Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2629Visninger
AA

9. Festival

Marked, festival, massemøde - man kunne kalde det mange ting. Det var en grå og overskyet dag, perfekt til ungvampyrerne, der alligevel havde taget langærmede trøjer og hatte med. Det var faktisk en øvelse, for at se, om ungvampyrerne kunne klare at være ude blandt mennesker. Men Sandra var alligevel spændt til bristepunktet. Hun havde aftalt at mødes med Jackson, der var så sød at tage forbi, for at de kunne lære hinanden at kende. Alice og Lorenzo var ellevilde, da de kom ind på markedspladsen. Et pariserhjul kørte rundt og rundt, boder solgte snasket, snusket, ristet, friturestegt, kogt, olieret og kokkereret mad, halskæder, smykker og ædelstene, udsalgstøj fra kendte kædebutikker, og forskellige vogne havde ting som dåsekast, muldvarpe knus og skydning.

   "Sandra, jeg tager Alice og Lorenzo med rundt," sagde Aira.

   "Vi tager hen til pariserhjulet," sagde Pierre, han hentydede til ham, Min og Gustav.

   "Hvad med jer?" spurgte Sandra Kim og Ulrich.

   "Vi går efter lugten af mad," sagde Kim. Ulrich nikkede.

   "Okay. Jeg venter her på Jackson. Skal vi ikke alle sammen mødes ved det italienske spisetelt klokken halv syv?" De andre nikkede. "Og husk det nu! I vover på at bide nogen, angribe nogen, true nogen eller fortælle nogen, hvad I er. Hvis I føler den mindste tørst, så ring til mig, så mødes vi alle sammen her og kører hjem. Forstået?" De nikkede igen. "Godt - mor jer!" De spredtes i alle retninger, Sandra stod og ventede.

   Der gik et kvarter, et langt, pinefuldt, uudholdeligt kvarter. Men så kom Jackson også løbende. Sandra lyste op i et smil.

   "Hej!" Jackson pustede ud og kløede sig i nakken, da han kom hen til Sandra. "Mand, det her sted er proppet! Og hvorfor bor I så afsides?" Sandra trak på skuldrene.

   "Huset er købt i Lucifers navn, han startede stedet for at unge med adfærdsproblemer kunne blive lært op i trygge omgivelser." Ja, det var så den udadvendte profil. Sandra smilede til Jackson. Han trak på skuldrene.

   "Virkelig? For... det er ikke lige det indtryk, jeg har fået af Lucifer." De begyndte at gå ned mellem boderne.

   "Nå? Hvilket indtryk har han så givet dig?" Jackson trak på skuldrene.

   "Mhm, jeg vil helst ikke fornærme nogen af jer, øhm... Jo, en smule selvcentreret, hovmodig, men også skrøbelig og forsigtig. Lidt mærkelig. Han er ikke rask, er han?" Sandra rystede på hovedet og stoppede ved en smykkebod.

   "Nej, furierne var ikke ligefrem venlige." Jackson så undrende på hende.

   "Hvad er en furie?" Sandra så hurtigt på Jackson.

   "Øhm... Det var det, terrorgruppen kaldte sig selv. Furie betyder hævngudinde, såeh..." Jackson nikkede.

   "Ah, ja, jeg forstår... Stakkels ham." Sandra sukkede og vendte sig mod Jackson.

   "Ej, hør nu - jeg tilbringer hele dagen med Lucifer og de andre, kan vi ikke tale om noget andet?" Jackson nikkede.

   "Jo, selvfølgelig." Han nikkede mod hendes tøj. Hun havde en knælang, sort nederdel på, en lyserød trøje og en kort, sort vest. Lyserøde strømpebukser og knæhøje læderstøvler - anbefalet af Lucifer. Hendes brune hår var sat op i en høj hestehale. "Du ser godt ud! Englændertøs." Hun lagde armene over kors og så drilskt på ham.

   "Amerikanerdrengerøv." Han nikkede.

   "Imponerende. Et nul." Han tog hendes hånd. "Kom, skal vi ikke gå videre?" Sandra rødmede, da Jackson smilende trak hende med mellem boderne. Han havde et dejligt smil. Ungdommeligt og frækt, som om han var med på alt, frisk. Sandras hjerte bankede hurtigt.

   For første gang i lang tid morede Sandra sig, mere end derhjemme. Jackson fik hende til at grine, smile og føle sig lykkelig. Klokken halv fire stod de ved skydeteltet, Sandra holdt sin taske bag ryggen og så på Jackson. Han grinede, da skuddene var sluppet op. Med en elegant gestus rakte han hende en kunstig, lyserød rose.

   "Til Dem, Deres højhed," sagde han med latter i stemmen. Hun smilede og tog den forsigtigt op.

   "Åh... Min yndlingsfarve, tak skal du have." Hun nejede. "Deres højhed." De grinede. Hun puttede rosen i tasken, de gik videre. "Hvilken er din yndlingsfarve?" spurgte Sandra Jackson.

   "Grøn."

   "Hvilken slags?" Han rynkede panden.

   "Øhm... Det ved jeg ikke helt..." De lo.

   Sandras taske blev revet væk. Hun vendte sig forskrækket om. En mand løb væk, hurtigt, og var ved at forsvinde mellem menneskemængden.

   "HOV STOP!" råbte hun højt. "HAN HAR STJÅLET MIN TASKE!" Jackson løb efter manden, Sandra bed sig i læben. Hun så sig omkring, løb ind mellem boderne.

   Hun kom snart efter ud på åben plads. Hun så sig omkring. Lucifer havde givet hende nogle træningslektioner. Hun fik hurtigt øje på tyven, der skubbede sig gennem menneskene på pladsen. Jackson var langt bagefter. Sandra knyttede næverne, løb hen mod tyven - og pandede ham én. Han vaklede væk, folk omkring dem trådte forskrækkede væk.

   Tyven gned sin kæbe, så vredt på Sandra.

   "Giv mig min taske tilbage!" sagde hun vredt. Han fnøs.

   "Tøs!" Han slog ud efter hende, hun undveg, løftede benet og sendte sin hæl hen mod ham. Tyven peb og faldt på knæ, da Sandras hæl ramte ham mellem benene. Hun tog sin taske op.

   "Idiot!" knurrede hun. Jackson maste sig gennem den forbløffede mængde. Sandra tog tasken på, fandt sin telefon og ringede 911. Efter at have anmeldt tyven, så hun på Jackson og smilede. Pustede en pandelok væk. "Beklager, men hvis jeg havde ventet var han sluppet væk." Jackson nikkede.

   "O-okay..." Sandra bed sig i læben, krympede sig.

   "Åh nej!" udbrød hun. Hun slog hænderne for munden. "Du kan ikke lide mig mere, kan du?" Han grinede. Omkring dem begyndte folk at klappe af Sandra.

   "Er du tosset?! Det var da for sejt!" Hun smilede lettet. Jackson fik tyven på benene, nogle af menneskerne omkring hjalp med at binde ham til en bod. Jackson tog Sandras hånd. "Skal vi... gå hen til pariserhjulet?" Hun nikkede.

   De kom hen til køen, kontrolløren så på Sandra og smilede. Hans ansigt var bumset han var omkring de sytten. Han havde brunt, strittende hår og et fjoget smil.

   "Du var ret sej derhenne," sagde han. Sandra nikkede til tak.

   Køen svandt hurtigt, og snart sad Sandra og Jackson i en kabine, på vej rundt. Sandra nød udsigten - hun kunne se Hilltown, Dark Hill og Lake Castle godt en kilometer væk. Hun så på Jackson.

   "Markeder er hyggelige i USA," sagde hun. Jackson smilede.

   "Hvordan er de da anderledes i England?" Sandra trak på skuldrene.

   "Som regel er det bare boder og sådan - festivaler er noget andet. Musik og sådan noget." Jackson nikkede.

   "Cool... Jeg har altid gerne ville til Europa." Sandra så på ham.

   "Har du ikke det? Jeg mener, med dit job?" Han rystede på hovedet og så ud mod søen i det fjerne.

   "Nej, jeg kommer sjældent langt væk fra New York." Sandra smilede.

   "Så Michigan er ikke langt væk?" Jackson lo.

   "Okay, et nul." Han sukkede. "Jeg kan godt lide at være her. I Michigan, med dig, mener jeg..." Sandra rødmede. Jackson så ned på sine sko, hans kinder var en smule røde. "Det er rart." Deres fingre rørte hinanden, Sandra trak forskrækket sin hånd til sig. Jackson så på hende. De brød i latter. Sandra satte sin hånd på sædet i kabinen, Jackson lagde sin oven på hendes. Hun lænede sig ind mod hans skulder. Hendes hjerte bankede hurtigt.

   "Det er det." Det gav et ryk i kabinen, Sandra fór sammen. Hun så ud. "Er vi gået i stå?" Jackson så ned. Han snappede efter vejret.

   "Der er godt nok langt ned," sagde han tøvende. Sandra så på ham.

   "Er du også højdeskræk?" spurgte hun. Han nikkede.

   "Ja, jeg..." Han så på hende. "Også?" Hun trak undskyldende på skuldrene. De grinede. "Jeg tog kun med herop, fordi jeg troede, du ville."

   "Samme her." Sandra sukkede. "Altså..." Jackson så hende i øjnene. Smilede.

   "Er... er du meget bange?" Hun sank en klump og trak på skuldrene.

   "Lidt... Dig?" Hans blik flakkede. Sandra rykkede lidt tættere på. Jackson smilede til hende. Hans ansigt kom lidt nærmere hendes. Hun rykkede væk igen. "Øhm, jeg, jeg kysser ikke på første date," stammede hun. Han lo.

   "Okay." De så ud over landskabet. Det var smukt. Skove strakte sig så langt øjet rakte, kun afbrudt af skove eller landsbyer. Indimellem steg stille røg op mellem træerne. Skyerne var grå, men for Sandra var det det samme som lyserød p det tidspunkt.

   Bløde læber satte et lille aftryk på Sandras kind. Hun paralyserede.

   "Men jeg gør." Sandra smilede og lagde en hånd på kinden. Jackson lagde en arm om hende. Kabinen rykkede og satte i gang igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...