Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2645Visninger
AA

24. Frygt og stolthed

Hæse host. Will gispede. Lucifer klamrede sig til hans trøje, hostede og hakkede. Will omfavnede ham lykkeligt.

   "Lucifer!" sagde Will lykkeligt. "Lucifer, du lever!"

   "Will..." Lucifers stemme var lille og spinkel. Will så på ham. Han smilede bredt. "Will!" Lucifer omfavnede Will, græd af lettelse. Will så på druiderne.

   "Tak! Tusinde mange tak!" Manden smilede skævt. Lucifer så pludseligt rundt. Han smilede.

   "Azrog... Er I her stadig? Efter alle de år?" Manden nikkede. Lucifer sukkede. "Ypperstepræst... I har reddet mit liv igen. Hvordan skal jeg nogensinde..."

   "Vores ydelser er ikke gratis." Præstens stemme var bestemt og en smule højere end før. "Vi har bestemt dig, unge Sorrow, som den næste ypperstepræst. Vi vil komme efter dig, når tid er. Men indtil da..." Ypperstepræsten smilede, hans ungdommelige ansigt lå pludselig i mere venligtsindede folder. "Nyd dit liv blandt menneskene. Og hvis én af jer vover at fortælle en levende sjæl, hvad der har foregået her, vil vi sende helvedeshundene efter jer, og I vil aldrig mere se jeres gamle liv igen." Druiderne fortrak, ulvehundene knurrede og løb ind i tågen. Lucifer sad i Wills arme. Tågen blev tyndere, vampyrerne var væk. Det samme var ulvehundene. Disen forsvandt helt. Skyerne var blevet tyndere på himlen.

   De andre kom løbende hen til dem.

   "Will, Lucifer, er I okay?!" spurgte Sandra. Hun var ret så bleg. "Vi hørte Will skrige, og troede..." Hun så på Lucifer. "Hvad i alverden er der sket?" Lucifer så på Will. De grinede.

   "I ville ikke tro os hvis vi fortalte jer det!" sagde Will. Sandra kløede sig i håret, de andre så på hinanden.

   "Tågen blev pludselig tykkere," sagde Nahuel. "Hørte I også ulvehyl?"

   "Lucifer..." Susila så undrende på Lucifer. "Er du ikke..."

   "Hvordan har du det?" De andre så på ham. Han smilede bredt og rejste sig op. Strakte sig.

   "Som om jeg er vågnet efter at have sovet i meget lang tid!" Sandra faldt ham om halsen, Lucifer så overrasket på hende.

   "Hvor er jeg bare glad for at du er blevet rask!" sagde hun grædefærdigt. Lucifer klappede hende lidt kejtet på ryggen, smilede og lagde armene om hende.

   "Også jeg." Will smilede og rejste sig også op.

   "Er alt så i orden nu?" spurgte Eshe. Lucifer trak på i sit ærme og afslørede den fine, nye hud på sin arm. De andre smilede.

   "Helt ærligt, hvad er der sket her?" spurgte Min. Will sukkede.

   "Tja... Stonehenge er et mærkeligt sted, og... for at være ærlig, kan jeg ikke rigtig huske det." Lucifer trak på skuldrene.

   "Beklager." De andre mumlede lidt skuffede sammen. Sandra trak Will med i armen. Lucifer så efter dem. De gik ikke mere en to meter væk, så begyndte Sandra:

   "Okay, alting er godt nu. Ingen er syge, sårede, vanvittige, onde, alle kan huske, alle har det godt - spørg ham!" Sandra havde fået de andres opmærksomhed, ufrivilligt, men hun bekymrede sig ikke om det. Det gjorde Will dog.

   "Sandra..."
   "Nej! Hør her, med vores held bliver en af os enten ramt af enten en meteor eller en bil inden for de næste 48 timer, så du spørger ham nu, ellers gør jeg det for dig!" Will så sig lidt forsigtigt omkring. De andre kiggede alle sammen på dem.

   "Men jeg har jo ikke..." Sandra tog fat om hans hånd, rakte den anden ned i lommen og tog noget op, som hun klaskede i hans hånd.

   "Her!"

   "Har du..."

   "Kom nu din tøsedreng! Mand dig op og få spurgt!" Will krympede sig lidt. Han skævede til Lucifer, der lidt undrende så på de to. Will sank en klump og nikkede. Han måtte bare undertrykke sin frygt og angst. Han gik hen til Lucifer. Sandra lagde smilende armene over kors og nikkede. Hun havde vundet - atter engang.

   "Lucifer," sagde Will stille. "Jeg ved, at det kun kan være symbolsk, og jeg havde egentlig forberedt noget lidt mere romantisk, og jeg ved, at det måske ikke bliver så eventyrligt som det kunne være, men..." Will knælede og åbnede en lille, sort æske. Lucifer slog hænderne op for munden. "Vil du gifte dig med mig?"

   Nogle af pigerne skreg skingert eller hvinede. Nogle af drengene grinede eller gav hinanden en drillende albue i siden. Lucifer bed sig i læben, nikkede hastigt.

   "JA!!" Han kastede sig i armene på Will, kyssede han lidenskabeligt. Will lagde armene om Lucifer, omkring dem klappede ungvampyrerne.

   De sidste mange år, siden Sandras forældre var blevet dræbt i et biluheld, havde været en rutsjebanetur lidt ud over det sædvanlige. Sandra havde stiftet bekendtskab til vampyrernes verden, og været med til at åben dørene vidt op for ungvampyrerne. Hun havde, sammen med Will, ødelagt afdeling X og det meste af Sevenex, og hun havde fået lov til at undervise ungvampyrerne. Lucifer havde forelsket sig to gange, og fået sit hjerte knust, han havde fået sin første rigtige ven, havde fået en kæreste, boet fire forskellige steder, set verdenen, havde mistet forstanden og genvundet den, havde været dopet og forelsket, var stadig sidstnævnte. Og nu var han også forlovet. Han var blevet tortureret og pint, fanget af furier og havde overlevet at få spaltet sin sjæl.

   Wills liv havde taget den voldsomste drejning. Han var blevet vampyr. Havde forelsket sig, været med til at ødelægge afdeling X's hovedkvarter, og så havde han overlevet Lucifers psykiske nedbrydning. Alle tegn tydede på, at fremtiden var lys, nu, da alt det onde endelig var ovre. Will knugede Lucifer ind til sig, Lucifer græd lykkeligt.

   Lucifer så på Will. Smilede frydefuldt. Han havde tårer i øjnene. Will tørrede dem væk. Rundt om dem klappede ungvampyrerne. Sandra smilede. Hun havde dog en ubehagelig følelse i maven. Hun var lykkelig for, at Lucifer og Will skulle giftes, eller noget i den stil, men en del af hende holdt stadig meget af dem begge - på hver sin måde.

   Selve det, at blive gift ville blive en smule problematisk. Ingen af dem kunne træde over dørtærsklen til en kirke, Lucifer kunne ikke engang træde ind på kirkegården. Og så vidt Sandra vidste, var der meget få kirker i USA, der ville vie to mænd.

   "Ved du, hvor vi skal giftes?" spurgte Lucifer leende. Will trak på skuldrene. De to omfavnede hinanden igen. Will rejste sig op. Lucifer lagde armene om halsen på ham og kyssede ham igen.

   Kim rømmede sig.

   "Beklager at afbryde jer, turtelduer..." Sandra så vagtsomt på Kim. Kim var opdraget i en familie, der ikke kunne udstå homoseksualitet, og han havde aldrig været synderligt begejstret for Lucifer og Wills forhold. Ville han nu ødelægge det? "... men solen står altså op om..." Han så på sit ur. "Halvanden time. Vi har en times kørsel tilbage, så kan vi godt tage ad sted ingen vi alle sammen brænder op?" Han smilede skævt. Sandra var imponeret.

   Lucifer og Will kørte i samme bil, sammen med Eshe, Susila og Nahuel. Ulrich, Bryan og Aira kørte de andre. Sandra kørte med Aira sammen med Susila, Sophie og Riku, de fem piger snakkede i munden på hinanden om frieriet. De snakkede om, hvad de ville til deres bryllup, og om, hvordan Will og Lucifers mon ville blive.

   Lucifer og Will fandt en udmærket erstatning for kirke og præst - hjemturen til USA bød ikke på flyvetur eller lufthuller, men derimod en tur på et krydstogtskib over Atlanten. Lucifer og Will blev viet af kaptajnen, der på sit skib havde myndighed til handlingen.

   Aftenen var lummer og mørk. Stjernerne glimtede foroven. Lucifer og Will stod på dækket. Kaptajnen læste op fra en bog, men ingen af dem lyttede efter. Alle ungvampyrerne var med, på nær Kathy, Drake, Jenni, Marius og Delun, som ikke længere boede blandt de andre, var med. Alle gæsterne på skibet havde fri adgang, hvis de ønskede at komme.

   "Vil du, William Baxter, tage Lucifer Sorrow, som hos dig står, til din ægtemand?" Will nikkede.

   "Ja, jeg vil."

   "Og vil du, Lucifer Sorrow, tage William Baxter, som hos dig står, til din ægtemand?" Lucifer smilede bredt.

   "Ja!"

   "Så erklærer jeg jer for rette ægtefolk at være. I må nu kysse." Lucifer kastede sig i armene på Will og kyssede ham. Gæsterne omkring dem jublede og klappede. En gruppe på godt seks ungvampyr piger sad og vrælede på forreste række, Sandra smilede bredt og lod tårerne løbe frit. Will tog Lucifers hånd, og de begav sig ned ad den røde løber. Der blev kastet ris over dem, de smilede og grinede.

   Bryllupsmiddagen bestod hovedsageligt af fisk og skaldyr. Lucifer og Will sad ved siden af hinanden, Lucifer kunne ikke få smilet ned, uanset hvor meget han så end prøvede.

   Først klokken tre om natten blev brudeparret fulgt hen til brudesengen. De havde taget afsked med de andre, og lukket døren til kahytten. Will så sig omkring. Mahognitræ, bred, lækker seng, badeværelse, dæmpet belysning... Den var ikke voldsomt stor, men den var hyggelig og godt opvarmet. En sofa var bygget ind i væggen, lamper spredte en hyggelig stemning. Will kunne godt lide den.

   Lucifer tog fat om hans slips og trak ham med sig hen til sengen.

   "Du ser godt ud i jakkesæt," mumlede Will ind i Lucifers øre. Lucifer grinede og rystede jakken af.

   "Vil du ikke tage det af?"

   Bagefter lå Will vågen og betragtede Lucifer. Han strøg hans bare, svedige skulder. Lucifer sov, smilede stadig. Wills hjerte var ved at sprænges af lykke. Han og Lucifer var gift... Han lagde armene om ham og kyssede ham på kinden. Lukkede øjnene og faldt i søvn. Nu var alt godt. Nu var han med den, han elskede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...