Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2640Visninger
AA

17. Den usynlige lastbil

Del 2

Det regnede, vinduesviskerne kørte for fuldt drøn. Will holdt godt fast om rettet, vred og såret. Lucifer sad med korslagte arme, hans kuffert var blevet smidt om bagi af Will. Tanker summede rundt i Lucifers hoved. Han var ikke sikker på, om han brød sig om at såre Will. Will så helt knust ud. Tanken havde været bedre end gerningen selv. Lucifer rykkede lidt på sig. Skulle han undskylde? Nej! Aldrig i livet!

   "Det var uansvarligt og dumt," sagde Will stille. "Og det ved du udmærket godt."

   "Du er ikke min far," mumlede Lucifer. "Du har ikke ret til at kommandere med mig."

   "Nej, men jeg har ret til at beskytte dig, og hvis det at beskytte dig vil sige, at jeg forhindrer dig i at være sammen med fuldstændigt fremmede, så tager jeg gerne skraldet bagefter!"

   "Gider du godt lade være med at behandle mig som et lille barn?" spurgte Lucifer irriteret.

   "Så snart du begynder at opføre dig som en voksen!" knurrede Will. Han drejede væk fra hovedvejen.

   "Måske ville jeg begynde at opføre mig voksent, hvis du ikke pylrede om mig hele tiden!"

   "Det var jo derfor jeg slog op!"

   "Det var ikke den rigtige måde!"

   "Nåh?! HVAD VAR SÅ?!" Det bragte Lucifer til tavshed. Will sukkede. "Lucifer, du må aldrig være i tvivl om, at jeg elsker dig, jeg har skiftet statsborgerskab for dig. Jeg vil bare hjælpe dig."

   "Din hjælp er ikke meget værd." Will strammede grebet om rettet.

   "Vil du så ikke fortælle mig, hvad der ville hjælpe?" Lucifer var stille et stykke tid. Skulle han fortælle det? Skulle han lade være? Han krummede tæer i støvlerne.

   "En kugle for panden ville afslutte det hele," mumlede han. Will så på ham.

   "Lad være med at sige sådan noget Lucifer, jeg vil ikke høre på det..."

   "Nej, og det er lige netop dét, der er problemet." Lucifer sad med hænderne i skødet, helt stille og bed i sine kinder. Will så lidt på ham. Holdt så øje med vejen.

   "Virkelig?" Lucifer nikkede. Will gøs og sukkede. "Jeg vil ikke kunne lide det, men... så fortæl." Lucifer så overrasket på Will, Will så bare ud på vejen. Lucifer bed sig i læben.

   "Min fornuft og min psyke skændes. Jeg kan høre det, og jeg kan ikke lide det. De tier ikke stille, heller ikke når jeg sover. Dét begyndte under furiernes tortur. Jeg er konstant træt, kunne knap nok holde til at gå rundt om søen, og det er så ufatteligt udmattende at være i seng med dig. Dét startede, da vi begyndte at opspore ungvampyrer. Jeg er så bange hele tiden, for alt, også mig selv. Derfor kan jeg ikke tænke helt klart, jeg stoler ikke på nogen, jeg ikke kender. Dét kom, da jeg lærte dig og Sandra at kende." Han sank en klump. "Kærlighed er den største smerte, og den største glæde. Men det er bare for meget for mig. En kugle i panden ville afslutte det hele. Give mig ro. Få alle stemmerne bragt til tavshed, holde skrækken på afstand." Will nikkede. Smilede lidt.

   "Jeg har savnet Dem, Mister Sorrow." Lucifer fnøs.

   "Han døde for længe siden."

   "Hvem dræbte ham?"

   "Alle." Will tog en dyb indånding, sukkede.

   "Nej. Jeg gjorde." Lucifer så undrende på Will.

   "Dig? Nej, Will, alle, ikke kun dig, også Sandra, og Drak, Eshe, alle de andre, alle dem, jeg har skullet forvandle, også jeg selv..." Will rystede på hovedet.

   "Nej. Det var kun mig." Will holdt for rødt, han så på Lucifer. "Lucifer, jeg er... var, din kæreste, jeg skulle have set det hele da det begyndte. Ledt efter en kur noget tidligere, jeg..."

   "Du har jo overhovedet ikke hørt efter!" udbrød Lucifer. Lyset udenfor skiftede fra rød til grøn, Will begyndte at køre. "Der er ikke nogen kur for frygt, den kan ikke altid overvindes! Den eneste kur for udmattelse og træthed er søvn, og den har jeg fået nok af! Jeg har ligget i en kiste i flere årtier! Stemmerne er der medicin for, men det æder til gengæld min hjerne! Jeg prøver at undgå det så vidt som muligt, men du bliver ved med at finde det frem til mig igen!" Wills blik blev en smule sløret.

   "Hvad hedder USA's hovedstad?"

   "Will, lad nu være..."

   "HVAD HEDDER DEN!" Lucifer fór sammen.

   "Washington DC."

   "2+60?"

   "62."

   "5+25?" Lucifer tøvede.

   "T-tredive."

   "5 gange 5?" Lucifer var stille lidt.

   "Pas."

   "7 gange 6."

   "Pas." Lucifers stemme var blevet grødet, Will pressede ham til at svare, og han kunne ikke!

   "9 divideret med 3."

   "Pas!"

   "Hvor mange sider er der på en terning?"

   "D-det ved jeg ikke!"

   "Hvorfor er indianerne kaldt indianere, når de ikke er fra Indien?"

   "Det ved jeg ikke!"

   "Hvilken farve kommer ud af at blande..."

   "JEG VED DET IKKE!" råbte Lucifer. Han begyndte at græde, stille og så lydløst som muligt. Tårer faldt fra Wills øjne ned på hans lår.

   "Åh, Lucifer," hulkede han. Lucifer så ud af vinduet. "Hvad har jeg dog gjort mod dig? Hvad har jeg dog gjort?!"

   "Spørg dig selv!" Lucifer knurrede. "Jeg hader dig!"

   De var stille i lang tid. Lucifer græd udtryksløst og med så lidt lyd som muligt, så ud af vinduet og lod tårerne løbe. Will havde svært ved at se vejen, han snøftede og hulkede indimellem, angrede og fortrød at han havde fået Lucifer til at tage de piller.

   Man sagde, at airbaggen var i stykker. Det var det, der stod i skadesrapporten. To unge mænd var på vej hjem fra byen. De var kommet op at skændes, og føreren havde ikke været i stand til at se vejen. Han havde ikke set den lastbil, der var drejet ud.

   Føreren havde brækket nakken omgående, var blevet kastet mod forruden med voldsom kraft. Hans passager var blevet slynget mod ruden, som var blevet knust i sammenstødet med lastbilen. Passageren havde fået køreren ud af bilen, da ambulancen ankom, lå begge stille nogle meter fra den brændende bil. Det var lastbilen chauffør, der havde ringet til alarmcentralen.

   Lucifers hjerte sad i halsen, da han og Will pludselig blev kastet rundt i bilen. Han ramte den splintrede runde, hans hud blev revet i stykker. Will lå hen over rettet, blødte fra panden.

   Rædselsslagent havde Lucifer fået sparket døren ud, havde hevet Will med sig ud i regnen, hvor blodet gled sammen med vandpytterne. Chaufføren fra lastbilen var kommet ud, råbte og skreg forskrækket. Lucifer faldt om ved siden af Will, knugede hans hånd i sin. Will nakke var underlig. Lucifer kæmpede sin jakke af og lagde den under hans hoved som støtte.

   Ambulancefolkene begyndte at hjælpe Will på stedet, først efter nogle minutter fik de ham op på en båre og op i ambulancen. Lucifer, der ikke havde lige så omfattende skader, blev taget med i en bil.

   Da ambulancen først ankom til ulykkesstedet, var Lucifer, Will og lastbilchaufføren alle gennemblødte. Lucifer kunne ikke høre noget, hverken regnen, råbene eller sirenerne. Hele verdenen var døv, alt andet end Will var usynligt. Lucifer gav først frivilligt slip på Will, da ambulancefolkene begyndte at trække dem fra hinanden.

   Lucifer sad med et tæppe om sig, ikke at det hjalp noget. Han huskede, at en læge kom hen til ham og spurgte, om de var i stand til at betale hospitalsregningen. Lucifer kunne ikke huske, hvad han svarede, men bagefter kørte ambulancen ad sted med hujende sirener og blinkede lys. Han blev hjulpet på benene og sat ind i en bil, kørt ad sted mod hospitalet.

   Lys susede forbi vinduet, regnen trommede på ruden. Lucifer var stadig døv. Paralyseret. Han trak vejret i små stød, hæst og besværet. Nogen sad ved siden af ham, talte dæmpet og beroligende til ham.

   "Barndommen er en sorgløs tid, hvor man ikke skal stå til ansvar for bekymringer." Det havde Will sagt, da de var kommet til Finland og skulle omvende Jenni. Barndommen. Barndom. Lucifer kunne ikke huske sin. Havde han også haft det godt? Ingen var jo rigtig sikker på, hvor han kom fra, eller hvem hans forældre var.

   Hvis barndommen var så sorgløs, så kunne det vel ikke skade at vende sig mod den, bare et kort øjeblik? Så man kunne være fri for frygt og uhygge? Lucifer lukkede øjnene. Han blødte fra panden, det kildede og var ubehageligt, når blodet løb ned mod øjenbrynet i den højre side. "Jeg hader dig." Det var det sidste, Lucifer havde sagt til Will, inden ulykken...

   Lucifers øjne sveg. Han begyndte at hulke. Han ville ikke være Lucifer Sorrow længere! Sandra og Will brød sig ikke om Lucifer, Lucifer brød sig ikke om Mister Sorrow, det hele var for besværligt!

   Lucifer blev hurtig svimmel og dehydreret. Bilen satte farten op. Det var det sidste, han lagde mærke til, før han mistede bevidstheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...