Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2642Visninger
AA

5. Ved første blik

"Uh ja, lige dér!" Lucifer sukkede lettet, da samtlige muskler i hans krop blev løsnet. Wills hænder kunne arbejde hurtigt og var kølige - sådan var de her ikke. De tog sig tid og var behageligt varme. Massøren blev betalt af Kitty, Lucifer skulle nyde en hel time i paradis!

   Men hvad nu, hvis hænderne var onde? Lucifer åbnede øjnene og så ned i gulvet. Furiehænder? Med en kniv gemt i ærmet?! Han tog en dyb indånding. Det var noget, han bildte sig ind. Det var midt på dagen, han var træt og paranoid.

   En muskel blev løsnet i skuldrene, og Lucifer slappede mere af. Hænderne var dygtige, kyndige - de vidste hvad de gjorde. Og så alligevel ikke...

   Lucifer fór sammen, da hænderne ramte et ømt punkt - et af de steder i nakken, furien Mort for nogle måneder siden havde bidt Lucifer.

   "Vær sød ikke at røre der," mumlede han.

   "Beklager sir," sagde massøren med en asiatisk accent. Lucifer lukkede øjnene igen og lod tankerne flyve. Massøren var en venlig dame, hun ville ikke skade nogen. Med mindre...

   Der var jo altid chancen for, at hun var agent fra afdeling X, der skulle holde øje med ham? Måske planlagde hun i netop dét øjeblik, hvordan hun skulle lamme ham med én enkelt berøring?!

   Lucifer var urolig og en smule bange, men han holdt ud i alle 60 minutter. Han og Kitty mødtes ude i forhallen. Lucifer rystede, alle, der så på ham, fik tilsendt kolde, døde øjne.

   "Åh, det var dejligt!" sagde Kitty. "Nå, er du klar til at tage i byen?" Lucifer så sig nervøst omkring. Rystede på hovedet.

   "Nej, Kitty, jeg kan ikke alligevel." Kitty så skuffet på ham.

   "Hvorfor ikke?" Lucifer sank en klump.

   "Jeg kan bare ikke! Undskyld!" Han gik hurtigt ud af forretningen, efterlod Kitty såret og alene. Han satte sig ind i bilen, Kitty kom efter ham, løb så godt hun kunne i de høje hæle.

   "Lucifer!" kaldte hun. "Hvad er der i vejen?!" Lucifer satte bilen i gang og bakkede ud. Han kørte væk. Hans hjerte måtte hamre ad sted, ikke at han lagde mærke til det. Han parkerede bilen ved hotellet og skyndte sig op på værelset.

   Medicinen, medicinen, han havde ikke sin medicin! Lucifer sparkede til sengen, satte sig på gulvet ved fodenden og tog fat om sit hår. Rystede på hovedet.

   Der er agenter overalt! Spydige stemmer knurrede fra mørket. De venter på, at du kommer frem! Lucifer begyndte langsomt at trække vejret, hæst og hivende. Han famlede efter sin telefon, tog den og ringede op.

   "Jackson Stewart," lød det. Lucifer snøftede.

   "Jackson, det er Lucifer. Vil du ikke nok komme?" Der var stille lidt.

   "Lucifer? Hvad er der i vejen? Du lyder ikke som dig selv..."

   "Vær nu sød, Jackson, bare kom! Jeg har det ikke godt!" Det var svært at indrømme, især når Lucifer havde det så dårligt. Will hadede ham, det gjorde Sandra og ungvampyrerne sikkert også - og nu gjorde Jackson også. Men det var Sandra og Will, der havde medicinen.

   Efter en halv time kom Jackson ind ad døren. Han fandt hurtigt Lucifer, der sat med lukkede øjne og hænderne på hovedet.

   "Lucifer, hvad er der galt?" Lucifer så på Jackson.

   "Jackson, jeg er ikke rask," klynkede Lucifer. Jackson satte sig på knæ ved siden af ham, lagde en hånd på Lucifers skulder. Lucifer rykkede hurtigt væk.

   "Undskyld," mumlede Jackson. "Ar fra... Ja, du ved, terroristerne?"

   "Psykisk," sagde Lucifer lige så stille. "Jeg har glemt min medicin, jeg er så bange. Jeg må ikke køre bil, når jeg har det sådan her, vil du ikke nok køre mig hjem?" Jackson tøvede.

   "Lucifer, du har jo et shoot i aften, er du sikker på at..."

   "Det bliver kun værre. Tro mig, Jackson, jeg kan skade folk, når jeg har det sådan her." Jackson nikkede.

   "Okay. Er der langt?"

   "Nogle timer væk." Jackson nikkede igen.

   "Okay, kom på benene. Jeg kører dig i din bil." Lucifer nikkede og rejste sig op.

 

"Waow... Er det dit hjem?" Lucifer nikkede. Han var blevet roligere af turen. Det var mørkt. Jackson holdt foran porten. "God sikkerhed..." Lucifer trykkede på en knap på sin telefon, portene gik op og Jackson kørte måbende ind. "Hold da op..." Jackson stoppede bilen foran indgangen, så på Lucifer. "Er du okay?"

   "Ja, jeg vil bare gerne ind nu..." Jackson nikkede og steg ud af bilen. Lucifer åbnede døren, steg ud og stod lidt og kiggede på slottet. Jackson lod en hånd glide gennem det røde hår.

   "Jeg er ked af, at du skulle gå glip af shootet." Lucifer nikkede.

   "Også mig." Du dur alligevel ikke til det! Lucifer så sig over skulderen. Det var bare hans forestilling, der var ikke nogen til at spotte ham.

   "Hør, jeg går med ind og sikrer mig, at du får din medicin, okay?" Lucifer trak på skuldrene og gik op mod indgangen. Han tøvede lidt. Det var pinligt, han havde handlet for hurtigt, og måtte give op så hurtigt... Han ville gerne have været med til shootet...

   Lucifer åbnede dørene og gik ind. De blev stille derinde. Han gik gennem rummet og op ad trappen, så sig over skulderen.

   "Hvad?" bed han. "Det er mit hjem. Jeg kan komme og gå som det passer mig!" Sandra kom ud fra køkkenet.

   "Lucifer?" Hun så forvirret på ham. "Hvad laver du hjemme så tidligt?" Lucifer snerrede og gik. Sandra så hen mod døren, hvor Jackson var kommet frem. Han så sig forsigtigt om.

   "Øhm... Forstyrrer jeg, eller..." Sandra lagde armene over kors og rystede på hovedet.

   "Nej. Øh, hvem er du?" Sandra kom hen til ham. Jackson smilede og rakte en hånd frem.

   "Jackson Stewart. Jeg har arbejdet lidt med Lucifer..." Sandra tog hans hånd, betragtede ham lidt.

   "Du er model?" Han nikkede. Sandra smilede lidt. Han havde ikke behøvet at sige, at han arbejdede med Lucifer, for at hun vidste, han var model. Han var gudeskøn! Håret var rødt og strittende, og i modsætningen til Lucifer, kunne tiden godt ses lidt på ham. Et lille mærke på kinden, lidt røde øjne som tegn på træthed... "Vil du ikke ind og have en kop te?" Jackson lo.

   "Du er englænder, ikke?" Sandra rynkede panden.

   "Hvad, fordi jeg inviterer dig på te?" Han rystede på hovedet.

   "Nej, din accent." Han smilede. "Den er sød." Sandra fnes. I sofaen fnes Samantha og Min lidt. Sandra sendte dem et irriteret blik. "Men ja tak." Sandra så hurtigt på Jackson.

   "Hvad?"

   "Jeg vil gerne have en kop te," smilede han. Han havde en smule fregner. Sandra trippede lidt, smilede og tog ham med ud i køkkenet. Pigerne i fællesstuen begyndte at fnise.

   Lucifer var gået hen til værelset, havde taget i dørhåndtaget. Da døren var låst, bankede han hårdt på.

   "Gå din vej!" sagde Will hårdt fra den anden side. Lucifer sank en klump. Han kan ikke lide dig! Han er sammen med en anden! Han er ligeglad med dig!

   "Det er mig," mumlede Lucifer. Stemmer summede rundt i hans hoved, både falske, opdigtede stemmer, og ungvampyrernes mange, forvirrende teenagetanker. En evne, Lucifer havde udviklet et stykke tid inden furiernes indgreb. Will åbnede hurtigt døren og så på ham. Lucifer så ned.

   "Lucifer!" sagde Will forvirret. "Du kom tilbage?"

   "Jeg sagde jo at det bare var et par dage..." Lucifer skubbede sig forbi Will og ind på værelset. "Fjols," mumlede han. Will smilede og så på Lucifer. Lukkede døren.

   "Skal fjolset finde din medicin?" Lucifer satte sig på sengen og tog sig til hovedet. Lukkede øjnene og nikkede. Will gik ud på badeværelset, fandt pillerne og målte det rigtige antal op. Han gav Lucifer dem i hånden og fandt et glas vand. Lucifer slugte de tre piller og sukkede. Han faldt bagover på sengen og lukkede øjnene. "Nå?" Lucifer åbnede et øje og så på Will.

   "Hvad?" Will hævede et øjenbryn. Lucifer sukkede og lukkede øjet igen. "Tak fordi du hjalp," mumlede Lucifer monotont. Will smilede.

   "Jeg har savnet dig." Lucifer knurrede. Dajan mjavede og sprang op på sengen, lagde sig på Lucifers mave og slikkede ham på hagen. Will tog katten op. "Dajan altså, det er min plads." Will satte sig ved siden af Lucifer, aede Dajan.

   "Jeg har også savnet dig." Lucifers stemme var lav, men Will hørte ham. Han strøg sin kærestes mørke hår og kyssede ham på panden. Dajan mjavede og kradsede Wills arm. Will peb og trak den til sig. "Åh, av!" stønnede han. Lucifer satte sig op. Will holdt rystende fast om armen. Dajan havde revet op i den allerede forbrændte hud. Will trak vejret i små stød.

   Lucifer tog Wills arm og slikkede forsigtigt blodet væk. Will slappede snart efter af. Såret lukkede sig, Will sukkede lettet. Han så Lucifer ind i øjnene et kort øjeblik.

   "Hader du mig?" Lucifer nikkede.

   "Ja, du er det største fjols jeg nogen sinde har mødt." Will tøvede lidt, vidste ikke helt, om Lucifer var alvorlig eller lavede sjov. Lucifer smilede lidt og lo lidt gøende. En sten faldt fra Wills hjerte. "Kom her, fjols!" Lucifer satte sig hurtigt op på skødet af Will og greb fat om hans skjorte, væltede ham baglæns i sengen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...