skribbelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
everything and nothing

0Likes
0Kommentarer
551Visninger
AA

16. Englens hemmelighed # Vingerne.

Prolog

Yve stampede rundt mellem fårene, i det høj Èngelske landskab. Han var knap fuldt fire år, og alligevel var det ikke noget problem for den lille dreng at finde rundt i bjergende. Yve stoppede op mellem fårene og kiggede rundt efter sin onkel. Den lille dreng lagde hovedet på skår, fårene var kommet på afveje.

”Neja dis loris” Hans stemme klang så lyst at man skulle tro den tilhørte en pige, og det havde hans mor også troet at den lille dreng var. Så ved hans fødsel havde de givet ham navnet Yve, og ved Èngelsk lov er det, desværre ville nogen nok sige, det der tæller.  Drengen havde de kønneste isblå øjne og det lyste sølv hvide hår. Men på trods af at han havde arvet sin mors træk fra det høj Èngelske folk, ville hun dog ønske at drengens ansigtstrak lignede knap så meget end piges. Dog ville det også være til hendes store skam hvis han havde lignet sin far. Drengens far blev der ikke talt om, og slet ikke i Yve nærvær.  

De små ben forsøgte at følge med et af fårene, men uden held, de kunne ikke følge med ned af bjergesiden. Yve snublede og fald lige så lang han var. Yve stirrede lige frem mod et par sko, og da drengen kom på benene igen, kiggede han lige på en af dem fra nord. Yve stak af sted efter fåret.

”Jeg troede kun det var drengene her omring der så efter fårene?” Yve lod sig ikke mærke med ordene, han forsatte bare efter fåret. Han løb så hurtigt hans små ben kunne, Yve stoppede op da han fik øje sin onkel, Hans onkel stod sammen med nogle af dem fra nord af.  Drengen rystede lidt på hovedet og løb igen efter fårene, der lige nu var en del ude af kontrol. Ulven kom løbene lige tids nok til at rette fårene ind. Der var ikke normalt at bruge ulve, heller ikke i det høj Èngelske. Ulven blev ved med at kradse rundt om fårene til de stod helt stille. Yve lagde hovedet på skrå og kaldte på ulven, der løftede hovedet og kiggede på ham.

Ulvens hoved skubbede til drengen og han smilte.

”Irlas” Han sukkede og fik fårene i på rette spor igen, denne på vej op af bjerget og ikke ned. Yve blev løftet op af ulven. I det høj Èngelske land blev disse dyr, kaldt for sjælens stemme. Og Ulven var Yves, han var søn af en Ulve, men datter af en ræv. Han havde to som han mor plejede at sige. Drengen sad bare på ryggen af ulven på vej op ar bjerget.

”Yve?” Hans onkel råbte efter ham, Han havde mændene fra nord med sig da han kom gående op at bjerget. Hans Onkel smilte og løftede ham op. Ulven stod på vagt, men for holdt sig ellers roligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...