Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2620Visninger
AA

2. Hjemkomst

Ungvampyrerne stod klar, banneret var sat op, alt var parat til Will og Lucifers hjemkomst. Klokken var to om natten, intet havde endnu vist tegn på, at de to var på vej tilbage fra lufthavnen, ikke engang en SMS. Sandra tjekkede konstant sin telefon. Ungvampyrerne var begyndt at mumle lidt forvirrede.

   Klokken 2:44 kunne en bil høres ude foran. Lågerne for foden af vejen gik op, det indikerede en lille, lysende knap over døren. Gruset udenfor slottet knasede, da bilen kørte rundt om springvandet på midten og parkerede udenfor. Ungvampyrerne livede spændte op. En dør blev åbnet og smækket igen, skridt. Døren blev åbnet.

   "VELKOMMEN HJEM!!" jublede ungvampyrerne. Sandra var den eneste, der lagde mærke til, at der var noget anderledes ved Lucifer. Han fór forskrækket sammen, Will greb fat om hans arm, hårdt. Will smilede og lo, Lucifer smilede, en smule anstrengt. Ungvampyrerne kom straks hen til de to, snakkede i munden på hinanden, stillede spørgsmål om turen, Rusland, om hvordan det var gået, om alt! Sandra fik øjenkontakt med Lucifer, han så meget usikker og nervøs ud, var mørk under øjnene, havde ingen make-up på, og virkede alt i alt bare... anderledes...

   "Hør, alle sammen," sagde Sandra, prøvede at få deres opmærksomhed. "Hør... Nej, alle sammen..." Hun pustede frustreret. "HEY!" Der blev omgående stille. Sandra sukkede, smilede. "Will og Lucifer har rejst meget langt. De har sikkert jetlag, og er trætte, så lad dem nu få lidt luft." Ungvampyrerne bakkede lidt væk. Lucifer holdt sig tæt til Will, hans sidecut var væk, håret var vokset. Will virkede frisk, han bevægede stadig sin ene arm forsigtigt. Han smilede taknemmeligt til Sandra.

   "Hej alle sammen," sagde Will. Han sukkede. "Det er dejligt at være hjemme, men der er langt fra Rusland, og vi har ikke sovet i de sidste 33 timer, så..." Ungvampyrerne nikkede, spredtes lige så langsomt, lidt skuffede. Blodet blev sat på køl igen.

   Sandra fulgte med Lucifer og Will ovenpå. Ved toppen af trappen sprang Dajan, en sort hankat, op i Lucifers favn. Lucifer pustede en pandelok væk.

   "Nå, kræet er her stadig?" mumlede han. Lucifer var blevet anbefalet en kat, da det skulle mindske blodtrykket og stress at kæle med en kat. Selvom Lucifer ikke sagde det højt, var det tydeligt at han var glad for "kræet", som han så fint kaldte katten.

   "Dajan har sovet inde på jeres værelse hver dag siden I tog ad sted," sagde Sandra. "Jeg har prøvet at få ham ud, men han begyndte bare at hvæse af mig." Lucifer kløede fraværende katten i nakken, den spandt tilfreds. "Hvordan var Rusland?" Sandra så på Will, han gabte.

   "Rusland var okay, flot natur, flinke mennesker..."

   "Hvorfor pakke det ind?" spurgte Lucifer, stadig fraværende. "Vi har ikke kunnet kysse i offentlighed i tre måneder, jeg kunne ikke få ordnet mit hår, af en eller anden sær grund, og vi har ikke fået lov til at sove på samme værelse - nårh ja, og Will blev angrebet på vores tur til Moskva." Sandra stoppede op og så fra Will til Lucifer, og tilbage til Will. Will stoppede med et suk, Lucifer ignorerede dem og fortsatte.

   "Hvad?!" Will strøg sit hår.

   "Det var ikke noget, der var ikke nogen, der kom noget til..." Lucifer stoppede op og lænede sig op ad væggen. Will gik hurtigt hen til ham. "Er du okay?" Selvom Will mumlede, kunne Sandra godt høre ham. Lucifer nikkede og kyssede Will på kinden. Will støttede Lucifer en smule ind på soveværelset. Sandra fulgte efter dem.

   Lucifer satte sig roligt på sengen, strøg Dajan over ryggen. Will så på Sandra, tøvede lidt.

   "Hvor mange er blevet fjernet?"

   "Marius, Delun, Jenni, Marina og Kathy. Kathy og Jenni kommer stadig forbi indimellem, Delun, Marius og Marina er under statens beskyttelse. Deres forældre arbejder på at få dem hjem." Lucifer sukkede.

   "De klarer den ikke derhjemme," mumlede han. Dajan mjavede og gned sig op ad Lucifers arm. Lucifer kløede katten bag det ene øre.

   "Will, må jeg lige tale med dig?" Will nikkede, Lucifer skævede lidt til Sandra. Ude på gangen lukkede Sandra døren ind til værelset og så på Will. "Hvordan går det med Lucifer?" Will tøvede lidt. "William?"

   "Han har ikke helt vendt sig til medicinen. Han kom først på det for to ugers tid siden, størstedelen af tiden gik med test og prøver. Det, kombineret med jetlaggen... Han skal bare hvile sig lidt." Sandra nikkede.

   "Hvad var det for et overfald, han talte om?"

   "Ah, ikke noget, nogle idioter der gerne ville slås uden for en natklub. Jeg var på vej tilbage fra hospitalet, da en af dem kylede en flaske efter mig." Sandra nikkede. Will så ikke skadet ud, ud over armen, der stadig bevægede sig i små, usikre ryk.

   "Og din arm?"

   "Det går langsomt, men den skal nok heale. Den skal i hvert fald ikke af." Sandra nikkede.

   "Okay..." Will lagde sin venstre hånd på hendes skulder.

   "Hey. Det skal nok gå alt sammen." Hun nikkede igen. Hvorfor løg han over for hende? "Jeg går i seng nu."

   "Ja... Sov godt..." Will nikkede og gik ind på værelset. Sandra gned sine arme. Enhver idiot kunne se den - alt var galt, og intet var som det burde.

   Will kom ind på værelset, satte sig ved siden af Lucifer. Dajan lå og sov på Lucifers skød. Will kløede hans hoved og så Lucifer ind i øjnene.

   "Hvordan har du det?" Lucifer trak på skuldrene.

   "Træt."

   "Hvad ellers?" Lucifer smilede og så på Will.

   "Hvad ellers? Jeg er træt, det er det." Lucifer satte Dajan ned på gulvet, katten krøb sammen på en bunke puder og tæpper i hjørnet, som var blevet hans lille private sovested. Hvis nogen prøvede at fjerne noget derfra, begyndte han at hvæse og skyde ryg. Selv slæbte han indimellem ting hen til den, byggede sig en rede. Lucifer så på Will, smilede skævt. "Er du da bekymret for mig?" Will nikkede.

   "Selvfølgelig er jeg det, du er min kæreste." Lucifer smilede og strøg Wills kind.

   "Hm... Du stikker lidt." Efter Will for nogle år siden var blevet vampyr, var hans skæg vokset meget langsomt, så det var sjældne ord fra Lucifer. Will rykkede lidt på sig. "Dit hjerte banker hurtigere?" Lucifer smilede selvtilfreds. Han vidste udmærket godt, at det var ham, der havde kontrollen, så længe han da var ved sine fulde fem og havde taget medicinen. "Kom her dit fjols." Lucifer greb fat om Wills hoved og holdt hans mund mod sin. Will skubbede Lucifer bagover, lod sine fingre løbe gennem hans hår.

   Efter en lille, lidenskabelig seance lå Lucifer og Will, hånd i hånd ved siden af hinanden. Lucifer gabte og puttede sig ind mod Will. Will lagde armene om ham og lukkede øjnene. Alt var stille og mørkt, kun et lille lys var tændt. Det var det altid.

   "Stonehenge." Will åbnede øjnene. Lille og sart, men stemmen var til at genkende. Han så på Lucifer.

   "Hvad?" Lucifer så på ham.

   "Hm?"

   "Sagde du noget?" Lucifer gabte og rystede på hovedet. Will trak på skuldrene.

 

Motorens lyde var som sød musik, accelerationen blev stadig mere mærkbar. Regnen hamrede mod ruden, lysene var som lange spor på begge sider af vejen. De andre biler var tæt på. Michigan city sov ikke. Bilen drejede i et skarpt sving, slingrede lidt på den våde vej.

   Speederen blev hamret i bund, bilen brølede og susede hen ad vejen. Adrenalinet pumpede, en af de andre biler kom op på siden.

   De to biler kæmpede mod hinanden et godt stykke tid, men deres kamp blev afbrudt af høje, skingre sirener.

   Føreren i den ene bil bandede og så sig over skulderen. Hvordan var politiet kommet på banen? Racet var hemmeligt, der var spejdere overalt, der skulle holde øje.

   Føreren gassede op og drønede ad sted i bilen. Bare én omgang mere, så kunne politiet tage ham. Han var ligeglad med, om han kom i fængsel, kautionen ville blive betalt omgående, men hvis han tabte racet... Til den idiot, glem det!

   Desværre for ham, var politiet også hurtige, og før han vidste af det, holdt tre biler og blokerede vejen forude. Fornuften var så småt ved at slippe. I sidste øjeblik stoppede den tunede bil op, gled lidt på vejen. En politimand kom hen til den, bankede på ruden.

   "Luk op!" Føreren blev siddende. Ingen skulle kommandere med ham, og slet ikke laverestående mænd med skilte og uniformer. Først da politimanden tog i håndtaget og så ind, viste føreren tegn på liv. "Kom ud med hænderne over hovedet." Politimanden havde sin pistol i hånden. Hvor kært. Føreren havde været igennem det her flere gange i de sidste måneder, politiet var en sideeffekt. Kautionen blev altid betalt.

   Føreren gjorde som der blev sagt, spændte selen op og kom ud med hænderne på hovedet. Politimanden fik lagt ham i håndjern.

   "Du kommer med på stationen."

   "Selvfølgelig hr. betjent." Betjenten brummede og tog føreren med hen til politibilen.

   "Du har prøvet det før, hva'?" Føreren trak på skuldrene.

   "Det russiske politi er lidt hårdere ved folk." Han satte sig medvilligt ind på bagsædet af politibilen, havde ikke den mindste skam eller bekymring. Hans eneste ærgrelse var, at han ikke havde vundet løbet.

   "Er du fra Rusland?" Politimanden havde taget en notesblok frem.

   "England."

   "Hvorfor var du i Rusland? For pengene?"

   "Medicin."

   "Afhængig?" Var der seriøst nogle mennesker, der svarede ærligt på det, hvis de faktisk var afhængige?

   "Nødvendigt." Politimanden nikkede og skrev ned.

   "Navn?"

   "Lucifer Sorrow."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...