frida er en pige

"nej, jeg mener bare... dit hår har da en flot farve," sagde og jeg fangede mig selv i at mumle det sidste. jeg ønskede så inderligt, at du ikke hørte det, for det faldt mig normalt slet ikke naturligt ind at komplimentere andre mennesker på den måde. du tav også. du opfangede det ikke som den mini-joke, det først var ment som, og du opfangede helt sikkert min akavede mumlen ved de sidste ord. "tak.." sagde du og kiggede ned i jorden. jeg tror, at jeg ud af øjenkrogen spottede et smil på dine læber, selvom jeg prøvede at fokusere på at holde blikket på mine slidte skosnuder. og jeg vidste pludselig, at stemningen mellem os ikke bare var som normale veninder. jeg havde ikke lyst til at sætte en finger på præcist hvad, vi så var, så jeg kløede mig på skulderen og prøvede at glemme det.

12Likes
0Kommentarer
929Visninger
AA

3. vådt hår

jeg vågnede fra en drøm, og jeg havde en mærkelig hård følelse i maven. jeg førte min pegefinger blidt hen over den og hørte den sige lyde. i mit hovede prøvede jeg at huske den forunderlige drøm, men det eneste jeg så for mig var nogle solstråler og dit smilende ansigt. og så dukkede du op dér igen, selvom jeg aldrig havde udvekslet et ord med dig.

iført et par grå trousers og en mørkeblå-og-rødstribet sweater gik jeg ned i køkkenet, hvor min mor kun lige nåede at give mig et kys på panden inden hun tog på arbejde. min papfar, carsten, sad ved køkkenbordet med sin computer og kiggede end ikke op, da jeg satte mig med en skål havregryn foran ham. men mine tanker var også alle andre steder. jeg prøvede igen og igen at huske drømmen, jeg var vågnet fra, men den forblev mystisk.

"jeg kører dig i dag" lød carstens stemme pludselig, og det gik op for mig, at jeg sad og rodede med skeen i skålen, hvor der ikke længere var havregryn i, mens jeg blot stirrede tomt ud i luften. han havde smækket sin computer sammen. "er du klar?" 

 

det regnede den dag. rigtig meget. regnen trommede på bilens forrude og jeg betragtede vinduesviskerens kamp om at få fjernet vandet fra ruden, før der kom mere. 

og pludselig var de der igen.

de gyldne lokker, men denne gang lidt glattere og lidt mørkere af regnvandet.

da jeg vendte mig om og kiggede ud af bilens bagrude, tror jeg, at vi fik øjenkontakt. du løftede hovedet og vores blikke mødtes udtryksløst i det øjeblik, min bil passerede dig på vejen

der var stadig to kilometer i skole, og jeg ved godt, at jeg burde have bedt carsten om at stoppe bilen og samle hende op. i stedet vendte jeg blikket bort fra dig og mærkede en lille klump samle sig i min hals. jeg ved ikke hvorfor.

 

i skolen havde vi geografi, og du kom ind af døren - gennemblødt af regnen - tyve minutter for sent. alle vendte sig mod dig. nogle piger sagde "årh, pus..." på den mest overfladiske sukkersøde måde, men du reagerede ligesom ikke rigtigt. du kiggede på mig, kort, og du kiggede nok også på alle andre, men jeg bed mig selv hårdt i tungen, da vi fik øjenkontakt. jeg følte mig som verdens dårligste menneske. og så alligevel følte jeg mig lidt højere på sådan en mærkelig måde, fordi jeg vidste at jeg ellers aldrig ville nå dit niveau. 

 

det blev frikvarter inden længe, og jeg startede med at fordrive de første 10 minutter ved siden af carl fra klassen. vi snakkede lidt om, hvad vi skulle lave i sommerferien og løste et par af de opgaver vi havde for til matematiktimen i morgen. du var, så vidt jeg husker, ikke at se i klasselokalet.

da jeg rejste mig for at gå på toilettet, gik det op for mig, hvor tomt der var i klasselokalet. de fleste var nok udenfor. der var 5 minutter til næste time

jeg kom ud på toilettet og så dine gyldne lokker lidt mere gyldne end før. du stod helt alene ved siden af håndvaskene og forsøgte at tørre dit hår under håndtørreren. maskinen larmede og blæste dit hår ind over ansigtet, da du vendte dig om og kiggede på mig. jeg smilede svagt og sænkede så blikket.

da jeg kom ud fra toilettet for at vaske mine hænder stod du der endnu. dit hår var ved at være tørt og der var et minut til time. jeg stod lidt og kiggede forsigtigt, da jeg stod med våde hænder og gerne ville tørre dem under den maskine, du stod ved. jeg sagde ikke noget.

"her," sagde du kort og rykkede dig. 

jeg sagde ikke noget. jeg tørrede mine hænder. jeg skulle til at gå. du lagde en hånd på min skulder.

"sarah holder fest på fredag. skal du med?" spurgte du henkastet. jeg blev forbløffet. jeg tror næsten, jeg gjorde store øjne, for du smilede med et skjult grin på læben.

"øh... jeg er ikke inviteret, tror jeg," svarede jeg blot, og jeg tror, at det var sandheden. jeg havde i hvert fald ikke hørt noget om det.

"seriøst?"

"ja"

"ej, hold op. tag dog med"

"okay," svarede jeg hende kort. og så gik vi til time. uden et ord.

og ganske rigtigt fik jeg en invitation til begivenheden på facebook, da jeg kom hjem. jeg forstod ikke hvorfor, du havde fået mig med til festen, og jeg ærgrede mig egentligt over at være blevet inviteret. det var overfladisk. det var åndssvagt. vi var nok kun få fra klassen, der var inviteret, og nu var jeg én af de typer, der blev inviteret og ikke sagde ét ord om, at man måske også burde invitere de sidste par andre, i håb om ikke selv at få trukket min invitation tilbage.

 

det var underligt, at du fik mig inviteret. hvad mere underligt var, at vi kun havde gået på skolen sammen i få dage, da jeg om fredagen tog til festen og endte med at have min opmærksomhed mod dig hele aftenen.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...