skribbelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
everything and nothing

0Likes
0Kommentarer
529Visninger
AA

44. Nattens gåde

Marcos mord

Det var lidt af en nyhed da Marco blev dræbt der var ingen der havde forvendte at han ville dø. Der var ingen mening i at han skulle dø. Dem der havde gjort det havde ikke nogen grund. Det havde bare været for sjov. Hvad for uhyre var de, hvem kunne finde på sådan noget. En vrede fandt frem. Men jeg måtte ikke lagde det styrer mig. Men de, skulle findes. Jægerne var på sagen. Mine forældre havde grædt i flere dage. Vi var blevet bedt om at komme til hans begravelse. Det var hans ønske, selvom det fleste af mine søskende helst så jeg blev væk. Jeg tog ingen øjenkontakt med nogen, ikke en gang Antoni kunne få mig til at se på ham. Sorgen tynget mit blik og bandt det til jorden. Der var stille i kirken, jeg en satans tjener var mødt op. For at sige farvel til min elskede bror. Marco, dit lille fjols. Jeg lukkede mine øjne, Amalia der havde mistet sin anden halv del, sad og ned stirrede mig. Hun var overbevist om at det var min skyld. Men jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, de fandt frem bag de lukkede øjne, og trille ned af mine kinder. Jeg ved ikke hvem der gispede. Men en eller anden må havde set det. Der var ikke andet bevis på at jeg havde elsket min bror, udover de tårer jeg lige nu græd for ham. Marco du den hvide engel, du min bror, du som den legende kat. Du blev aldrig tæt. Du stoppede ikke med at lege. Selv i døden legede du. Du, min bror. Jeg åbnede mine øjne og så op mod den sne hvide kiste. Mit blik var sløret af tåre, jeg bed mig selv i læben. Antoni lagde armene om mig.

 

”larka?” han hviskede mit navn stille. Jeg var den eneste der kunne høre det. Jeg forsøgte at smile men det endte bare i en grimasse. Selv præsten lade mærke til den af satans tjener der sad og græd over sin døde bror. Der ellers havde til hørt gudinden. Han så i min retning og stoppede med sin tale. Var det engels arme, eller var det, det gradende djævle yngel. Jeg gemte mit ansigt ind imod Antonis skulder. Han kyssede mig i håret men han græd også selv. Min engel græd ikke, men han havde elsket Marco lige så meget som jeg. Præsten forsatte

 

” han var elsket af mange og vil blev savnet af mange, ikke miste hans familie.” præsten forsatte i en evighed. Eller det var sådan det føltes. Da vi kom ud der fra måtte jeg bide tænderne sammen for ikke at rive Amalia fra hinanden. Det var ikke tidspunktet til at komme med beskyldninger. Jeg så ned, snakkede lavt

 

” tro på mig eller lad være men jeg holdt af Marco, og han vil efterlade et stort hul. Som ingen ting vil kunne udfylde.” Antoni så på mig med et par sorg fulde øjne. Amalia fnyste hånligt af mine ord, men præsten så på mig og spurgt mig

 

” hvordan kan en af satans tjener holde af en af gudindens?” han hen tyd ikke til Marco. Jeg så på ham med et par triste øjne, der meget hurtigt blev klode. Det fjendtlige i hans stemme kunne man tydeligt høre.

 

”hvordan kom skyggerne til?” jeg lagde bare hovedet på skrå og så på ham, han stirrede uforstående på mig

 

 ”hvad mener du dit satans kryb?” hans stemme var lav, jeg lo bare af ham og rystede på hovedet. Smilte så mildt

”kærlighed min kære. Kærlighed, er det ikke det kristendommen prædiker om” Antonis arme blev lagt om mig og han hviskede i mit øre.

 

”ro på min lille anarkist” han smilte til præsten. Amalia så på os og smilte og sagde med latter i sin stemme.

 

”så min bror er satans kryb? Hvad er jeg så?” præsten så på hende og smilte

 

” det skal de ikke blande dem i min unge frøken” han sagde det i den tro at hun var yngre end mig. Amalias øjne blev kolde som mine og hendes latter var glædesløs.

 

 ”unge frøken. Du har lige begravet min tvilling, og jeg er mere end min bror Larka en af satans” hendes sorte vinger kom frem og lod mine grå se dagens lys. Han så fra den ene til den anden. Det var Antonis stemme

 

” Amalia vil du havde æren af…” han stemme forsvandt ikke han stoppede bare med at tale. Præsten så på os

 

”hvo… Hvor… hvorfor?” Antoni smilte og så koldt på ham.

 

”ingen skal kalde min djævel for satans kryb, for Satan har ingen kryb” der var ret meget blod men Amalia hyggede sig da. Og præsten led for sine ord, jeg tro han bad om nåde tre eller fire gange men Amalia kunne være dødens højre hånd hvis ikke det var for Hanna… præsten skulle jo sige sine sidste ord og det blev

 

”hvem er I” jeg smilte bare, Antoni lo og rystede på hovedet, Amalia sagde ikke noget. Det var Hanna der svarede ham

 

” vi er Henters og Hannes børn”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...