skribbelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
everything and nothing

0Likes
0Kommentarer
544Visninger
AA

25. Opgøret

Opgøret

Jeg var ikke andet end en fugl, der ikke kunne flyve. Jeg var en fugl med brækkede vinger. Jeg kan ikke flyve, selvom jeg vil.

Alex sad ved chatollet og skrev. Hun kiggede på ordene, det passede jo hun var en fugl der ikke kunne flyve. Hun kunne ikke flyve på grund af ham. Friheden var fanget i buret, fuglen havde brækket sine vinger. Det her ville blive hendes opgør, med alt han stod for. Hendes knuste hjerte ville ikke kunne bærer at blive der. Det var af glas, men det havde længe slået revner, og nu var det altså gået helt i stykker. Der var ingenting der ville kunne lime det sammen igen. Heller ikke de mange tårer hun havde grædt for ham.

Hun havde jo ikke længere brug for ham, eller hans holdninger. Hun ville ikke længere leve i det bur han havde sat hende i. Det fine værelse gav hende kvalme, hun følte sig syg. Alle disse sjæleløse ting fik hende kun til at føle sig endnu mere ensom. Den ensomhed ville hun ikke længere leve med. Ikke på vilkår som disse. Det mindede hende om et dukke hjem, hun smilte svagt. Hun kunne høre ham komme hjem. Døren smækkede og hun sukkede. Hun rejste sig og kiggede rundt i rummet, han ville snart være der. Så var det altså nu, hendes lille opgør skulle stå sin prøve. Hun stod bare lidt og ventede. Han åbnede døren og stod lidt og stirrede på hende. Han kunne godt mærke der var noget galt. Alex åbnede munden og hviskede lavt. Jeg gider ikke det her mere. Han smilte bare og lo lavt han tog hende ikke seriøst. Hvorfor var det altid sådan? Altid det samme. Hun sukkede og råbt, Jeg gider ikke mere, jeg træt af det her.

Han lagde bare armene om hende, som om der intet var galt, som om alt var okay. Alt var fint, alt skulle være fint i hans dukke hjem. Men det ville hun ikke. det var som en storm, der rav alt med sig. Ødelagde alt på sin vej. Hun skubbede ham, og løb ud af døren. Hun skreg af ham. Alex havde fået nok, hun ville ikke mere, hun ville have friheden igen. Han stod og stirrede uforstående på hende mens hun pakkede sine ting. Hun vidste godt det ikke var nogen trussel. Hun havde gjort det før, men denne gang ville hun ikke tilbage.  Væggene revner omkring dem, den fine malning krakelerede. Man kunne pille det af og se virkeligheden. Hendes virkelighed, det liv hun levede sammen med den psykopat. Hun havde forsøgt at holde facaden, hun havde sat en maske op, der lige nu slog revner som så meget andet. Facaden var ved at falde sammen. Den kunne ikke længer holde.  Ilden i kaminen døde hen, ligesom som så meget andet.

Men det var langt fra over, han ville ikke lagde hende gå, det vidste hun godt. Stormen forsatte, som under et tordenvejr. De kom op og skændes som så mange før.

Døren smækkede, det regnede udenfor. Der var igen kommet ild i kaminen, men der var en stor forskel. Han sad der alene, uden hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...