Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2629Visninger
AA

21. Mørk og lys

Snart efter var billetter til London booket, Sandra ledte efter et hotel i nærheden af Stonehenge. Lucifer lod til at få det værre psykisk, han holdt sig tæt op ad Will, holdt hans hånd eller arm konstant. Will var bekymret, selvfølgelig, men hans fysiske tilstand forbedredes dag for dag. Efter yderligere to uger var hans ben healet, og ribbenet var i betragtelig bedring.

   Det var en mørk og stormfuld aften - en klassiker eller kliché, men de syv ord gjorde Will utryg. For det var sådan, aftenen var, da Lucifer pludselig vækkede ham. Ungvampyrerne var på deres værelser, Will og Lucifer havde været længe oppe, og havde derfor slukket vækkeuret, så de kunne sove længe. Lucifers kinder var våde, hans øjne var forgrædte. Will holdt ham fast, roligt og betryggende.

   "Hvad er der galt, Lucy?"

   "Jeg havde en drøm," snøftede Lucifer. Will strøg hans hoved. Lucifer drømte stort set aldrig, og han brød sig ikke om det. Det var rene mareridt, altid. Lucifer græd lidt ind mod Wills bryst, Will holdt om ham.

   "Hvad drømte du om?" Lucifer rystede på hovedet og peb. Will aede hans ryg. "Så, det var bare en drøm." Forhåbentlig ville Lucifer komme til fornuft, når Stonehenge havde gjort sit, og kunne skelne drøm og virkelighed fra hinanden. "Vi tager til Stonehenge på fredag. Så er det hele overstået." Lucifer rystede på hovedet.

   "Nej, nej, ikke Stonehenge! Jeg vil ikke! Ikke mere!" Will tyssede på Lucifer, aede ham beroligende.

   "Hvad? Hvorfor ikke?" Lucifer snøftede.

   "D-der var våben, o-og ungvampyrerne var ladt alene tilbage, og..."

   "Din drøm?" Lucifer nikkede. "Lucifer, hvis du ikke vil have det, så skal ungvampyrerne ikke blive her. Og vi tager ikke våben med, det er en helt fredelig tur. Jeg taler med Sandra og sponsorerne, de skal nok give et bidrag til en 'undervisningstur'." Udefra forestillede Lake Castle en institution for børn og unge med en særlig og sjælden lidelse. Stedet havde flere sponsorere, der gav penge til udflugter, reparationer, sikkerhed og så videre. Lucifer så på Will, der smilede beroligende til ham.

   "Men..." Will tyssede på ham.

   "Læg dig til at sove igen."

   "Men..."

   "Se nu bare om du kan." Will kyssede ham på panden og lagde sig ned. Lucifer blev siddende lidt. Så lagde han sig ved siden af Will. Strøg hans hals. De sov stadig i værelset i stueetagen. Ingen ville høre noget...

   Will gispede og greb fat i lagnet, da Lucifer pludselig og med ét hug bed ned i hans hals. Det gjorde så forfærdeligt, voldsomt, smerteligt ondt! Will vred sig og prøvede at komme fri, gik i panik, da Lucifer hverken havde bedøvet eller advaret ham. Will prøvede at skubbe Lucifer væk, men hans tænder sad for dybt begravet.

   Noget var ikke, som det burde være. Will kunne mærke det. Én... to... tre... fire... Fire! Will famlede sig i blinde frem til Lucifers skuldre, tvang ham om på ryggen. Endelig slap han. Will så forpustet på Lucifer. Han havde stadig det blanke, forvirrede blik i øjnene. Men det ene øje var helt sort, mens det anede var gråhvidt. De to hugtænder var blottede - to nye var på vej forneden.

   Will skyndte sig væk fra Lucifer, at bevæge sig pludseligt fik det hele til at svimle. Han støttede sig til væggen, holdt sig for såret på halsen.

   "Du... Du..." Will havde svært ved at få vejret. Lucifers hugtænder trak sig ind, øjnene fik deres normale farve.

   "Will, er du okay?" Lucifer kom hen mod ham, men Will trådte væk.

   "Hold dig fra mig!" Han famlede efter pistolen, men kom i tanke om, at siden Lucifer havde truet ham med den, havde den ligget forsvarligt i et pengeskab på deres værelse. "Du er ved at blive en furie!" Lucifer rystede stille på hovedet.

   "N-nej. Will, hvorfor tror du det?" Lucifer kom nærmere, Will bakkede længere væk.

   "HOLD DIG FRA MIG!" Lucifer så undrende på Will.

   "Undskyld... Okay? J-jeg skulle have spurgte først, det er jeg ked af." Will holdt en hånd for øjnene. Tog en dyb indånding.

   Lucifers bløde læber rørte Wills et kort øjeblik. Lucifer tog forsigtigt fat om Wills håndled, fik hans hånd væk fra øjnene.

   "Er du... bange for mig?" Will sank en klump. Rødt cirkulerede rundt i Lucifers regnbueiris, hans pupiller var store og undrende. Han havde ikke noget blod for munden. Will så væk. Lukkede øjnene og pustede.

   "Vi skal til Stonehenge, snart. Så går det hele over. Det hele..." Will mumlede. Lucifer slap ham. Sank en klump.

   "Stonehenge blev bygget af druider." Will smilede skævt.

   "Det ved du ikke noget om..." Lucifer nikkede. Will så på ham. Lucifer trak på skuldrene. "Lucifer?"

   "Jeg ved godt, at jeg ikke er rask. At jeg er psykisk syg. Men jeg kan huske mere fra før end nogensinde."

   "Før?"

   "Før jeg blev vampyr." Der var en dødsens stilhed længe. Will sank en klump. Lucifer så ned. "Det kommer Stonehenge til at slette..." Will tog stille Lucifers hånd. Han kyssede ham på munden, længe og inderligt.

   "Alting har en mørk og en lys side," sagde han sagte. "Hvis du kun kan se den mørke, synker du ned i rædsel. Men hvis du kun ser den lyse, bliver du et naivt fjols." Lucifer rystede på hovedet.

   "Jeg forstår dig ikke, William..."

   "Du er sindssyg, og du ved det udmærket. Men du kan huske din historie. Den bliver sikkert slettet, men du bliver dig selv igen. Kan du forstå det?" Lucifer nikkede. Han lagde armene om Will. Slikkede såret. Will lod sit hoved hvile på Lucifers.

   Da Will fortalte Sandra, at ungvampyrerne var nød til at tage med til Stonehenge, var hun ved at gå ud af sit gode skind. Men Will tiggede og bad, for Lucifers skyld, sagde han, og til sidst fik han hende overtalt til at kontakte sponsorerne.

   Lucifer havde flere onde drømme, han vågnede badet i sved midt om dagen.

   Lucifer holdt sine drømme for sig selv. Han frygtede dem, og prøvede at undgå at falde i søvn. Han blev længe oppe, prøvede ikke at udmatte sig selv. Men lige meget hjalp det.

   Dagen for afrejsen kom hastigt nærmere. Lucifer begyndte at grue for turen. Hvad nu, hvis hans drøm gik i opfyldelse? Han havde prøvet at forklare det til Sandra og Will, men de forstod ham ikke. I værste fald sad han alene på værelset, knugede Munin ind til sig, aede Dajan eller tog piller mod sindssygdommene, så drømmene måske ville forsvinde.

   Will prøvede at få ham til at lade være med at tage pillerne. Han havde forfærdelig dårlig samvittighed over, at han havde ødelagt Lucifer sådan, uden at vide det.

   Dagen inden afrejsen sad Lucifer og Will oppe. De regnede, lynede og tordnede, det var umuligt at få lukket et øje. Lucifer sad mellem Wills ben. De så film, ikke én, der var særlig god, men det var dog noget, der kunne få tiden til at gå.

   Lucifer rullede forsigtigt ærmet på Wills højre arm op. Den skoldede, forbrændte og rødlige hud kom til syne. Will rynkede på næsen. Huden stak enkelte steder op eller var ved at falde af i flager. Det var forfærdeligt smertefuldt.

   Lucifer kyssede forsigtigt den forbrændte hånd. Will smilede skævt.

   "Syntes du slet ikke at det er ulækkert?" spurgte han. Lucifer lagde hovedet tilbage.

   "Jeg elsker dig," mumlede han. Will smilede og kyssede ham på håret.

   "Jeg elsker også dig." Lucifer flettede sine fingre ind i Wills, dem på højre hånd. Will skar tænder. Lucifer løftede forsigtigt hånden op, kyssede hver finger forsigtigt. Will aede hans kind med den venstre hånd. "Du griner aldrig mere?" De var længe siden, Lucifer havde afsløret glæde. Ægte glæde. Det gjorde ondt på Will.

   "Jeg har ikke noget at grine af." Will sukkede.

   "Jeg savner din latter." Lucifer nikkede.

   "Også mig." De var stille. Lucifer trak ærmet ned over armen igen, ville ikke se på den skoldede hud. Lucifer lå op ad hans mave og bryst, døsede. De holdt i hånden. Will betragtede Lucifer oppefra. Hans ansigt var ikke synligt. Håret var mørkt. Duftede ikke af noget. Neutralt.

   Der var gået dage. Uger. Måneder. Will havde ikke set et smil på Lucifer læber. Han kunne ikke gøre ham glad.

   "Jeg har ikke noget at grine af." Nej... Verdenen var mørk og lys - lige nu, kun mørk. Will trak Lucifer tættere ind mod sig. Han havde altid været bange for mørket. Det forfærdelige, dybe, altopslugende, destruktive, intense, frygtindgydende mørke. Lucifer havde været det lille lys, der havde holdt mørket på afstand i de sidste år - og nu var lyset ved at brænde ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...