skribbelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
everything and nothing

0Likes
0Kommentarer
527Visninger
AA

3. tidens urværk

Tidens urværk

(Jason fortæller)

”Kan du se mig? du kan se mig.” Den lille spæde stemme tilhørte en pige, en lille pige på omkring de otte-ni år. De tilbage faldende øjne og de sorte rander under dem trådte tydeligt frem. Hendes blege hud vækkede min mistanke. Uret hun stod med i hånden svingende frem og tilbage i den tykke kæde. ”tiden løber og jeg forsvinder med den.” hun hviskede og drejede rundt i den hvide meget gamle kjole. Hun gik hen af gangen og min egen virkelighed indhentede mig. Det var begyndt her på det sidste, efter vi var flyttet. Der var noget i det her hus, noget der ville findes. Jeg lod mig glide ned på gulvet og faldt i søvn.

 

”det tiden… tiden der bliv glemt.. tiden der står stille, fanget.. jeg er fanget.. nogen der kan hjælpe mig..? hjælp mig.. *skrig* det dukken… dukken… ond.. ond.. ikke gå derned.. gå.. flygt.. forlad… glem.. det tiden.. tiden der står stille. Tiden der bliv glemt… den forsvinder med tiden men så alligevel ikke, den forsvinder ikke.. aldrig.. den bliver glemt… forladt… dukken.. ond” billedet af spisestuen, med gamle møbler og støv forlod min bevidsthed og sammen med det, stemmen der havde talt.  Et nyt billede denne gang af pigen jeg lige havde set på gangen. Dog lidt mere levende, ja knap så død i hvert fald. Jeg kunne ikke andet end at se på, da billedet begyndte at bevæge sig. Latter og glade, det stod gaver på gulvet og pigen begyndte og pakke op. Det var den sidste gave der fangede mig. En dukke. ”ond.. dukken, ond” stemmen igen. Også forsvandt det igen. Uret, uret blev ved med at komme igen.. selv i mørket var der ikke ro. Og så en ny stemme

 

”Jason… hey, sweet heart.. Jason…” en blid stemme, Jerry. Jeg åbnede mine øjne og så på ham med et sløret blik. ”mit hoved” jeg mumlede. Han smilte og så bare på mig i mens han strøg mig over kinden. ”det var et mærkeligt sted og ligge.. ” han smilte og men der var noget medlidende i hans blik. Jeg satte mig op og det hele begyndte at dreje rundt. Han lagde hans arme om mig og det gik op for mig at jeg ikke bare var faldet i søvn, jeg havde været bevidstløs. Det ur, tiden, og så den dukke.

 

”mit hoved” jeg klyngede lavt og mumlede

 

”det var en pige… ur, en dukke, ond.. frem og tilbage, frem og tilbage… tik tak..” jeg sad med halvt lukkede øjne, og var ikke til stede på nogen måde, eller, jo lidt men ikke meget. Jerry ved godt jeg ser ting, både når jeg sover og er vågen. Han strøg mig bare over håret og lovede mig at det nok skulle gå.  Men der er bare noget der ikke passer sammen, det ur.

 

”Jerry hun havde et ur, hun svingede det frem og tilbage. Og spisestuen, det lå på kaminen i spisestuen.. frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage” mit blik gled væk igen og jeg kunne se uret for mig, viserne stod stille.

 

”det går ikke, det er i stykker Jerry, det er i stykker.” jeg så på ham med store øjne.

 

”hvordan så det ud?” hans stemme var lav og roligt.

 

”gammelt og sort, der var et mønster på men jeg kan ikke huske det”. Vi var flyttet ind hos hans tante for et lille stykke tid siden, hans familie har boet i huset her i omkring et år hundred. Der lød skridt længere nede af gangen, hans tante stoppede op og så på os, det var kun Jerry af alle dem der boede i huset der vidste jeg kunne se de ting jeg nu en gang så. Hun gik med en masse gamle bøger i armene. ”det var da et mærkeligt sted og sidde..” hun så bare på os med et smil, uden og vide hvad det var vi for få sekunder siden havde snakket om. Pigen fra før stod bag hende og det var hendes skrig der fik hans tante til at tabe bøgerne og vendt sig om mod, hvad der for mange ville være en tom gang. Hun indså for sent sin fejl og vendte sig om mod os med et undskyldende smil. Det fik Jerry til at se på hende med sammen knebne øjne.

 

”tante Anne er der noget galt?” jeg havde rejst mig for at hjælp med at samle bøgerne op. Hun rystede bare på hovedet, og smilte. ”jeg synes bare jeg hørte noget” Jerry nikkede bare og jeg forsøgte ikke og falde sammen da jeg fik fat i den ene af bøgerne. Et billede kom frem foran mine øjne, det var der kort. Det ur begyndte og gå mig på virkelig meget. Jeg gav hende bogen og lod som om ingen ting var sket, men pigen stod der endnu. Hun skreg stadigvæk, et højt og skærende skrig. Hun havde stadigvæk uret i hånden frem og tilbage, helt stille og roligt. Jeg var blevet bleg og mine øjne var blevet store

 

”jeg tror jeg.. jeg skal… ” mere nåede jeg ikke og sige mere, for jeg måtte løbe hen til det nærmeste toilet, og måtte knække mig. Det skrig gik i gennem helt ind til marv og ben. Jerry var fulgt efter mig, det samme var hans tante Anna, hun var så venlig. Men der var også noget andet gemt under overfladen. Det hele snurrede rundt for øjne af mig og jeg troede jeg skulle dø. Mørket kom tættere på, det var ikke bare det normale mørke for det var midt på dagen, så det kunne ikke være nattens komme. Det var dæmon mørke, det vil sige at jeg nok var den eneste der kunne se og mærke det. Skriget hørte op, og med det forsvandt mørket for mine øjne. Jeg så lige op i deres bekymrede øjne

 

”jeg har det ikke så godt” Jerrys latter slog mig i møde og han smilte.

 

”nej det havde vi ikke regnet ud..” jeg langede ud efter ham, men min hånd nåede ikke langt nok til at kunne ramme ham. Jeg rakte ud efter ham, og så måtte min arm bare falde hjælpeløs til på gulvet hvor jeg lå.

 

”hey var sker der her?”Jerrys ene fætter stod lænet op af dørkarmen, men et ligeglad udtryk i øjne. Jeg har aldrig kunnet lide ham og så at skulle bo sammen med ham, men det var kun for et stykke tid. Og jeg havde lovet at opføre mig pænt, men det havde han Han kunne ikke lade være med at le da han så mig. Skriget begyndte igen, og jeg måtte hive fat i Jerrys trøje og fik på den måde hivet mig selv op og sidde igen. Hvor jeg sådan set sad i ca. tre sekunder før jeg igen måtte bøje mig hen over toilettet igen. Smilet på fyren i døren blev større mens han så på. Jeg gemte hovedet væk i mine hænder og lod mit hår falde ned foran mit ansigt så det blev helt skjult.

 

”Thomas kan du ikke for en gang skyld bare opføre dig pænt… Jason hvad der galt?” jeg tog mig til hovedet og stønnende svagt og lavmeldt. ”men mor! Jeg har jo ikke gjort noget” der var ingen skyld i hans stemme, Anna tyssede på ham og havde hele sin opmærksomhed vendt mod mig. Skriget var stoppet for et par sekunder siden og der var kommet lidt farve tilbage i mine kinder. Jeg blinkede én gang og et billede dukkede op en rose, en sort rose. Jeg blinkede en gang til og denne gang var det de stille stående viser på uret. En sidste gang og denne gang var det pigen, ikke som hun havde stået ude på gangen, med uret, denne gang stod hun med den dukke. Da jeg åbnede mine øjne igen var det hele sløret men billedet stod fast, der var ikke noget der drejede rundt.

 

”jeg..” min stemme kunne næsten ikke høres og jeg tog mig til hovedet. Jeg kunne mærke at jeg var ved at glide væk fra min krop, dog kunne jeg godt mærke at jeg ikke ramte gulvet, nogen greb mig. Derefter blev alt sort, dejlig, behagelig og fredfuld mørke gled hen over mig. Der kom ro over den oprevet sjæl, for det er det dæmon skrig gør. River op i gamle for længst glemte ar man ikke troede man havde. Det er bare meget værre for dem der kan se, høre eller mærke dem.  Åh gud hvor ville jeg ønske jeg bare kunne vågne op igen i stedet for bare og fylde rundt i mørket her. Jeg hader når jeg kommer til at fremstå som svag, det er ikke noget man skal gøre i den her familie, for så er man den næste der ryger, ikke at de har planer om at dræbe mig. Det ligger bare sådan at i denne familie, ud fra hvad Jerry har sagt til mig, dropper de, de folk som de mener, er for svage. Og jeg må sige at jeg her på det sidste har fremstået mere svag end nogensinde før. Men det er heller ikke alle steder man opdager at ens ”bedste vens” familie har en dæmon i huset.  Hvis hun da var det, det kan også være noget hun er blevet til, og i så fald er hele familien forbandet, og det betyder også at mine kære Jerry også er. Da jeg vågnede igen lå jeg i min og Jerrys seng og var ikke i tvivl om at jeg havde feber. Der lå en hånd på min pande, hans tantes hånd lå på min pande. Og Thomas stod i døren med et stort smil, og der kom en svag latter over hans læber. Jeg hev mig selv op og sidde, og kunne ikke lade være med at smile

 

”vi har vel alle vores dæmoner…” det var billede sprog men jeg skulle nok havde tænkt mig mere om, da de rent faktisk havde en dæmon i huset. Nå men, sagt er sagt. Thomas stivende og stirrede vantro på mig, og jeg smilte bare,

 

”jeg har et dårligt immunforsvar, og du kan ikke udstå lugten af blod..” mine øjne var klare og tilstedeværende, og Thomas åndende lettet op da det gik op for hvad han troede jeg havde talt om. Jeg lod mig bare falde tilbage i sengen igen, varmen var ved at aftage lidt, men de så stadigvæk bekymret på mig. Jerry og hans tante gjorde, Thomas stod bare i døren, og jeg kunne høre skridt på gangene. Jeg lukkede øjne og kunne høre Thomas’ stemme lav og hadefuld

 

”Hey Jack, du velkommen til at se på” jeg kunne mærke mørket komme med Thomas’ had, også mod hans egen bror. Jerry rakte ud efter min hånd og tog fandt om den, han løftede den og hans egen op til min pande, hans håndryg hvilede der. Anna rejste sig og jog drengene ud derfra og lukkede døren efter sig selv. Jeg åbnede øjnene og kiggede på Jerry

 

”jeg.. hader.. dæmoner.. ” jeg lagde tryk på hvert et af orden. Jerry smilte og lagde hovedet på skrå, jeg hev bare hans ansigt tættere på med et smil. Han stoppede mig bare før jeg nåede og hive det helt ned til mit.

 

”hader du så også mig?” jeg smilte bare og holdt hans hånd i min og lukkede øjne

 

”du ved godt det ikke er på samme måde…” jeg vendte mig om og lå med ryggen til ham, men stadigvæk med hans hånd i min. Han lagde sig ned ved siden af mig, og strøg mig hen over siden.

 

”det var en rose der var på, uret, en sort rose. Det står for død.” jeg mumlede, jeg var træt. For mennesker er vi dæmoner, men blandt dæmonerne hører vi langt fra til. Vi er de paranormale, mange af os for vores evner fordi vi eller nogen i vores familie her lavet aftaler med dæmonerne. Jeg fik mine evner fordi jeg en gang har været blandt de døde. Min pris for at få min tid igen, når man dør står ens tid bare stille. Jerry, pigen, uret, hvad var det jeg havde sagt? det går ikke, det er i stykker Jerry, det er i stykker, når man dør står ens tid bare stille, en sort rose, det står for død. Alting er bare lettere i søvnen, eller er det kun mig der har det sådan? Jeg vågnende med Jerrys hånd i min, jeg havde ikke sovet mere end til par timer men det havde været nok til at feberen havde lagt sig. Jeg vendte mig om mod Jerry og så på ham med et smil, før jeg skubbede et den meget smukke fyr det lå ved siden af mig og døsede. Det gav et sæt i ham og han kiggede på mig og mumlede

 

”sov du ikke?” han så meget træt ud, og det fik mig til at droppe min plan. Jeg nikkede bare og smilte

 

”sov du bare videre, men du skulle nok tage noget af tøjet af, jeg smutter bare ud og trækker lidt luft” jeg rejste mig og overhørte ham mumle om, at jeg skulle passe på hvor jeg gik hen. Jeg gik forsigtigt ud på den ene af de mange gange, nu galt det om at finde den spisestue.

 

”Thomas du lovede du ville gøre noget ved hende, du sagde du vidste hvad du skulle gøre” det var Annas stemme, den var skrap og lav.

 

”få fat i Jack og find ud af hvad hun vil.” denne gang var hendes stemme ikke nær så skrap bare utålmodig. Jeg gik videre det måtte være her omkring den lå, gammel og støvede det var sådan jeg huskede den. Så det måtte være i den gamle del af huset, gammel og gammel det meste af huset var gammelt. Flere steder var huset så forfaldent at der var huller i gulvet. Det var altså det Jerry havde talt om, der var fodspor i støvet. Dørene stod åbne, undtagen én, den for enden af gangen. Det var en helt bestemt form for stemning her, noget der tit kommer med dæmoner. Der lød et skrig et sted i huset, da jeg trykkede håndtaget ned. Og en bekymret stemme spurgte efter mig, Jerry, kunne han ikke bare for en gang skyld bare ikke lade være med at bekymrer sig så meget? Jeg kastede et blik ind i rummet der ganske rigtigt var spisestuen jeg havde set. Der var det på kaminen, uret. Det var tre skridt i gennem rummet og så havde jeg det i hånden, men hvordan skulle jeg få det til at gå igen? I det jeg vendte mig om stod hun dér, men det så ikke ud som om hun kunne se mig. Det ikke altid det hænger sammen med hvem der kan se hvem. Men der gik lidt tid før det gik op for mig at det var et minde jeg stod og så på. Uret skulle trækkes op og hun havde tabt nøglen, hvad der var sværere og forstå var at en eller anden havde dræbt pigen. Hvor var den nøgle endt henne? Den kunne jo være hvor som helst, under bordet, kaminen, tæppet eller en af de mange stole. Der stod også en sofa i stuen, bare over i er hjørne op af væggen. Men hvad havde den dukke med sagen og gøre? Så svær kunne den nøgle heller ikke være og finde. Men jeg kunne godt mærke jeg tog fejl, jeg havde vendt tæppet, set under og omkring kaminen, kigget under bordet og alle stolen. Sofaen, selvfølgelig hvilken pige på otte ni år kan flytte den, selv jeg havde svært ved det. Men den dukke der forvirrede mig, og så ordet ond. Men måske var det ikke dukken i sig selv men den der havde givet hende den, altså den der havde dræbt hende. Der var den, lille og af sølv. Den var af lige så fint og af samme håndværk som uret. Skriget var stoppet og så var det begyndt igen. Nu måtte det bærere eller briste, ingen fortjener at blive hjemsøgt på den her måde. Tilbage af gangen, og ned af den ene af trapperne og op af den anden. Men det var bare at gå efter lyden, jeg blev blegere jo tættere jeg kom på stedet hvor pigen var. Kom nu, kom nu, virk nu. Det skete ikke noget, måske skulle jeg dreje nøglen den anden vej? Det virkede.

 

”Thomas du lovede du ville gøre noget vi kan ikke havde den ting her i huset” Annas stemme var helt ude af den, og Jack mumlede noget der lød som noget i stil med ”han få jo ikke gjort noget alligevel” Jerry var den første jeg så, da jeg åbnede døren, og han så meget bleg ud. Det er ikke første gang han ser en dæmon, men når man ikke er van til at se dem på den her måde, kan man godt få et chok. Jack, Thomas og Anna forsøgte bare at opfører sig normalt. Jeg rystede bare på hovedet af dem og rystede bare en smule med urets kæde. Pigen vendte sig væk fra Thomas, selvom hun ellers lignede en der godt kunne finde på at æde ham på stedet, mig ville det ikke gøre noget. Hun så på mig og skulle til at skrige igen fordi jeg ikke havde hvad hun ville have. Men så fik hun øje på uret i min hånd. Jeg åbnede låget på det så hun kunne se viserne der gik. Hun gik tættere på mig og rakte en hånd ud efter uret og dæmonen bliv til en ånd, og idet hun fik fat i uret forsvandt hun, tilbage til ingenting hvor hun nu hørte til. Men idet vores hænder rørte ved hinanden fik jeg også nogle billedere eller minder om dukken, den dukke var skyld i at den her halvdel af huset en gang brændte ned. Men det en anden historie jeg måske fortæller en anden gang. Thomas, Jack og Anna stirrede på mig, der stadigvæk stod med uret i hånden. Jerry rykkede på sig og gik tættere på mig.

 

”gider du fortælle mig hvad det forgår?” han var alt for bleg til at det kunne være på grund af dæmonen, kunne han have set et eller andet, der ville ske?

 

”en dæmon forlader aldrig stedet hvor den er blevet dræbt, med mindre de dør af naturlige oversager eller bliver sat fri.” jeg mumlede og løftede uret op så jeg kunne se på det og de andre også kunne. Jerry åndede lettet op og lagede armene om mig. Han smilte, men det var han den eneste der gjorde.

 

”siden hvornår har du kunnet se dæmoner?” det var Jack der spurgte mig, vi talte faktisk sammen så måske var det derfor han spurgte.

 

”siden jeg døde en gang for fem år siden, kort efter ja..” jeg sukkede og så ned mod gulvet. Jeg havde kendt Jerry i lidt over fem år, han havde været der den gang. Et eller andet sted var jeg glad for at vi ikke skulle bor her så længe.

 

”du.. du.. har været død? ” det var ikke Jack men Thomas der sagde det, Jerry holdt bare om mig som om han havde været bange for jeg skulle dø en gang til.

 

”kan du forklare mig hvorfor jeg så dig dø en gang til?” Jerry hviskede i mit øre og jeg stivende da jeg hørte det. Jeg så rundt på de andre der lige så stille af fandt sig med at jeg kunne se døde ting. Det så ikke ud som om de havde hørt det, jeg sukkede og hviskede tilbage,

 

”fordi Damon ikke kan finde ud af at lave tingene selv”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...