Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2645Visninger
AA

14. Ventetidens pinsler

Aira blev dybt skuffet, da hun så, at Lucifer og Wills skænderier og uoverenskomster kørte videre. Lucifer talte ikke til Will, der syntes, at det hele var latterligt. Han fortalte Sandra om det, hun grinede først og troede, at det var en spøg. Da alvoren gik op for hende, himlede hun med øjnene.

   "Hør, jeg skal i byen med Jackson i aften. Hvad med at tage med?" Will trak på skuldrene.

   "Jeg ved ikke rigtigt... Lucifer..."

   "Godt så, så er det afgjort. Du tager med os derind." Will havde ikke en chance for at protestere, så han lod sig bare flyde med og indvilligede i Sandras skøre plan.

   Da de to og Jackson var taget ind til byen, lå Lucifer alene på gæsteværelset og aede Dajans ryg. Katten lå dovent og viftede med spidsen af halen. Lucifer var helt tom. En skal fyldt med ingenting. Han havde ikke grædt, havde ingen intentioner om at gøre det, han var vred men holdt det for sig selv.

   Ventetiden var uudholdelig. At ligge og vente på, at Will måske kom tilbage, og at han måske stadig elskede Lucifer... Han lå i Wills hættetrøje, den duftede stadig af ham. Den var meget for stor.

   Lucifer lukkede øjnene. Han havde ingen make-up på, vendte tilbage til dengang han boede i England. Før Sandra. Da han var alene.

   Det gik op for ham, hvor ensom han egentlig havde været. Alene i det store hus, kun med Munin, han ravn, og Black Lake. Et klarsyn begyndte at skylde ind over ham. Han var tilbage. Til et stort hus ved en sø. Et sort dyr som ven.

   Lucifer huskede en aften i England, da han og Will var helt nyforelskede. De løb rundt om søen sammen. Stoppede ved den anden ende, sad og så på nattehimlen. Will holdt ham i hånden. De havde været køligt, som nu. Ildfluer havde danset over søens mørke vand. Will havde fortalt om alt det, han gerne ville se og opleve, inden han døde. Det var første gang i al den tid, Lucifer havde kendt Will, at det gik op for ham.

   "Du er døende." Han havde mumlet stille, for ikke at bryde nattens spinkle væv. Will havde set undrende på ham. Lucifer var begyndt at ryste lidt. "En dag bliver du gammel. Og dør. Vi kan ikke være sammen forevigt." Will havde ikke svaret, trak ham bare ind mod sig og aede hans kind.

   Havde Lucifer haft ret? Havde han satset alt på Will, gjort ham til vampyr og været sammen med ham i lang tid. Var det hele ovre nu? Havde Lucifer tabt? Satset forkert?

   I så fald var chancen for kærlighed passeret lige forbi ham. Han kunne ikk fortælle alle og enhver, at han var vampyr, han kunne ikke forvandle andre.

   Dajan så på ham, slikkede ham på næsen. Sandpapirstungen var ru men behagelig og varm. Lucifer sukkede. Som Will. Voldsom, men varm og betryggende. Hver gang Wills fingre strøg over Lucifers hud, blev Lucifer fyldt med den varme, der for mange år siden havde forladt hans skind.

   Lucifer snerrede af Dajan, katten sprang hvæsende op og sprang væk fra ham. Lucifer begravede hovedet i en pude. Han frøs. Will var der ikke til at varme ham, Will var der ikke for ham, Will havde ikke været der for ham i meget, meget lang tid!

   Det bankede stille på døren. Aira kom stille ind. Hun satte en bakke på bordet ved siden af Lucifer. Pillerne var talt op og lå skubbet lidt til siden, et glas vand og et vinglas med blod stod side om side. Aira så på Lucifer.

   "William og Sandra kommer tilbage om nogle timer," sagde hun roligt. Dajan løb ud af døren. "Er der noget, jeg kan gøre for dig?" Lucifer rystede på hovedet, havde stadig dækket hovedet med puden så meget, at han kun kunne se lidt ud af den venstre øje.

   "Gå," mumlede han. Aira nikkede og gik ud. Hun lukkede døren efter sig.

   Lucifer slugte pillerne hurtigt, drak vandet og så på blodet. Havde ikke synderligt lyst til det. Hvis han nu ikke drak det, ville han til sidst gå ind i en skindød tilstand. Så kunne han ikke blive såret. Eller høre noget. Eller være noget. Bare ligge helt stille.

   Han trak vejret. Hæst og besværet. Normalt ville Will finde masken frem, den, der fjernede ilten, og have sat den for Lucifers næse og mund. Men uden Will rev luften i lungerne, der i forvejen var døde, og ikke skulle bruges mere.

   Det gjorde ondt. Lucifer holdt fast i lagnet, prøvede at holde op med at indtage ilten, der brændte og sved i det indre. Han bed sig i læben, prikkede hul på den. Det var hårdt at holde masken. Hvor havde han dog været tåbelig! At afvise Will på den måde!

   Dørhåndtaget gik lidt ned. Sandras duft spredtes i værelset. Wills blev blandet i den.

   "Lucifer?" Sandras blide stemme gjorde masken endnu hårdere. Hun satte sig på sengekanten og lagde en hånd på hans skulder. "Lucifer, jeg tror Will har noget, han gerne vil fortælle dig." Lucifer så lidt op. Will stod i døråbningen og så på Lucifer, havde hænderne i lommen. Han havde været med i byen, det sagde hans tøj alene tydeligt nok. Will gned sine arme.

   "Jeg gjorde som du bad om," sagde han lavt. "Jeg fandt en pige, tog med hende hjem..." Will fnøs og trak på skuldrene. "Vi kom ikke engang hen til sengen, før jeg skred. Det føltes bare forkert." Lucifer løftede ansigtet lidt mere, hans øjne blev store. Will så ned. "Jeg elsker dig dit store fjols. Lad være med at glemme det igen." Et smil bredte sig på Lucifers læber. Han hævede sig lidt længere op.

   "Åh, William..." Will holdt en hånd op for at stoppe ham, inden han fik sagt mere.

   "Men." Will sank en klump. "Jeg syntes, vi skal holde en pause." Lucifer rynkede undrende panden.

   "Hvad? Holde en pause med hvad?" Will bed sig i læben. Sukkede.

   "Os. Som par." Lucifer sank en klump, rystede på hovedet.

   "Will, jeg forstår ikke - s-slår du op med mig?" Will nikkede langsomt. Lucifers øjne blev våde. "Men hvorfor?!"

   "Lucifer, det er for din egen skyld. Du er ikke virkelig syg, og indtil du er i bedring, er det bedre for dig, hvis..." Will tøvede lidt. "Hvis du kan tænke på noget andet end mig." Will holdt inde. "Jeg skal nok sove her på gæsteværelset, og jeg lover dig, vi skal nok komme sammen igen, så snart du får det bedre. Vi er selvfølgelig stadig venner. Okay?" Lucifer sitrede. Han nikkede. Will så beklagende på ham. Så vendte han sig om og gik. Sandra så på Lucifer, der gispede for at få vejret. Fornuft og psyke rasede inden i ham, råbte og skreg "HVAD SAGDE VI!".

   Lucifer brød ud i gråd. Sandra holdt ham ind til sig, aede ham på ryggen og lod ham græde ud ved sin skulder. Lucifer hulkede ned i sine hænder, hans hjerte var knust for første gang. Og sidste!

   "Han har jo altid haft det sådan!" skreg psyke. Fornuft var så småt ved at blive opløst. "HAN HADER OS!" Lucifer græd og græd og græd, Sandra strøg hans hår.

   Hun gispede, da han pludselig bed ned i hendes hals. Det var mange år siden, det sidste var sket. Ham hamrede hende ned i madrassen, rev halsen op og drak som en gal. Hun prøvede desperat at skubbe ham væk.

   "Lucifer!" gispede hun. "Hvad gør du dog?! Det er ikke s-sundt for dig, lad nu være..." Lucifer så på hende, hendes blod dryppede fra hans mund. Hans øjne var opspilede og vilde, vanvittige. Sandra vred sig for at komme fri. Lucifer bed ned igen. Sandra skreg. "WIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIL!" Hun gispede lidt, havde svært ved at få vejret. "HJÆLP MIG!" Døren blev brudt op, Lucifer blev trukket væk, og Sandra hjulpet op.

   Eshe, Kim, Anna, Sophie og Will havde hørt Sandra skrig. Eshe og Kim holdt den rasende Lucifer op mod væggen, holdt ham fast så godt de kunne. Anna og Sophie støttede Sandra ud, de holdt vejret, så de ikke kunne lugte blodet. Will bevægede sig hen mod Lucifer, men Lucifer skreg rasende og vred sig for at angribe ham. Eshe og Kim fik deres sag for, de pustede og prustede for at holde Lucifer i ro.

   Will kom hen til han, tog fat om hans nakke. Lucifer snappede ud efter ham, snerrede og knurrede, brølede i blindt raseri, havde fråde om munden. Will strammede grebet om hans nakke.

   "Så, Lucifer, slap af, slap helt af..." Lucifer blev roligere og roligere, spjættede lidt. Hans pupiller blev unaturligt store, i stedte for at holde ham på plads, måtte Kim og Eshe nu holde ham oprejst. Will sukkede og så på drengene. "Jeg får ham ind på værelset. Bare gå i seng igen." Will løftede Lucifer op i sine arme.

   "Hvor har du lært det trick?" spurgte Kim nervøst. Will sukkede.

   "Afdeling X. Det paralyserer vampyrer - øh, jeg har altså kun brugt det nogle få gange," sagde han til deres forskrækkede blikke. "Han kan ikke høre os, eller opfatte os, og selv hvis han kunne, har han glemt det når han kommer til sig selv." Han vendte sig om og bar Lucifer ind på deres soveværelse, der nu midlertidigt kun tilhørte Lucifer.

   Will tørrede fråden og blodet væk fra Lucifers mund. Lucifers øjne bevægede sig forvildede rundt i blinde, langsomt og undrende. Will aede hans hoved. Lucifer rakte en hånd ud, klappede Will på ansigtet. Will grinede og tog fat om hans hånd, fik den lagt ned ved siden af ham. Will havde kun brugt det greb tre gange før, to på Lucifer, en på en mislykket ungvampyr.

   Den første gang, han havde brugt grebet på Lucifer, var engang da han var ved at panikke hjemme i England. Grebet havde ikke været lige så voldsomt, bare en smule bedøvende. Den anden gang var i flyet på vej til Norge, da flyets motor var ved at få Lucifer til at rive sine ører af.

   "Du' fin," mumlede Lucifer lidt. Han blinkede med øjnene og så på sin hånd. Åbnede og lukkede fingrene. "Hva' det?" Han lagde hovedet lidt på skrå. Will aede hans skulder. Rejste sig op, lagde dynen over Lucifer. Stod lidt og overvejede, om det ville være forkert at kysse Lucifer godnat - bare på panden. Så gik han.

   Uden for Sandras dør stod Anna og Sophie, de tog nogle dybe indåndinger. Will bad dem gå i seng og gik ind til Sandra.

   Hun sad på sengen, prøvede at forbinde såret, men blodmanglen fik hende til at ryste og fumle. Will tog rene forbindinger og lagde dem roligt om hendes hals. Han satte den tilpas stramt og lukkede den, smilede til hende.

   "Hvordan har du det?" Hun nikkede.

   "Fint, tror jeg... Hvad med Lucifer?" Will tøvede.

   "Han er okay." Sandra sad og så lidt på Will. "Hvad?"

   "Du slog op med ham." Will så væk, nikkede. "Er du virkelig sikker på, at det var en god idé? Jeg mener, du har jo planlagt..."

   "Sandra, jeg ved det udmærket, men du hørte mig jo selv! Vi finder sammen igen, så snart Lucifer er i bedring." Sandra nikkede. Hun tog Wills hånd og så alvorligt på ham.

   "Men hvad nu, hvis han ikke kommer i bedring?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...