Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2643Visninger
AA

11. Kære mor (og Sigurd)...

Lucifers selvsikkerhed dalede drastisk i løbet af de næste par dage. Sandra og Will hørte ham indimellem mumle til sig selv; "Stop... Hold op... Ti nu stille... Vær søde, lad være med at skændes..." Han virkede som en kvist, der kunne knække ved mindste berøring. Hans færden i huset blev mindre og mindre, ungvampyrerne begyndte så småt at blive bekymrede og urolige.

   Will lavede nogle små tests med Lucifer, for at sikre sig, at medicinen ikke åd sig gennem hans hjerne. Sandra syntes, at spørgsmålene var latterlige: Hvad hedder USA's hovedstad? 2+60, 5+25, 5*5, 7*6, 9/3. Hvor mange sekunder på 1 minut? Hvor mange sider er der på en terning? Hvem opdagede Amerika? Hvorfor er indianere kaldt indianere, når de ikke er fra Indien? Hvilken farve får man, hvis man blander rød og blå? Forfatteren til Ringenes Herre var..? I starten svarede Lucifer før spørgsmålet var færdigudtalt:

   "Washington DC, 62, 30, 25, 42, 3, 60, 6, Christoffer Columbus, Columbus troede, han var nået frem til Indien, lilla og J. R. R. Tolkien."

   Men tempoet blev sat lidt ned, han overvejede spørgsmålene, svarede rigtigt men var ikke lige så skarp.

   Og så kom dagen for Wills mors og brors besøg. Han var nervøs, rystede, gik rundt i hele huset og sikrede sig, at alt var som det skulle være, fortalte Lucifer hvad han måtte sige og ikke måtte sige, dikterede alt, indtil Lucifer fik nok og gik. Sandra skældte Will ud, og Will faldt ned igen. Han og Lucifer blev hurtigt gode venner igen.

   Ungvampyrerne sov, da det ringede på døren. Lucifer og Will havde holdt sig oppe. Ingen måtte kende til hemmeligheden, ingen måtte vide noget om ungvampyrerne. Det var Sandra, der åbnede.

   Toril Baxter var en hyggelig dame, omkring samme højde som Sandra. Hun smilede, da hun fik øje på kvinden, der åbnede døren.

   "Goddag," sagde Sandra og smilede. "De må være Mrs. Baxter." Sandra rakte en hånd frem, Baxter trykkede den storsmilende. "Jeg er Sandra Lillians, jeg bor her..."

   "Åh, så du er måske Williams kæreste?!" Baxter omfavnede den forskrækkede Sandra.

   "Øhm, nej, desværre ikke Mrs. Baxter..." Sandra så på en person bag Baxter. Først troede Sandra at hun så syner - kunne der virkelig være to af Will på én gang? Sandra smilede, da Baxter slap hende.

   "Virkelig? Åh, beklager kære!" Baxter så på Will-kopien. "Det her er min søn, Sigurd, Wills tvillingebror." Sandra smilede til Sigurd, der ikke fortrak en mine. Han så på hende, sukkede og vinkede kort.

   "Hej," mumlede han. Sandra hævede øjenbrynene. Okay...

   "Øh, kom indenfor! Will har været meget nervøs, og spændt!" Sandra lod de to komme ind i fællesstuen. "Bare tag plads, Will er lige ved at ordne noget." Will var faktisk bare for nervøs til at komme ud fra køkkenet, så da Sandra kom ud for at hente ham, kæmpede han lidt imod. Til sidst fik hun dog hevet ham med ind.

   Toril brast i gråd, da hun så sin søn, Sigurd himlede med øjnene. Toril omfavnede sin søn, rablede ord af sig på norsk. Sandra smilede, trak sig lidt væk fra genforeningen.

   Toril, Will og Sigurd satte sig i sofaen. Toril og Will snakkede sammen, Sigurd sagde ikke noget. Will kom med en historie om, at han var blevet ansat som privat bodyguard i Dubai, og derfor ikke havde måtte eller kunnet kontakte sin familie. Han var lykkelig over at se dem igen, og håbede, at de kunne opretholde kontakte fremover. Alt sammen et dække.

   "Men hør nu, Willy," sagde Toril grødet. Hun var så lykkelig over at se sin søn igen, at hun græd hvert femte minut. "Du sagde i telefonen, at du havde fået dig en kæreste?" Sigurd himlede med øjnene og så hen mod vinduet.

   "Hvorfor er gardinerne trukket for midt på dagen?" Uhyggeligt, han havde næsten den samme stemme som Will. Sandra gøs, det var lidt uhyggeligt.

   "Øhm, nogle af beboerne er overfølsomme over for sollys," sagde Will. "De skulle nødig komme til skade, hvis de kom herned."

   "Nå, hvor er de så henne?" Sigurd virkede mistænksom. Will snak en klump.

   "De er på deres værelser eller nede i byen."

   "Men..."

   "Så, Sigurd!" sagde Toril. "Lad være med at drille din bror. Will?" Will nikkede.

   "Okay, øhm... Øjeblik..." Will så på Sandra. "Sandra, vil du ikke lave noget te?" Hun nikkede og gik ud i køkkenet. Will gik op ad trappen, hen mod hans og Lucifers værelse.

   Lucifer lå på sengen og halvsov, han havde sjældent været oppe på det tidspunkt af dagen. Han så på Will, da han kom ind.

   "Vil du ikke hilse på min mor og tvillingebror?" Lucifer smilede og kom hen til Will, tog hans hånd. Will førte ham ud på gangen, hen ad den. Tøvede. Hans hjerte hamrede i brystet på ham. Hvad nu, hvis hans mor ikke ville acceptere det? Lucifer puffede til Will, så han snublede lidt, og de fortsatte hen mod trappen. "Mor," sagde Will. Toril og Sigurd så op. "Det her er Lucifer Sorrow... Min kæreste." Larmende stilhed. Lucifer sukkede og gik ned ad trappen. Will betragtede ham med undren.

   Han havde fået fornyet sidecuttet under sit sidste job, håret faldt til den ene side, så det lignede, at kun den venstre side var kort. Det var sort med forskellige spil af nuancer. Hans påklædning var ikke fræk, sexet, vild, skødesløs, punker, rocket eller glamstilen, som han ellers havde. Det var roligt, afdæmpet og mørkt, som det, han havde haft hjemme i England.

   "Mrs. Baxter," sagde Lucifer med myndig stemme. Han rakte en hånd frem. Toril rejste sig op, trykkede forsigtigt hans hånd. Lucifer vendte sig mod Sigurd. "Du må være Sigurd, ikke?" Sigurd himlede med øjnene.

   "Hvem ellers?" Selv fra toppen af trappen kunne Will se, at de to ord havde en nedslående effekt på Lucifer. Derfor hastede han ned ved siden af ham.

   "Lucifer, det er Sigurd, Sigurd, Lucifer." Will så på sin mor. "Nå?" Hans stemme var usikker. Toril tøvede. Så smilede hun med et lille suk.

   "Du er glad. Det er alt jeg kunne ønske mig." Sandra kom ind med teen. "Velkommen i familien, Lucifer." Lucifer smilede. Han og Will satte sig ned i sofaen til tre, Sandra satte sig i en af de mange lænestole. "Hvordan mødte I to hinanden?"

   "I forbindelse med mit arbejde," sagde Will. Han lagde en arm om Lucifer, Lucifer lagde sit hoved ind mod Wills skulder. "Mens jeg arbejdede med sikkerheden boede Lucifer i huset. Han, øhm, var en del af tjenerstable - av!"

   "Åh, undskyld," sagde Lucifer, ikke særlig overbevisende. "Jeg har lange negle." Will ømmede sin hånd det sted, Lucifers "kløer" havde boret sig ned.

   "Det er okay," mumlede Will sammenbidt. Toril lo.

   "Hvor er I søde." Will smilede.

   "Så, hvor længe bliver I?" Toril så på Sigurd.

   "Åh, William, jeg er bange for at vi kun er på kort visit - for nu. Vi kom egentlig fordi Sigurd skal spille med nogle venner på en festival i New York. Vi tager ad sted igen i aften - men vi kommer selvfølgelig igen!" Will så på Sigurd.

   "Spiller du stadig?" Sigurd så tvært på Will. Nikkede.

   "Aha - jeg har ikke tænkt mig at smide mere end seksten års guitarundervisning væk." Will sukkede.

   "Sigurd, er der noget galt?" Sigurd skulede til Will.

   "Ja, det er der faktisk." Sigurd sukkede. "Du forlod os, William. Far døde få år efter du tog ad sted, men vi anede ikke, hvor du var henne. Vi kunne ikke engang sende dig en invitation til begravelsen. Og ved du, hvad far sagde, da han lå på hospitalet for aller sidste gang?" Sigurd rejste sig vredt op. "GØR DU?!" Will gibbede forskrækket.

   "Så, Sigurd, hids dig nu ned..." Men Toril kunne ikke stille noget op. Hvis Sigurd mindede om Will mere end ved udseende, så var han først lige begyndt at hidse sig rigtigt op.

   "Det sidste, jeg hørte ham sige, var, at hvis han kunne få lige hvad han ville have på sit dødsleje, så var det at få dig hjem!" Sigurd rystede på hovedet. "Men du kom ikke! Du kom aldrig hjem!"

   "Sigurd," sagde Will stille. Lucifer var ved at blive urolig, Sigurds råben kunne vække hele flokken af ungvampyrer - og hvis de først vågnede, ville der komme endnu flere spørgsmål.

   "Nej, Will! Jeg troede, jeg kendte dig! Kan du huske det?! Vi var bedste venner, indtil du bare forlod os! Du efterlod alting! ALTING! Inklusiv os! Der er gået syv RÅDNE ÅR, og så tager vi kontakt til dig, selvom det var dig der forlod os! Og gæt hvad! Du er blevet bøsse! Nej, ved du hvad, det kan jeg leve med, men det, jeg ikke forstår, er, at du kan tale, du kan se, du kan høre, du har arme og ben i god behold, så hvorfor fanden kontaktede du os IKKE?!" Sigurd så rasende på Will, der havde rejst sig op. Chokeret. Forvirret. Sigurd gik hen mod døren, skubbede den op og forlod bygningen. Will satte sig tungt ned på sofaen. Lucifer lagde en hånd på hans skulder.

   "Willymus," sagde Toril stille. Will rystede på hovedet.

   "Nej, mor, Sigurd har ret, jeg..."

   "Will." Will så på Lucifer. "Det passer jo ikke. At du har arme og ben i god behold." Toril så forskrækket på sin søn. Will sukkede. Han ville have holdt det hemmeligt... Han trak ærmet op. Den røde, hårde, forbrændte hud kom til syne. Toril slog hænderne for munden.

   "William, hvordan er det dog sket?" Lucifer tog over, Will kunne ikke sige noget, efter den tur, Sigurd havde givet ham.

   Lucifer fortalte om, hvordan han var blevet kidnappet og tortureret af terrorister for mange år siden. Om hvordan det var Will, der havde sat efter ham, og befriet ham, med hjælp fra nogle få af sine kollegaer. Under redningsaktionen var Wills arm blevet slemt forbrændt, men var i bedring nu.

   Toril græd. Hun var både skræmt over Wills skade, chokeret over tvillingernes skænderi, og lykkelig over at Will var i så gode hænder, som hun sagde.

   Toril måtte dog hurtigt sige farvel - hun ville finde Sigurd og forklare ham det. Will sagde farvel til sin mor, de tog afsked og hun var væk. Så brød Wills forsvarsværker sammen.

   Han sank sammen i en sofa, gemte ansigtet i hænderne i skam.

   "Jeg svigtede dem jo!" sagde han forfærdet. Sandra og Lucifer satte sig ved siden af ham.

   "Nej, Will, du gjorde det, du følte var rigtigt..."

   "Men det var forkert!" Will skammede sig forfærdeligt. Lucifer strøg hans hår.

   "Nej. Du har gjort så meget mere godt end du kunne i Norge eller England."

   "Som hvad?" snøftede Will.

   "Du har hjulpet os." Will så op. Ungvampyrerne havde forsamlet sig efter larmen oppe ved trappen. Samantha smilede til ham. "Uden dig var vi enten døde eller fængslede nu." Will smilede skævt. Nikkede.

   "Okay... Hvis I siger det..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...