Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2641Visninger
AA

22. Sort og hvid

Klokken var et om natten. Det var egentlig set lørdag, men det var så tidligt, at fredagen stadig kunne skimtes bagved. Ungvampyrerne sad med deres kufferter, alle stille. De vidste godt, hvorfor de tog ad sted. Sandra havde ikke fortalt Jackson om vampyrerne. De to havde taget afsked dagen inden, grinet og fjollet. Sandra vidste, at uanset hvad, så ville hun komme tilbage til ham. Spørgsmålet var bare, om Lucifer kunne holde til meget mere.

   Lucifer sad op ad Will og kiggede tomt ud i luften. Will holdt ham i hånden. Lucifer virkede usikker og bange. Indimellem lukkede han øjnene lidt, som om han skulle tage sig sammen.

   Flyet landede. Det var ikke et stort fly, det var lejet til gruppen, og kun til dem. I sit stille sind velsignede Will sponsorerne, selvom kirke og religion ikke var noget, vampyrerne kunne tage til sig i høj grad.

   Først på året havde Will slået korsets tegn for sig, og det havde nær dræbt ham. Han så på kufferten. Den lyste som en lille stjerne gennem den mørke kuffert. Han så på Lucifer. Usikker, bange, utryg. Så stor kontrast... Will kyssede Lucifer på panden. Lucifer trykkede sig ind mod ham.

   De begyndte at boarde til flyet. Ombord sad nogle af ungvampyrerne nervøse, de havde fået specielle ørepropper med, hvis motorlarmen blev for meget.

   Kathy var blevet sur, da hendes forældre havde sagt, at hun ikke kunne komme med. Hun havde plaget og plaget, men var blevet hjemme.

   Flyet lettede. Lucifer holdt Will i hånden. Will hviskede stille til ham:

   "Vi skal hjem nu." Lucifer nikkede, lukkede øjnene og sukkede. Sjæl og psyke, to ting, der begge var lige vigtige - og i Lucifers tilfælde, var begge dele ødelagt.

   "Tror du, afdeling X stadig snuser rundt?" Will trak på skuldrene. Rystede på hovedet.

   "Nej. Og ellers kan vi godt klare dem." Lucifer snøftede og bed sig i læben. Så på Will med blanke øjne.

   "Vil du ikke nok lade være med at lyve over for mig?" Will sank en klump, kyssede Lucifer på kinden.

   Flyveturen var lang og kedelig, Sandra havde selvfølgelig sørget for, at flyet landede mens det stadig var mørkt i England. Lucifer sad og så ud i luften under stort set hele turen, Will så film ligesom alle de andre ungvampyrer.

   Lucifer havde det underligt. Nostalgisk. Han ville ryste og græde, samtidig med at han ville slå og ødelægge. Være rasende og vild, og samtidig bare ligge mellem Wills arme og være sårbar. Svage skygger dansede rundt for hans indre blik. Mystiske silhuetter af kutteklædte mænd. Tågede. De talte et sprog, men det var så langt ved. Lucifer lå stille. Vand omgav ham, men han lå på en mudret og klam bred.

   Det var koldt. Og det regnede. Han havde løbet. Havde stadig blod på tøjet. Der var streger på hans beskidte kinder, lavet af glidende saltvand fra hans øjne.

   Hvis han turde, havde han gjort det. Hvis han havde vidst, hvad han gjorde, havde han turdet det. Havde han turdet det, havde det været overstået.

   Han kunne ikke mærke sine fingre. Fødderne var også bare. Han stirrede tomt op i luften. Frossen regn faldt langsomt ned mod ham. Han ville række ud efter det, men kunne ikke. Det iskolde vand havde lammet ham.

   Stemmerne kom nærmere. Blev ophidsede. Han blev trukket ud af vandet, noget varmt blev lagt om ham. Skyggerne samledes om ham. Han så på dem uden at se dem.

   "Hallo?" Stemmen var så langt væk, at Lucifer knap nok kunne høre den. "Hallo? Lucifer, vågn op." Lucifer åbnede øjnene og så på Will. Will smilede. "Du mumler." Lucifer trak på skuldrene og lukkede øjnene igen.

   Flyets motorlyde var irriterende. Støjende. Lucifer åbnede øjnene. Nu, hvor han var kommet til at tænke på lydene, kunne han da umulig sove videre.

   Will sad ved hans venstre side. Flyets væg var til den højre. Lucifer frøs en smule og lænede sig op ad Will, for at få lidt varm. Will rejste sig op og tog hans kuffert ned. Fandt Lucifers jakke og gav ham den. Lucifer tog den på.

   Dåseluften i flyet stank. Lucifer lænede sig stadig op ad Will. Will lagde en arm om ham og gav ham et lille klem.

   Da de mange landede i London, kørte de straks hen til den spejderhytte, Sandra havde lejet. Værelserne blev fordelt, og de trætte vampyrer gik i seng. Sandra gik rundt for at tjekke, at alle vinduer og gardiner var helt lukkede til, så lys ikke kunne slippe igennem. Hvis ikke de var helt lystætte, satte hun sort gaffatape for.

   Lucifer og Will sov på et "spejderlederværelse" på første sal. Lucifer rystede, der var ingen varme i huset, og han havde ikke nogen selv.

   Hytten lå ud til havet. Bølgerne var gråsorte i skumringen. Lucifer sad på sengekanten, Will var ved at klæde sig af.

   "Jeg fryser," mumlede Lucifer fraværende. Will så på ham, smilede. Han havde sin trøje i hånden, smed den på en stol. Han satte sig tæt op ad Lucifer.

   "Virkelig?" Lucifer nikkede. Will mumlede lavt i hans øre. "Skal vi to i seng sammen?" Lucifer rystede på hovedet. Will kyssede ham på halsen. "Hvorfor ikke?"

   "Væggene er ikke lydtætte," sagde Lucifer stille. "Og sengen knirker for meget. Desuden, Will, så er du jo også træt." Lucifer strøg Wills kind og kyssede ham. "Godnat." Lucifer lagde sig under dynen, den var iskold. Han gøs.

   Will lagde sig ved siden af ham, hold ham ind til sig og lagde arme og ben om ham. Lucifer lukkede øjnene.

   Will lå og betragtede Lucifer, selv efter han var faldet i søvn. Han ville så gerne have tændt den lille, spinkle flamme igen. Få den til at live op, bare kort. Will kyssede Lucifers hals lidt, indtil Lucifer vågnede og bad ham holde op.

   Da det igen blev nat, lod Will Lucifer sove til han vågnede. Han sad nede i et stort fællesrum med de andre. Nogle af ungvampyrerne spillede bold udenfor. Will sad med et krus te mellem hænderne. Riku sad og skrev i sin notesbog i en sofa. Sandra satte sig ved siden af Will.

   "Hvordan har Lucifer det?" Will trak på skuldrene.

   "Ikke værre, i det mindste..." Hun lagde en hånd på hans skulder.

   "Lucifer er stærk. Tro mig. Vi skal nok få ham tilbage." Will nikkede.

   "Ja... Men hvordan tror du, han bliver?" Sandra så spørgende på Will. "Stonehenge kurerer vampyrer. Men..." Will så bekymret på Sandra. "Tror du, at det også betyder, at han ikke vil elske mig mere?" Sandra sukkede og så medfølende på Will.

   "Nej. Kærlighed er ikke noget, der skal kureres."

   "Men Stonehenge blev bygget for lang tid siden, og vi er jo homo..."

   "Hvis Lucifer virkelig elsker dig, er det ikke noget, Stonehenge kan ordne." Will nikkede og så væk. Tvivlede. Sandra tøvede lidt. "Tog du den med?"

   "Den ligger i kufferten." Hun nikkede.

   "Tror du, du kan gøre det?" Will trak på skuldrene.

   "Det håber jeg. Forhåbentlig vil det gøre ham mere... fri?" Sandra smilede.

   "Det er jeg sikker på." De sad på et bord. En båd. En båd, hvorpå de kunne tale frit med hinanden. "Du er meget modig, ved du godt det?" Will sukkede.

   "Jeg er ikke så sikker." Sandra rejste sig op. Forlod båden. Forlod tryghedszonen for Will.

   "Gå op og væk ham. Vi tager snart ad sted." Will nikkede. Han tøvede lidt med at forlade båden. Så satte han kruset fra sig og gik hen mod trapperne.

   Ét trin ad gangen. Det smertede lidt i hans ribben, men det var ikke noget alvorligt. Han stod lidt uden for døren. Tøvende. Lucifer måtte ikke ikke-elske ham mere... Det ville Will bare ikke tillade!

   Han åbnede døren så stille han kunne. Lucifer lå i sengen. Han så fin ud. Den hvide dyne aftegnede silhuetten af hans krop, hans bare arme lå en smule samlede til den ene side. Håret så blødt ud, det var lidt rodet efter at være sovet på.

   Will aede forsigtigt Lucifer p håret. Kyssede ham på panden. Lucifer åbnede øjnene. Will bed tænderne sammen. De var sorte og gråhvide igen... Lucifer smilede. Fire hugtænder... Det hele forsvandt.

   "Godaften," sagde Lucifer med en træt, rusten stemme. Will smilede lidt anstrengt.

   "Godaften." Han kyssede Lucifer på panden. "Er du klar til Stonehenge?" Lucifer smil falmede en smule. Han nikkede og satte sig op.

   "Mhm..." Will undredes. Ville ingen af dem virkelig til Stonehenge? Han satte sig p sengekanten. Lucifer smilede til ham. Stilheden var dejlig.

   Lucifer kravlede op på Wills skød, sad der med spredte ben. Wills kinder blev en smule røde. Lucifer lagde armene om hans hoved og kyssede ham. Lukkede øjnene. Will strøg Lucifers sidecut til siden, lagde armene om ham og lænede sig bagover. Kun dynen var imellem dem. Will smilede. Lucifer smilede også - en smule, i det mindste. De lå og kyssede i et par minutter. Så fjernede Lucifer sig lidt. Lagde panden mod Wills. Will smilede.

   "Morgenånde." Ja. Ja! På række og ræd, fine og velformede stod de frem. Lucifer smilte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...