I love you - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2015
  • Opdateret: 30 sep. 2015
  • Status: Færdig
Historien handler om en pige, ved navn Victoria. Victoria er 17 år og kommer fra Danmark, men er flyttet til London sammen med sin far. Da hun var 15 år kørte hendes mor galt og døde, så Victorias far mente at det var bedst at de flyttede til London og starte på en frisk. Det er blevet sommerferie, og en dag hvor Victoria er på arbejde på Starbucks kommer der nogle specielle personer ind af døren. Hvad gør hun når en af dem spørger efter hendes nummer? Og hvad sker der når en af drengene eller flere af dem forelsker sig i hende? Pigen på billedet er Victoria. *Drengene er kendte*

16Likes
31Kommentarer
9516Visninger
AA

19. 17. Are you okay?

 

*Victoria´s synsvinkel*

Mig og Louis havde lige snakket, og vi var blevet enige, om kun at være venner. Eller det havde jeg sagt, han havde kun nikket. Han så lidt skuffet ud, men han skulle bare være glad for at jeg tilgav ham. Jeg gjorde det kun for ikke at ødelægge vores venskab. 

Vi rejste os fra sengen og gik ud af døren. Lige inden vi gik ud af værelset, tog han fat i min hånd og gav den et klem. Jeg kiggede ned på vores hænder og så op på ham. Men jeg fjernede ikke min hånd. Vi kom ud i stuen, hvor drengenes samtale stoppede brat, da de så os. De kiggede alle ned på vores hænder. Det var da ikke unormalt. Harry så helt forkert i hovedet. Jeg ved jo godt at han har følelser for mig, men jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre. 

Han drejede om på hælen og styrtede ind på et af værelserne og smækkede med døren. Jeg var nød til at snakke med ham. 

Zayn blev ved med at kigge på vores hænder, og sendte mig et spørgende blik, men jeg ignorerede det. Det eneste jeg havde i hovedet, var at snakke med Harry. Jeg har brug for at få talt ud med ham. 

Jeg rev min hånd til mig og Louis sendte mig et spørgende blik. Jeg rystede bare på hovedet og gik ind på Harry´s værelse. Jeg bankede på, men der var ikke nogen der svarede. Var det gråd, jeg kunne høre. Jeg trak håndtaget ned og døren gik op. Jeg gik ind i rummet og lukkede døren. 

"Gå med dig" sagde en såret Harry. Jeg sukkede.

"Du vidste jo ikke, hvem det kunne være"

"Nej, men jeg vil ikke snakke med nogen lige nu. Bare lad mig være." sagde han skarpt. Han sad på sengen og kiggede bare ud i luften. Han vendte ikke engang hovedet, den gang jeg kom ind. 

"Nej Harry. Jeg vil ikke bare lade dig være, når jeg kan se, at du er ked af det" sagde jeg strengt. Jeg satte mig på sengen lige ved siden af ham. Han sukkede.

"Kommer du bare for at tvære i det? At jeg ikke engang fik en chance?" spurgte han. Hvad snakker han om?

"Hvad snakker du om? Tvære i hvad?" Jeg var helt vildt forvirret. Han løftede hovedet og kiggede mig ind i øjnene. Hans øjne var helt røde.

"Årh, hold op. Du behøver ikke at lade som om, at i ikke er sammen mere" hævede han stemmen. Vent. Troede han at mig og Louis er sammen igen? Han har misforstået det helt. 

"Mig og Louis er ikke sammen mere. Vi er kun venner." Han kiggede chokeret på mig. 

"Mener du det? Jeg troede at i var sammen igen da i kom ud fra værelset hånd i hånd." Troede han seriøst det. Har han aldrig set andre mennesker der kun er venner gå hånd i hånd? 

"Ja Harry, jeg mener det. Har du ikke set andre mennesker der kun er venner gå hånd i hånd?" Jeg små grinede lidt af ham. Hans smil blev lige pludselig større. Han trak mig ind i et kram. Han holde så stramt, at jeg næsten ikke kunne få luft. 

"Harry...luft" sagde jeg. Han gav slip og kiggede mig ind i øjnene. 

"Undskyld" smilede han. 

Jeg var så glad for, at han er glad igen. Jeg hader, at se ham ked af det. Jeg holder så meget af ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...