Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2634Visninger
AA

23. Liv og død

Stonehenge var stor - enorm! Sådan virkede det i hvert fald for de fleste af ungvampyrerne. De så med ærefrygt på ruinerne. De gik på stien fra vejen, hen mod stenene. Det var helt mørkt. En svag dis lå tæt ved jorden. Himlen var overskyet, der var stort set ingen biler på vejen, der kun lå nogle få meter væk fra ruinerne. Der var kun fyrre meter derhen. Lucifer og Will gik hånd i hånd. Sandra snakkede med Anna og Nico. Stemningen var, hos de fleste, ligesom den dagligt var hos mennesker. Ikke dæmpet eller nervøs, som mennesker somme tider havde det om natten. Livlig, nogen lunde munter.

   Bare ikke hos Lucifer og Will. Will knugede Lucifers hånd i sin. De to sagde ikke ét ord til hinanden. Gik bare hånd i hånd. Med jævne skridt, som til en bøddel. Lucifer rystede en smule. Havde omstændighederne været en anden, en bytur, rask helbred, eller havde det bare været en normal ferie, havde de to gået med én hånd i den andens baglomme. Derfor kunne alle ungvampyrerne, og Sandra, se, at noget ikke stemte helt.

   Der gik tid. Fem minutter. Ti minutter. Et kvarter. Da de tyve individer efter en halv time stod mellem stenene, uden at noget var hændt dem, rungede et stort spørgsmål i alles hoveder - og hvad så nu? Lucifer holdt stadig Wills hånd. Han sukkede og rystede på hovedet. Så på Will.

   "Hvad gør vi?" Will trak på skuldrene.

   "Jeg beklager Lucifer... Det er bare en stor bunke sten." Lucifer lukkede øjnene og vendte ansigtet ned mod jorden. Den sidste chance var forbipasseret. Den sidste chance for at få sjælen og forstanden tilbage.

   Lucifers øjne blev varme af tårer. Han bed sig i læben og knyttede den hånd, Will ikke holdte. Will trak ham ind til sig, omfavnede ham. Hans arm ville ikke heale fuldkomment. Lucifer skulle være gal for evigt...

   "Will, Lucifer..." Sandra kom hen til dem. Will så på hende, Lucifer gjorde ikke. "Vi begynder at gå tilbage til bilerne. Kommer I med?" Will så på Lucifer, der rystede på hovedet.

   "Jeg vil gerne blive lidt længere," mumlede han. Will nikkede.

   "Okay." Sandra og de andre gik tilbage mod bilerne. Lucifer satte sig op ad en af de høje sten. Will satte sig ved siden af ham.

   "Hey," sagde han stille. "Det er okay. Vi skal nok finde ud af noget." Lucifer rystede på hovedet.

   "Nej, Will. Det her var min eneste chance. Din arm skal nok heale, det vil tage tid, men den skal nok heale. Mig, derimod..." Han lukkede øjnene. "Jeg tror ikke, jeg healer igen - nogen sinde." Will sukkede. Han rejste sig op og rakte Lucifer en hånd.

   "Kom. Du kan enten vælge at blive her og fryse i al evighed, eller komme med, og lede efter en anden udvej." Lucifer så væk. Han rejste sig op, men ikke med hjælp fra Will. Will gik hen mod stien, Lucifer gik langsomt efter. Og så...

   Skyerne delte sig foroven. Nymånen kom frem. Lucifer stoppede op. Paralyserede. Will vendte sig mod ham. Så op. Så på Lucifer.

   "Lucy?" sagde Will nervøst. "Er du okay?" Lucifer rystede hurtigt på hovedet. Hans ansigt var præget af frygt. Han lukkede øjnene. Skar ansigt og holdt en hånd for hjertet. Faldt om på jorden. "LUCIFER!" Will styrtede hen til Lucifer, faldt på knæ ved hans side. Tog hans hånd, ledte efter pulsen. Lucifer så rædselsslagent op mod månen, han syntes blegere end nogen sinde.

   Hans ansigt blev roligt. Hånden blev slap. Bodum... Det sidste hjerteslag. Will rystede. Han rystede på hovedet.

   "Lucifer! Vågn op! LUCIFER!" De andre var på vej. Will kunne høre dem. Disen blev tykkere, forvandlede sig til en mur af tåge på kort tid. "Lucifer, vågn op!" tiggede Will. "Vil du ikke nok vågne?!" Men Lucifer lå bare på jorden. Stille og ubevægelig. Hans læber var allerede blevet grålige, hans hud var bleg, og hans tomme øjne stirrede op mod himlen. Havde han ikke fået blod nok? Var han bare løbet tør? Hvorfor vågnede han ikke?!

   Noget hylede i det fjerne. En... en ulv? Der var ingen ulve i England, mente Will. Musik... Klokker. Pling... Pling... Pling... Will så sig omkring. Der lå en faretruende stemning over stedet. Skulle Stonehenge ikke rede vampyrer?! Ikke dræbe dem?!

   Ulven, eller hvad det nu var, hylede igen. Sorte skygger og smalle, rødglødende øjne kom til syne dybt inde i tågen. Will lukkede Lucifers øjne ét for ét, løftede ham op i siddende stilling og holdt ham ind til sig. Flere ulve hylede. De skulle ikke få Lucifer! De måtte ikke få ham, før Will selv var død! Pling... Pling... Pling...

   Glubske, ulvelignende væsner kom frem fra skyggerne. Fem, sådan cirka. De knurrede, hylede indimellem. Efter ulvene kom kutteklædte skikkelser. De var klædt i sort fra top til tå. Deres ansigter var skjult i skygger. Der var mindst tredive. De kom frem fra tågen, stillede sig mellem stenene. Nogle af dem spillede på lavmælte fløjter, andre på klokkespil. Det gav en dyster, uhyggelig melodi. Og dog... Melankolsk. Will holdt Lucifer tæt ind til sig. Den læderjakke, Lucifer fra aftenen af havde iført sig, knirkede lidt mod Wills cowboyjakke.

   De kutteklædte stoppede. En af dem, den, der stod lige foran Will, løftede forsigtigt hætten væk fra ansigtet. Will spærrede øjnene op.

   Ansigtet var blegt men sundt, øjnene var røde som hundenes, men havde alligevel glans over sig. Holdningen var sofistikeret, dog med en krigers beslutsomhed. Mandens hår var sort og samlet i en hestehale med et læderbånd på ryggen. Han bredte armene ud.

   "Vi er Azrog." Hans stemme var bestemt og vis. Hans hugtænder glimtede i månens matte lys, der trængte ned i Stonehenges midte. "Vampyrstammen." Will så sig forfærdet omkring. Han holdt Lucifers livløse krop ind mod sig som var det hans ejede liv.

   "Hvad har I gjort ved Lucifer?" spurgte han lavt. "HVAD HAR I GJORT VED HAM?!" Manden så rundt på de andre, langsomt.

   "I søgte vor midte. Hvorfor?"

   "Taler du om Stonehenge?" spurgte Will grødet. Han fnøs. "Vi kom her, så Lucifer kunne live rask. Ikk så en flok tosser i hætter kunne slå ham ih..." Will tav. "V-vampyrstamme?" De kutteklædte nikkede alle én enkelt gang. Ulvehundene knurrede. Will så undrende på manden foran ham. "Jamen... Jamen, Lucifer er den eneste fuldblodsvampyr der..." Will så manden foran ham ind i øjnene. Han rynkede panden. "Nej?" Manden hævede blikket mod himlen.

   "Stjernerne står korrekt..." mumlede han. Han så på Will. "Det er på tide." Will rystede forvirret på hovedet. "Vi er blandt mennesker kendt som druiderne. Vi har været her længe, nogle af os i århundreder. Vi kender unge Lucifer Sorrow.

   Da unge Sorrow sandelig var ganske ung, blev hans moder brutalt slået ihjel af faderen. Efter drabet, løb Sorrow ud i skoven, der dengang omgav vor midte. Gennem tiden har mennesker fældet træerne og blottet vores allerhelligste...

   Sorrow prøvede at drukne sig selv i en nærliggende dam. Hans mod svigtede ham, og vi fandt ham liggende i vandkanten, forfrossen og døende.

   Vi forvandlede ham til hvad han er lige dér hvor du sidder med ham nu. Vi gjorde det på den rigtige måde - den naturlige. Unge Sorrow kunne desværre ikke klare forvandlingen, og vi forseglede hans vampyriske del dybt inde i ham.

   Beklageligvis kunne han ikke holde den i sig. Han dræbte og blev levende begravet. Indtil uvidende mennesker fandt ham flere hundrede år derefter." Will så med store øjne på manden. Han rystede på hovedet.

   "Det lyder jo fuldkommen vanvittigt."

   "Men det er sandt. Der er mere mellem himmel og jord, end mennesker ellers normalt går og tror. Lucifer er vores største mesterværk. Han er beviset på, at døden og livet sagtens kan leve sammen.

   Vi skal alle dø en dag. Også os. Der er ikke noget, der hedder udødelighed eller evig ungdom. Men der er udholdenhed og overlevelse. Lucifer besidder begge dele." Will tørrede sine øjne.

   "Hvorfor har I så dræbt ham?! HVAD?! Will råbte så det gav ekko. Ulvehundene begyndte at gø. Manden løftede hånden, og alt blev stille.

   "Vi har ikke dræbt Lucifer. Hans sjæl var for ødelagt til, at han kunne klare healingsprocessen."

   "Hvilken healingsproces?!" sagde Will skingert. Manden løftede øjenbrynene. Will så varsomt på hans arm. Gispede.

   Huden var normal. Der var ingen ar eller mærker efter solens barske stråler. Will så vantro på manden, der bare nikkede. Will sank en klump. Han åbnede munden. Tårer løb ned ad hans kinder i stride strømme. Han kunne knap nok tale.

   "Vil I ikke nok vække ham til live igen?" Druiderne var helt stille. Manden foran Will rystede på hovedet.

   "Lucifer har været ude for meget. Alt for meget. Han fortjener at hvile i fred..."

   "JEG VIL HAVE HAM TILBAGE!" skreg Will. En nervøs trækning gled over mandens ansigt. Han nikkede kort.

   "Du vil. Lad os spørge ham, og han vil det samme." Druiderne bredte alle armene ud til siden, alle, på nær manden, der fremdrog en lang stav fra sin kappes folder. Han holdt den op i luften. Druiderne begyndte at messe i kor. Staven glødede spøgelseshvidt. Mere og mere, indtil Will næsten ikke kunne holde øjnene åbne.

   Will? Stemmen gav ekko. Den var let og fjern. Will spærrede øjnene op.

   "Lucifer!"

   Will! Hvor er du?

   "Jeg er lige her, bare kom, kom tilbage til mig!"

   Jeg kan ikke se dig...

   "Jeg er lige her!"

   Will, jeg fryser sådan...

   "Kom, Lucifer, jeg skal nok varme dig!"

   William...

   "LUCIFER!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...