Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2636Visninger
AA

18. Ud over kanten

Sandra gik hurtigt, lidt for hurtigt, taget i betragtning af, at hun havde høje hæle på. Sygeplejersken åbnede forsigtigt døren, lod Sandra komme ind på stuen.

   "Vi har gjort vores bedste," sagde sygeplejersken stille. "De er begge to i kritisk tilstand. Vi har prøvet at holde unge Mister Sorrow på enestue, men uanset hvor stærk bedøvelse han får, ender han altid hos Mister Baxter igen." Sandra så chokeret på de to.

   Hun havde fået en opringning tidligt om morgenen fra hospitalet. Lucifer og Will var kørt galt, Will var blevet hårdt kvæstet og lå i koma. Og Lucifer...

   Lucifer sad i skrædderstilling på en stol ved siden af Wills seng. Han havde en stor bamse i armene, hans øjne var blege og fjerne. Hans læber bevægede sig, som om han mumlede et eller andet. Han rokkede en smule frem og tilbage, indimellem så han op og rynkede panden, som om han havde glemt noget. Han havde forbindinger om hovedet og armen, havde en hospitalsskjorte på.

   Will lå i hospitalssengen, gråhvid og ubevægelig. Han havde iltmaske på, der var langt samtlige drops ind overalt på hans krop. Han havde forbindinger ved hovedet, gips på benet og støtte ved nakken. Sandra holdt sig for munden, rystede på hovedet.

   "Åh nej," sagde hun stille. Sygeplejersken gik med hende hen til dem.

   "Mister Baxter har brækket benet, tre ribben, kravebenet og nakken. Hans immunforsvar er stærkt, han klarer sig nok." Sandra så på sygeplejersken.

   "Men I er ikke sikre?" Sygeplejersken rystede på hovedet. Hun gik hen til Lucifer, satte sig på knæ foran ham.

   "Lucifer," sagde hun med moderlig stemme. Lucifer så på hende, hans læber holdt op med at bevæge sig, var let adskilte. "Du har besøg. Det er Sandra. Sandra Lillians." Sygeplejersken så på Sandra, Lucifer fugte hendes blik. Hans smilede barnligt, da han så hende. Vinkede med den ene hånd. Sandra kom varsomt hen til ham. Han så ned på bamsen, knugede den ind mod sig.

   "L-Lucifer?" Sandra kunne ikke tro det. Hun havde råbt af ham, sagt, at han bare var en skygge af sig selv. Nu var han det. En skygge. Så svag og ynkelig at han var helt ugenkendelig.

   Lucifer så op på hende. Så på Will. Rørte hans skulder og så på Sandra igen.

   "Lucifer, kan du kende mig?" Han nikkede.

   "Du er Sandra Lillians, min bedsteste ven." Sandra sank en klump og så på sygeplejersken. Hun så ned og nikkede.

   "Frøken Lillians, kan vi tale sammen alene?" Sandra nikkede og gik med sygeplejersken ud på gangen. "Har Mister Sorrow haft psykiske problemer før?" Sandra nikkede.

   "Ja, han har været ved at gå ud over kanten af vanvid flere gange, men han har klaret sig meget godt." Sygeplejersken nikkede. Hendes hud var mørk, hun rettede lidt på sit hår.

   "Jeg er bange for, at Mister Sorrows psykiske helbred er helt ødelagt." Sandra tøvede.

   "Hvad mener du?" Sygeplejersken sukkede.

   "Det pludselige stop, sammenstødet med ruden, og at se Mister Baxter gå i koma, har været for meget for ham. Han er gået ind i en barndomslignende tilstand. Barndommen er en lykkelig og uskyldig tid, så det er logisk nok at han finder tryghed dér." Sandra nikkede og så ned.

   "Kan han behandles?" Sygeplejersken tøvede.

   "Ikke hvad vi ved af." Sandra gispede forskrækket og så op. Hun fik tårer i øjnene. Sygeplejersken lagde en hånd på hendes skulder. "Vi holder ham nogle uger her, han kommer til psykolog og terapi, vi skal gøre vores bedste, men det er ikke sikkert, at han vil vende tilbage til sin gamle sindstilstand." Sandra snøftede og nikkede forstående.

   "Okay..."

   "Det bedste ville nok være at behandle ham varsomt. Ikke for voksent, det kan måske gøre ham bange. Men han skal heller ikke behandles som en baby, det er ikke sundt." Sandra nikkede igen.

   "Og Will?" Sygeplejersken trak på skuldrene.

   "Vi holder øje med ham, men det er ikke sikkert at han nogen sinde vågner igen." Sandra nikkede og tørrede tårerne væk fra øjnene, snøftede lidt. Da hun havde fået taget sig sammen, gik hun og sygeplejersken ind på stuen igen. Lucifer sad og bevægede bamsens arme som om den var levende. "Jeg vil lade jer være alene nu. Der kommer en læge en gang i timen og tjekker op på Mister Baxter." Sandra nikkede, sygeplejersken gik. Sandra trak en stol hen til Wills fodende, så på Lucifer. Nikkede mod bamsen.

   "Hvad er det du har der?" Bamsen havde en matrostrøje på og et stort smil. Lucifer smilede.

   "Munin," sagde han med barnlig, usikker stemme. Han knugede hårdere om bjørnen. "Men du må ikke få ham!" Sandra smilede tappert, rystede på hovedet.

   "Nej, behold du bare Munin..." Hun så på Will. Han så fredfyldt ud. Og dog. En anelse plaget. Han svedte lidt. EKG'ens konstante bip var irriterende. De kunne fortælle, om hans hjerte stadig var i gang eller ej.

   "Hvornår vågner Will?" Sandra tøvede, overvejede, om det var klogt at fortælle Lucifer om Wills komatilstand.

   "Will har brug for at sove længe," sagde hun så.

   "Hvor længe?" spurgte Lucifer. Sandra bed sig i læben.

   "Det ved jeg ikke. I lang tid, tror jeg." Lucifer nikkede.

   "Okay... Så venter jeg bare her til han vågner." Sandra sukkede. Stakkels Lucifer... Stakkels Will... Der kunne gå dage, uger, måneder, år før Will vågnede op igen. Og måske ville lægerne ikke lade ham vågne? Hvis pengene slap op, kunne det være, de var nød til at hove stikket ud, og lade Will dø.

   Tanken fik Sandra til at græde. Hun hulkede ned i sine hænder. Uden Lucifer og Will kunne ungvampyrerne nok ikke klare sig! De ville være nød til at splittes, og det var ikke alle, der havde et hjem, de måtte vende hjem til. Sorg og ulykke voksede i Sandra, truede med at kvæle hende. Men så...

   Noget blødt blev trykket ind mod hendes bryst. Hun så ned. Lucifer holdt Munin-bjørnen ind mod hende med ustrakte arme. Hans øjne var fyldt med tårer.

   "Her," sagde han grødet. "Du må godt få ham. Han får dig til at føle dig tryg." Han tørrede sine øjne med håndryggen på venstre hånd. "Bare lad være med at græde mere, okay?" Sandra snøftede og tørrede øjnene, nikkede hurtigt.

   "Undskyld, Lucifer... Behold du hellere bamse- jeg mener Munin. Hvis han gør dig tryg, tror jeg, du får brug for ham." Lucifer nikkede tøvende. Han trak Munin ind til sig, lænede sig ind mod stolens ryglæn mens han trak knæene op under sig, så fjernt ud i luften.

   Sandra tog Wills hånd, den var kølig og stiv. Men huden var blød som altid. Det lyse hår var blevet vasket fri for blod, det lå blødt og fint på hans hoved.

   "Stonehenge." Sandra så på Lucifer, der stadig kiggede ud af vinduet. Hun rystede på hovedet. Indbildning.

   Hun aede forsigtigt Wills hånd. Sad ved siden af ham i lang tid. Lucifer bevægede sig ikke rigtigt, spiste ikke noget, da en sygeplejerske kom med mad. Sandra blev sendt ud, da lægen kom for at tilse Will, men Lucifer blev stædigt siddende, fraværende og distraheret. Da Sandra kom ind på stuen igen, sad han og så på Wills lukkede øjne.

   Sandra smilede til Lucifer, spurgte ham, om han ikke ville med ned i hospitalets have. Det var stadig mørkt udenfor. Men han rystede bare på hovedet og krammede Munin hårdere.

   "Hvorfor ikke?" Lucifer vred sig lidt.

   "Hvis nu Will vågner." Sandra sank, aede Lucifers skulder.

   "Så du vil ikke forlade stuen, før han vågner?" Lucifer rystede på hovedet igen.

   "Nej." Sandra sukkede og satte sig tilbage ved siden af Will. Bip... Bip... Bip... EKG'en nærmest påtvang nervøsitet til Sandra. Lucifer bippede lidt med.

   Sandra overvejede igen og igen hvordan hun skulle fortælle den sørgelige nyhed til ungvampyrerne. Hun kunne ikke sige det direkte - kunne hun?

   De ældste ville selvfølgelig nok være kede af det, men de ville forstå det. De mellemste ville sikkert ikke helt vide, hvordan de skulle reagere, og de yngste... Tja, der var Sandra på bar bund.

   Ville det skade Lucifer, hvis ungvampyrerne pludselig begynde at stille en helt masse spørgsmål? Han så helt blank ud. Både bogstaveligt talt og i overført forståelse. Sandra havde en ubehagelig fornemmelse. Hun hævede blikket fra Wills hånd. Lucifer sad og stirrede på hende. Hun rykkede ubehageligt på sig.

   "Hvad kigger du på?" spurgte hun.

   "Du ser meget trist ud." Sandra nikkede.

   "Ja... Det er jeg også."

   "Hvorfor? Kan jeg hjælp?" Sandt tøvede. Rystede på hovedet.

   "Nej, desværre ikke Lucifer." Lucifer så ned, gemte mund og næse bag Munins hoved.

   "Æv også..." Sandra smilede, lo lidt.

   Hun fór sammen, da noget bevægede sig ved hendes hånd. Hun så forskrækket på Will, han lå stadig med iltmaske på, så næsten døende ud. Men hans finger havde bevæget sig. Lidt. En lille smule, i hvert fald. Sandra tog hans hånd i mellem sine. Tre drops var lagt ind under huden. Hun aede hånden lidt, satte den for sin pande.

   "Vær nu sød at vågne, Will..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...