skribbelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
everything and nothing

0Likes
0Kommentarer
556Visninger
AA

42. Nattens gåde

Et nyt liv

 

Det her var begyndelsen til et nyt liv, sammen med Antoni. Ingen søskende ingen forældre. Okay Antoni var jo min bror men han tæller ikke for jeg ser ham ikke som en bror. Og kommer heller ikke til det. Han hentede mine ting tre dage efter, og kom igen to dage efter han tog af sted. Han boede i det nordlige England så det var lidt af en tur. Jeg sad oppe og ventede på ham. I hele to døgn var jeg vågen. Jeg sad og læste da han kom igen. Han var stille og jeg hørte ikke døren åbne eller lukke sig. Måske troede han jeg sov. Men i hvert fald kom han hjem uden jeg hørte det. Jeg sad og var ved at falde i søvn, da han kom og lagde armene om mig bag fra. Han kyssede min hals og hviskede i mit øre

 

”så det vist senge tid, kom så” og jeg sov, jeg sov hele tre dage og tre nætter, hvor han bare har ligge med armene om mig. Indtil de ringede fra forlaget og spurgt hvad han fortog sig. Hvor til min elskede svarede, samler inspiration. De kom nogle dage efter jeg lå og sov på sofaen, han sad og skriv. De bankede på og han åbnede døren. Jeg ved ikke om de så mig men, Det gjorde de i hvert fald da jeg vågnede. Jeg satte mig op i et ryk. De stirrede alle på mig

 

”hvem fanden er det?” det skulle personen ikke havde sagt. I næste øjeblik lå personen på gulv med mig over sig. Han stirrede bange på mig. Jeg smilte bare tilbage til ham, før jeg hvæste

 

”bland venligst satan uden om det her”. Min bror stirrede på mig, smilte så og lo

 

”så det vist godt Larka” jeg rejste mig op og så bare på ham.

 

”i seng” hans stemme var venlig, kærlig og bestemt. Jeg vendte øjne og luskede i seng. Jeg hørte godt hvad de snakkede om, jeg kunne ikke sove.

 

”hvem var det?” Og min elskede svarede igen

 

”min inspiration og min kærlighed” de talt så meget og om ingen ting. Forlaget talte penge, men det var ikke Antonis store drøm. Hvad hans drøm helt præcist var viste jeg ikke, men jeg viste det ikke var penge. Han kom ind sent den nat og så bare på mig inden han lagde sig. Og træk mig ind til sig, han kunne se jeg havde grædt.

 

”du skal ikke tage dig af hvad de har sagt, de har ingen ting at skulle sige” han hviskede og kyssede mine læber.

 

 ”sov nu min elskede” og jeg sov. Hele natten og noget af morgen med. Da jeg vågnede var de kommet igen, de sad og snakkede. Hvor længe da havde gjort det vidste jeg ikke. Jeg strakte bare min trætte krop og gabt. Antonis stemme nåede mit øre, døren stod halv åben

 

”sovet godt min smukke” jeg rødme og lagde hovedet lidt tilbage og lo, vendte det så og så på ham med et par røde kinder

”nej jeg har sovet for lidt for det er ikke nat endnu” jeg smilte bare til ham, og så op i loftet

 

 ”men på den anden side hvis ikke dagen var til kunne man jo ikke glæde sig til natten”. Jeg lagde mig ned igen. Og lukkede mine øjne igen, og Antonis stemme var det jeg hørte sidst.

 

”sov du bare til natten kommer, sov du trygt.” da jeg vågnede igen var vi alene, han sad og skrev. Det var en ordre fra dem af. Han skulle skrive fordi ellers ville de ikke udgive det han skrev. Men de havde ikke set at de tog livet fra hans ord. De ødelagde mere end de skabt. Min lille poet, du ser så fortabt ud. Når du igen må krølle papiret sammen. Du kigger så forpint på dine linjer. De har ikke noget liv. Du må endnu en gang krølle papiret sammen. Det lander ved siden af alt det andet. Jeg står i døren og ser på når du igen må tage om pennen, og skrive ord du ikke mener.

 

”Antoni hvorfor forsætter du?” jeg så bare på ham med et bekymret udtryk. Min engel så bare op.

 

”det er jeg nød til ellers” han så ned. Jeg gik hen og satte mig på bordet og så på ham.

 

”der er ingen mening i at skrive noget du ikke mener. Se dig omkring, fortæl mig hvad du føler.” jeg så på ham med et smile. Og han begyndte og skrive. Hans linjer tog form, ord bytte om og forsvandt og der kom ny til. Han så på det han havde skrevet og smilte. Han havde ikke planer om det krølle det her sammen. Jeg finder min bog. Endnu en gang. For der De komme. De mange tanker og ord. Blyant i min hånd. Der skriver ned. Hver tanke hvert ord. Skriver du om tiden der gik. For her jeg skriver dig. Endnu en gang.  Med kærlighedens stemme. Hvisker jeg livet til dig. Jeg viste det ikke var færdigt endnu, men det var noget han mente, det var jeg sikker på. Jeg smilte til ham, han så op på mig og hev mig så ned og lægge. Jeg smilte og så på ham,

 

”skriv kun det du føler, du skal ikke høre på dem, du er ingen ting for dem, de var ikke en gang glade for du havde fundet en du vil være sammen med” noget af glæden forsvandt fra hans øjne. Og i det samme blev jeg helt trist, jeg så bare på ham og forsøgte og holde tårerne tilbage. Han fortryd det, det kunne jeg se på ham, og det vidste han jeg kunne.

 

”jeg er ked af det” han hviskede, for et par timer siden havde jeg været hans elskede nu var jeg ingen ting. Jeg rejste mig, jeg skulle bare væk der fra. Han stoppede mig ikke han måtte virkelig fortryde det. Jeg endte et sted ude i natten. Jeg gik indtil, jeg ikke kunne mere. Jeg gik til tårerne fik overtaget. Jeg knækkede bare sammen, jeg havde ingen ide om hvor jeg var og jeg var også lige glad. Jeg sad bare helt sammen krøllet og græd. Han kunne da også rande mig noget så grusomt, nej det ville være forkert. Lad ham bare fortryde det. Der var ingen vej tilbage for mig, jeg kunne ikke gå tilbage. Og jeg nægtede og tage hjem til mine forældre og det kaos der. Jeg må være faldet i søvn der, min løsning på alt at sove fra det. Da jeg vågnede var det fordi jeg kunne høre nogen snakke, om mig.

 

”er det ikke Antonis?” en stemme

”jo det er jeg næsten sikker på det er” en anden stemme

 

”men hvad laver han dog her” den første igen, jeg satte mig op og så rundt, jeg havde gået en hel del i nat. Jeg var langt hjemme fra hvis man kunne kalde det for mit hjem, jeg kunne jo ikke tage tilbage der til. Mine øjne var røde af at havde grædt i nat. Måske kunne man ikke sove fra alt, men det var da et forsøg værd. Bare jeg ikke havde såret Antoni, det måtte ikke være sket. Han havde godt nok såret mig men det var jo mig der bare var stukket af uden at sige noget. Men han kunne jo have stoppet mig, hvis han ville, måske ville han bare af med mig.

 

”så her sidder du, altså Larka dog” hans stemme fik tårerne frem igen, og jeg kunne ikke holde dem tilbage. Han gik bare hen til mig og lagde armen om mig. Jeg græd bare ind imod ham indtil jeg ikke havde flere tårer at græde med. Så lukkede jeg mine øjne, jeg ville ikke se på ham.

 

 ”hvorfor forlod du mig bare sådan Larka det må du undskylde, vil du ikke nok love mig du ikke forlader mig igen” han hviskede og jeg lovede ham at jeg ikke ville forlade ham igen. Og sådan endte jeg hjemme i hans arme igen. Men det var langt fra den sidste gang vi skændes. Han sad og skrev det meste af tiden. Det skulle han jo også for at tjene penge. Men de var aldrig tilfreds med det han skrev. Aldrig hvorfor kunne de ikke bare forstå, at det var sådan han skrev. Dø med livet. Genopstå. Dø med glæde. Gense med glæde. Dø med sorg. Gense med sorg. Dø som morder. Tag dit liv. Fordøm. Dine kære. glem. Hvad glemselen var. Hans stemme var så lav. Men jeg hørte ordene, og smilte. Der var ikke liv i dem på samme måde som noget af det andet men det var ham. Han havde efter ladt noget af sig selv, i de ord og det var det jeg håbede de ville forstå. Jeg sad på bordet og så på ham, da de kom for at se hvor meget han havde noget. Jeg så ikke på dem, de interesseret mig ikke, jeg havde kun ham i hovedet, Ham og hans ord. De stirrede bare på mig og havde egentlig håbet jeg ikke var her. Jeg lagde hovedet på skrå og så kun på det Antoni skrev. Der var ikke andet i mit hoved. Antoni stoppede og så op på dem. At han overhovedet gad blive ved på den måde. De rystede bare på hovedet og pegede på mig. Det var første gang jeg så Antoni blive vred.

 

”nej han bliver, og det er ikke noget I skal blande jer i, hvis I ikke kan forstå det så stopper jeg med at skrive og det er på stedet.” hans stille stemme dirrede af vrede. Hans normalt ellers så rolige sind, var i oprør. Jeg så fra den ene til den anden men mine tænker var et helt andet sted, nemlig på hvordan jeg kunne komme væk her fra uden at bruge hoveddøren. Jeg endte med at hoppe ud af vinduet og håbe på Antoni forstod. For i det samme bankede det på døren. Han åbnede.

 

 ”Amalia hvad skylder jeg æren” Amalia fnys

 

” hvor er den lille Satan til Larka henne?” hende stemme var langt fra glad.

 

”vores kære bror er lige gået” gået var en underdrivelse, jeg hoppede jo ud af vinduet.

 

”hvor er han gået hen?” hendes stemme blev en smule mildere.

”ud i natten et sted, og se på stjerner” Antoni må havde trukket på sine skulder.

 

”når han kommer tilbage så giv han det her” og hun var hurtigt væk igen, så meget for et nyt liv. Jeg kunne have dræbt en eller anden da jeg fandt ud af hvad det var. Skole?  Det her var starten på min skole gang. Ville det her blev enden på det liv mig og Antoni havde sammen, for hvis jeg skulle i skole ville det vel betyde at jeg ikke ville komme til at se meget til ham. Men der tog jeg fejl, for min engel skulle også i skole. Det skulle vi alle. Vi skulle gå på akademiet. Mit Anarkistiske jeg i skole? Denne ikke autoritets tro person. Hvad vil det ikke ende med? Skole gang for den lille djævel? Ja hvorfor ikke men dræbe folk kunne jeg jo ikke. Med mindre jeg ville have mig selv smidt ud. Det var jo altid en udvej.       

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...