Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2624Visninger
AA

19. Furiens hævn

Lucifer lå i hospitalssengen ved siden af Wills. Betragtede den livløse skikkelse. De dumme læger havde prøvet at få ham et andet sted hen, da han skulle sove, men han var begyndt at råbe og skrige, og til sidst havde han fået lov til at blive. Ikke kun på grund af, at han havde strittet så meget imod. Maskinen, der lavede biplyde, var gået endnu hurtigere, da han var begyndt at råbe op. Will var begyndt at ryste og spjætte, stønne og gispe, som om han havde en ond drøm.

   Det var eftermiddag. Sandra havde overtalt lægerne til at lade gardinerne være trukket for, sagde til dem, at Will havde en hudlidelse, og ikke tålte solen.

   Hun var taget hjem - Sandra. Lucifer havde siddet og kigget i en bog siden da.

   Nu lå han så og betragtede Will. EKG'en bippede og skar ham lidt i ørerne, Wills hæse og besværede åndedrag var foruroligende. Lucifer krammede Munin. Men han ville nu hellere kramme Will.

   Lægerne havde dog sagt, at Lucifer ikke måtte sove ved siden af Will. Hvis en slange blev revet ud, kunne det betyde døden. Var Will ikke allerede død? Det vidste lægerne selvfølgelig ikke noget om.

   Lucifer kunne ikke lide lugten på hospitalet. Den var så desinficeret og bakteriefri at det var til at blive dårlig af! Der var kun én lugt, alle andre steder havde flere.

   Han lukkede træt øjnene. Barndommen var tryg. Tryg og god. Han lå og tænkte på alt det gode og fine, der var i verdenen. Han smilede. Prøvede ikke at lugte til dynen eller puden. Munin lugtede ikke så slemt af hospital som alt det anede.

   Midt i Lucifers beroligende fantasi, dukkede noget stort og fjendtligt op. Store sten voksede op fra jorden, oprejste, fra himlen faldt de ned, liggende. De vandrette landede på de oprejste. Lucifer var fanget midt i det. Og pludselig stod han der. Månens klare lys skinnede ned på ham. Han strakte armene, sukkede. Følte sig i live igen! Rigtig i live!

   STONEHENGE! STONEHENGE! STONEHENGE!

   Lucifer blev vækket pludseligt af en læge. Lægen så vredt på ham. Lucifer krympede sig. Lægen tyssede på ham.

   "Mister Baxter bliver urolig, når du råber så højt!" hvæste han bidskt. Lucifer satte sig op, trak knæene op til brystet.

   "Undskyld," mumlede han. Lægen gik over til Will, justerede maskinerne og skrev ned i protokollen. Lucifer betragtede ham sikre Will, der trak vejret rallende.

   Lucifer trådte ud af sengen, gik hen ved siden af Will og tog hans hånd. Aede fingrene én efter én. Will faldt så småt til ro, men Lucifer blev ved med at ae hans hud. Lægen fnøs.

   "Er du ikke noget ynkelig?" Lucifer trak på skuldrene. "Du kan ikke klare den barske virkelighed, så du har trukket dig ind i dig selv. Du taler ikke, du tænker ikke, du er her ikke. Du ser bare på, mens din kære William dør."

   "Lad være med at sige sådan noget," mumlede Lucifer.

   "Men det er jo rigtigt nok," sagde lægen stikkende. "Du kunne ikke klare det, furierne gjorde ved dig. Du er ikke en vampyr mere. Du er bare et levende lig." Lucifer fik tårer i øjnene, snøftede.

   "Hold nu op!"

   "Nej." Lægen kom nærmere, hvislede ind i Lucifers øre. "Det hele er din skyld! Baxter dør på grund af dig - igen!" Lucifer rystede på hovedet og holdt sig for ørerne. Træk vejret i stive drag. Lægen grinede og rev ham med i armen. Til et hjørne af lokalet. Der trak han en pistol og rettede den mod Lucifers hoved. "Jeg slår dig ihjel nu, og hævner min fars død. Så farvel, kære onkel." Lucifer lukkede øjnene, da furielægen blottede sine fire spidse hugtænder i en lav hvæsen.

   Tænderne prikkede ubehageligt på huden. Lucifer var svimmel, han havde taget for meget ilt ind, rystede og var bange.

   Ynkelig? Ha, det ord beskrev ham jo perfekt. Lucifer havde flygtet fra virkeligheden så længe. Nu var han gal, kunne højst sandsynligt aldrig leve et normalt liv igen. Og hvad havde han fået ud af det? Ingenting. Intet overhovedet. Will var måske døende, Lucifer selv var syg både psykisk og fysisk, ungvampyrerne skulle måske forlade deres eneste hjem, og Sandra... Sandra ville være alene igen.

   Lucifer gispede, da furien bed ned i hans hals. Han vred sig og kæmpede for at komme fri, da alle de ubehagelige minder væltede tilbage. Biddene overalt på kroppen, smerten, strømmen, vanviddet! Lucifer peb, skulle til at skrige, men furien holdt en hånd for hans mund og så på ham.

   "Hvis du skriger op," hvæsede han spydigt, "skyder jeg først dig, og så Baxter." Lucifer bed sig i læben. Lukkede øjnene og bed bidet i sig.

   Små, elendige hulk undslap ham dog indimellem. Furien drak ikke noget af blodet, gjorde bare sårene større og større. Blodet løb ned ad Lucifer, hele verdenen svimlede for ham.

   "W-William," klynkede han svagt. "Hjælp... hjælp mig..." Men Will kunne ikke hjælpe. Will lå livløs henne i sengen, kunne ikke bevæge sig, og slet ikke komme Lucifer til undsætning. Lucifer spjættede lidt, var rundtosset. Furien greb fat om hans krave, da hans ben gav efter under ham. Var det sådan, Sandra havde haft det, alle de gange, han nær havde dræbt hende? Lucifers øjne gled langsomt i. Meget, meget langsomt...

   Nogen vådt ramte hans ansigt. Han åbnede forskrækket øjnene.

   Furien slap ham, han faldt end ad væggen og sad pludselig på gulvet. Furien faldt om på gulvet, han havde en skalpel siddende øverst i nakkehvirvlerne. Den var dybt begravet. Gået helt igennem. Lucifer så over mod sengen. Will sad en smule op. Han var bleg og rystede, havde stadig iltmaske på. Hans hånd var løftet. Han havde skudt skalpellen ad sted som en dartpil. Han stønnede og fladt tilbage i puderne. Lucifer vaklede hen til ham, tog hans hånd og holdt den mod sit ansigt.

   "Will!" sagde han med et sagte hulk. "Will, du er vågen!" Will smilede en smule, nikkede stille. Han lukkede øjnene. Lucifer så på ham. "Er du træt?" Will nikkede. Lucifer nikkede hurtigt, pressede sine læber mod Wills hånd og kyssede den længe. "Okay, øhm... Jeg vil ringe til Sandra. Og hun kommer og hjælper os." Will sov allerede. Han holdt Lucifers hånd, aede den lidt med den ene finger. Lucifer kom i tanke om, at han ikke havde en telefon længere.

   I det samme gik døren til stuen op, og den rigtige læge kom ind. Han så ned i nogle papirer, mumlede for sig selv. Han hævede blikket, fik straks øje på liget på gulvet og stivnede. Han så på Lucifer, han havde stadig blod i ansigtet.

 

Da Will vågnede efter toogtredive timers yderligere rolig søvn, blev lægerne hyperaktive. Will forklarede dem, at lægen ville forgive ham, mens han sov, og at Lucifer havde reddet hans liv. Lægen havde trukket et af droppene ud, for at kvæle Will, der var vågnet ved den pludselige mangel på vandtilførsel til kroppen. Derfor havde han set, at Lucifer havde prøvet at få lægen væk. Lægen var snublet ned over redskabsbordet, og havde fået skalpellen ind i nakken. Blodet havde ramt Lucifer.

   Efter en måned fik Lucifer og Will lov til at komme tilbage til Lake Castle. Lucifer var utryg ved alle de mange ungvampyrer, lugte og synsindtryk, han holdt sig tæt på Will hele tiden. Will smilede og var optimistisk, men hans ben og ene ribben var stadig brækket, og han kunne ikke holde til så meget. Han gik med en krykke, skammede sig noget over at det var ham, der havde kørt bilen.

   Hans motorcykel var blevet hentet, bilen var blevet skrottet, det ville have været alt for dyrt at reparere den. Heldigvis stod der en mere i garagen.

   Will og Lucifer sov på et værelse nedenunder, trappen var noget af en udfordring for Will, hvis ben var pakket ind i gips.

   Sandra brugte stort set al sin tid i biblioteket, Will og Ulrich havde kommandoen over ungvampyrerne. Sandra læste alt hvad hun kunne, der på nogen måde kunne hjælpe Lucifer og Will. Men det virkede så småt håbløst. Lægebøger kunne ikke gøre noget, overnaturligt var bare opspind, vampyrhistorier var fiction...

   Sandra sad oppe til tidligt om morgenen. Hun sad i en lænestol i biblioteket med sin computer og en kop kaffe, så hun kunne holde sig vågen. Normalt drak hun ellers ikke noget med koffein, men hvis hun ikke skulle segne af udmattelse, var hun nød til det.

   En reklame dukkede op mellem to musikstykker. Sandra opfattede ikke rigtig stemmerne, hun var ved at læse om hukommelsestab og medicin mod det.

   "... et magisk sted med utrolige kræfter. Håbefulde sygdomsramte mener for eksempel, at dette sted besidder åndelige kræfter, der kan kurere selv cancer." Sandra skiftede hurtigt vindue. "Besøg Stonehenge, og kom tættere på dit åndelige jeg." En reklame for et spirituelt center i London, men hvad så? På videoen gik en sol ned bad Stonehenge, der blev aftegnet som sorte silhuetter på en orangerød baggrund.

   Lucifer kom ind. Sandra så på ham. Han smilede.

   "Jeg skulle bare hente en bog til Will. Du ved, hans ben og trappen..." Hun nikkede.

   "Ja, jeg forstår." Lucifer begyndte at lede på hylderne, Sandra hørte sin musik videre. Stonehenge... Hvorfor var det nu, det virkede så bekendt?

   "Stonehenge."

   "Ja, jeg ved simpelt hen ikke, hvorfor jeg tænker sådan over det." Lucifer så på hende.

   "Hvad?" Sandra så op.

   "Hm?"

   "Sagde du noget?"

   "Ja, øhm - du sagde da Stonehenge, ikke?" Lucifer rystede på hovedet.

   "Nej, jeg sagde ikke noget." Sandra rynkede panden.

   "Virkelig?" Han nikkede. "Hm... Det troede jeg ellers..." De var begge stille et minuts tid. Så vendte Lucifer sig mod Sandra.

   "Will har også spurgte mig om det et par gange." Sandra så op på ham.

   "Hvad?"

   "Om jeg har sagt Stonehenge. Har jeg gjort det før?" Sandra nikkede stille.

   "Ja, et par gange..." Hun gispede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...