skribbelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
everything and nothing

0Likes
0Kommentarer
561Visninger
AA

14. Dukkespil (vampyr)

Kapitel 3.

Nu tænker i sikkert hvorfor sende dukken vider? Det gjorde jeg ikke. Den kom aldrig tilbage efter Amalie sendte den retur. Den ente på posthuset, hvor en ansat fandt den og gav den til sin datter.

Datteren gav den til sin storebror.

Vores storebror læste alle reglerne så hvorfor gik det galt?

 

Jo lad os tage noterne fra en ende af.

 

Note 1: hun er en led kælling jeg vil have at hun skal mærke hvordan det er at blive hakket ned på.

Det dukken gjorde var at få hendes bedste veninde til at vende hende ryggen.

Note 2: han skal mærke hvad det vil sige at blive elsket.

Dukken gav ham en kæreste.

Note 3. Han har glemt at vi en gang var venner jeg vil have at han kan huske det.

Man kunne godt tro det er samme person som før, men nej. Dukken fik ham til at huske kun huske. Ikke genoptage venskabet.

Note 4, note 5 og note 6 er den samme: jeg vil vide hvorfor vi lever som vi gør.

Dukken kunne ikke forstå hvad han mente og selv om den prøvede kunne den ikke. Simon var så uskyldig at han ikke havde stemmen, der taler mørke tanker til en.

Note 7: jeg vil have at hun skal elske mig.

Denne note tog ingen effekt. Da hende han ville have til at elske ham var så mørk at hun overhørte dukkens stemme

Note 8: hun har ikke et hjerte jeg vil have at hun kan se det smukke i selv de mindste ting.

Her talte han om sin søster og dukken lod hende se det smukke.

Men den var sur fordi pigen fra note 7 overhørte den, så da Simon skrev note 9 var det dukken der talte.

Note 9: jeg vil have hun skal mærke smerte for at have afvist mig.

Dukken lod hende føle smerte men ikke nok til at Simon var tilfreds.

Note 10: gør mig til en dræber så jeg kan myrde hende.

Og dukken gjorde ham til vampyr.

Det her det går galt i sted for at skrive hendes død som note. Var han så opfyldt af had, at han selv ville gøre det.

 

To nætter senere fik Simon så besøg af vores kære Daniel. Daniel gav dukken til Alex. Alex sendte den til mig. Jeg sendte dukken til Amalie. Amalie sendte den retur men den kom ikke frem. Den ansatte på posthuset fandt den og gav den til sin datter. Datteren gav den til sin storebror Simon. Så nu møder to ender af vores historie hinanden.  

Men den del af historien vil jeg lade Simon fortælle, for han gør det bedre end jeg.

 

Jeg vågnede, fordi jeg havde det som om nogen kiggede på mig. Jeg lod blikket løbe rundt i mit værelse. Over ved det åbne vindue selvfølgelig. Skikkelsen til hørte en dreng på min alder. Hvad jeg ikke vidste at han havde været på min alder i ca. et år, og ville blive ved med det i meget lang tid. Så trådte han nærmer, hans grønne fangede månelyset der faldt ind gennem vinduet. Noget sagde mig at jeg skulle væk, væk fra ham. Jeg ville sætte mig op, men så var han der. Han skubbede mig tilbage og ned ” blive liggende ellers kommer jeg til at gøre noget jeg ikke vil” hans stemme var lav og bedene. Og jeg lammet, hvordan var han kommet fra midten af mit værelse og her hen på under tre sekunder. Han satte sig i benenden af min seng, og så fra mig til dukken der stod på bordet. Jeg tror det var på det tidspunkt det gik op for ham, hvorfor han lige havde valgt mit vindue. Så så han på mig og der var noget i de grønne øjne der sagde mig at jeg var heldig at være i live. ”hvordan kom den fra Alex, til den der sendte den til Amalie, for så at ende her?” det var ikke et spørgsmål til mig det viste jeg. Endnu en gang var jeg lammet, Alex var det ikke ham der havde dræbt de fem mennesker. Og Amalie hende der havde brændt sig selv ihjel. Og lige en ting til, hvordan viste han det. Okay jeg var forvirret, meget forvirret. Og det var nok også derfor jeg satte mig op, så på ham og sagde hvad?!! Det skulle jeg bare ikke have gjort. Han stivnede og øjnene skiftede farve. Det gik så hurtigt at jeg ikke opfattede hvad der skete, før han havde bidt sig fast i min hals. Nu var det min tur til at stivne

I næste nu var alt sort… og mørke…

Da jeg kom til mig selv igen efter hvad der føltes som en evighed. Kunne jeg hører nogen diskutere meget højlydt, eller det troede jeg i værtfald på det tidspunkt. ”Daniel hvad er meningen med at tage en død med hjem og i det hele taget hvad lavede du så uden for?”

”han er ikke død..” stemmen knækkede over og blive hæs ved død. Død, hvem var død, hvem er Daniel og hvor er jeg? ”og hvorfor skulle han så ikke være det lige som alle de andre du har…” stemmen tilhørte en kvinde ”hør! Nu! Han er ikke død, jeg har ikke, jeg ville ikke, jeg stoppede men jeg kunne ikke lade ham ligge.” først nu genkendte jeg drengens stemme det var den sammen. Det var ham som var på mit værelse. ”og hvorfor så ikke ” kvindens stemme var iskold og syrlig. ”fordi… fordi… ” drengen der måtte hedde Daniel stoppede. Lyden af en det blev slået ret så hårdt og kraftigt ramte mit øre og gav genlyd i mit hoved. En følelse af at ville hjælpe den der blev slået og samtidig noget der sagde mig at jeg ikke skulle. ”hvis det passer at han ikke er død så ved du hvad vi er nød til at gøre” det var en mands stemme. ”nej…” Hviskede Daniel.” hvad mener du med nej ” kvinden snerrede og en gang til lyden af et slag. ”det kan i ikke… det må i ikke…” han hviskede det. ”Og hvorfor så ikke, hva’? ” kvinden lo orden. ”fordi ” drengen stoppede.  ”fordi hvad?” det var manden ”fordi jeg vil vide hvem han fik den her af” lyden af noget der blev smidt på gulvet. Dukken og det er først nu går det op for mig hvad de taler om. Min sidste note, en dræber, en vampyr. Men det var jo kun i mytologien de fandtes. Eller var det? Dukken var i sig selv en overnaturlig gensand. Så hvorfor skulle disse vampyrer ikke også kunne eksistere. Hvem var død det måtte være mig. Men det var jeg jo ikke eller var jeg? Alt lyd så meget højere. Jeg kunne vel ikke være blevet til…  jeg lukkede øjnene og lod endnu en gang mørket tage mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...