Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2629Visninger
AA

1. Det ulykkesramte slot

Del 1

En tragedie havde ramt Lake Castle og dets beboere. Alle i Hilltown vidste det. Ejeren, en ung mand på kun tyve år, var blevet fanget og tortureret af terrorister for få måneder siden. Midt i smertehelvedet havde han mistet sin hukommelse, og ledelsen på slottet var nu ejerens kæreste, hvis højre arm var blevet svært kvæstet under en forhastet og utilladt redningsaktion. Resten af beboerne havde fået ar på sjælen, enkelte var blevet fjernet af deres familier.

   Sandra sad i biblioteket og tænkte tilbage. Det var den version, pressen, myndighederne og de nysgerrige landsbyboere havde fået. Den rigtige historie var, at Lucifer for godt fem måneder siden var blevet fanget af furier, genetiske kopier af ham selv, skabt af organisationen afdeling X, der "tog sig af" u- eller overnaturlige hændelser verdenen over.

   Det var knap tre år siden, at Sandra og Will havde brændt afdeling X's hovedkvarter ned til grunden, med lidt hjælp fra Lucifer. Det havde sat en stopper for afdelingens unødige hærgen - det havde de tre da troet.

   Efter Lucifer var blevet fanget og befriet, gik der ikke lang tid, før afdelingens rester begyndte at gå imod de svækkede vampyrer, denne gang på en mere diskret og "normal" måde.

   Will blev indkaldt til den ene retssag efter den anden, anklaget for ulovlig indtrængen, hærværk, udsættelse af menneskeliv og vold mod civile, gang på gang lykkedes det ham at undslippe fængsel, men store bøder truede økonomien, som de, der kunne, ellers så hårdt prøvede at opretholde.

   Lucifers psyke havde taget stor skade, da furierne prøvede at gøre ham til en af dem. Det havde først vist sig kort inden Will ankom sammen med en gruppe ungvampyrer, for at redde ham - Lucifer havde massakreret hele den horde af furier, der skulle holde ham fanget. Will var blevet ramt af solen og havde af smerte mistet bevidstheden. Det var lykkedes for to ungvampyrer, Gustav og Eshe, at får ham ud af solen, uden selv at blive brændt.

   Ambulancefolkene havde taget alle de beskadigede med sig, ligene var blevet forklaret med en bombe, skulle fungere som afskrækkelse på Lucifer. Det var sådan, han havde mistet forstanden - sagde de.

   Da Will var vågnet på hospitalet, var det Sandra, der havde siddet ved siden af ham. Hun tyssede på ham, da han ville tale, og gav ham noget at drikke.

   "Huden på din ene arm er brændt væk," havde hun sagt. "Lægerne siger, at det kan ordnes. Det er allerede blevet bedre." Will var ligeglad.

   "Hvor er Lucifer?" Det var det første, han havde spurgt om. Sandra havde pillet nervøst ved sin trøje.

   "De låste ham inde på en enestue, indtil psykologerne ankommer." Will så uforstående på Sandra. Hun fortalte ham om Lucifers opførsel; han græd, da ambulancefolkene var dukket op, rokkede fra side til side, skreg og bakkede væk, hver gang nogen ville røre ham. Smerten syntes ikke at genere ham, de nåle, der hang fra hans krop ænsede han ikke en tanke. Han slog ud efter alle, der kom for nær, men gik frivilligt op i ambulancen, da Will var blevet båret op. Sollyset var blevet lukket ude, ungvampyrerne havde forklaret, at alle fra Lake Castle havde en hudlidelse, og ikke tålte så meget som et øjeblik af solens stråler. Det var jo som sådan rigtig nok.

   På hospitalet var Lucifer blevet lige så tam som en lille killing, da han så Wills bevidstløse krop blive båret ind på operationsstuen. Han havde siddet ude på gangen med benene foldet op under sig, lige indtil Sandra kom. Hun var den eneste, han ikke snerrede af eller var voldelig imod, når hun rørte ham.

   Med lægernes instruktioner havde hun fået ham ind på en stue, hvor han var blevet holdt og bedøvet. Han havde bare sat sig på gulvet og kigget tomt ud i luften.

   "Hvad er der galt med ham?" havde Will spurgt. Sandra trak på skuldrene.

   "Det hele, tror jeg nok. Han er paranoid, ser sig konstant over skulderen, græder, griner som en gal, hører stemmer, er deprimeret - ja, alt!" Will var straks prøvet på at sætte sig op, men smerten i hans arm tillod ikke sådanne handlinger på den tid.

   En læge havde lagt den i en slynge, og efter timevis af protester og skænderier med læger og sygeplejersker, var han endelig blevet ført til Lucifer. Ingen psykolog havde fået lov til at komme nær Lucifer, ikke engang ind ad døren. Will trådte bare ind. Lucifer så på ham. Der gik nogle øjeblikke, før han genkendte ham. Så styrtede vampyren op og knugede sig ind mod Will, der måtte bide smerten fra armen i sig.

   "Jeg var så bange!" hulkede Lucifer. Will havde lagt den raske arm om ham.

   "Ja, jeg ved det..."

   "Will, hvad er der galt med mig?" Lucifer havde set sig forvildet omkring. "Alle ser så onde ud, de er så onde, alle sammen! Og stemmerne, åh, stemmerne! De gør nar af dig, og mig, og Sandra! Få dem til at stoppe, Will, vil du ikke nok?!" Det var i det øjeblik, at det gik op for Will - hans arm ville komme sig med tiden, men Lucifer... Hvis Lucifer nogensinde kom sig, var det et mirakel.

   Efter to uger var Will blevet udskrevet fra hospitalet, efter to måneder havde lægerne indkaldt ham til en samtale om Lucifer.

   "Han kommer ikke i bedring med vores medicin," havde lægerne sagt med tungt alvor. "Vi har kontaktet et hospital i Sct. Petersborg, der måske har det rette til ham." Efter en uge havde Will og Lucifer taget deres afsked, og var taget ad sted til Rusland.

   Sandra havde ansvaret for ungvampyrerne. Will ringede dagligt hjem, for at høre, hvordan det gik. I løbet af de godt tre måneder, de to havde været væk, var Kathy, Marina, Marius, Delun og Jenni blevet fjernet. Kathys familie var flyttet tættere på, så hun besøgte slottet ofte. Jenni kom forbi i weekenderne, da hendes forældre boede tæt på. Hun var tryggere blandt de meget ældre ungvampyrer end blandt de andre børn.

   Af alle de grunde sad Sandra nu i biblioteket, hun håbede på at kunne finde en måde, hvorpå nogen, forhåbentlig alle, af problemerne kunne blive løst.

   Indtil videre lå der forskellige "fagbøger" om vampyrer spredt rundt på bordet, bøger om psykologi, forsvar, reklamer for tyverialarmer og vagthunde, og et enkelt magasin med reklamer fra forskellige tøjbutikker. Lucifers sagsmappe lå et eller andet sted, sammen med hans modelmappe - Sandra skulle vel have et eller andet at kigge på?

   Hun havde undersøgt de forskellige ting i flere timer, hun var begyndt da ungvampyrerne var gået i seng. Det var godt syv timer siden, hun havde kun holdt pause for at gå på toilettet og for at få noget at spise. Hun havde ikke rigtig fundet noget, ud over nogle metoder til, hvordan banklån kunne betales tilbage hurtigere. Hendes noter lå og flød over det hele, de forskellige emner havde forskellige farver - lyserød, til det, der kunne hjælpe på de retssager, Will blev indkaldt til, grønne til Lucifers psykiske helbredelse, og gule til ungvampyrernes hjælp. Størstedelen var noget bras, der ikke kunne bruges til en pind.

   Hendes mobil vibrerede. Hun tog den op. SMS fra Will: VI R HJEMME OMKRING 2 I NAT. Sandra skrev tilbage: OK, SNAKKES VED. Hun smilede skævt. Ungvampyrerne havde planlagt en velkommen-hjem fest, det var længe siden, de sidst havde set Will og Lucifer. Kathy overnattede endda på sit gamle værelse, Samantha var ikke meget for at indrømme det, men de to var blevet ret så gode veninder. De tolererede i hvert fald hinanden.

   Pigerne havde især været opsatte på, at det skulle lykkes. De havde været meget strikse med, hvilke bloddonationer, der skulle gøres klar, kun AB positiv og O negativ, sidstnævnte var meget svær at få fat i. Sandra havde haft nogle få problemer med at styre det hele alene i så lang tid, men Bryan og Ulrich havde hjulpet hende meget.

   Hun gabte træt og så rundt på tingene. Hun kunne ikke blive oppe, til Lucifer og Will kom hjem, med mindre hun snart gik i seng.

   Hun åbnede magasinet, et billede af Lucifer og en af hans venner fra modelverdenen dukkede op. De var begge stivnede i et grin, reklamen var om tøj for et eller andet mærke. Sandra smilede skævt og gik hen til kvindesektionen. Desværre var hun så smadret, at hun snart efter lagde magasinet fra sig og gik ud af biblioteket. Hun bekymrede sig ikke om tingene, ungvampyrerne vidste udmærket godt, at de ikke skulle pille ved noget.

   Hun smed sig træt i sengen, så op i loftet. Det var snart fem år siden, hun var blevet anbragt hos Lucifer ude i skoven, efter hendes forældres død. Hun var blevet enogtyve den foregående måned, Lucifer havde været meget ked af, at han ikke kunne være med til festen, men Sandra bar skam ikke nag - tværtimod.

   Efter furiernes indgreb, havde Lucifer været kølig, hård og en smule grov over for andre. Han kunne være ubehøvlet og mandschauvinistisk som djævlen selv, men så snart Will sagde hans navn, gav ham en ordre eller bare så på ham, blev han lige så blid og uskadelig som en killing. Medicinen ville forhåbentlig gavne ham. Både Will, Sandra og Lucifer havde været urolige for, at parret tog til Rusland efter behandlingen, men der var ikke andre lande, der kunne tilbyde den lige så godt. Som altid havde Lucifer været nogen lunde kølig over for at rejse, han hverken hadede eller elskede det, men han slog alle Wills bekymringer ned så let som ingenting.

   Det faldt Sandra ind, at hun egentlig savnede de to drenge. Uden dem var slottet bare ikke det samme... Hun gabte. Der gik ikke længe, før hun faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...