Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2630Visninger
AA

7. Drengeaften

"Åh kære Gud, Allah, Buddha eller hvem der nu styre det - jeg vil aldrig væk herfra!" Will lo og aede Lucifer skulder. Duftlys spredte en søvnig aroma på badeværelset, rosenblade lå spredt på gulvet, stearinlys' svage flammer flakkede på deres forskellige pladser. Lucifer sad i badekaret, hvilede armene på kanten. Vandet var hvidt, Will havde hældt badesalt i. Stille toner gled ud af et anlæg inde på soveværelset.

   "Jeg er glad for at du kan lide. Og ryk så lidt!" Will trak trøjen over hovedet og smed den på gulvet. Han havde aldrig været særlig ryddelig, Lucifer sendte ham ét blik, og Will samlede sin trøje op for at smide den i vasketøjskurven. Will trak bukserne ned, Lucifer foldede armene på kanten af badeværelset. Så på Will.

   "Tager du snart resten af?" Lucifer løftede spørgende øjenbrynene. Will himlede med øjnene og tog underbukserne af. Lucifer stønnede og slikkede sig om munden. "Mhm! Lækkert!" Will trådte ned i badekaret, lod sig sænke ned til højre ved siden af Lucifer med et lille suk. Lucifer lagde hovedet ind mod Wills bryst, Will lagde sin venstre arm om Lucifer.

   "Mhm, det her er virkelig rart..." Will rakte ud efter fadet med chokolade ved siden af badet, spiste det med en nydende lyd. Lucifer sukkede.

   "Jeg har altid gerne villet smage chokolade," sagde han stille. "Folk ser så tilfredse ud, når de spiser det..."

   "Hm, virkelig?" Will skubbede til Lucifer med sin ene skulder. "Jeg kan nu komme på et par måder, du kan tilfrrrrrrrredsstille mig." Lucifer gned sig op ad Will.

   "Uh, jeg elsker når du ruller på r'et." Han så på Wills ansigt. "Men kan vi ikke vente til senere? Jeg er ikke i stødet lige nu." Will rynkede panden og så sig omkring.

   "Vi sidder i et badekar med badesalt, jeg har tændt samtlige stearin- og duftlys, hentet et fad med chokolade, spredt rosenblade ud over det hele, og du er stadig ikke 'i stødet'?" Will lo kort og rystede på hovedet. "Lucifer Sorrow, du er den sværeste kæreste, jeg nogen sinde har haft." Lucifer smilede selvglad.

   "Jeg er også den eneste fyr, du har været sammen med - og så er du min første kæreste." Lucifer kyssede ham på kinden. "Fjols."

   Efter badet var Will sulten, og Lucifer tilbød at lave mad til ham, selvfølgelig efter bedste evne. Lucifer stod og skar grøntsager, en smule kejtet. Han var ikke vandt til at lave mad, og gjorde det sjældent. Efter kun ti minutter måtte Will tage brændt kød af panden og lufte ud. Lucifer så skamfuldt ned i gulvet, mens Will reddede den ødelagte mad.

   "Undskyld," mumlede Lucifer skamfuldt. Will smilede til ham.

   "Det er okay. Jeg kan godt lide at lave mad - skulle jeg prøve at lære dig det igen?" Lucifer rystede på hovedet.

   "Nej, jeg kan altså godt!" Lucifer gik hen til køleskabet, fandt en agurk og lagde den på skærebrættet. Han tog kniven og begyndte at skære den. Will rømmede sig.

   "Man skyller som regel grøntsagerne først." Lucifer lukkede kort øjnene. Han gik hen til håndvasken og tændte den, skyllede agurken og gik tilbage. Han begyndte at skære igen. Will smilede og gik over bag Lucifer. Han tog fat ved hans talje, lige så blidt. Han gav ham et lille stød bagi med underlivet, Lucifer rykkede hurtigt væk.

   "Nej lad være!" Will så spørgende på Lucifer.

   "Øhm, u-undskyld... Jeg troede, at du ville blive..." Will lavede nogle forvirrede fagter, Lucifer krympede sig en anelse. Will rynkede panden. Nikkede så forstående. "Åh, okay... Du har ikke taget din medicin, har du?" Lucifer rystede stille på hovedet.

   "Nej... Jeg ville vente til jeg havde lavet mad, øhm... Men jeg... Jeg... Øhm..." Lucifer så ud til at anstrenge sig for ikke at begynde at trække vejret. Will lagde sine hænder på Lucifers skuldre, så ham ind i øjnene.

   "Det er okay - jeg er ikke sulten. Kom så finder vi din medicin." Will trak Lucifer hen mod trappen, hans telefon ringede. Will stoppede op og så på nummeret. Han rynkede panden, undrende. "Øjeblik," sagde han til Lucifer. Han satte telefonen for øret. "William Baxter, hvem er det?"

   "Willymus!" Will stivnede ved lyden af stemmen. "ENDELIG! Du nægter simpelthen at tro hvor længe jeg har ledt efter dig!" Will sank en klump. Han rystede en smule. Lucifer hev ham i ærmet, træt og irriteret.

   "Hvem er det?" spurgte han mumlende. Will svarede ikke.

   "Hallo? Willymus? Er du der?"

   "Ja... mor..." Lucifer stivnede. Et smil bredte sig på hans læber. Han fnes. Løb hen til sofaen, kastede sig ned og brød ud i et latteranfald. Will så ned i gulvet.

   "Åh William! Jeg har savnet dig så meget!" Toril Baxter havde altid elsket sin søn meget højt. Derfor havde Will taget sin afsked uden at gøre det - han havde forladt sit hjem, havde ikke engang lagt en seddel. Han var rejst til England og var gået ind i afdeling X, havde cuttet forbindelsen fuldstændig. Men det var kun fordi han ikke ville såre dem på nogen måde. Det var farlig at arbejde for afdeling X, og efter hans opsigelse havde han ikke engang skænket det en tanke at opsøge dem igen - der havde været så meget i vejen. Depression, Lucifer, ungvampyrerne, furierne... "Søde skat, jeg fandt dig på nettet, du bor i Michigan nu, ikke?"

   "Jo... Er... er du ikke sur på mig?"

   "Nej nej! Willymus, jeg har savnet dig så meget!"

   "Ja, også mig - jeg mener, savnet dig..."

   "Kæreste Will!" Hans mor lød grådkvalt. Will vinkede Lucifer, hvis latteranfald efterhånden havde lagt sig, over til sig, de gik op ad trappen. "Sigurd og jeg kommer til USA i næste uge," snøftede Toril. "Er der chance for, at du vil se os? Det er så længe siden, og jeg vil så gerne vide, hvorfor du tog væk, og..."

   "Ja, mor." Will lo lidt. "Det er fint. Jeg har også én, jeg syntes, I skal møde."

   "Hm, en særlig veninde måske?"

   "Øhm... På en måde... Mor, hør..." Will tøvede. "Nej, jeg vil gerne fortælle jer det, når I alligevel er her."

   "Selvfølgelig Willymus!" Toril brød ud i gråd. "Jeg er bare så glad for, at du har det godt, og at du vil tale med mig! Jeg var bange for, at du måske hadede os, da du aldrig har kontaktet os!" Will smilede og gik ud på badeværelset. Toril talt videre, Will fandt pillerne frem i deres beholder og rakte dem til Lucifer. Han satte sig på sengen.

   "Hvordan har far det?" Stilhed lidt.

   "William, søde skat - din far døde for tre år siden." Will blev kold indeni.

   "Åh," sagde han stille. "Nå... Øhm, det..."

   "Nej lad os nu ikke ødelægge det. Han var syg, det ved du også godt - hvor længe siden er det? Fire år? Fem?" Will sukkede. Lucifer sagde noget, men Will hørte ikke efter.

   "Omkring syv."

   "Hm, som tiden dog er gået... Vil du ikke sende adressen til Sigurd, det er ham, der skal finde vej." Will nikkede. Sigurd... Sigurd... Will havde altid haft svært ved at udtale sin brors navn. Han havde holdt sin familie hemmelig i et stykke tid, ikke engang Lucifer vidste, at han havde en bror.

   "Mor, det koster meget at snakke sammen fra så lang afstand. Vi snakkes ved."

   "Ja, selvfølgelig Willymus! Farvel, jeg elsker dig."

   "Jeg elsker også dig." Et øjebliks stilhed. Så lagde Will på. Lucifer lænede sig op ad væggen, så på ham.

   "Hvad så?" Will så ned.

   "Min mor og bror kommer forbi i næste uge." Lucifer hævede øjenbrynene.

   "Jeg troede du sagde, at du ikke havde en bror?"

   "Jeg løj - beklager. Vi er, øhm, tvillinger." Lucifer hævede øjenbrynene.

   "Hvad? Forhåbentlig ikke enæggede?" Will nikkede.

   "Han hedder Sigurd."

   "Si... Sigurd?" Will trak på skuldrene.

   "Mor og far kunne ikke blive enige om et britisk eller norsk navn, så jeg blev William og han blev Sigurd." Lucifer nikkede.

   "Du taler aldrig om din familie?"

   "Afdeling X var ligesom militæret - måske endda værre. Jeg ville ikke såre dem."

   "Så du rejste uden et ord?" Will så skyldigt på Lucifer.

   "Syntes du jeg er et forfærdeligt menneske?" Lucifer lo og rystede på hovedet.

   "Nej, Will... Du er slet ikke et menneske." Will vrængede. Lucifer tog sig til hovedet og gned sine øjne.

   "Hvad så?" Lucifer sukkede.

   "Jeg har det lidt mærkeligt..." Will vinkede ham hen til sig.

   "Kom, du skal bare vente til pillerne er blevet optaget i dit system." Lucifer nikkede og trådte hen mod Will. Men i det øjeblik, han fjernede sig fra den støttende væg, vaklede han voldsomt og faldt på knæ på gulvet. Will var hurtigt henne ved ham. "Hvad skete der Lucifer?!" Lucifer rystede på hovedet.

   "Jeg er okay," mumlede han. Will lagde en hånd på hans pande. Han var varm.

   "Men du har jo feber!" Will rynkede panden. "Du var rask for få minutter sid..." Will spærrede øjnene op. "Hvor mange piller tog du?"

   "Dem du sagde jeg skulle tage - syv."

   "SYV?! Lucifer, du skulle kun have fem i alt!" Lucifer sank en klump. Han stønnede og faldt lidt sammen. Will løftede ham op i sine arme og lagde ham i seng, tog hans trøje af så han ikke fik det for varmt. Han strøg hans hår. "Jeg henter noget vand." Will gik ud på badeværelset, tog det glas, Lucifer skyllede pillerne ned med, hældte klart vand fra hanen i og kom tilbage til soveværelset. "Så, drik det her." Lucifer var ikke meget for at tage noget til sig, men Will fik tvunget vandet i ham. "Og hvil dig så. Jeg ved ikke, hvordan en overdosis påvirker dig, men du ser ikke godt ud."

   "Undskyld," mumlede Lucifer. "Jeg troede..."

   "Lad være med at undskylde - bare få det bedre." Will kyssede Lucifer på panden og aede hans kind. Så gik han hen mod døren.

   "Stonehenge," lød det stille. Will så på Lucifer, men han lå allerede med lukkede øjne og halvsov. Will rystede på hovedet. Hans fantasi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...