Fear N' Pride

Lucifer er blevet vanvittig, hans sjæl er ødelagt, og han er paranoid og farlig. Sandra er mere opsat end nogensinde på at finde en kur til Lucifer, mens Will prøver at finde den bedst mulige måde for, at få fortalt Lucifer en bestemt ting, der vil ændre deres liv for evigt. Onde tanker er ved at tage over i Lucifers hoved, han er utilregnelig og fjendtlig, og frem for alt udgør han en trussel mod ungvampyrerne. Stonehenges konstante opdukken i hans tanker gør ikke noget bedre, og Sandra og Will gruer for, at Lucifer måske må spærres inde, for ikke at udgøre en fare for samfundet. Sidste bog i serien og Sandra, Will og Lucifer.

10Likes
25Kommentarer
2636Visninger
AA

10. Advarsel

Det første, Lucifer gjorde, da han vågnede, var at styrte ud på badeværelset og kaste op. Han følte sig svimmel og bleg, havde aldrig haft det så dårligt i hele sit lange liv. Will kom ud til ham, havde taget en morgenkåbe på, lagde forskrækket et tæppe over hans nøgne krop. Lucifer ænsede ham knap nok. Han havde ondt steder, hvor han ville gøre alt for ikke at have smerter. Langs ryggen, halebenet, lysken, låret, underlivet generelt, og maven. Efter ti minutter fik Will en rystende Lucifer på benene, han skælvede som et espeløv. Han stønnede og holdt en hånd for maven. Det gjorde ondt at stå op, Will måtte næsten bære ham tilbage i sengen.

   Will lagde en hånd på Lucifers pande. Han var klam og svedig, skar tænder og rystede. Will strøg hans hår.

   "Kære Lucifer dog..." Will tog hurtigt tøj på, så på Lucifer. "Jeg henter Ulrich." Lucifer åbnede øjnene, så på Will med smertetrækninger i ansigtet. Nikkede.

   Will skyndte sig ud på gangen, det var tidligt på aftenen. Han mødte Sandra ved trappen, hun så spørgende på ham.

   "Hvor brænder det?" spurgte hun, overrasket over de bekymrede rynker i hans pande.

   "Lucifer er syg - meget syg! Jeg er nød til at hente Ulrich, vi ses!" Han skyndte sig videre, Sandra fulgte efter. Will stoppede foran værelse 32 i drengenes fløj, bankede på. Der gik et øjeblik, så åbnede Bryan, der var værelseskammerat til Ulrich, døren. Han så træt ud, havde en morgenkåbe på og gned sig i øjnene.

   "William, Sandra... Godaften..."

   "Hvor er Ulrich?" spurgte Will forhastet. Bryan åbnede døren, Ulrich så træt på dem i det dunkle værelse.

   "Ja?" sagde han træt. Han rejste sig op, gik hen til skabet og tog noget tøj ud.

   "Ulrich, Lucifer er syg, du er nød til at se på ham!" Ulrich nikkede. Han fulgte med så snart han var påklædt.

   På Lucifer og Wills værelse lå Lucifer, bleg, rystende og svedende, i smerter. Ulrich bad de andre blive ude og lukkede døren. Han gik hen til Lucifer, lagde en hånd på hans pande. Det var kun anden gang Lucifer var blevet syg, i hvert fald hvad han kunne huske.

   "Nå, Lucifer, hvad er der galt?" Lucifer sukkede og lukkede øjnene sammen, de var blanke.

   "Det gør så ondt!" gispede han smertefuldt.

   "Hvor?" Lucifer fortalte om smerterne, om, hvordan de var dukket op i løbet af dagen, mens han havde sovet. Ulrich nikkede. Da Lucifer var færdig sukkede han. "Jeg tror ikke du er syg," sagde Ulrich. Lucifer rynkede panden, lagde hovedet tilbage i puderne.

   "Hvorfor har jeg det så sådan her?" Ulrich trak på skuldrene.

   "Det kan være Will kan hjælpe med at opklare det." Ulrich gik hen til døren, åbnede den og så på Will. "Kom herind." Will skævede til Sandra og gik ind. Will satte sig ved siden af Lucifer, holdt om spidsen af hans tre midterste fingre. Ulrich lukkede døren og vendte sig mod dem. Lagde armene over kors. "Var I to i seng sammen i går aftes?" Will tøvede lidt.

   "Ja..." Ulrich nikkede.

   "Okay, øhm... Ja, Lucifer, du er i hvert fald ikke syg. Men Will, du har været for hård ved Lucifer." Will så forskrækket på Lucifer.

   "Hvad? Nej, er - er det min skyld?!" Ulrich smilede beklagende.

   "Beklager." Ulrich satte sig på en stol ved siden af skabet. "Hør, I ved, at jeg har al mulig respekt for jer, og for at I er sammen, ikke?" Ildevarslende. Lucifer prøvede at sætte sig op, men det gjorde voldsomt ond, og han greb fat om Wills håndled - heldigvis det raske. Will nikkede, som svar på Ulrichs spørgsmål. "Men fra naturens side er to mænd bare ikke ment til at være sammen. I skal ikke være så hårde ved hinanden." Will nikkede, en lille orm var ved at skære hul i hans mave, så dårlig samvittighed havde han. "Lucifer, med hensyn til dine smerter, så bare tag nogle smertestillende. Og i skal nok vente et stykke tid, før I gør det igen."

   "Hvor lang tid er 'et stykke tid'?" spurgte Will. "Til Lucifer har det bedre?" Ulrich trak på skuldrene.

   "Lidt længere. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor ofte I gør det, men for din skyld, Lucifer, burde I nok vente en måneds tid." Will nikkede.

   "Okay." Ulrich rejste sig op.

   "Tak," mumlede Lucifer. Ulrich gik ud, Sandra kom ind. Hun så på Lucifer.

   "Uh, du ser virkelig ikke godt ud - hvad er der galt?" Will åbnede munden for at svare, men Lucifer kom ham træt i forkøbet.

   "Seksuel overlast. Tak Will." Sandra så sammenbidt på Will.

   "Har du gjort det her mod ham?" spurgte hun hårdt. Will så køligt på Lucifer, der bare trak på skuldrene.

   "Det var jo ikke med vilje..."

   "Din..!" Will rejste sig op, greb fat om Sandras håndled med sin raske hånd og trak hende med ud. Han lukkede døren efter sig og trak hende ind på hendes værelse. "William!" knurrede hun ildevarslende. Han sukkede.

   "Du er nød til at hjælpe mig."

   "Med hvad?" Will bed sig i læben, så hen mod døren.

   "Det dér, du ved nok..." Han lukkede døren og så bedende på hende. "Jeg vil sige det til ham, snart, men det skal være helt rigtigt!"

 

Lucifer lå og tænkte. Hvorfor var Will gået med Sandra så hurtigt? Skjulte han noget?

   "Nej," sagde fornuften, en gammel ven, Lucifer ikke rigtig havde hørt på i den seneste tid. "Han elsker dig, og vil bare tale privat med Sandra."

   "Men hvorfor vil han nu også det?" Den spaltede psyke og sjæl slog ind.

   "Hold nu op," mumlede Lucifer.

   "Du er da hundrede gange bedre end hende!" sagde psyke vredt. "Hvad ser Will i hende?!"

   "Så så, psyke," sagde fornuft. "Sandra er en sød pige, vi kan jo faktisk godt lide hende. Hun ville ikke gøre noget uden vores tilladelse."

   "Men hun har ændret sig!" Lucifer nikkede stille. Psyke havde ret... "Det har de alle! Også Will! Han holder hemmeligheder for os! Han vil os ikke kun godt!"

   "Hold nu op..." Lucifers stemme var lille og spinkel i den stilhed, psyke altid efterlod sig.

   "Nej, du skal holde op, Lucy! Indse det dog, Will kan ikke lide dig mere!" Lucifers øjne sveg, han blinkede tårer væk. Det var latterligt... "Du er latterlig!" bed psyke.

   "Så så, Lucifer, psyke mener det ikke - Will kan godt lide os."

   "Ti stille I to," bad Lucifer. Han var så småt begyndt at blive koldere...

   "Årh kom nu!" sagde psyke gnavent. "Hvad tror du da, Sandra og Will laver lige nu? Snakker om vejret?!" Lucifer rystede på hovedet. Han frøs. Will var en god mand, han ville ikke... "Han har gjort det før." Hvislende, som en slange. Lucifers hænder fløj op for hans øre, han peb ynkeligt. Den hurtige bevægelse gjorde ondt, men han ænsede den knap nok. Faktisk var der ikke noget omkring ham, der kunne distrahere ham.

   "Nja, psyke har nu fat i noget," mumlede fornuft. "Jeg kan heller ikke se, hvad Will ellers skulle lave med Sandra. Du er jo ikke helt rask, hverken mentalt eller fysisk. Du er faktisk bare en skygge af dig selv. Engang var du en stor vampyr - Will har faktisk gjort os bløde."

   "Ja, nemlig!" hoverede psyke. Lucifer rystede på hovedet, det var smertefuldt, men kroppen havde ikke noget at gøre med det her! "Og hvordan kan det være, at Will altid klapper computeren sammen, når vi kommer hen mod ham?!"

   "Ja, du har fat i noget!"

   "Han skriver sikkert med en anden!"

   "Ja, én, der er bedre end os!"

   "Og klogere!"

   "Én, der ikke er som Lucifer - hører du os, Lucifer?! Du er svag! Du duer ikke til noget!"

   "Næ!" Psyke lo. Det var iskoldt! "Ved du hvad, Lucifer? Vi forstår faktisk godt, at Will ikke gider dig mere! Han er bare for flink til at gøre det forbi. Han har ondt af dig, fordi du er syg!"

   "Sindssyg!" Fornuft var ved at forsvinde...

   "Du holder jo ikke til noget sjovt!"

   "Du burde bare kaste dig i søen!" Lucifer rystede voldsomt på hovedet.

   "Lad mig være! Lad mig nu bare være!" hulkede han lavt.

   En velkendt følelse omgav ham pludselig. Psyke og resterne af fornuft blev kvalt. Varme strømmede tilbage i Lucifer, han begyndte at græde. Will holdt ham ind mod sit brede, betryggende bryst, holdt ham fast som om han ville stikke af. Han talte beroligende til Lucifer, strøg hans hår og prøvede at gøre ham rolig. Da Lucifer var faldet ned, nussede Will ham bag det ene øre.

   "Du har ikke taget pillerne, vel?" Lucifer rystede over det hele, men hovedsageligt på hovedet. "Jeg finder dem til dig." Will skulle til at rejse sig op, Lucifer greb panisk fat i hans trøje og bed ned i hans hals. Så kunne han ikke flygte. Will sukkede og lod Lucifer spise, sad helt stille. Lucifer havde ikke i sinde, ikke nu, ikke i morgen, aldrig, aldrig nogen sinde! Han ville ikke slippe Will, uanset hvad psyke og den spaltede fornuft sagde! Men det vidste Will ikke...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...