skribbelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
everything and nothing

0Likes
0Kommentarer
539Visninger
AA

4. dødens ur (tidens urværk)

Dødens ur

(Jerry fortæller)

Jeg havde langt om længe fået mig et arbejde, som politiassistent for det paranormale. Og mit første job var, efter hvad min chef havde sagt, noget der involvererede en seriemorder, de mente var dæmon. Jeg havde også fået at vide at det var noget af et grimt syn jeg ville komme ind til. Og det skal jeg da lige love for det var, en eller anden havde flået en kvinde, men ud fra hvad jeg kunne se, var det ikke en dæmons værk. Der manglede noget af den stemning der kom med dæmoner.

”det ikke en dæmon, men et menneskes værk, eller det ikke menneskeligt mere” det fik dem til at stirrede på mig og le. Hvem ville også tro på en fyr der borede alene og lige havde mistet sin ’bedste ven ’ til døden for anden gang, men at det var anden gang vidste de jo ikke. Jeg sukkede og tog mig til hovedet. De så på mig og smilte med medlidenhed i øjende

” og hvorfor så det, hvordan kan de være så sikre på at de har ret” jeg smilte svagt og måtte tænke lidt over hvad jeg skulle sige, det tog mig dog ikke længe.

 

”det ikke mere end fireogtyve timer siden kvinden her blev dræbt, det sagde de selv. og en dæmon forlader ikke sit offer før efter toogfyrre timer, da offerede også selv kan blev til en dæmon, og da der her ligesom ingen tegn er på at der har været en dæmon eller er en, vil jeg antage at der ikke er tale om en dæmon, men der imod et menneske eller andet.” min stemme lyd som min egen men ordene kunne ikke havde lydt mere som noget Jason ville havde sagt. Jeg havde uret på mig, det han havde fået af min tante inden vi flyttede, det ur dæmon var kommet efter. Det var også der jeg havde set Jason dø og forsvinde ud af mit liv for anden gang. Alt skyldes dæmoner i den sidste ende, det var så sjældent der var andre ting blandet ind i det. Men det var sjældent at dæmonerne var skyld i mord som disse. Nej det her var ikke en dæmon men et menneske der stod bag. Men om det var et mennesker mere var en anden side af sagen, og det kunne ikke være en dæmon der havde fået noget så ondt frem. Med mindre det var dødens ur, der var skyld i det, men det ville betyde at dødens ur var blive… nej det kunne vel ikke være det. Jeg var så dybt i mine egne tanker at jeg ikke hørte hvad de spurgte mig om.

”hva..?” mit lidt overrasket udtryk sagde vist alt, de smilte igen medlidende.

”jeg spurgte bare om hvad de tænkte på” jeg smilte da han sagde det. Jeg så lidt fra den ene til den anden og overvejet hvordan jeg skulle sige det. min chef så bare på mig og ventede, men der var noget i blikket der sagde mig at han troede jeg tænkte på Jason. Jeg sukkede, og rystede bare på hovedet

 

”der er bare noget der ikke stemmer, det er det hele.”

”og hvad er så det?” han vente sig mod døren i det den blev åbnet, det var så vores begges chef der kom en af døren. jeg lagde hovedet på skrå,

”jeg vil advare dig om alt du gør får at få mig til at frem stå svag, kun kommer til at gå ud over dig selv” min stemme var lav, det ikke fordi jeg vil havde det til at ske. Det hedder bare karma.

”står du og…” han stoppede og smilte undskyldende til vores chef. Jeg lod blikket gide rundt fra den ene ende af rummet til den anden.

”dæmoner er sære væsner, deres natur er i sig selv for de fleste mennesker bare en gåde, men at er forbundet med hinanden. Og i langt de fleste tilfælde står en dæmon bag menneskets grusomste handlinger, dog er det sjældent en dæmon selv begår mord af denne art, som jeg tidligere har sagt der mangler noget af det der kommer med dæmoner. Det er et menneske, men at få et menneske til at begår mord af denne art sker sjældent, det vil krave et meget ondt menneske at gøre det, med mindre dødens ur er taget i brug

” min stemme var lav, og dog kunne alle høre den, og alle lyttede. Vores alles sammen chef kiggede bare på mig og smilte,

”du lyder mere og mere som ham for hver dag der går, hvordan står det til?” hans stemme var lav og dog var den venlig.

”jeg har lært meget, desværre er han død” han nikkede, det vidste han godt, og jeg vidste godt hvad det var han tænkte på.

”nej, jeg har ikke hørt fra ham, men det der fortæller mig at jeg nok snart vil” jeg pegede på kvindens krop eller skulle man sige det der var tilbage af den.  Han smilte og resten af holdet stirrede, før han vente sig mod de andre og hævede stemmen.

”lyt dog til ham det et menneske og ikke en dæmon det ikke vores afdeling mere se så og komme af sted” jeg stod bare tilbage og kiggede, det samme gjorde han. Jeg smilte svagt og hviskede

”det er jo sådan set en dæmon der står bag, men det menneske der har udført det” han nikkede og så på mig med de der øjne, man ikke helt kan finde ud hvad de prøver og sige til en. Jeg sukkede bare og forlod rummet. Jeg tog hjem efter det, jeg kunne ikke mere, alt var blevet tabt og jeg havde det faktisk dårligt. Selvom det ikke var en dæmon der stod bag, var lig ikke ligefrem til jeg var van til, i min hver dag men det så ud som om jeg ville se en del mere til det. Jeg sukkede og lod mig bare dumpe ned på sengen. Mit hoved føltes som om det var dobbelt så stort.

”Jason dit fjols hvorfor skulle du også dø på det her tidspunkt?” jeg mumlede og lukkede øjne, ville bare væk her fra. Hvad var det han altid sagde i søvnen er alt ting bare lettere eller er det kun mig der har det på den måde? Nej det er du ikke, men mine mareridt er mindste lige så slemme som dine. Jeg sov meget dybt da jeg hørte noget der hev mig tilbage til overfladen, det var Jasons stemme, hvor havde jeg dog haft brug for at høre den stemme ”Jerry.” han trak på det og jeg kunne høre smilte da han sagde det jeg rykke lidt på mig.

”Jerry uret” han hviskede. Jeg vågnede og satte mig op og så rundt. Jeg må have set noget forvirret ud, jeg var ikke van til at høre fra ham sådan her.

”Jason? ” spurgte jeg stille og lod mig falde tilbage i sengen med lukkede øjne.

”okay jeg lytter Jason hvad er der med det ur…” jeg kunne mærke jeg var blevet en smule bleger og jeg trak vejet lidt tungere. Der var stille lidt for længe og jeg var lige ved at opgive håbet om at han ville fortælle mig hvad jeg skulle med det ur.

”du skal stopper viserne, stoppe uret.” jeg satte sig op igen og stirrede ud i luften, det var kommet bag på mig, hvis jeg stoppede uret kom hun jo tilbage.  

”du ved godt hvad det er du beder mig, Jason for helvede” jeg lagde mig tilbage i sengen med et opgivende suk.

”jeg ved det godt, døden er bare ens tid der står stille, men jeg ved nu ikke den pige er sku ikke helt normal”.

”Jerry” han trak på det igen, og igen kunne jeg høre at han smilte, bare lidt

”bare gør det ikke søde, stol på mig.” jeg mulede træt tilbage at jeg nok skulle gøre det. Jeg vågende tideligt om morgen, og kom i tanke om hvad jeg havde lovet at gøre jeg gyste ved tanken om det og sukke. Der var mørkt nok i mit værelse til at dette kunne lagde sig gøre. Jeg fandt uret og lagde det ved siden af mig, rejste mig og tog tøj på. Jeg tog en dyb indånding og stoppede viserne. Der gik ti sekunder også var hun der, hun skreg og det gik i gennem helt ind til knoglerne og jeg havde det som om jeg skulle knække mig, ikke et onde at Jason havde det af helvedes til sidst vi mødtes med hende. Hun gik tættere på og skubbede mig tilbage så jeg ramte væggen på den anden side af værelset. Jeg krølle mig sammen og holdt mig om maven, fuck.

 ”for fanden ” jeg mumlede jeg havde ikke luft til mere.

”Jason JEG HADER DÆMONER” min stemme var lav og jeg lå bare, jeg kunne høre han gik i gennem værelset. han satte sig på knæ ved siden af mig,

"Jerry er du okay?" hans stemme var lav og der var ikke meget liv tilbage i den. Pigen var holdt op med at skrige da hun havde set dem fra råde.

"døden er kun ens tid der går i stå der er ingen ting der venter en andet en et sted at finde fred" min stemme var lav og jeg mumlede

" fuck mit hoved" Jason kunne ikke lagde være med at smile og hviske

" det lyder som noget jeg kunne havde sagt" de andre dæmoner stirrede på os.

"hvad gør vi ved ham?" en af dem pegede på Jason

" ja han løste jo et problem ingen af os for rådet kunne med hjælp for mennesket der" det fik mig til at fnyse af dem og dem til at ligene nogen der kunne æde mig.

"jeg ikke noget menneske og har heller aldrig været det" og det havde jeg jo ret i jeg var født paranormal. Ikke lige som Jason der havde fået evne til del, efter at havde lavet en aftale. Mit blik gid væk for et kort øjeblik,

”vampyrer” min stemme var næsten uhørlig men jeg vidste at Jason hørte det.

”Jerry? Hvad er der med dem?” han hviskede og jeg mumlede

”Jack hvorfor? ” han lagde en hånd mod min kind og jeg vidste at hans øje også ville gide væk ligesom mine, han ville kunne se hvad jeg så. Jeg så Jack af alle mennesker, snakke sammen med en af dem, men hvem ved måske havde han også en skjult side. Jeg kom til sig selv igen efter lidt tid og dæmonerne havde travlt med at snakke om hvad de skulle gøre ved mig og Jason.

”giv ham da for helvede bare hans tid igen, Så svært kan det da ikke være.” det var en af dem der råbet det. Og de gjorde som han sagde og livet vendte tilbage til min kære Jason. Og alt ting var som om intet var sket, som om han ikke havde været død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...