skribbelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
everything and nothing

0Likes
0Kommentarer
521Visninger
AA

5. underverden (tidens urværk)

Underverden

(Jason fortæller)

 

”Damon giv min en god grund til ikke og dræbe dig” min stemme var kold som is, Damon var den dæmon jeg havde indgået en aftale med den gang for fem år siden, nu kan jeg så gøre det samme igen. Denne gang var det ikke fordi jeg var syg som sidst men fordi han næsten på åben gade havde dræbt mig.

 

”jeg har både kone og børn.. i modsætning til dig” han mumlede det sidste men jeg hørte det lige så tydelig som alt andet.

 

”Gud forbande dine børn og din kone, hvis det den eneste grund du har..” jeg var rassende på ham, hvorfor kunne han ikke bare klare hans problemer selv.

 

”hør Jason.. den pige du sendte tilbage for et stykke tid siden, har taget dødens ur, de mente efter som du sendt hende tilbage at også du skulle finde hende og dødens ur” jeg lytte og kunne ikke tro det jeg hørte, jeg måtte havde fat i Jerry så snart det kunne lade sig gøre.

 

”jeg sendte hende kun tilbage fordi hun var i vejen og to gange næsten tæt på at dræbe mig, det hun gør bagefter er ikke noget jeg kan blande mig i og heller ikke noget jeg kan gøre for.” han stivende da jeg sagde det, og fik store øjne

 

”hun var ved at dræbe dig, hvordan det? ” jeg nikkede og smilte svage, jeg så ud som jeg havde gjort for fem år siden og det var ikke godt.

 

”på samme måde som du gjorde, min kære Damon skrig..” han sad bare og havde vidst ingen ide om hvad han skulle sige, vi sad sådan lidt uden og sige noget. Jeg var meget tæt på og forsvinde for at finde Jerry og mit eget liv igen. Men Damon skulle åbne munden før jeg nåede så langt

 

”så du her igen ide om hvad vi kan gøre.” jeg smilte en ide havde jeg faktisk men de ville nok ikke syndes om den.

 

”stoppe hendes tid” han stirrede og så ud som om han havde fået noget i hovedet.

 

”hvad..?” hans stemme var vantro og begyndte han og le

 

”hvordan har du tænke dig og gøre det” han smilte og troede ikke på mig, overhovedet ikke.

 

”på samme måde som jeg sendte hende tilbage” min stemme var kold og der var ingen følelser. Mens vi sad her og talte mødte der flere dæmoner op, dem fra rådet af.

 

”Damon, hvad snakker vi om her…” det var en kold og død stemme.

 

”at han ikke havde noget med det og gøre men at han har en ide om hvordan vi kan få hende tilbage med uret.” dæmonen der havde talt, så på mig med et smil.

 

”hvordan det.” lige så vantro som Damon, som jeg ikke var klare over hvad jeg gjorde, men på den anden siden ingen ved hvad der ske for fem år siden, ud over mig. Jeg sad bare og verden omkring mig forsvandt, jeg kunne se Jerry for mit blik, jeg var sikker på der andre dæmoner lod mærke til det. For i næste nu lagde dæmon en hånd på min skulder og rystede mig blidt.

 

”Jason.. hva.. ” han blev fanget og kunne se og høre det samme som jeg. Jerry sov han var så fred fuldt det var nu næsten synd og vække ham.

 

”Jerry.” jeg trak på det og smilte da jeg kunne se ham rykke lidt på sig.

 

”Jerry uret” jeg hviskede og Damon stod som lammet ved siden af mig. Jerry vågnede og satte sig op og så rundt. Han så noget forvirret ud.

 

”Jason? ” han lod sig falde tilbage i sengen med lukkede øjne.

 

”okay jeg lytter Jason hvad er der med det ur…” han var blevet en smule bleger og han trak vejet lidt tungere. Jeg selv trak vejet dybt

 

” du skal stopper viserne, stoppe uret.” han satte sig op igen og stirrede ud i luften

 

”du ved godt hvad det er du beder mig, Jason for helvede” han lagde sig tilbage i sengen med et suk.

 

”jeg ved det godt, døden er bare ens tid der står stille, men jeg ved nu ikke den pige er sku ikke helt normal”. jeg smilte, sukkede og lukkede øjnene, jeg kunne mærke det forsvinde lidt.

 

”Jerry” jeg trak på det igen og smilte lidt

 

”bare gør det ikke søde, stol på mig.” han mumlede at han nok skulle gøre det, og jeg vendte tilbage, stadigvæk med Damon ved min side. Han så ud som om han havde set et spøgelse. Hans øjnene var store og hans negle borede sig ned i min skulder, det gjorde faktisk ondt. Jeg skubbede til ham og sukkede lettet da han flyttede hans hånd, han rystede og forstod ingen ting.  De andre stirrede og nogle mumlede lavt sammen. Nu var der ikke andet for end at vente på at Jerry fik det ur stoppet. Jeg sad og så lige ud i luften,

 

”hvad hadlede det er lige om” det var tre stemmer på en gang og de så alle på Damon, der ikke hvad nogen ide om hvad han skulle sige. Han mumlede bare et eller andet og de forstod ham ikke. De kiggede på mig og med had i blikket hvordan kunne jeg finde på sådan noget tage kontakt til et menneske. Men hvis de ville havde fat i pigen og dødens ur skulle de også bruge Jerry, om så de ville det eller ej. Tiden i denne verden går langsommer i den i menneskenes det er fordi dæmonerne ikke skal komme til at kede sig. Så der gik vel en halv times tid for jeg kunne høre hende skrige, det kunne de også. Jerry nu har du bare og holde dig i live, til vi kommer og henter hende.  Han var blevet sendt i gennem værelset og lod sammen krøllet i den ene ende af rummet.

 

”for fanden ” han mumlede og lå med hænderne om maven.

 

”Jason JEG HADER DÆMONER” hans stemme var lav og jeg kunne ikke lagde være med at smile. De andre stoppede op og forstod ingen ting. Jeg gik i gennem rummet. Jeg satte mig på knæ ved siden af ham,

 

"Jerry er du okay?" min stemme var lav og der var ikke meget liv tilbage i den. Pigen var holdt op med at skrige da hun havde set dem fra råde.

 

"døden er kun ens tid der går i stå der er ingen ting der venter en andet en et sted at finde fred" Jerrys stemme var lav og han mumlede

 

" fuck mit hoved" jeg kunne ikke lagde være med at smile og hviske

 

" det lyder som noget jeg kunne havde sagt" de andre dæmoner stirrede på mig og Jerry.

 

"hvad gør vi ved ham?" en af dem pegede på mig

 

" ja han løste jo et problem ingen af os for rådet kunne med hjælp for mennesket der" det fik Jerry et af fnyse af dem og dem til at ligne nogen der kunne æde ham.

 

"jeg ikke noget menneske og har heller aldrig været det" og det havde han jo ret i han var født paranormal. Ikke lige som mig selv der havde fået evne til del, efter at havde lavet en aftale. Han var født som han var og jeg var som jeg var. Jerrys blik gid væk for et kort øjeblik.

 

”vampyrer” hans stemme var næsten uhørlig og dog jeg hørte det.

 

”Jerry? Hvad er der med dem?” jeg hviskede og han mumlede noget, jeg ikke fik fat i hvad var, jeg lagde en hånd mod hans kind og mine øje gid væk ligesom hans, jeg se hvad han så. Jeg så Jack af alle mennesker, snakke sammen med en af dem, men hvem ved måske havde han også en skjult side. Jerry kom til sig selv igen efter lidt tid og dæmonerne havde travlt med at snakke om hvad de skulle gøre ved mig og Jerry.

 

”giv ham da for helvede bare hans tid igen. Så svært kan det da ikke være.” det var Damon der råbet det. Og de gjorde som han sagde og livet vendte tilbage til mig. Alt i alt som om intet var sket.  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...