Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2636Visninger
AA

15. Knuste spejl på væggen dér...

Vi er selvfølgelig stadig venner. Okay? Will rev sig frustreret i håret. Selvfølgelig var de ikke venner længere! Han havde fuldstændig ødelagt det hele! Lucifer lå og græd på sit værelse, han nægtede at tale med nogen, havde låst døren, var helt knust. Will frygtede, at han ikke ville komme over det. Han sad med sin guitar, spillede nogle få, sørgelige toner. Lagde den fra sig på sengen. Det bankede på døren. Sandra kom ind og satte sig ved siden af ham.

   "Du må altså tale med Lucifer," sagde Sandra. Will så på hende. Hun var meget bleg, rystede en smule. Han spærrede øjnene op.

   "Hvad har han gjort?"

 

Nogle af ungvampyrerne havde set ham udefra. Lucifer. Som var kravlet op på taget. Will kom hen til ham, det var en smal sag at komme derop. Ud af vinduet, knap en meter op, så var man der, hvis man stod på øverste etage.

   Will kom hen til Lucifer, satte sig et stykke fra ham. Lucifer kastede ét blik på Will og rykkede lidt væk. Trak knæene op til brystet.

   "Kan jeg ikke engang være alene heroppe?"

   "Lucifer, vi skal tale sammen..."

   "Nej, du har sagt rigeligt!" Lucifer rejste sig op. Så ned. "Du ved, hvis jeg sprang nu, ville jeg overleve, men være for kvæstet til nogen sinde at kunne bevæge mig igen." Will sank en klump og bed sig i læben.

   "Har du taget dine piller?" Lucifer fnøs og trak på skuldrene.

   "Du er da ligeglad." Will rystede på hovedet.

   "Nej da. Hvad får dig til at tro det?" Lucifer så på Will, hans øjne var smalle, spydige sprækker i ansigtet. Han rystede på hovedet.

   "Du har slået op med mig. På det tidspunkt i hele mit liv, hvor jeg har mest brug for dig, har du slået op med mig."

   "Lucifer, du forstår det ikke..."

   "Nej, jeg forstår det ikke! Jeg forstår ikke hvorfor du slog op med mig! Og du kan ikke forklare det! Men nu skal du høre rigtig godt efter! Du skal komme til at fortryde det her! Jeg skal være så led over for dig, at du vil få det lige så dårligt som jeg har det nu! Du skal have det som om du brænder op i et levende Helvede!" Lucifer slog ud med armene. "Ha! Og ved du hvad?! Du vil faktisk ikke engang komme i nærheden af, hvordan jeg har det, Baxter!" Lucifer spyttede Wills efternavn ud som om det var mudder i hans mund. Lucifer havde ikke behøvet truslerne - at han ikke længere kaldte Will ved fornavn var straf nok. Lucifer svingede sig ned til vinduet igen. Will blev siddende. Han gispede efter vejret. Gemte ansigtet i hænderne og begyndte at græde. Det var for meget. Det var bare for meget! Lucifer kaldte ham ved efternavn!

 

Hvor grusom Lucifers hævn så end ville blive, måtte den vendte lidt, for næste dag virkede han noget sløv. Han gik rundt i huset, mest mellem sit værelse og biblioteket, og alle og enhver, han gik forbi, kunne se, at han var noget ved siden af sig selv. Han lagde ikke mærke til noget, skældte ikke hverken Nico eller Gustav ud, da de spillede bold på gangene, gik som en zombie i sin faste bane. Sandra var meget bekymret, både for Lucifer og Will. Will sad ved sin bærbare med hørebøffer på, lukkede alt ude og ignorerede alt omkring sig.

   Sandra prikkede til Will omkring midnat. De andre fik frokost, han sad og stirrede blindt på skærmen. Da Sandra satte sig ved siden af ham, tog han hørebøfferne af og så på hende.

   "Lucifer ser ikke godt ud," sagde hun. Will så på computeren igen, blinkede hurtigt med øjnene.

   "Nå. Og hvad skal jeg gøre ved det?"

   "Ej, kom nu Will! Du sagde selv, at I stadig var venner."

   "Men Lucifer..."

   "Ved ikke, at han har brug for hjælp." Sandra lagde en hånd på Wills skulder. "Will, han drak mit blod. Du kan vel godt huske, hvad det gjorde ved ham sidste gang?" Will sank en klump og nikkede.

   Da Sandra først var blevet placeret hos Lucifer hjemme i England, havde han drukket af hendes blod fast. Det havde haft sine omkostninger, da han var blevet alvorlig syg, og faktisk erklæret død.

   "Så?" Sandra så spørgende på Will. "Vil du se til ham?" Will nikkede. Som kaldet kom Lucifer slentrende i sin zombiegang for enden af trappen, på vej hen mod sit værelse. Will rejste sig op, satte computeren fra sig og skyndte sig op ad trappen.

   "Lucifer!" Lucifer stoppede ikke op. Will løb hen til ham. "Hey, Lucifer, du er altså nød til at..." Will lagde en hånd på Lucifers skulder. Lucifer sukkede, hans ben gav efter under ham, og han faldt om på gulvet. Sygelig bleg. Grålige læber og mørk under øjnene. Will så stift på ham. Så på Sandra. Sandra stirrede op på dem.

   Will faldt på knæ ved siden af Lucifer, løftede ham lidt op og ruskede i ham.

   "Lucifer?! Lucifer, kan du høre mig?!" Han slog ham forsigtigt på kinden, men Lucifer reagerede overhovedet ikke. Will løftede ham op. "Sandra, hent Ulrich, men lad være med at skabe panik!" Sandra nikkede, Will gik ind på værelset med Lucifer og lagde ham på sengen.

   Sandra gik ind i spisestuen til de andre, de grinede og spiste, nogle, blandt andet Ulrich, talte alvorligt sammen ved bordenden. Sandra lagde en hånd på Ulrichs skulder.

   "Ulrich, vil du lige komme med?" Ulrich tøvede.

   "Hvad drejer det sig om?" Der blev pludselig lidt for stille ved bordet. Sandra ventede lidt.

   "Øhm, det er ikke noget særligt, øhm, et telefonopkald til dig. Fra Schweiz. Skynd dig at komme, det er dyrt." Ulrich nikkede og rejste sig, fulgte med Sandra. Da de var uden for hørevidde af de andre, så hun på ham og sagde hurtigt: "Lucifer faldt om, Will kunne slet ikke få liv i ham. Du er nød til at se til ham."

   "Hvorfor sagde du ikke bare det med det samme?" spurgte Ulrich og gik lidt hurtigere. Sandra var nød til at løbe for at følge med.

   "Jeg ville ikke sprede panik." Ulrich nikkede og løb op ad trappen. De to var hurtigt inde på Lucifers værelse. Lucifer lå askegrå i sengen, bevægede sig ikke. Dajan mjavede ynkeligt, Sandra bar ham ud. Will holdt Lucifer i hånden.

   "Han er iskold," sagde han med rystende stemme. Ulrich løb efter sin ting, kom tilbage og satte sig på sengekanten. Will rykkede lidt væk. Ulrich lyste Lucifer i øjnene, ledte efter den mindste rest af den ganske svage puls, han burde have, en hvilepuls på 13-15 stykker var normalt for Lucifers vedkommende. Ulrich lagde en hånd på Lucifers pande. Så langsomt på Sandra og Will.

   "Han mangler blod. Men... han er ikke i stand til at indtage noget, på nogen måde." Sandra vred nervøst sine hænder.

   "Hvad sker der, hvis han ikke får noget?" Ulrich så ned.

   "Så dør han. Permanent." Will gispede, tog sig til struben og støttede sig mod væggen. Det var bare for meget at håndtere!

   "Åh... Nej..." Sandra holdt sig for munden, tårer løb ned ad hendes kinder. Hun rystede på hovedet. "Åh nej!" Hun hulkede lidt.

   Will løb ud på badeværelset, fandt en saks og knækkede bladet, gik ind på soveværelset og skar en dyb flænge i sin arm. Ulrich holdt sig for mund og næse, Sandra gispede.

   "Will, hvad i alverden laver du dog?!" Will ignorerede hende og skar en rift i Lucifers arm, der løb stort set ikke noget blod ud. Det var blevet brugt på energi. Will satte sin sårede arm mod Lucifers, tog en rulle forbinding fra Ulrichs lægekasse og bandt deres arme sammen. "Will, jeg tror ikke..." Will vendte ansigtet væk fra Sandra og Ulrich. Det gjorde helt afsindigt ondt at miste blodet, men det var det, eller Lucifers død.

   Will faldt i søvn ved Lucifers side den nat, siddende på knæ ved sengekanten, stadig med armene forbundet af den blodrøde bandage. Han havde en mærkelig drøm. Sikkert på grund af blodmanglen, men alligevel...

   Han gik på en græsmark, græsset var langt og gyldent. Over ham var himlen blå med få, hvide lammeskyer. Foran ham stod Lucifer og smilede. Han havde en sort jakke på, på hans skulder sad en hvid due. Will smilede og løb hen mod ham. Løb og løb, men jo hurtigere og mere intenst det gik, jo længere væk syntes Lucifer at komme.

   Jorden under Will gik i opløsning, han faldt og faldt, langt, langt ned, til han til sidst ramte en hård overflade. Han rejste sig op og så ned. Det var et håndspejl. Han havde knust overfladen.

   "Knuste spejl på væggen dér, hvem er skønnest i landet her?" Will så sig omkring. Han så på det spejl, der pludselig var i hans hånd. Håndspejlet, som han egentlig var landet på. I den blanke overflade så han Lucifer, omgivet af ansigtsløse personer. Han havde en drink i hånden, grinede og gjorde sig til.

   "Lucifer!" Will kaldte på ham. "Lucifer! Det er mig, William! Lucifer! LUCIFEEEEER!" Han skreg så højt, at virkeligheden blev knust, ligesom spejlet. Knust mod jorden, gik i tusinde af stykker. Will så sig omkring, alt var mørkt. Han rystede, trak vejret hurtigere. Der var ikke nogen! Ikke nogen til at lyse! Det hele var bare mørke! Mørke og ukendelighed. Will holdt sig for hovedet, fadt på knæ og skreg. Han ville ikke være alene i mørket, det dybe, uhyggelige, rædselsfulde mørke!

   "William?!" Will løftede ansigtet. "William, hjælp mig!" På den anden side af mørket kunne Will svagt skimte Lucifer. Han var bundet til en væg med tykke, stikkende rosengrene. De rev hul på hans hud, strammede om hans bare mave, bryst, ben, hoved og arme. Will rejste sig op med nogen besvær, løb hen mod Lucifer. Hans ben sank ned i mørket, der som en tyk, klæbrig substans gjorde krav på hans ben, trak ham ned i undergrunden. Will rakte ud mod Lucifer, kaldte på ham, lige inden hans mund blev fyldt med mørke, og han blev kvalt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...