skribbelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
everything and nothing

0Likes
0Kommentarer
519Visninger
AA

2. natskade

Natskade

Tågen lå som et sølvgråt tæppe rundt om  landsbyen. Luna knep øjnene sammen og kiggede så langt hun kunne ud gennem tågen. Hun vidste de var der ude, deres løse tågeagtige kroppe, ligeså lette som tågen selv, ude afstand til at tage fast from. Men det betyd ikke at de ikke var farlige, for der kom andet med dem. De røde øjne stirrede udtryksløst. Med et satte hun i løb, hun lod tågen lukke sig omkring sig.  Det skulle gå stærkt, hun måtte ikke miste fokus fra opgaven, og hun måtte ikke lagde dem fange hende. Hun kunne høre dem bevæge sig i nærheden, de holdt sig stadigvæk på afstand. Hun vidste de ikke ville blive væk længe. Hun sprang hen over åen, månelyset var begyndt langsom at finde vej gennem den tykke tåge. Det var præcis tre timer siden solen var gået ned. Og det var præcis tre timer siden hun havde fået sin opgave. Hun hev hætten over hovedet, dækkede munden og næsen til. Hun kendte landskabet forrevne klipper og golde udseende. Hendes folks forvisning var sket for fire hundred år siden, da Luna stadigvæk kun havde været en lille pige, nu var hun kendte som krigerprinsessen ellers dronning af blodet. Det havde været en hård dom. At blive forvist til Nodrigets golde og nådesløse landskab, var lig med en dødsdom, livet var blevet hårdt. Jorden var svær at dyrke, frøene endnu sværere at få fat i. Men de havde intet valg, hun havde intet valg, hvis hendes folk skulle overleve. Hun var nød til at krydse grænsen. Hun forsatte med stor hastighed over klipperne, de kom nærmere. Hun pressede håndfladerne mod hinanden og lukkede kort øjnene, hun kunne mærke den lyselilla energi eksploder inden i hende. Hun slyngede den til siden og hev så tilbage i den så den lagde sig om hende, hun var kun i stand til at holde den få centimeter fra kroppen. Det ville være nok for nu. Månelyset var langsomt begyndte at finde var igennem den tykke tåge. Hun stoppede på kanten af et klippeudspring, tågen delte sig. Luna lagde hovedet tilbage og kiggede op mod de tre måner.  Og tog tilløb og satte af, hun lod en lyseblå, næsten hvid energi omringe hende. Hun faldt ikke, men svævede heller ikke. Hun landede tungt og stønnede kort. Og hev efter vejret et øjeblik inden hun satte i løb igen. Hun fortsættee hen og det forrande klippe landtskab, hun skulle nå over gænsen enden midnat. De kom hele tiden nærmere, men over gænsen ville de ikke følge hende. Hun kunne se ørken sandet kommer næremere, hvis de (elver) fangende hende på den anden side af grænsen ville det ikke ende godt. De ville aldrig lade en forræder som hende slippe med livet i behold. Lune forsætte i løb så hurtigt hun kunne. Som ørken prinsen på dragens vinger med kun et mål i øje at redde hende folk.

Ørken folket ville nok lade hende slippe, men de havde hellere ikke noget med de to spir. Det ville have været fint hvis ikke hun var tvunget til at nærme sig elvernes grænse, det var mange år siden de sidst havde sendt en afsted efter frø. Luna sukkede dybt, hun kunne mærke den kolde ørken vind komme mod hende. Med et kastede hun sig til side, kimæren snerrede af hende, hun sætte af  og hoppede frem ad. Den var kommet med dem, kimærens sorte øjne glimtede i månelyset. Hun bandede for sig selv da den igen slå ud efter hende, den havde beholdt en from så tæt på menneskelig som den kunne, dog havde den ikke noget hår tilbage. Luna væltede bagud mod sandet, kimærer var ikke som dem de fulgte ikke efter hende over grænsen. Men en kimær ville ikke opgive dens bytte uden en kamp. Hun sparkede kimæren af sig med stort besvær. Luna hoppe frem ad og kom på benene, satte i løb. Hun havde ikke været hurtigt nok. Kimæren satte efter hende med en snerrende lyd, der flængede den stille nat. Luna fortsattee hen over sandet så hurtigt hun kunne uden at synke ned, eller falde. Hun kunne mærke dens klør strafe hende ryg, hun bed tænderne sammen for ikke at skrige, lige nu levede hun ikke op til sit navn. Men kimærer bevægede sig sjældent omkring i Nordriget, der var simpelthen for lidt at spise. (En kimær er den fætter vampyren ikke snakker med) Luna vente sig og sparkede fra sig hun ramte men dette fik blot i kimæren til at stoppe op, hun måtte tænke hurtigt. Kniven glimtede i hendes hånd. Hun faldt bagover og landede tungt i sandet, hende ryg blødte og hun hev efter vejret, kimæren lå død hen over hende. Hun havde hugget til med kniven i det den sprang frem ad. Hun sukkede og genvandt langt som klarhed til hovedet, adrenalinen pumpede rundt i kroppe på hende, det snørrede i hendes fingere og hende føltes som gummi, men hun levede. Luna skubbede kimæren af sig og kom langsomt på benene. Hun havde været skødesløs, hun havde ikke troet der havde været andre på denne tid af natten. Hendes hætte var gildet af undre tumulten med kimæren. Hun kiggede tilbage mod tågen, der kun knap var til at skimte i horisonten. Hun bande temmelig højt på hende mordesmål. De andre kom nærmere.

"Jeg sagde jo det var en elver"

"Gu gjorde du ej"

Luna sukkede opgivende og begyndte at se hendes egen død i øjnene.

"Du undrede dig bare over hvad en elver ville lave i den retning, Leif hvad tror du for resten ?"

"Kinja hver sød at holde kæft du gør den stakkels pige helt bange"

Luna snerrede lavt og de røde øjne udtrykte  stor utilfredshed.

"Jeg er aldeles ingen pige"

Den ene elver og hvad Luna gættede på hed Kinja stoppede op en meter fra hende. Hun havde ingen ide om hvad den ting var, de grønne øjne sorte krøllede hår og den lidt for høje ranglede sikkelse minde hende om de forjaget, men... Hun slog tanken hen med et det ville være  umuligt. Og vente op mærkesomheden med elveren og lagde først nu mærke til de røde øjne, og det virkede som om han også først nu lagde mærke til hendes. Hun kunne mærke at hendes ryg begyndte at gøre ondt, hendes blik blev tåget, hun kunne ikke mærke hendes fingere. Gift, selvfølgelig hvorfor havde hun ikke overvejet det. Hun hev efter vejret og faldt på knæ. Luna gispede lavt, hendes hurtige løb havde gjort at det var kommet endnu hurtigere rundt, adrenalinen havde gjort at hun ikke havde kunne mærke det. Hun anernede ikke hvad der forgik omkring hende. Ting gled rundt i hendes synsfelt, blev sløret og forsvandt så helt.

 

(Hun dør hvis den skal ende her)

 

Hun gispede efter luft da hun slog øjnene op. Hun kunne mærke noget blødt undre sig. Hun satte sig op og hende ansigt for træk sig i smerte. Hun kiggede sig omkring og undrede sig over hvor hun var. Hun havde ikke set noget lignede nogen sinde i hendes liv. Rummet var dækket i en mørke rød farve og gulvet belagt med et ægte tæppe i samme farve som væggene, panelerne var enten belagt med guld eller også var de af guld. Stoffet der hang og delvist dækkede hende udsyn til værelset fra den store himmelseng, var i ægte silke. Hun rakte ud for at røre ved det sorte stof. Sengen i samme sorte farve var af træ. Luna lod hendes hånd falde tilbage i sengen og der gik det op for hende at også her var stoffet silke. Hvordan var hun endt her?

Luna kiggede igen rundt hun var alene, hun sukkede dybt og fór forskrækket sammen da døren blev åbnet. Hendes røde øjne blev store af overraskelse. Den høje ranglede skikkelse med det længe mørkehår, den mørke grå hud og de blod røde øjne, der stod i døren tilhørte ingen anden end Vallask selv. De smalle hænder og lange finger var foldet foran ham. Hvor var hun!?

"Jeg kan se du er vågnet min kære Valka"

Hun stivnede og det begyndte at sortne for hendes øjne. Vægge begyndte at køre rundt. Hun lagde sig tilbage i sengen og sænke en gang hun var blevet tør i munden. Hvordan vidste han hvem hun var, hvordan var det muligt. Hendes hovedet snurrede rundt. Han kom langsomt nærmere, Luna stirrede blot op i loftet. Vallask satte sig på kanten af sengen og kiggede nærmere på hende.

"Vi har bedt til at I ville vende tilbage en dag hver dag siden Viktoria erklæret krig mod sit eget folk." Luna svarede ikke, hun havde ikke denfjernestee idé om hvad hun skulle mene, jo dronning Viktoria havde ganske rigtig ført krig med sit eget folk, dem med de røde øjne. Da Viktoria ikke kunne overbevise folk om at Valka fortjente at måtte hun jo overbevise folket om at de havde begået forræderi, de stod simpelthen på samme side som Vallask. Den selv samme elver der lige nu sad på sengekanten. Hvordan I alverden havde han overlevet Viktorias vrede.

"Spørg bare jeg bider ikke,  vi skal alligevel havde tiden til at gå indtil giften er helt væk " Luna holdt vejret et øjeblik for at overveje hvad hun skulle spørger om først og dog var der noget der fik hende til at holde igen, hun havde ingen idé om hun kunne stole på ham.  Han kunne havde noget skummet i bagtankerne, hun knib øjene sammen og kiggede nærmere på ham.  Hvordan vidste han.. hun stoppede hendes tanker okay det var åbenlyst at hun jo nok måtte havde noget at spørger om. Ikke en gang luna ville forvente at det var nogens hverdagskost at vågne op et fremmed sted, efter at være blive jagtet af en kimær.

"Hvordan er jeg endt her og hvor er her"

Vallask smilte og lagde en hånd på hovedet af hende.

"Havde det ikke været for mit barnebarns evner inden for magi så var du aldrig noget frem i tide til at redde dit lev, så jeg kan ikke selv svar dig på hvordan du er endt her for jeg er ingen heks. Men jeg kan såment godt svare dig på hvor her er. Du befinder dig ligenu i mit hjem, syd for de tog spir. Altså du befinder dig ligenu hos Syrin heksene" han sukkede let og flyttede sin hånd fra hendes hoved.

"Flash " hun mumlede det til sig selv, det lod ikke til Vallask lød sig mærke med det. Luna satte sig langsomt op, flash ville være den eneste forklaring på at hun var kommet fra ørkenlandt til vandheksene hurtigt nok til rent faktisk at redde hendes liv. Men det ville krave nogen der... Det ville kræve en heksemester! Luna var ikke en gang selv i nærheden af at være en heks endnu, tanke om at den elver hun havde stået overfor havde været en heksemester fik hende til at gyse.

 

"Hvordan er du stadigvæk i live Victoria ville jo gøre alt for at få dig dræbt, hvordan ?" Hun hviskede det sidste, stivnede en smule, den eneste måde han stadigvæk kunne være i live på var hvis han havde underkastet sig Viktorias magt. Hvilket ville sige hun var så godt som død. Vallask svarede ikke, det kunne ikke være nogen anden løsning. Hun kunne ligeså godt end se at det sidste hun ville stirre på var enten lykken eller blokken. Alt efter hvilket humør dronningen var i. Hun hørte skridt på gangen de kom nærmer.

 

Stilheden sænkede sig, den ubehægelige stilhed der aldrig bragte noget godt med sig, Luna hørte blot at skridtene stoppede op uden for døren. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...