Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2623Visninger
AA

6. Ud i det blå

Sandra og Jackson kom godt ud af det med hinanden, de udvekslede numre og aftalte at snakkes ved snarest muligt.

   Sandra var en kvik pige, og hun kunne udmærket godt se, at Lucifer og Will havde brug for kvalitetstid sammen - noget, der ikke indeholdt hospitaler, lange rejser, jetlag, ungvampyrer, furier, jobs eller lignende. Derfor bad hun Bryan og Ulrich hjælpe med en udflugt til skoven, så ungvampyrerne kunne komme lidt væk, og så Lucifer og Will kunne være lidt i fred.

   "Jeg ved ikke rigtigt..." Lucifer var blevet meget beskyttende over for ungvampyrerne, ingen vidste, om der var flere furier tilbage.

   "Kom nu," sagde Bryan. "Det vil være sundt for dem at komme lidt ud. Vi tager mørklægningstelte med og er tæt ved nogle sheltere. Vi er kun væk i et par dage." Lucifer skulle til at protestere, men Will lagde en hånd på hans skulder.

   "Lucifer, bare lad dem tage ad sted." Lucifer så tomt på Bryan.

   "I kan tage ad sted. Men kun i en weekend." Bryan så på Will.

   "Will, jeg skal lige tale med dig." Will nikkede og trådte et skridt væk fra Lucifer, men Lucifer greb fat om hans arm og holdt fast.

   "Nej, nej, Will, du må ikke gå, ikke, øhm, ikke..." Will strøg Lucifers kind og kyssede ham på hovedet. De stod på gangen lige uden for Lucifer og Wills værelse.

   "Så, Lucifer, jeg skal bare tale lidt med Bryan, jeg kommer lige om lidt..." Lucifers øjne var tomme og forvirrede, samtidig med at de var store og undrende. Han lukkede dem et øjeblik. Nikkede.

   "Øhm, o-okay..." Will klappede Lucifers skulder.

   "Godt." Will fulgte med Bryan hen ad gangen, de gik ind på biblioteket. Bryan så sig omkring, sikrede sig, at de var alene.

   "William, Lucifer virker altså virkelig ikke rask. Har han fået det værre?" Will rystede på hovedet.

   "Nej, det er bare et kort anfald."

   "Kan han ikke bare tage noget mere medicin?" Will rystede på hovedet.

   "Nej, han må højst tage fem piller af gangen." Bryan så overrasket på Will.

   "F-fem? Tager han fem piller af gangen?" Will nikkede.

   "En mod skizofrenien, to mod..." Will holdt inde, rynkede panden. "Jeg kan ikke huske navnet på det anede, men det er mod depression, mild amnesi og tvangstanker." Bryan nikkede.

   "Okay... Nå, men altså, jeg er ikke læge, men jeg tror ikke det er sundt for ham, hvis du træffer alle hans valg for ham."

   "Slap af Bryan, det går over om en times tid eller noget." Bryan så tvivlende ud, men sagde ikke noget.

   Ungvampyrerne og Sandra tog ad sted næste aften, ungvampyrerne brokkede sig over at det var så tidligt. Kathy havde fået lov til at tage med, selvom hendes forældre ikke havde været meget for det.

   "Pas nu godt på!" bad Lucifer, da de skulle til at ud af døren. Sandra og Ulrich forsikrede ham gentagende gange om, at det hele nok skulle gå glat, og at han ikke havde noget at bekymre sig for. Da fællesstuen var tom, sukkede Will og så på Lucifer.

   "Så, hvad skal vi nu lave?" Lucifer smilede stille til Will. Will hvilede sine hænder på Lucifers hofter, rykkede lidt tættere på ham.

   "Mhm, det ved jeg ikke - hvad syntes du?" Lucifer pillede lidt ved halsen på Wills mørkeblå trøje. Will og Lucifer smilede lidt til hinanden.

   "Såh - videospil og katastrofefilm?" Lucifer tænkte sig lidt om. Nikkede.

   "Jah, fint med mig!"

 

"Urh! Jeg HADER at sove i telt!" Samantha himlede med øjnene af Kathy.

   "Hvorfor tog du så med?" Kathy trak på skuldrene.

   "Som om jeg ville blive hjemme og se på Will og Lucifer snave." Hun tænkte sig lidt om. "Nej, telttur er nok bedre." Sandra lo og satte sig på hug ved teltdugen.

   "Så, I to, hjælp mig med at få teltet op." Fem store telte var blevet medbragt fra slottet. Ungvampyrerne havde slået lejr ved søen, lige nu hang månen tungt over trætoppene. Et bål brændte i centrum af halvcirklen af uopstillede telte.

   "Sandra," klynkede Kathy, "kan Sam ikke bare sætte teltet op? Jeg mener, det er hende, der er mest opsat på det her!" Sandra satte hænderne i siden og så køligt på Kathy.

   "Nej - du hjælper til. Slut." Kathy sukkede og tog en hammer, begyndte at hamre teltpløkkerne i.

   Gustav og Nico var i gang med at slå smut, månen oplyste hele søen, så de kunne se, hvor langt stenene hoppede.

   "Hvad laver I drenge?" spurgte Sandra.

   "Nico siger, at han kan slå smut længere end mig!" sagde Gustav.

   "Det er fordi det er rigtigt! Gustav har vædet med en pose skumfiduser." Sandra rynkede panden.

   "I ved godt at vi alle skal dele de skumfiduser, ikke?" Drengene nikkede.

   "Jo jo, men jeg får alle hans, når jeg vinder."

   "Hvis du vinder!" snerrede Nico. "Du ved, der er mere vand rundt om Italien end der er om Tyskland." Gustav himlede med øjnene.

   "Hvad har det nu med noget at gøre?" Nico rakte tunge, Gustav vrængede af ham.

   "Stop så!" sagde Sandra. "Det her skulle gerne blive en hyggelig tur for os alle, I skal ikke slås nu. Vent til vi kommer hjem, Lucifer begynder snart at træne jer igen." Gustav fnøs.

   "Kom nu Sandra, Lucifer er ikke i stand til at forsvare sig selv! Ikke psykisk, han..."

   "... kan karate, kung-fu, taekwondo, bruge syv forskellige skydevåben, vride halsen om på en voksen mand som en kvist, høre jeres tanker og kan bevæge sig med umenneskelig hastighed, som I først når om nogle år - jeg tror han er udmærket i stand til at træne jer, mentalt stabil eller ej." Gustav og Nico så på hinanden.

   "Øhm, o-okay..." Nico lød en smule forskrækket. Sandra smilede.

   "Så, nyd nu aftenen. Og lad være med at falde i vandet."

   Omkring midnat begyndte Ulrich, Bryan, Susila og Nahuel at riste fisk over ilden, duften var fantastisk, og Sandras tænder løb hurtigt i vand. Rundt om bålet sad de nitten personer og snakkede. Sandra savnede lidt Wills guitarspil, indimellem spillede han et nummer eller to derhjemme.

   Skumfiduser og snobrød blev ristet, både gyldne, brune og helt sorte. Sandra nød natten mere end noget andet, hun havde prøvet før. Hun var i sin tid blevet anbragt hos Lucifer, da hendes forældre var blevet dræbt i et biluheld. Hvis de ikke var det, havde hun ikke siddet dér, blandt sine venner, og haft det helt fantastisk. Det var en rar tanke. De havde det forhåbentlig godt, hendes mor og far.

   "Skal vi ikke lege sandhed eller konsekvens?" De andre atten personer så på Sophie, der smilede stort rundt.

   "Jeg vil godt," sagde Kathy.

   "Jeg gider altså ikke!" sagde Lorenzo, der var den yngste dreng. Alice så på ham.

   "Årh, er du en kylling Lorenzo?" De andre grinede.

   "Godt, jeg starter," sagde Sophie. "Hm... Susila! Sandhed eller konsekvens?" Susila tænkte sig om.

   "Konsekvens!" Sophie gned sine hænder.

   "Okay, du skal... Vade ud i søen, mindst til knæene, eller... Ah! Eller kysse Nahuel!" Nahuel så forskrækket på Sophie.

   "Sophie!"

   "Årh, bare på kinden så!" Susila tænkte sig om.

   "Okay!" Hun gik over til Nahuel og kyssede ham på kinden, han blev ildrød i hovedet og så ned. De andre grinede. Susila satte sig på sin sovepose igen, hun brugte den som siddeplads. "Min tur! Eshe, sandhed eller konsekvens?"

   "Sandhed!" Susila nikkede.

   "Hvem var dit første kys?" Eshe smilede og så til siden.

   "Øhm..."

   "Kom nu Eshe!" begyndte de andre.

   "Ja, kom så! Ud med det!"

   "Okay, okay! Okay, det var hjemme i Dadaab, selvfølgelig. Hun hed Bahati og hun var en måned ældre end mig." Der lød spredt uh'en.

   "Mere! Mere!" Eshe grinede.

   "Vi var ude for at kigge efter aber, og det begyndte at regne, så vi gik i ly af en klippe. Hun blev forskrækket af et eller andet, og så gjorde vi det bare - kyssede." Latter.

   "Cool - din tur!" Eshe så rundt med et faretruende blik.

   "Hm... Sandra!" Sandra fór sammen. "Sandhed eller konsekvens?"

   "Øhm... Sandhed, tror jeg..." Eshe grinede til hende.

   "Er du forelsket - lige nu, mener jeg?" Sandra måbede og så vantro på Eshe. De andre begyndte at presse på.

   "Du skal være ærlig!"

   "Kom nu, det er ikke Jordens undergang!"

   "Sandra! Sandra! Sandra!" Hun sank en klump, nikkede stille.

   "Ja," mumlede hun stille. "Det tror jeg nok... I to, faktisk." Igen, spredt uh'en.

   "Hvem?" Sandra rykkede ubehageligt på sig.

   "Ikke nogen, jeg vil ikke..."

   "Sandra, du skal svare." Kathy smilede opmuntrende til hende. Sandra lukkede øjnene og så de to drenge for sig. Hun sukkede.

   "Lucifer og Jackson." Der var helt stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...