skribbelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
everything and nothing

0Likes
0Kommentarer
554Visninger
AA

41. Nattens gåde

Prolog 

Ingen af dem kunne lide mig, det kunne jeg mærke. Lige siden jeg var blevet født havde de set ned på mig. Ingen af dem kunne lide mig. Jeg sad og læste, for det meste oppe på mit værelse. Ingen af dem gad høre på mig og så kom den natten jeg sneg mig ud, det var inden jeg startede i skole. Natten var så smuk og så stille, alle ting omkring mig, blev et med mig. Jeg forelskede mig i natten. Jeg lå i græsset og så på himlen. Månen var fuld, da jeg kom tilbage lagde jeg mig i min seng. Da kom far og mor og vækkede mig. Jeg sov nu ikke med lad dem tro jeg gjorder. Vie var død, de havde sagt hun ville dø ved fuldmåne. De andre skulle begave hende, jeg måtte ikke tage med. Jeg vidste ikke hvorfor, de sagde om morgen at min bror, min ældste bror ville komme og passe mig. Hvorfor måtte Darkis tage med og ikke jeg. Jeg var den sjette og jeg var ældre end ham. Vreden kom frem og med den vingerne. Jeg sad på køkken gulvet med vingerne på ryggen. Da han kom min bror. Jeg havde aldrig set ham, jeg vidste ikke hvordan han så ud men han kendte mig.

 

”larka?” han så på mig med store øjne, jeg selv så ned. Han satte sig ned foran mig og så på mig.

 

”du er godt nok vokset” jeg så bare op på ham med et spørgende udtryk. Han så bare på mig, han sad bare der og så på mig

 

 ” det er jeg vel” min stemme var henkastet og kold som is, Jeg så ikke op på ham da jeg sagde det.

 

”det går nok skal du se men jeg havde ikke lige regnet med de ville lade dig blive har hjemme” hans stemme var så mild og lys.  Jeg lagde hovedet mod mine knæ og så op på ham. Han var så tæt på mig at jeg kunne læne mig en smule frem også ville mit ansigt rør ved hans. Han så på mit ansigt og mine øjne.

 

”hvad tænker du på? ” hans spørgsmål kom bag på mig. Ikke nogen af mine andre søskende havde nogen sinde spurgt.

 

”på natten og dens mørke og på hvor lidt lys månen kaster, derfor kan man ikke se lige så meget man fornemmere, sådan er livet også vi fornemmere os frem.” han stirrede på mig, og jeg så tilbage med bange øjne, jeg skulle ikke havde talt.

 

 ”luk dine øjne ” han hviskede det i mit øre. Jeg så på ham og lukkede så mine øjne. Hans ansigt var så tæt på mit at jeg kunne fornemme det også selvom vi ikke rørte ved hinanden. Hans hånd løftede mit hoved op, hans finger var under min hage. Hans tommel finger fulgt min underlæbe.

 

”du er ikke som de andre det er derfor de lod de blive hjemme” han hviskede stadigvæk og så kyssede han mine læber. Det var bare en leg, en farlig leg, der snart ville ændre alt.

 

”Larka hvad er der med dig” jeg så ikke på Ester da hun sagde det.

 ”han har været sådan lige siden Vie døde og Antoni skulle passe ham” Amalias stemme var til pas nedladende til at jeg tændte af. Jeg var træt af hende. Her sad man lige så fredeligt og læste og så kommer hun, jeg fandt den største bog jeg havde og kylede den lige imod hende. Den var hun ikke forbedret på så jeg ramte plet. Smask, ved den lyd kom et smil frem på mine læber. Dunk, Amalia stirrede bare på mig og så på bogen. Krigs historie. Jeg vente bare tilbage til min egen verden uvidene om hvem der havde set det.

”han er jo fuldstændig ustyrlig for tiden” det var min mors bekymret stemme.

 

”lad mig tale med ham” det var en stille stemme der normalt ikke talt i familie anlæggene. Men med mig gjorde denne stemme en undtagelse.

 

”tror du, du kan” Amalias stemme var igen nedladende, denne gang tog Ester affære.

 

”Amalia jeg her ikke noget imod du taler ned til dem der er mindre end dig men Antoni er anden ældst så kend din plads” Esters stemme var mørk

 

”jeg er ret sikker på jeg kan tale med ham, og mange tak Ester men der er ingen her i familien der skal tale nedsættende til hinanden” Antoni min kære Antoni. Jeg sad bare og læste, jeg så ikke end gang op da han satte sig ved siden af mig. Han tog bogen ud af mine hænder og tvang mig til at se på ham.

 

”hvad er der så med dig?” han spurgte stille. Mine øjne var kolde og hårde, han smilte bare til mig som om ingen ting var galt. Men alt var galt alle var bedre end mig alle andre kom i første række. Ingen ville have mig. Mor og far ville ikke høre på mig. Det var jeg for dum til. Amalia drillede mig, okay nok snare mobbede mig med alt der kunne mobbes med. Marco ville ikke lege med mig selvom han plagede alle andre der ikke have tid. Ester gjorde ikke så meget, men det var i sin sag også et problem, at hun ikke gjorde noget for at stoppe det. Darkis så vi ikke så meget til og Vie var jo lige død. Antoni boede jo ikke hjemme og den navn løse sagde ikke noget. Jeg så bare på ham og kunne ikke finde ord for noget, Amalia stod på gangen og så noget så nysgerrig på os. Antoni gik hen og lukkede døren og låste den. Hvad havde han planer om? Han satte sig igen og så på mig

 

 ”hvad er der så med dig” han så på mig med et bekymret blik, jeg så ned.

 

”der er ingen der vil have mig alle hækker ned på mig eller høre bare ikke på mig, ville du måske ikke også blive træt af det på et tids punkt?” jeg så spørgende op på ham. Han smilte og lo

 

”jo det ville jeg” også lænende han sig ind imod mig og kyssede mine læber og hviskede imod dem

 

”min lille djævel” jeg smilte til ham

 

”hvis jeg er en djævel hvad er du så” han lo og kyssede mine læber igen og hviskede så

”en engel, se selv mine vinger” han lod sine sne hvid vinger komme frem. Og jeg måtte se noget overrasket ud. De fleste i familien havde sorte vinger, mine var lidt af en gråtone. Marcos var vidst også hvide og det havde Vies nok også været. Jeg så bare på ham og han lo. Hans hånd strøg mig over håret. Jeg lukkede øjnene og han lagde armen om mig. Tre dage senere.

 

”hvad end Antoni gjorde ved ham hjalp det” mor snakkede med far, de skulle bare vide. Men nej jeg havde ikke i sinde at fortælle det til dem, det skulle være min og Antonis lille hjemlighed. Den ville jeg bære rundt på til mine dags enden. Sådan gik det bare ikke. Igen skulle alle andre end mig noget. Mine forældre skulle til middag og tog alle andre end mig med. Og Antoni selvfølgelig, nogen skulle passe mig. Jeg sad på køkken gulvet og læste. Han var sent på den men hvad kunne jeg gøre ved det. Mine forældre gik nervøst frem og tilbage. De ville ikke køre uden der var en til at se efter mig. Sjovt nok havde jeg da klaret mig da de skulle begrave Vie. Igen en vrede der ville frem men jeg undertrykte den. Antoni kom ind af døren i det sammen, han så lidt på vores forældre

 

”jeg troede i var taget af sted, jeg beklager jeg er lidt sent på den” han så på mig og smilte, jeg læste bare videre

 

”du skal ikke beklage noget vi ville bare ikke tage af sted uden der var nogen til at se efter ham” min mor sagde det som om jeg ikke var der.  Det fik mig til at se op men mine evige kolde øjne. Men mor og far var på vej ud af døren. Og da de var gået, sad jeg bare der og så ud i luften.

 

”hvad tænker du på?” Antoni spurgt lige som sidst. Jeg så på ham

 

”på den nat jeg sneg mig ud, på den fulde måne og lyden. Men også på hvor let det ville være at gøre det igen. Men mest husker jeg at det var den nat Vie døde” Antoni stirrede bare på mig og jeg så bange tilbage. Jeg så ned, han stod bare der og så på mig uden at sige noget. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage mere, de ville bare frem. Han satte sig ned og lagde armene om mig, sagde til mig jeg ikke skulle græde men jeg tror ikke han forstod. I det han lagde armene om mig begyndte jeg bare at græder endnu mere, og det hjalp jo ikke hvis man ville fortælle nogen noget.

 

”jeg.. els… ker dig, jeg vil være sammen med..  dig” nu var der ingen vej tilbage, nu kunne han gøre som ham ville. At han så valgte og lænede sig frem og kysse mig. Det var hans valg og jeg kunne ikke gøre noget. Han hev mig op og står og fandt noget papir. Mine øjne fulgte bare hans hånd da den skriv på papiret: kommer forbi en af dagen og henter hans ting håber i forstår, Antoni. Og alt ændrede sig fra den dag af, hele min verden og hverdag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...