker på at Jessica kun gjorde det for at virke som et beder menneske, og hun fik skam også anerkendelse for det. Da hun efter at havde holdt tale for lære og elever, fik prisen for at havde været den bedste, rareste, og den elev der havde gjort mest for klassen sammen hold. Og der sand jeg så på bagerste rakke, og var ved at brakke mig over hende, for intet af det lort hun lukkede ud passede. Det var hendes skyld jeg havde siddet der ude på bænken alene i kulden om vinteren, fordi alle fra klassen mobbende mig, jeg ville hellere side der ude, alene. Hun havde ikke gjort noget godt for nogen, men det vidste lærende jo ikke noget om.                                                                             Den dag vi fik overraget overes afgangsbevis, var den sidste gang jeg hørte fra hende. Den eneste ting jeg ønskede mest, var gået i opfyldelse, at komme langt væk fra Jessica. Pluslig var det ikke så slemt at skulle gå i 10. klasse, for jeg var kommet væk fra Jessica. Jeg kendte kun 10 personer på hele skolen, ud af de 350 elever der gik på skolen –alle 10 klasser, og det passede mig helt fint. Det var en ny chance for at starte på en frisk, og jeg var opsat på at jeg ikke ville lade en mulighed gå til spile. Det var langt fra en dans på roser at starte et ny sted, jeg kendte ingen i min klasse, og ingen kende mig, det var en fordel for mig. Jeg kunne være den jeg ville, og det gjorde jeg, jeg var mig selv. Det var befriende at kunne være mig selv - for første gang i flere år, uden at flok så skævt til mig.                    Jeg fik nogle god venner, ikke mange, men det var heller ikke det jeg ville havde. Jeg viste godt at de nok lige frem er guds bedste børn, men jeg elskede dem stadig. En af dem tog eller tager stadig stoffer, men det kunne jeg ikke slev finde på at gøre. jeg sad ikke længer ud på bænken alene, jeg havde venner, ægte venner.  Den kulde der var inden i mig var forsvundet, og sammen med den frygten for at kommet til sider der ude igen. Det skæt mig dybt i hjerte når jeg er en der sider alene, det minder mig om mig selv, jeg havde også været der. Hver gang jeg ser en der sider der for sig selv på den kolde bænk, inviter jeg dem indenfor igen. Jeg er lige glad med hvad andre tænker om mig, hvis jeg kan sample en op, vil jeg altid gøre det. Ingen fortjener at blive sat der ud, når man sider der, ser alt håbløst ud, det eneste man ønsker er en der vil komme og samle en på igen. problemet er at der mangler de mennesker, der er modige nok til at tabe deres engen popularitet, for at rede et andet menneske. For jeg er sikker på at, hvis jeg havde siddet der ude meget længer var jeg groet fast, og så var jeg ikke sammen sted som jeg er i dag, og det kan jeg takke mine venner for. Tak for det bedste år længe, for håbligt kommer der flere af dem.                                     

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...