Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2645Visninger
AA

12. Parterapi?

Råb blev slynget gennem rummene på Lake Castle, som voldsomme tyfoner, hvis eneste formål var at lægge alt øde og rasere alt på deres vej. Døre blev smækket, forfærdelige jordskælv rystede slottet, kræfter som ingen rigtig forstod, havde overtaget magten i korridorerne. Raserianfald blev blandet med kaosset, ord blev kastet tilbage af væggene, der nægtede at tage dem til sig - Will og Lucifer havde endnu et skænderi.

   Den aften var det pludseligt ringet på. Lucifer havde åbnet portene, og en politimand havde slæbt Gustav og Nico ind. Klokken var halv ti om aftenen, så alle ungvampyrerne var oppe.

   De to ungvampyrer havde været i Hilltown på cykel. Nogen havde provokeret dem, og de var røget i slagsmål. De to havde så truet deres modstandere med, at de så let som ingenting kunne slå dem fordærvede, og så var politiet trådt ind.

   I køkkenet havde Lucifer og Will diskuteret drengenes straf med Sandra. Will mente, at drengene bare skulle have den stadige tjans med at rydde op på loftet, mens Lucifer ville sætte dem til at gøre hele slottet rent, samt vaske bilerne og deltage i yderligere fem træningstimer med ham. Sandra prøvede at få de to dysset ned, men før nogen vidste af det, havde snakken om straf udviklet sig til et skænderi - det sjette på de fire dage, der var gået.

   Skænderier var blevet en ubehagelig hyppighed mellem Will og Lucifer, og det bekymrede Sandra. Så da de to kamphaner var gået op på to forskellige værelser, sukkede hun og kaldte på Aira.

   "Hvad laver du?" spurgte Nico, han og Gustav havde siddet tavse ved bordet i køkkenet og overværet de andre diskutere deres straf.

   "Jeg prøver at løse Lucifer og Wills problemer," sagde Sandra fraværende. Aira kom ind. "Vi har brug for lidt hjælp."

 

Med hjælp fra Samantha og Riku lykkedes det Sandra at få Will og Lucifer ud af værelserne. De blev ført ned i den mindste af slottets i alt tre stuer, de var ikke glade for at se hinanden.

   "Hvad nu?" spurgte Lucifer surt. Sandra så på dem. Aira stod ved siden af hende, smilede roligt.

   "William, Lucifer, I to skændes for meget." Lucifer himlede med øjnene.

   "Hold nu op, det er ikke jeres..."

   "Klap i," sagde Sandra kort for hovedet. Hun så på Aira. "Aira er jo, som I ved, terapeut, og hun vil prøve at få jer til at tale sammen." Will så væk fra Lucifer, stak hænderne i lommen. Lucifer lagde armene over kort og fnøs. Sandra lagde en hånd på Airas skulder. "Held og lykke." Hun nikkede, Sandra gik ud.

   "Okay I to - jeres skænderier forstyrrer os andre. Sit jer på sofaen."

   "Jeg gider ikke sidde ved siden af ham!" sagde Lucifer køligt.

   "Du er så barnlig!" snerrede Will.

   "Fordi du behandler mig som et!"

   "Drenge, ti så stille og sit jer!" De gav langsomt efter, satte sig så langt fra hinanden som muligt - Lucifer satte sig endda på armlænet. Aira satte sig på en stol over for dem. "Godt! Jeres problem er, at I taler til hinanden, og ikke med hinanden. Så, Will, fortæl mig, hvorfor du er vred på Lucifer - og Lucifer, du lytter!" Will mukkede lidt.

   "Han er bare åndssvag! Han er for hård ved de andre, og så fjendtlig og..." Lucifer skulle til at afbryde, men Aira holdt en hånd op.

   "Fortsæt, Will."

   "Han kan ikke være bekendt at være så hård ved de andre. De er kun børn, og det forstår han bare ikke!" Aira nikkede.

   "Lucifer, hvorfor er du vred på Will?"

   "Fordi at han ikke forstår, at de vil være sådan resten af deres liv! De var ved at afsløre os, det er det værste, der kunne ske! Det skal de straffes for, så de ikke gør det igen!" Aira nikkede.

   "Okay... Jeg tror ikke, vi får løst problemet, hvis vi barer kører rundt i det, så lad os starte et helt andet sted: Will. Hvad kan du godt lide ved Lucifer?" Will hævede øjenbrynene.

   "Øhm..." Lucifer så selvsikkert på ham. Will flyttede lidt på sig. "Øh... Jeg kan godt lide dit..."

   "Nej," sagde Aira. "Tal til mig, ikke til Lucifer." Will så på Aira.

   "Jeg kan godt lide hans hår. Det er flot, og blødt. Jeg, øhm, jeg syntes han er spændende. Når jeg endelig tror jeg forstår ham, gør han noget, så jeg er på bar bund igen." Aira nikkede og så på Lucifer.

   "Og dig? Hvad kan du lide ved William?" Lucifers blik flakkede lidt, han sank en klump.

   "Han forstår mig - han prøver i hvert fald. Han er den eneste, jeg har lyst til at lytte til." Aira smilede.

   "Okay. Will, hvornår gik det op for dig, at du faktisk var forelsket i Lucifer?" Wills kinder blev en smule røde. Han så ned.

   "Øhm... Det... Det ved jeg ikke..."

   "Kom nu," snerrede Lucifer. Aira så strengt på ham, han tav. Will så ned på sine fødder.

   "Det var faktisk lidt efter vi var blevet kærester..."

   "Hvad?!" sagde Lucifer skingert. Will krympede sig. Aira tyssede på Lucifer.

   "Fortæl videre, William."

   "Vi var ude i skoven, jeg havde fået ham ud af huset for en gangs skyld. Vi snublede og fladt ned af en bakke." Will smilede lidt fraværende. "Vi lå ved siden af hinanden og grinede i de visne blade. Det var første gang, jeg hørte Lucifer grine - sådan rigtigt, fordi han morede sig. Hans hugtænder stak lidt ned over underlæben. Han så bare sød ud..." Lucifer smilede og så væk. Aira sukkede.

   "Hvor sødt... Lucifer?" Lucifer så forskrækket på Aira. "Din tur."

   "Jeg..." Han så på Will, hvis kinder var en smule røde. Will bed sig i læben, havde hænderne i skødet. Var det bare Lucifer, eller var han rykket lidt tættere på? Lucifer sank en klump. "Will kyssede mig under en mistelten, da vi lige havde mødt hinanden. Jeg følte mig syg bagefter, jeg kunne ikke sove eller koncentrere mig. Det blev kun værre, når jeg så på ham. Så kyssede han mig igen, og jeg blev gladere end... nogensinde." Lucifer og Will så stadig ikke på hinanden. Aira så på dem.

   "Jeg tror jeg har en idé. Vi skal ud og gå." Lucifer og Will så undrende på hende. Hun nikkede. "Rundt om søen. Jeg går med. Kom." Hun rejste sig op og gik hen til døren. Lucifer og Will fulgte med, de så ikke på hinanden.

   De gik udenfor. Det var mørkt, men de tre vampyrer kunne udmærket se i det dunkle lys. Aira udspurgte dem og forskellige ting, men lige meget hjalp det. De hverken så på eller snakkede med hinanden. Træerne stod grønne og klare, vejede let i vinden. Vandet var blankt, nymånen så på sin tvilling lige under overfladen. En ugle tudede i det fjerne.

   "Hvad kan I lide at lave sammen?" Der var stille lidt.

   "Løbe," sagde Will stille.

   "Se film." Lucifer. Aira nikkede. Hun gik foran dem.

   "Hvilken film er jeres yndlings?"

   "Ikke rigtig nogen." Aira så sig over skulderen.

   "Virkelig?" Will nikkede, Lucifer så ind mod skoven. "Hm, nå, men når bare man ser det sammen..." De var stille lidt. "Hvad er det sjoveste, I har oplevet sammen?" Stille lidt.

   "Der er ikke noget specielt." Lucifers stemme var lav, men Aira kunne godt høre ham.

   "Er det ikke lidt kedeligt?"

   "Måske." Will. De gik yderligere fire minutter i stilhed. Så drejede Aira af og gik ned mod en lille sandstrand.

   Will samlede en sten op, vajede den i hånden og kastede den ud over søen. Den sprang på vanden, slog smut fem gange og sank så til bunds. Bagefter gik de tilbage til stien og fortsatte.

   Der var fem kilometer rundt om søen, natteluften var kold, til trods for at det stadig var en smule sommer. Aira gik lidt i sine egne tanker, stillede indimellem nogle spørgsmål, og fik ganske korte svar. Det var alt sammen ledende spørgsmål om Lucifer og Will som et par, nogle mere direkte end andre.

   Et kvarter gik uden at nogen sagde noget. Så begyndte Aira at snakke igen:

   "Hvordan kan det være, I er så uenige, når I passer så godt sammen?" Intet svar. "Jeg mener, alle par skændes jo en gang imellem, men I gør det oftere og oftere."

   "Det er fordi Will mener, han skal passe på mig," sagde Lucifer fjendtligt. "Han forstår ikke, at jeg godt kan tage mine egne beslutninger."

   "Det kan du heller ikke," sagde Will. "Og når du endelig gør det, går det jo aldrig godt!" Will foldede hænderne bag hovedet, mens de gik. Lucifer så væk, holdt sig for munden, da aftegningerne af Wills muskler dukkede frem.

   "Årh hold op, jeg ved udmærket godt hvad jeg laver."

   "Ja, når du rådfører dig med mig."

   "Så, I to," sagde Aira. "Det hjælper ikke at skændes mere." I det mindste snakkede de sammen nu.

   "Jeg skændes ikke med Will, han skændes med mig."

   "Hold mund."

   "Hold selv mund! Jeg er altså ældre end dig, hold op med at behandle mig som et barn!"

   "Det vil jeg, så snart du holder op med at opføre dig som et!"

   "Ej, I to altså, klap i begge to!" Aira stoppede op og sukkede. Hun så på stien forude. "Tror I, I kan klare bare fem minutter uden at mundhugges?" Stilhed. Aira rynkede panden, så lidt over skulderen, hvor Will skulle komme til syne. Men han var der ikke? "William? Lucifer?" Aira vendte sig om. Hævede øjenbrynene.

   Will holdt Lucifer op mod et træ, Lucifers tunge var begravet i Wills mund. Han hænder kørte overalt på hans krop, deres ånde blev hængende i luften.

   "Jeg elsker at du er så stædig!" gispede Will kort.

   "Jeg elsker at du er sexet uden at vide det," stønnede Lucifer, da Will rykkede tættere ind mod ham. Aira smilede.

   "Når, det gik da fint." Hun sukkede. "Jeg går tilbage nu. Husk at komme inden solopgang." Hun vendte sig om og gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...