skribbelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
everything and nothing

0Likes
0Kommentarer
547Visninger
AA

46. Nattens gåde

Der er vel ikke så meget at sige. Han forlod mig, og jeg kan ikke en gang hade ham for det. Men tilgive ved jeg ikke om jeg kommer til. Forstå ham kan jeg nu godt. Vi havde talt end del frem og tilbage den sidste tid. Om hvad der skulle ske efter han… jeg troede ikke ham mente det men, jeg vil ikke stoppe ham. Dog ændrede det noget i mig, jeg vidste jeg ikke kunne få tilbage. Alt han efter lod mig var en bog, med hans ord som jeg elskede så højt. For bag hvert ord havde han efterladt noget af sig selv. Det tog dem flere dage at finde hans lig. Og jeg måtte svare på spørgsmål efter spørgsmål. Det var som om de ikke kunne se at det gjorde tingene meget være. Jager, jeg forstod nu hvorfor Antoni ikke kunne lide dem.

 

”for tiende gang hvorfor skulle jeg have dræbt ham” der var gråd i min stemme men de fattede det ikke. Amalia og Ester kom lige i rettet tid. Jeg knækkede helt sammen. Ester lagde Armene om mig og Amalia så ondt på jagerne.

 

”Larka hvad skete der?” Ester spurgte for at være venlig.

 

”jeg ved det ikke, jeg var ikke, jeg skulle havde stoppet ham, jeg skulle ikke være gået, hvorfor lod han mig gå, jeg troede ikke ham ville gøre det. Men…” jeg kunne ikke sige mere tårerne trille ned af mine kinder og jeg hulkede for meget.

 

 ”det skal nok gå, skal du se det var ikke din skyld” jo Ester det var min skyld og på en måde var det jo ikke. Det var ikke fordi jeg lige frem havde tvunget ham til det. Men jeg havde heller ikke stoppet ham. Jeg fik overraskende lov et at stå for begravelsen. Dog var hadet fra mine forældre ikke til at tage fejl af. Men det var jo ikke mig der havde taget livet af deres elskede søn. Hvorfor skulle jeg det? Tage livet af deres søn for at bringe dem sorg og ulykke? De glemmer bare at han var min elskede og havde været det næsten lige fra første gang vi mødte hinanden. Så ja jeg dræbte ham for at bringe jer sorg og ulykke. Men hvorfor græder jeg for ham. Hvorfor begraver jeg ham med den sorg og smerte, som mit hjerte føler. Hvorfor står jeg her på denne dage og forbedrede min brors begravelse som han ønskede. Hvis jeg havde dræbt ham så kunne jeg være lige glad med ham, nu han var død. Men nej, jeg vælger trofast hans kiste. Jeg udvælger de fineste blomster, blå, røde og hvide, som han ønskede sig. Og I tror stadigvæk, mine kære forældre, at jeg gjorde det. Ikke en gang Amalia vil beskylde mig, for hun vidste at jeg ikke ville kunne havde gjort det. Kirken var stille lige som da Marcos skulle begraves. Jeg gætter på de havde advaret præsten, efter det sidste gang. Han virkede nervøs. Men der i kirken kom jeg til at tænke på noget. På noget Antoni altid sagde når alt for mig virkede håbløst. Og når jeg var bange. Du forhindre dig selv larka du er bange for hvad der vil ske tænk hvis du havde været bange den nat. Ja hvis jeg nu havde været bange den nat, havde jeg nok ikke sneget mig ud. Også havde jeg ikke svaret som jeg gjorde da vi mødtes. Også.. tårerne trille igen ned af mine kinder. Men her var ikke nok til at linder mit hjertes smerter. Der var ikke nok til at samle de knuste stumper. Og dog smilte jeg. Jeg har gjort hvad du bad mig om. Må du finde fred. Og der efter forsvandt smilte for altid. Måske ikke for altid. Men jeg tror aldrig jeg vil smile rigtigt igen. Præsten havde ret han ville bliv savnet meget. Jeg tror ikke jeg vil glemme ham. Nej det vil jeg ikke. Om så der går flere tusinde år. En rød rose var alt jeg kunne give for at sige farvel. En rød rose. Selvom en sort måske ville passe bedre blev den rød. En rød rose for min elskede. Mine forældre lagde hvide roser. Jeg ved godt han elskede den farve. men jeg kunne ikke lade være med, i ly af natten og mørket, at fjerne dem. Jeg ved de gjorde det i god mening, men hvide roser står for falskhed. Og min poet var ikke falsk. Amalia lade røde tulipaner, for evig kærlighed. Darkis kom ikke. Og Ester lagde en gylden Fønix blomst. Min navnløse søster lagde blå violer. Præsten hev mine forældre til side og spurgte hvem der havde stået for det her. Min mor pegede bare på mig. Der stod og så på hvor min elskede nu lå begravet. Præsten stirrede bare på mig en af Satans. Tårerne trillede stadigvæk ned af mine kinder.

 

 ”Den dag jeg stopper med at græde over at havde miste dig er den dag vi mødes igen” jeg hviskede det men Ester hørte mig og lagde armene om mig. Amalia smilte og sagde

 

”hvis ikke det var fordi han var død ville jeg havde dræbt han for at forsøge på at dræbe sig selv” hendes smil forsvandt og hendes øjne blev kolde. Altid så kold min søstre altid så kold.

 

”Antoni dit fjols.. dit lille fjols” Esters stemme var lav, og fuldt med smerte.

 

”du en engel, ingen ting du for verden var.. ingen ting for dem… du min engel, verden alt ting var for dig. Du som ikke kunne live med døden… i dødens tag du nu er… når en engel dør. Rejsen før begynder der. En rejse ender ikke her. Tag af sted og kom ikke tilbage. Tænke ikke på os. Eventyr og magi… tryllebundet af det fremmede..” jeg sang det lavt og Ester stemte i, Amalia kom lidt efter. Det fik præsten til at stirrer endnu mere. Jeg rystede på hovedet og gik der fra. Jeg skulle bare væk, ingen ting betyd noget for mig mere. Der var ingen ting der ude for mig. Jeg ventede hjem til hvor vi havde boet sammen. Det var der, først der jeg knækkede. Det var først der, da jeg vidste han ikke ville komme tilbage. Vidste at han ikke ville komme hjem. Vel viden om at han lige nu blev til jord. Og det var her jeg tog min beslutning om min fremtid. Det her var begyndelsen til de blodigste år i mit liv.. det var nu jeg gjorde oprør mod alt han havde stået for, oprør mod alt han betyd for mig. Det var også her jeg fandt bogen han havde efterladt mig. Hvorfor de skulle komme, han havde jo ikke været noget for dem. Han havde ingen ting været. Men uanset hvad de skulle blev de overrasket over at se mig. Siddende foroverbøjet og med vingerne på ryggen. Jeg så ikke på dem men jeg vidste de så på mig.

 

”må jeg spørger hvad du så lave her” han stemme var nedladende og kold. Og min lige så da jeg svarede ham

 

 ” jeg kan jo spørger jer om det samme, for sidst jeg tjekkede efter boede jeg her” jeg rejse mig op og vente mig om mod dem, det var først nu det så de røde øjne og tårerne der trille ned af mine kinder.

 

”men vi.. vi troede han havde” jeg hævede et øjenbryn og så på dem, og smilte så.

”droppet mig? Jeg var ikke kun hans elsker jeg var også hans bror” jeg rystede på hovedet og forsatte imens jeg tog et par af mine ting

”men tag hvad i vil” også forlod jeg huset der for altid og jeg er ikke kommet tilbage siden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...