Den anden outsider

Dette er ikke bare en historie om en tilfældig pige, den handler ikke og en fra min klasse, den handler om mig. Det er de følelser jeg ikke har, turer at sige til andre, dem jeg har gemte inde i mig selv. deltager i hvad skete i 2014

3Likes
5Kommentarer
223Visninger
AA

1. kapitel et

Der ligger en sms i mobilen. Jeg ved godt hvem den er fra. Den har lagt der længe. Det lyste ud af hendes øjne, eller var det kun mig der kunne ser det? Det så ikke ud til at der var andre der lagt mærke til det, får hun er en mester skuespiller, den bedste. For alle andre kunne hun lige så godt være usynlig, hun var som luft omkring dem. Men hvorfor kunne de ikke se hende, se hvad hun var udsat for. Det værste er ikke at blive mobbet, det er at blive ignoreret, holdt uden for fællesskabet, som var hun en trussel for de andres staturs. Var jeg den eneste der kunne se hun ikke havde det godt? Selvfølgelige var det også svært, at snakke med hende når hun ikke kom i skolen, hun var der praktisktalt ikke. Jeg forstår hende også godt, jeg ville heller ikke være sammen med nogle, som ikke satte pris på jeg var der. For hende var det en nem måde at flygte på.                                       Jeg husker tydeligt at vi skulle holde en klassefest -åres fest sagde alle, alle skulle med, lige med undtagelse af en. ”For var hun ikke bare lige meget, hun ville jo meget hellere bare side der hjemme, og læse i sine bøger”. Det sagde de andre, hendes klassekammerater. klassekammerater? Kunne man spørge sig selv, for var de det? Men nej, det ville hun ikke, hun ville ikke side der hjemme, hun ville ikke være alene, det var ikke hendes eget valg. Hvem vil frivillig være alene? Det vil jeg ikke, og jeg ønskede det heller ikke for hende, men jeg havde ikke modet til at sige noget, men hvad skulle jeg sige på det tidspunkt, jeg havde ikke selv snakket med hende. Det var selvfølgeligt også en fejl, jeg burdet havde sagt noget til de andre, men de ville heller ikke høre op mig. Jeg har altid været en del af klassen, men ikke den del der blev lyttet til, jeg var der bare. Ja, folk snakkede til mig, de holdt mig ikke uden for eller mobbede mig, jeg var en del af klassen, men det var hun ikke.                                                                                                                                     Jeg havde længe tænkt på at jeg skulle snakke med hende, men hvad skulle jeg sige? Det var ikke lige som at snakke med alle andre, hun var som en fremmet, der sider på en bænk på banegården uden i kulden og alene. Det gjorde hun også den dag jeg snakkede med hende, hun sad udenfor i vinterkulden på en bænk ved fodboldbanen med en bog i hånden. Hun holdt blikket lige ned i bogen da jeg gik fordi først gang, for hende var jeg som alle de andre der ignorerede hende. Jeg gik og tænkte på hvad jeg skulle sige, hvordan indleder man den god samtale, med jeg var i triviel om overhovet kan snakke? ”Hej, hvad ved det nu du hed, jeg kan ikke huske det, for den eneste der siger dit navn er læren, når han råber vores navne op om morgen.” Nej, det var ikke en god indledning. Hun ville bare føle sig mere glemt, hvis jeg spurte efter hendes navn, men jeg kunne ikke huske det, derfor gik jeg fordi igen. Det var lige der hun sagde noget til mig, efter jeg var gået fordi hende for ferier gang. ”Du kan bare sætte dig ned, hvis du bliver træt af at gå frem og tilbage. Jeg bider ikke” sagde hun. Hun sagde det med en så ligegyldighed i stemmen, at jeg ikke troede hun snakkede til mig. Men det gjorde hun, hvem skulle hun ellers snakke til? De eneste andre der var udenfor, var et par små børn, som legede i den kolde sne. Jeg satte mig ned ved siden af hende på den kolde bænk. Kulden der gik igennem mig, var også en frygt for at blive opdaget i at snakke med hende. Hvis de andre opdagede det, ville de også holde mig udenfor, hvis de gjorde det kunne det også være lige meget. Der var kun et halvt år tilbage af skoleåret, jeg var aldrig blevet anerkendt i klassen, hvorfor så begynde at kæmpe for det nu? Det måtte også være det hun tænkte den dag hun aldrig kom tilbage i klassen, hvorfor kæmpe for noget jeg ikke kan opnå. Jeg ville have sagt til hende, at hun skulle blive ved med at kæmpe, men for hvad, hvad var der at kæmpe for? Jeg have aldrig set eller hørt noget til hendes forældre, før den dag vi sagde farvel til hende. Man kunne ikke lige frem sig, at der var kommet mange for at sig farvel. Det var kun lidt familie, en lære og så mig. Jeg sag lige der på første række på den klode bænk. Jeg holdt en stramt grab omkring min mobil i min hånd, 1 beske stod der på displayet.  Alt var som det plejede at være i klassen, lige på nær en ting. Nu var det mig der sad uden på den kolde bænk, der skulle altid side en på bænken. Det var en uskreven regel, når en rykker ud i bunden, skal der være en ny der overtager pladesen i bunden, og det blev mig. Det var ikke mit valg at side der alene, men det sagde de andre det var, de sagde det selvføleligt ikke til mig. Men jeg viste godt hvad de sagde. Det var ikke en rar følelse, bare at side der uden nogen at snakke med uden varme. Engang i mellem læste vores lære hende navn op om morgen, han så hen på hendes plads, med der var ikke nogle. Det gjorde ondt når han gjorde det, det var bare endnu et bevis på, at der ikke var nogle, der nogensinde havde set hende. Jeg var den eneste der havde set hende. Den dag på bænke, det var den først og sidste gang jeg snakke med hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...